It's not a matter of letting go. You would, if you could.
Instead of saying Let it go, we should probably say Let it be. 

- Jon Kabat-Zinn

Just say yes

'Just say yes.  Just say there's nothing holding you back. 
 It's not a test. Nor a trick of the mind -
Only love '

Jeg smækker døren, til den forbliver lukket

Jeg gider ikke skrive om det mere.
Jeg gider ikke tale om det mere.
Gider ikke tænke på det mere.
Gider ikke have det.
Gider ikke kende det.
Gider ikke - dét, mere.

Gider. Det er sådan et vagt ord.
Kan ikke komme i tanke om et andet.
Gider ikke. Træthed. ?
Vil ikke. Besluttet. Mere power ?

Det er ligemeget. Hvilket.
Ligemeget. Hvorfor.

Jeg vil 'bare' bruge al min energi, på at komme tilbage på et andet spor.
Jeg ved, at jeg har været der.
Måske i glimt. Måske for en længere periode. Stund.
Kan ikke huske det.
Kan bare huske, at jeg kan.

Jeg gør hvad jeg kan.
Hele tiden.
Nu vil jeg kunne noget andet.

Væk fra det her.

Lukke døren.
Smække den, til den forbliver lukket.

BANG!
Igen & igen.

Det er ligemeget om den går op igen.
Så vil jeg lukke den. Een gang til.

Jeg må en anden vej.
Åbne for noget andet.

Ja.


________

Jeg håber du får en rigtig god sommer.
Tak fordi du læste med.
Vi ses ♡

Mine ord er en klump i halsen

Idag, der føles mit indre som en vulkan. I udbrud.
Som havde den ligget og ulmet længe.
(For, længe?)
Og lige idag, der flyder alting over.

Jeg gør.

Idag, der kan jeg ikke være til.
Men, det er jeg.
Og jeg må finde min måde at være det på.
Rumme det.

Og det var her. I hvad der føles urummeligt, at jeg også (igen?) opdagede et savn.
Et i rækken, af flere.
Savn, eller mangel. Hvor er grænsen mellem dem, egentlig? Hvad er det der føles som et hul i maven? En klump i halsen? Et sår der bliver ved at bløde?

Idag, der opdagede jeg, at jeg mangler mine ord. Savner dem.
Eller. Jeg opdagede det før idag. Har haft den følelse noget tid. Nu.
Savner mine ord. Eller nej, jeg mangler at kunne forme dem. Uanset hvordan de så måtte lyde.
Hvorfor er hver en sætning så vævende? Bævende? Som skal hvert et ord hentes et fremmed sted. Et sted jeg ikke længere kender. Eller kan finde?
Det er som hver gang jeg åbner min mund, og vil forme mine ord - så åbnes en sluse. En 'kanal' der går så dybt ind. Og tårer truer med at rende over, hvert og hvert andet øjeblik.
Hvad tuder du for? Ryster jeg på hovedet af mig selv. Bare dét at fremstamme Ja, bliver som et lydløst kvæk.
Hvorfor? Det er ikke mig, det her. Det er som en kamp at tale. Helt fysisk.
Som er lyden af hvert et ord for omfattende. Enormt. Brager gennem luften, selv når det er en hvisken.
Slår huller i luften omkring mig. Og står tilbage som tårne. Forstenet.

Hvorfor er du så nervøs? Usikker? Bævende?
Jeg ved det ikke!!!
Mine ord bliver til en klump i halsen! Slipper ikke fri, uden at efterlade mine øjne oversvømmet.
Og jeg vender mig bort for at skjule, at mit inderste render over.
Skammer jeg mig? Hvad er der? Hvad er det der er galt?
Jeg ved det ikke. Der er ikke noget galt. Er der?
Mine ord er bare fanget i min hals. Sidder som en klump,og presser luften ud af mig.
Og jeg savner at kunne tale - med de ord jeg har. Istedet oplever jeg bare klumpen. Som bliver den så tydelig, og ramt med et pletskud, når ordene vil ud.
Istedet oplever jeg bare skammen ved at rende over. Af tårer der bare triller. Hvor kommer de fra? Det var ikke det jeg ville. Jeg ville bare tale. Nu løber tårerne. 
Og jeg vender mig bort i skam og lede ved mig selv. Pinagtigt og akavet.
Det er som om det ikke er mig der svarer eller taler. Så fandens wierd en følelse det er.
Føler mig, som min egen skygge. Der står og glor ind på mig selv.
Hvor er jeg i det her?

Jeg mangler mine ord.
Og jeg mangler at have et sted at lægge dem. Så de ikke hænger der og flagrer. Runger. Slår huller i luften.
Måske er det derfor de sidder fast i min hals? Så flagrer de da ikke - men er dér. Et sted? Er det derfor?
Jeg mangler at anskue dem, og se dem lidt udefra. Derude hvor de ikke føles ligeså forkerte. Akavede. Overvældende. Tunge. Gigantiske. Uforståelige. Skæve. Skøre.
Mangler det, og tænkte; Hvad blev der af dét?


Det forsvandt. På flere planer. Niveauer. Fronter.
Og så lod jeg det også forsvinde.
For mig selv.
Gav vist ikke lov længere? Tøvede, og det gled mig af hænde. Ja, som gled det ud af hænderne på mig. Og jeg opdagede ikke engang at det faldt. Ligeså stille.
Som en dør der gik i.
Og i samme nu lukkedes en del af mig selv, også.
Pludselig står jeg her, med et forvrænget billede af mig selv. Et jeg ikke kan genkende. Mere.

Tvivl og frustration.
Fortvivlet.
Panik om, at føle jeg har mistet min vej.
Retning. Det gav mening engang. Gjorde det ikke?

Jeg kan ikke se en hånd for mig.
'De' siger, at det behøver man heller ikke at kunne. Det er bare at fortsætte med at gå. Man behøver ikke kunne se hele vejen, for at træde de første trin.
Og jeg tænker hvem er man? Mens jeg famler i blinde. Og fortsætter med at træde på min sti. I tro på, at Om Lidt, kan jeg se. Igen.
Det bliver jeg nødt til at tro på. Der er intet andet. Ellers.

Som en silhuet. En skygge.
Jeg føler mig tabt i tavshed. Klumpen i halsen. Udenfor min egen rækkevidde.
Jeg forsvinder for øjnene af mig selv. Den sætninger har jeg hørt i mine mareridt gennem de sidste uger. Og det gjorde jeg vitterligt. Dér i drømmens univers. Forsvandt. Fadede ud. Blev usynlig. Slørret. Tromlet over. Eller døde.

Og ved du hvad? Idag vendte jeg mig selv ryggenn.
Og det slog mig, som et boldbat lige i fjæset.
Så er det bare, at jeg opdager, at jeg er væk fra mig selv.

Og at ordene er så vigtige. Uanset
Om jeg så skal stamme dem ud. Klappe dem. Hviske dem. Græde dem. Brække dem. Ud

At ordene gør tydelig. Selv når jeg føler mig udvisket. Eller måske, især?
Og jeg har brug for det tydelige!
Det er det vigtigste jeg kan være.
Og lære.

På veje der ikke er mine

Går mine egne veje.
Og ved ikke hvor jeg er på vej hen.
Jeg ved bare, at jeg var nødt til at gå væk. Fjerne mig, for at kunne se.
Nu ser jeg, og aner ikke hvad vej jeg så skal gå.

Synes godt det kan føles lidt ensomt. Kan savne, at have bare een at følges med. Bare een til at overskue det landskab sammen med mig, som jeg ikke kan se, eller bare forestille mig.

Men, det kan også føles ensomt, at gå på de samme veje - blot for at have en vej at gå.
Ensomt at gå, en vej - bare for at gå. Bare for ikke at føle jeg må gå helt alene.
Det er jeg ikke stærk nok til! Skriger min frygt . At gå ene.
Men jeg er heller ikke stærk nok til at gå. Bare for at gå. For at følges.
På veje der ikke er mine.

Der skal ske noget andet

Jeg har tænkt meget over det. Og havde faktisk besluttet, at jeg ville lukke min blog.
Jeg gjorde det også. Sådan on-off. Jeg lukkede den for udefrakommende trafik. Så var det kun jeg der kunne læse dens indhold, men det virkede egentlig også så mystisk.
Hey, hvorfor kan man ikke komme ind på din blog? Modtog jeg mails om. Og ja, det virker squ egentlig også lidt fjollet. At sætte sådan en form for 'spærre op' , hvorfor? Alligevel har jeg haft lyst til at lukke for bloggens rammer. Uden at slette den helt.
For jeg kan enten vælge, at lade den stå, at lukke den for andre end jeg selv, eller slette selve kontoen. Helt.
Det sidste synes jeg virker forkert. Og bunder nok i hvad jeg er nået frem til - her mens jeg har overvejet bloggens liv.

Jeg har tænkt over hvad der er godt & skidt, og hvorfor det ikke længere føles helt rigtigt for mig.
De sidste måneder har jeg skrevet ord & sendt dem ud. Flere gange har jeg mærket en modstand efterfølgende. Fået en lyst til at trække dem retur.

Og så er det, at det pludselig blev svært for mig med den her platform. Oplever at den ikke kan følge med.
Eller, at jeg ikke længere kan finde ud af at bruge den, uden at opleve en modstand. Og så føles det faktisk nærmest pludseligt som et tab. Noget jeg ikke længere har, som før.

Kan jeg ikke bare lade være at skrive dem, så? Har jeg også tænkt. Kan jeg ikke bare lade være at sende dem afsted, men forme dem alligevel?
Men det mærkelige er, at når platformen er her, så lander jeg hele tiden tilbage på dén.
Og den spærre jeg ville sætte op for læsning, handler nok i virkeligheden om at ville spærre lidt for mig selv.
Jeg kan ikke lade være at betragte det skrevne som en platform, men jeg oplever at jeg ikke længere kan tage afsæt. Et underligt dilemma af ambivalens, som jeg ikke har oplevet før. Og som jeg har tænkt meget over.

Måske har jeg egentlig lidt en følelse af, at jeg ikke længere kan bruge mine ord. Til at lande. Eller til at tage afsæt. At det at skrive dem & lægge dem her, føles halvhjertet og nogle dage helt forkert.
Jeg tror bare jeg er nået til den konklusion, at jeg lige nu ikke skal smide mine ord her.
Det er som om de hører til et andet sted.
Jeg har brug for at skrive, og brug for den vej skriften er - men jeg oplever, at ordene lige nu har udtjent sin tid.

Så' det squ også nemmere helt at fjerne den! har jeg tænkt, og det er så typisk mig ;-) Enten Eller, jaja & hvad vi har. Mellemveje er mit evige springpunkt. 

Men jeg har valgt at lade bloggen stå. Åben, læselig & tilgængelig. Både som en tanke om, at jeg måske får lyst at vende tilbage. Men især med tanken om respekt.
En respekt for det der har været. De ord jeg har plantet her gennem årene. Hvis jeg fjernede dem alle ville det være som at sige til mig selv, at jeg fortrød. Ikke stod ved dem. Det gør jeg, og derfor bliver de stående her.

Jeg ved ikke om jeg får lyst til at skrive igen.
Jeg ved ikke om der bare er dømt Pause.
Jeg ved bare, at jeg går rundt med en følelse der overskygger alt i mit liv lige nu. En følelse så stærk af, at Der skal ske noget andet. Bare noget andet -  jeg har ikke fingeren på hvad.

Og i den proces kan platformen her ikke være med. Måske kan den igen, på et senere tidspunkt. Eller på en helt anden måde.
Jeg ved det ikke. Vi må se.

Indtil da, tak fordi du læste med.
Pas godt på dig.
Kh. Silje

Ps; Du er fortsat velkommen til at smide mig en mail, på siljeliv@live.dk

Jeg gik med. Men nu går jeg.

Nej.
Slut. Færdig. End of story.
Jeg gider det ikke mere. Det er ikke meningen. Det ved jeg. Og alligevel var jeg i tvivl.

Bli'r ved, at hoppe tilbage på en gammel pind.
Må gøre noget andet.
En anden vej

Det er egentlig ligemeget hvorfor.
Hvorfor, betyder ingenting.

Alligevel mangler jeg at lukke en dør. Forklaringen, eftertanken. Reflektionen, for mig selv. Kun.
Så jeg kan smække den. Døren. Med det brag jeg ønskede jeg kunne have gjort.

Der blev revet op, i hændelser jeg havde lukket. Ikke ønskede at åbne. Igen.
Boret. Ind til benet. Mens jeg forsøgte at sige Nej!
Jeg vidste godt, at det ikke var meningen. At jeg ikke skulle tilbage i tanken. Beskrivelsen. Erindringen.
At jeg ikke skulle kratte i det tynde lag af hud, der -når alt kommer til alt- alligevel havde nået at lægge sig.
Jeg vidste det godt.
Og alligevel blev jeg flået. Lod mig flå. Rive. Kratte.
Det var slet ikke det jeg skulle
men det blev.

Og jeg har været gal. Vred! Mest på mig selv, egentlig.
Over, at jeg ikke formåede, at sige fra.
Gå med min egen mavefornemmelse.

Jeg har været gal. Også over følelsen af sluser der blev krænget op.
Et helt forløb af hændelser, der bare var ved at finde sin plads. Og som istedet rejste sig igen! Stod så klart på min nethinde.
Endnu engang.
Som havde jeg slet ikke været dét foruden.

Jeg glemte hvordan det var. Før.
Før, at hudlaget blev krattet i.
Og sluserne åbnede sig.
Stod pludselig bare med det hele i hænderne igen. Som var alting faldet ned af deres hylder.
Det var ikke meningen at der skulle røres ved de hylder! Det vidste jeg godt. Men jeg kunne ikke sige fra. Og jeg kan ikke bære det hele! Det var derfor hylderne var der!

Og jeg står tilbage med åbningerne. Fra sluserne. Krænget åbne, som de nu står. Så åbne at jeg kan kigge dybt ned i såret. Se alt det jeg var ved at få dækket til.

Må lukke dem. Igen.
Det skal de. Og jeg ved, at der kunne lægge sig et fint lag af hud henover. Det var der kommet.
Det kan der komme igen. Siger jeg til mig selv.
Jeg må bare lade det hele. Ligeså stille.
Og tilgive mig selv, at jeg lod mig føre ned af erindringens veje.
Lod mig føre, selvom jeg vidste det var forkert.
Tillod at der blev rykket ved mine hylder. Selvom jeg vidste det var forkert.
Ja. Det gjorde jeg.

Jeg gik med.
Men nu går jeg.

Min streg i sandet

Jamen, så næste gang, så kan du måske holde i 3 måneder og TO dage..

Jeg ved fandme ikke hvad det er, men det klinger så hult i mig, at alting bare stritter.
At ordene bare står i kø for at vælte ud, møve sig frem der på pladsen. Pludselig føles det som en kampplads.
Men jeg gider ikke kæmpe den kamp. Har en anden der føles mere værdifuld, for mig.
En indsigt, som jeg bare endnu ikke har ord for. Og som jeg prøver at finde vej i, uden helt at vide 'hvad den er'.
Det er i virkeligheden dén (eller dem?) - som jeg prøver at få ordene til at hjælpe mig med at forstå.
Det føles så grundlæggende, at jeg ikke kan komme udenom den.
Som at have fået et bat smasket lige i fjæset, men jeg kan endnu ikke se klart. Nok.
Og jeg væbner mig med tålmodighed, mens jeg prøver at finde hoved og hale i det. Mens jeg nærmer mig. Forsigtigt, tøvende, men undersøgende målrettet.

Undskyld, men jeg har bare ikke nogen ambition om, at se hvor længe jeg kan holde....

Ordene falder så køligt rolige, at jeg næsten ikke ænser dem. Falder uden kamp. Og glider ligeså stille ind på pladsen foran alle de andre.

Jeg har ingen ambition om at se hvor langt jeg kan gå ud, før jeg knækker. Basicly.
Jeg har en drøm om det modsatte. At lære at kunne se det FØR.
At lære, ikke altid at gå for langt. I alle mulige & umulige sammenhænge. Gå over mine grænser, mudre det hele til, væve rundt & blive for blandet med det omkring. Til jeg må trække mig. Helt væk. Væk, fordi det igen var alt for voldsomt.
Det er dér hele mit problem ligger. Dér jeg kommer til kort. Every fucking time.

Jeg kan sagtens presse mig selv, til jeg løber panden mod muren. Kan sagtens 'gøre det, som det er krævet jeg gør'. Har altid gjort. Evnet, at gøre. Men, for en tid. For så hver gang, at betale prisen efterfølgende.
Smil, og se ud som om det spiller. Mens jeg under overfladen har været mere end krakeleret.
Jeg kan sagtens gå alt, alt for langt. Uden overhovedet at ænse det, før jeg ligger lammet tilbage. Fuldstændigt paralyseret af slagene. Angst der lammer mig så markant, at jeg ikke engang kan åbne min egen hoveddør. Ja, sådan har mange dage om måneden været for mig gennem årene. Ja nogle gange har det været sådan i flere uger i træk. Det ved jeg alt om. Evner det, som var det dét mest naturligste i verden at gøre. Pres, pres, pres til du brækker dig.
Dét ved jeg lige præcis hvad er.

Jeg har bare ikke lyst til at brække mig mere. Helt ærligt.
Har lyst til at lære, at der er en grænse, før det.
Den grænse vil jeg gerne finde. Lære at kende.
Og det er virkeligheden dér jeg søger at finde hen mod.
Og dét jeg søger guidening i. For jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan se hvordan jeg kommer derhen.

Og måske handler det om, at jeg oplever at blive provokeret over forestillingen om, at bare lige prøve lidt mere. Bare lidt. Forsøg igen, Kom, bare een gang mere....

Jeg har ikke LYST til, at styre direkte hen mod stødhegnet, og se hvornår støddet er kraftigt nok, til at det efterlader mig lammet og forbrændt.
Jeg har lyst til at lære, at fjerne mig. VÆK fra stødhegnet. Udenom.

Provokationen fører mig på en eller anden måde nærmere min egen mavefornemmelse.
Får mig til at indse, at det godt kan være, at verden omkring står & hepper på at jeg kommer tilbage på samme bane. Eller i det mindste de baner der ligger 'mere ligefor'. Men, jeg vil ikke tilbage. Uanset hvor meget der bliver heppet.
Pludselig ved jeg mere om hvad jeg egentlig har et ønske om.
Jeg bliver næsten helt forskrækket, da det bare føles SÅ rigtigt. Så fast. Så.....
Ja, det er sådan jeg har det. Punktum.

'Jamen, næste gang så.......'
Og jeg mærker bare den her følelse af, at have trukket en streg i sandet. Og at jeg bliver nødt til at trække den op igen & igen for mig selv, til den bliver mere skarp. Blivende. Ikke hele tiden bliver visket ud.

Der skal ikke blive en Næste gang. Som de forrige.
Det er i virkeligheden dér min udfordring ligger.

Jeg tror det var en fejl

Jeg ved ikke hvorfor sprækkerne skulle krænges åbne?
Hvorfor der skulle åbnes op til der hvor en hinde havde lagt sig over.
Jeg tror det var en fejl. Men nu er de der bare.

Mine ord blev overhørt, og jeg er blevet klogere. Klogere, men bare så ramt.
Jeg kan ikke stoppe det der er sat igang. Har for fanden ikke overblik over det der sprang op!
Jeg står bare tilbage, med de samme billeder og bliver mere & mere ordløs.
Jeg føler, at jeg nu står med sår der er åbnet. Blotlagte årer, uden muligheden for at få lukket dem til.
Mine plastre kan ikke samle billedet for mig selv. Kun kortvarrigt kan jeg dække sprækkerne til.
Jeg burde have lyttet til mig selv. Jeg burde have sagt, STOP.
Bagklogskaben fælder mig til jorden.

Det er som der blev slået sprækker i mit sind. Sprækker, som bliver ved at springe op.
Jeg tror det var en fejl. Jeg mærkede det var forkert!
Men jeg gik med. Jeg troede. Jeg .... er blevet klogere.
Imens lapper jeg sårene, og forsøger at få dem til at syne som før. Et arbejde der bare føles som forfra.
Aj, det er ikke forfra, det er herfra og frem.
Men for fanden hvor jeg har lært, hvad der bare har bedst af at Lade ligge - i ro.

Jeg må bære det hele, i hænder der er fyldte i forvejen.
Der er kun mig, til at samle billedet. Til at få sprækkerne der gik op, til at lukkes.
Jeg ved ikke hvorfor sprækkerne skulle krænges åbne? Jeg tror det var en fejl. Men nu er de der bare. Og det fosser.

Jeg føler mig ladt i stikken. Ja, gu' gør jeg så!
Jeg kan ikke engang få mig selv til at sige ordene højt ud i det åbne. Følelsen fylder mig med skam.
Jeg havde en klar fornemmelse af, at noget har bedst af at lade hele. Hvile. Ikke pille det op, rode rundt & bore mere deri.
Men mine ord blev overhørt, og jeg er blevet klogere.

Jeg står på mine ben. DU står på dine ben! Siger veninden. Der er bekymret, og nu tør sige det højt. Ordene føles næsten som en dyne jeg skulle lande på. Problemet er, at jeg ikke kan lande der.
Det er som der blev slået sprækker i mit sind. Sprækker, som bliver ved at springe op.
For altid? Hvisker min frygt, i takt med tårerne.
Og jeg kan simpelthen ikke overskue, hvis det er sådan.
Jeg har ikke overblik, til at lappe dem. Igen & igen.

Læringsrum

Jeg prøver, at sige til mig selv, at jeg har lov at ytre de ord jeg vil.
Mine ord er også med til at vise hvem jeg. De giver mit hjerte, og mine tanker lyd.
Selv når de bagefter giver mig den der tvivl, prøver jeg at skubbe den bort.
For jeg ved at der hvor ordene kom ud,  var de udtrykt fra det der er mig.
Jeg prøver at vise, at de er en del af mig. At udtrykke dem, give dem lyd & hvor de skal hen.
Jeg forsøger at lukke døren til altid at være så varsom. Tro, at jeg ikke må give lyd eller ord. Uha, ord er farlige! Nej....
Sådan er jeg. Lyder en befriende sætning. En sætning der altid gør mig lidt vaklende.
Men jeg prøver virkelig at stå fast ved det jeg ved. Vaklen eller ej.
Jeg er mig.

Jeg kan stadig få tanken - indlæg expro

Nedenstående indlæg, er også delt på http://exprobloggen.blogspot.com/
- tjek gerne bloggen ud! :-)


Jeg ved godt, at det ville være rigtig rigtig dumt. Uklogt. Usmart. Decideret ødelæggende for mig. Ikke i nærheden af godt.

Jeg ved det godt. Og alligevel, kan jeg få den her tanke om at gå tilbage.

I perioder mere end andre. Hyppigere, og mere markante dukker tankerne op.Jeg kunne også……

Tanken strejfer. Og min hjerne kører tilbage i gamle spor. Og jeg husker næsten ikke, at der har været andre.

Men selvfølgelig har der det. Selvfølgelig. Jeg glemmer det ’bare’, når tanken slår stemningen an.
Når jeg bliver fanget ind i at tro, at det også ville være nemmere. Bedre. Jeg kunne også bare……

Gå tilbage. Tilbage, og være i prostitution.

Bare det, at tanken strejfer mig, har jeg svært ved at deale med. Svært ved at sige højt, også.
Jeg føler ikke rigtig jeg har nogen steder at tale om det. Nogen at dele det med.

Jeg kan også føle, at jeg negligerer eller ikke værdsætter, det jeg har - når jeg får tanker om at gå tilbage. At jeg ikke anerkender alt det arbejde der har ligget forud. Alle de kræfter der er lagt i, at jeg nu i realiteten skulle kunne føle mig fri af prostitution. En følelse af, at smide det hele på gulvet, hvis jeg tænker at gå tilbage. Utaknemmelig, er det dét jeg er? 

Se, alle de muligheder der ligger forude. 

Ja, men idag strejfede tanken mig, at gå tilbage. 

Det er også i de perioder, når tanken strejfer mig, at jeg føler mig aller mest dobbeltmoralsk.

Har jeg måske ikke skrevet vidt & bredt, om alle de konsekvenser prostitution har haft for mig selv, og hvad jeg ved det har haft af konsekvenser for andre – og fortsat har? 

Ved jeg ikke bedre? 

Ved jeg ikke, dybt i mit hjerte, hvilken kamp det er? For hver eneste af os?

Hvilket mod det kræver at kæmpe den kamp for sig selv? Hvor ensom den også kan føles, til tider? 

Ved jeg ikke hvor svært det kan være at deale med konsekvenserne – alt det der kom i kølvandet? 

Jo, jeg gør. På egen krop. Og sind. Ligesom jeg ved & kan se, at de kvinder jeg kender, som også har forladt prostitution, må kæmpe en kamp. Umenneskelig ser den ud til tider.
Og ligesom jeg også har set, at nogle har måttet give op.

Jeg føler mig så dobbeltmoralsk, når jeg ved alt det – og alligevel kan få tanken.
Føler, at jeg spytter på den vej vi alle prøver at bane. Spytter på det mod, de kræfter det kræver at kæmpe sig til et andet liv. Når mine egne tanker kan lede mig tilbage. Når jeg i glimt, kan få tanken, at gå tilbage. 

Tænk, at jeg overhovedet kan tænke det! krummer jeg tæer over mig selv.

Men jeg er ingen ’frelst’, eller nogen der ved bedre end andre. 

Jeg er bare mig, der forsøger at finde min vej i det her.
Mig, der ind imellem oplever at blive provokeret af at blive plantet i en forestilling om, at jeg nok for længst har parkeret de tanker. Blive plantet i en forestilling der hedder, at jeg nok aldrig får tanken at gå tilbage.
Jeg er bare mig, der også kan blive ramt af omverdenens fordomme. Og mig, der bliver tavs i debatter der går for tæt på mine egne ar. 

Jeg er bare mig, der kæmper min egen kamp, og ind imellem savner at have nogen ligesindede at dele den med.

Uanset hvad jeg ved. Uanset min fornuft. Uanset jeg burde vide bedre, og alt det der. Så får jeg bare stadig tanken. Og jeg oplever også en skam ved, at den bare så meget som strejfer mig.

Men nu har jeg valgt, at sige det højt her. Bringe mine tanker ud i det åbne.

For jeg føler mig alene med dem. Og jeg mangler at kunne dele dem med nogen.
Måske, er jeg slet ikke så ene om at have de tanker, som jeg tror?

I'd rather be a fuckup, than a fake

Tænk, hvor bange jeg har været for at blive dømt. Vejet & fundet for let. Frosset ude.
Jeg har varet mine ord, som ville det betyde jeg var en anden. Gemt dem, som ville de så forsvinde.
Men i tavsheden groede de sig større endnu, ligesom usikkerheden og min egen følelse af fallit.
Indtil jeg huskede det jeg har lært, at i det utydelige bliver alt slørret. Mere utydeligt, end det er til at tage & føle på.

Som var dét, det mest naturlige i verden, har jeg troet at mine ord ville skræmme dem allesammen væk.
At de ville tænke ligeså dårligt om mig, som jeg selv gør. Ville dømme, og aldrig se mig mere.
Så hvis jeg sagde højt, fortalte - ville de nok vende mig ryggen, bye bye.
At jeg så ville stå der, ene tilbage. Igen. Tanken kunne jeg slet, slet ikke bære.

Men, det var min egen forestilling der trådte frem. Og blev blandet ind.
En forestilling de slet ikke har fortjent!
Min egen lyst til at vende mig selv ryggen, blev en frygt for at ingen mere ville tage mig ind.

Jeg siger ikke det er nemt, at smide frygten for fordømmelse eller udelukkelse væk! Men, jeg opdagede at i varsomheden har jeg allerede tabt.
Jeg opdagede bare, at jeg heller ikke kan ånde der hvor jeg ikke kan tale frit. Om når jeg gør fejl & laver rod, fucker op. For sket er jo sket. Det er stadig mig. Uanset.

Det er også en del af mig. Omend den ikke er køn. Men jeg tager den i hånden, og ser hvor det vil føre mig hen. 
En opvågning af 'det her er så også mig. Gør det nogen forskel, om de kan li' mig eller ej?'. For i det uægte, er jeg jo ikke mig selv. Alligevel.
Jeg er nødt til at være den jeg er. Og ikke gemme væk eller fortie. Gør jeg, så visner jeg ligeså stille.

Da jeg sagde det højt, viste mine flag & lod det hele flyde - mistede det sin kraft. Styrke.
Det var som at slippe en byrde, jeg ikke vidste at jeg havde.
Men, da den slap, mærkede jeg dens tyngde.

Det var ligesom, at sige højt og tydeligt hvem jeg er.
Og min frygt for at blive dømt, lukket ude, cuttet af - blev gjort til skamme.
Tænk, al den frygt jeg har pint mig selv med. Og så mødte jeg bare en forståelse uden lige. En omtanke, af at være holdt af. Uanset.
Blev så berørt, over at høre det sagt, at mine tårer bare løb.
Ja, det var faktisk rart at få at vide. Jeg plejer at blive skræmt af de ord! Men, det er blevet, at jeg synes de er rare at høre. Vide.

Gid jeg må huske, hver gang jeg tvivler. For tvivle, det ved jeg at jeg gør.
Måske skal jeg nogle gange have bøjet tingene i neon. Huskes på det. Men, det er så også mig. På godt & ondt.
Jeg gad godt, at se hvad det er de ser. Gid det de ser, en dag bliver mit eget syn.

Jeg kan ikke gå tilbage, og ændre mine spor. Men, jeg er vågnet og ser anderledes.
Det føles godt, at have sagt. Føles godt at sige fra & til. Markere, og vove det tydelige. Jeg får mod på mere.
Det er vel i virkeligheden der jeg mærker hvem jeg er.
Med alt hvad det så indebærer.

Træk vejret

Jeg skal ud af døren lige om lidt. Spise hos nogle venner.
Der kommer vist flere end jeg kender & ved. Måske er det dét der er svært?
Tidspunktet er snart blevet lavet om en håndfuld gange, og jeg ved det er MIG der har et problem.
Det gør vel for fanden ikke det store, siger jeg irriteret på mig selv, men min hjerne kan bare ikke følge med. Alting tipper, og flyder over indeni mig.
Jeg ønsker mig sådan at det bliver anderledes - for good.

Lige nu ryster hver en fiber i min krop.
Angsten har sat sig som en hånd om min hals. Svært at synke, svært at trække vejret. Svært at være - ja bare dét.
Træk vejret. Kom. Træk vejret. Du kan godt. 

Jeg ved ikke hvorfor den her uro forplanter sig til angst. Ved ikke hvorfor mine hænder ryster mens jeg skriver.
Ved ikke hvad der er at være angst for.
Træk vejret. Kom, helt dybt ned. Træk vejret, så holder det op. 


Jeg ved ikke hvorfor angsten opstår.
Jeg ved ikke hvad det er det handler om, egentlig.
Jeg ved bare, at jeg må trække mit vejr.

Træk vejret. Så holder det op. Træk vejret, kom du kan godt. 

Det ER

Argh, får kolde fødder på det hele.
Men lader det være. Hvad det er.
Det ER.

Billedtekster jeg tænker over

' It's oh, so quiet '

Måske, forsøger jeg i virkeligheden bare, at overdøve den tavshed som jeg oplever.
Larme, for ikke at blive væk.
I gabet af tomrum. Ligesom det tavse.

Som en sikkerhedsline der bliver spændt ud, mens jeg træder med varsomme skridt over gabet.
Som en line, holder ordene mig oppe. Som var hvert et ord en sikkerhedsklamme. En hæftning, der holder mig. Som en strøm også. Luft, der bærer. Løfter, så jeg ikke falder igennem.
Ord,ord,ord,ord,ord. Tale, tale, tale, tale, tale. Ikke stoppe op.
Nærmest som var ordene hele min vejrtrækning. Så vigtigt føles det. Som gjalt det mit liv.

Jeg føler mig så tavs, at der ingen ord er. Derfor er der så mange.

Savn

Jeg savner et rum, der ikke eksisterer mere. Og som jeg bliver ved med at vende tilbage til i mine tanker.
Min hjerne ved, at min kurs er sat på et andet rum. Men, mit hjerte vil i en anden retning. 
Når jeg cykler der, og er på vej - så vil mine ben hellere træde cyklen længere ind mod centrum, end at dreje af, for at lande i den stol der hører nutiden til. 
Og mit hjerte synker en gang, når jeg kommer i tanke om, at det er der jeg er på vej hen. 
Jeg kan ikke lade være, at have en følelse af, at jeg sidder i den forkerte stol. Det forkerte sted. 
Og jeg oplever en tristhed ved at lade min krop lande der. 
Fordi det føles som jeg skulle en anden vej. Den vej som mit hjerte troede. 

need to turn this upside down

Imorges kunne jeg slet ikke træde ud på gulvet.
Havde ikke energien til at rejse mig op.
Kunne dårligt kravle ud i køkkenet, og hente et glas vand.
Så træt, at det var som om knoglerne bare klaskede sammen.

Jeg skulle alt muligt - møde, samtale, veninde aftale, bil der skulle hentes etc.
Og kværnede fra sekund et, i den dårlige samvittighed over ikke at synes, at jeg gør nok. 
Kom nu. Lidt mere. Bare liiiige..... Om lidt, så. 
Og nu har jeg jo lovet. Jeg burde også... Kom så. 
Kom! 
Som en pisk jeg får sat i sving over det hele. Mig.
Men fysisk gjorde pisken ikke noget ved følelsen af at klaske sammen i knoglerne.
Og pludselig kom angsten stormende. Væltende ind over. Panik.
Jo mere jeg piskede, jo større blev angsten.


' Jeg behøver ikke at kunne alting '. 
Står der som en note på min telefon. Note to self, til de der dage?

Jeg aflyste det hele.
Jeg kunne ikke. Der var dømt ingen connection. Klaskede bare sammen hver gang jeg prøvede.
Sorry, jeg kan ikke idag. 
Og det var okay.

Smed pisken. Kylede den af helvedes til, sammen med den dårlige samvittighed.

Jeg behøver ikke at klare hvad som helst. Hele tiden. Altid. Constantly going.

Samle mit billede

Går af ukendte stier.
Lige nu føles det som at være standset. Vejene ender blindt? Eller måske kan jeg bare ikke se dem, før jeg træder mine skridt fremad. Før jeg er derude? Gyngende grund, for så at finde fodfæste?
 'Stier anlægges ikke. De trædes' - si'r jeg, som var visheden snart sunket ind. Som en tillært erfaring, der ikke længere kunne få grunden til at gynge under mig. 
Det at vide, med fornuften, er bare ikke altid nok. 
Jeg tør godt vove. Og knokle for det. Jeg ved, at det kræver mit mod & hårdt arbejde. 
Jeg tør godt sigte, og satse. Men, jeg ved ikke hvad det er jeg sigter efter? Står, som uden retning. Hvor fanden er jeg?! Og hvor fanden er jeg på vej hen? 

Jeg får trang til at kigge mig tilbage, og løbe retur af de kendte veje. Løb, løb, løb! 
Løbe, lige der hvor hvert et skridt føles så betryggende velkendt. 
Hvor hvert et skridt ser så genkendeligt ud, at bare billedet af det kan dulme min indre uro. Rastløshed. Panik. Smerte. 
Dulme. Jeg savner det. Men har glemt hvordan jeg gjorde. 

Det ville være så nemt. . . dvæler tanken, ved det der var. 
Jeg ser det, i glimt. Og mærker det. Helt ind. 

Men, vel ville det ej. Det er en gammel sandhed. Som aldrig rigtig var sand.
Den var bare et forskruet billede. Twisted, ligesom mit sind.
Jeg skubber tanken væk! Igen & igen.
Kyler den med en harme mod væggene, og ser den smadre, som det spejlbillede jeg aldrig ønsker at se igen.

Jeg ved bare ikke hvem jeg er, uden det spejlbillede?

Dvæler lidt ved skårene.
Og jeg falder i tomrummet af ikke at kunne se, hvad der er istedet.
Falder i en ambivalens, mellem aldrig at ville se det igen! og samtidig vide, at dét er en del af mig. Jeg ser det. Og ved.
Jeg kan ikke benægte det. Kan ikke afskrive det, som havde det aldrig været mit. Mig.
Det ville være, som at sige jeg aldrig havde eksisteret.

Jeg ved, at jeg må samle mig et andet billede. Et billede jeg endnu ikke kan se.

Jamen, jeg ved slet ikke, om jeg er stærk nok til at stå lige her!  Runger min panik og tvivl om kap ud i tomrummet.
Selvfølgelig er du det, hvisker jeg tilbage.
Selvfølgelig er jeg det.

Dare Change

Dare Change. 

Det er en meget god reminder at få. 

Hoppe op af kasserne

Jeg har haft sådan en oplevelse af, at være blevet plantet i kasser der ikke matchede mig. Kasser der var for trange.
Og kunne mærke de bandt mig med bånd jeg ikke ønskede at blive bundet af. Betegnelser for 'hvem jeg er', som jeg ikke kunne genkende.

Alligevel syntes jeg at hoppe i med begge ben. Hoppe ned i de kasser, og prøve at være i dem. Selvom de føltes forkerte. For trange. Slet ikke mig.
Som en gammel plade der blev sat på. Og jeg genkendte bare melodien. For godt. Så godt, at jeg næsten ikke oplevede at tvivle.

Indtil der skete et eller andet.
Måske er det nogle gange sådan, at det er når jeg møder yderpunkterne, at jeg får øje på hvad der er mit centrale? Får øje på hvem jeg er, hvis billedet bliver ridset tilpas skævt op? Måske skal det nogle gange helt derud, før jeg kan 'gå ind'. Se, ind? Før jeg kan mærke en tilpas sikkerhed i, at Nej, det er ikke min kasse?
Måske huskede jeg alligevel en flig af hvem jeg er? (uanset det billede i den grad kan væve for mig selv ret så meget).
Måske fik jeg nok? Bare. kort og godt.
Måske blev jeg bare klar over, at der ikke er plads til mig i de kasser? Og at jeg ikke behøver at forsøge at passe ind i dem? At jeg ikke kan trække mit vejr? Og ikke bør gøre forsøget. Der er bare ikke plads. Det er ikke meningen? De kasser er ikke mine.

Jeg ved det ikke. Faktisk.
Ved bare, at kasserne stadig føles ulig mig. Men, at jeg også på en eller anden måde er hoppet op af dem, igen.

Tøet op ?

Egentlig, har jeg stået her mange gange før. Jeg havde glemt det. Kunne ikke kende det. Før nu. Bagefter.
Egentlig har jeg stået der så mange gange, at jeg burde kunne genkende det.
Stået der hvor jeg har troet jeg var gået helt i stå. Ikke kom nogen vegne. Det her dødvande- som føles ligesom aldrig at kunne slippe ud af.
Stivnet. Frosset i en langsommelighed der kan drive mig til vanvid!
Følelse af, ikke at kunne bryde ud. Jeg er bare stivnet. WTF?!
Og jeg prøver & prøver at vriste mig ud. Febrilsk. Uden held. Over tid.
En tid der føles uendelig lang.Som om alting går i slow.

Jeg har stået så mange gange i den her følelse af, at hvis jeg stod på en vej, og der kom en bus - så ville jeg ikke flytte mig. Ikke røre mig ud af flækken.
Mens jeg mentalt har råbt - så flyt dig dog for fanden! Igen og igen. Råbt i tåger. Forsøgt med alverdens veje for at bryde.
Og der sker lige nøjagtigt ikke en skid. Der sker bare... intet.

Indtil der så gør.
Og jeg ved stadig ikke hvad det er der gør det. Hvad det er der bryder. Det føles nærmest magisk. Og lidt mystisk bagefter også.
Jeg ville gerne være klogere på det. På hvad det er der sker. Og hvad der får det til at brydes.
Klogere fordi jeg tænker, at det måske kunne hjælpe mig til at bryde før? Hurtigere? Nemmere? Hvis jeg vidste hvad det var.
Måske ville jeg heller ikke være ligeså bange for den her følelse af at være stivnet?
For jeg er pisse hamrende bange i den følelse. Og når jeg synes at opleve over længere tid, så bliver jeg bare mere og mere bange. Utryg ved tanken om, at der ikke synes at ske noget som helst - uanset hvad jeg prøver eller forsøger mig med.

Men, et eller andet sker der jo. Undervejs i den der følelse af at være i slow. Og selvom jeg tror der ikke sker noget som helst.
Tror det er - ligesom med så meget andet - en proces der arbejder sideløbende, parallelt.
Kører, selv når jeg ikke er bevidst om det. Og selv når jeg føler alt er gået i stå.
Fuldstændigt og aldeles i S t å .
Jeg får en billede af, at det er som sådan en intuition om, at jeg bør kridte banen op. Trampe en fod i jorden. Slut! Slå en ring om mig. Et eller andet. Det kan jeg fornemme jeg skal.
Og jeg synes at gøre det igen og igen og igen og igen. I al den tid. Uden det nogensinde når udenfor mig. Uden jeg oplever at kunne trænge igennem - og ud.
Det er ligesom at råbe under vand. Være bag en glasrude. I tid der føles uendelig.

Indtil lyden nærmest pludseligt synes at blive klar. Indtil der sker et eller andet.
Og bryder.
Jeg kan ikke gennemskue hvordan.
Kan bare konstatere, at det føles som at være ved at tø op. Ikke længere være fuldstændigt stivnet.

Byen

Der er ikke mere plads i mit hoved. Jeg bliver så fucking firkantet. Kontant. Føles så skarp.
For helvede, la' vær' at kræve noget af mig lige nu!  
Kan ikke tage stilling. Eller forholde mig. Til det der er mit. Eller dit.
Presset løber over, jeg snerrer mit svar ud.
Tårerne løber ned af kinderne, mens jeg bander over ikke at slå til.

Jeg cykler gennem byen. Den by der nu føles som min.
Jeg kender snart alle smutvejene. Zigzagger som havde jeg aldrig gjort andet.
Skruer helt op for musikken i ørerne.
Lukker alt der forstyrrer ude.

Hold kæft hvor ser du smadret ud! Si'r veninden da hun kommer med kaffen.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Lige pludseligt. Ved ikke hvad hun vil ha'. Næh, hvad jeg vil, er det nærmere. Ved ikke hvem jeg er, lige der.
Snubler i alt det gamle, og får bare lyst til at proppe musikken i ørerne igen.
Undskyld, jeg kan ikke alligevel. Skrue op, lukke ude. Slut.

Jeg cykler gennem byen. Den by der nu føles som min.
Jeg ønskede sådan at bo her, og nu gør jeg - hver eneste dag.
Her er så mange bygninger der rejser sig, at jeg aldrig får set dem alle.
Hver gang mine øjne kigger op, ser de noget nyt.

Gamle døre går op med et brag! Om jeg har lyst at tage tilbage, og lege med?
Et kort stik af savn slår i takt med den tunge bass. Dunk, dunk, dunk.
Nej tak, svarer jeg, og tørrer mine tårer bort.  Jeg vil bare cykle her.
Skruer højere op for musikken, mens jeg bare kigger op, op, op...

Det er bare blevet sådan

Jeg ved ikke. . Det er bare blevet sådan. Over tid. Ligeså stille. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Det var vist sådan een dag. Så var det også sådan dagen efter. Og dagen efter igen. Og igen. Som en spiral jeg knap nok mærkede. Til det pludselig er blevet Sådan det så er.
Jeg husker ikke hvornår det ikke var sådan her. Jeg husker ikke hvornår det skiftede. Husker ikke. . nu er det bare. Og kan nogle dage tænke - det har da været anderledes. På et tidspunkt. Ikk?
Det er som gamle skygger, bare vælter frem i flæng! Flere, flere & mere. Pop!Pop!Pop! Viser de deres fjæs. Jeg kan høre det, lugte det, se det, mærke det, smage det! - sanserne råber, mens skyggerne popper frem af.. Ingenting. Skygger jeg troede var pakket dybt ned. Pakket, sat på plads. Lukket ned. Slut.
Det flimrer for mit blik, jeg bliver oversvømmet, slået omkuld. Indhentet, ædt, får kvalme - eller hvordan det nu er det ser ud.
Har du set at solen skinner ? Og jeg nikker, deler ud af et smil. Bliver squ bange, når jeg ikke kan se det. Hvis jeg nikker med, tvinger mig til at se, så holder det måske op? Lige om lidt?

Jeg ved ikke om det her er vrede? Ved ikke op eller ned. Fuck det! For helvede!, bander jeg mens tårerne synes at tage mine ord. Hvorfor skal jeg altid græde?!  Selv, når jeg tror jeg er vred ?
Jeg mærker bare et pludseligt had. Noget jeg ikke synes jeg har mærket sådan før. Jeg oplever bare at blive så gal på det hele! Så gal, at jeg nærmest bliver tom.
En underlig følelse af ligegyldighed, også når skyggerne popper endnu engang.
En følelse af det kan være ligemeget...... som skræmmer mig fra vid & sans.
Måske er det bare fordi jeg ikke forstår dem? Ikke forstår hvad det er,  hvad det handler om og hvorfor?

En mærkelig vrede eller frustration over du er givet de her muligheder. Og Vær dog glad, eller Vågn dog op! - men hvad er de, hvis man ikke formår at tage imod dem? Ikke kan se det, eller tage det ind?
Det føles som at vifte med et rød klud foran mit fjæs. Føles som bliver alt det jeg burde, bare en provokation der slår mere itu. Årsagen forstår jeg ikke, ej heller reaktionen -  jeg mærker bare, det hele konstant. Og hvem andre er der så at bebrejde end sig selv? Bebrejde, at man ikke tager det ind? KOM NU!

Jeg kommer ikke ud. Kommer ikke afsted. Jeg har ikke lyst. Min lyst er væk. Nogle gange synes jeg alligevel at vågne lidt op, når først natten falder på. Med en rastløshed, og så går jeg - bare for at gå. Går til dagen viser sin begyndelse. Til natten er slut, og jeg går hjem.
Alting tager en krig. De mest simple ting, føles ikke særligt simple. Og jeg føler mig hele tiden bagud. Eller for sent. For sen til at nå at være med. Min tid føles helt forskudt. Det tager en evighed at tage mig sammen. Hanke op, og samle mig selv. Jeg skammer mig over, at det er sådan det er. Skammer mig over at stå her. Skammer mig over, ikke at formå.

Det er bare blevet sådan. Den ene dag har taget den anden. Dage på dage, hvor jeg føler den her tyngde. Tankemylder. Rastløshed. Ingen fred. At all. Urummeligt. Ikke til at være i. Konstant, uden stop.
Jeg synes bare at kredse om en længsel efter Ro. Længes, uden at kunne huske hvordan det er.
Den her tyngde, og triste stemning at vågne op med. Angst. Tårer, for hvad?
Nogle morgener kan jeg slet ikke overskue, at det er blevet dag igen. Ønsker bare den var ovre. Kan man lukke den ude, bare for en stund?

Jeg har ikke lyst til noget, men bliver bange over at mærke det er sådan. Så jeg prøver, for at se om jeg får. Måske, bare lidt, i en bid?
Igår kom jeg afsted, og det er vigtigt at huske på.

Det er bare blevet sådan. Og jeg der ellers frygter kemi. Bange for hvad det gør ved min hjerne. Min evne til at reagere. Agere. Men, det er bare blevet sådan. Og jeg kan ikke holde det ud.
Så det er bare blevet, at antidepressiver nu også må glide ned. Jeg sluger dem sammen med tanken der hvisker om det virkelig også er nødvendigt? En følelse af at gå i ring. Eller tilbage. Jeg var da færdig med det? Lige nu, kan jeg bare ikke andet. Faktisk. Lige nu, hænger jeg bare på.
Og egentlig opdagede jeg bare, at kemien måske ikke er at frygte? Men at jeg istedet er bange for hvad der sker med min hjerne, mine tanker, mit sind . .  Mig,
hvis ikke jeg gør forsøget?
Så jeg synker dem, med en ambivalens der glider parallelt ligeså stille ned - siger til mig selv, at det at gøre dét, ikke er det samme som at løbet er kørt. For good. En følelse af, at jeg må overgive mig - men at det ikke er det samme som at give fortabt. Måske kan de rent faktisk gøre en forskel? Måske er de, igen, en hjælp. Lige nu er jeg villig til at gøre forsøget. Villig til stort set hvad som helst.
Det er bare blevet sådan. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Sådan er det så. Det er hvad det er, råt for usødet. Selvom råt får mig til at ville trække dét tilbage.
Jeg må gøre det jeg kan. Gøre alt jeg formår. Hver dag.

Alting ændres, intet er konstant. Heller ikke dette. Siger jeg mest som en trøst til mig selv. Mest for at starte et sted.

Alt det jeg ikke fik lært

For mig handler det egentlig ikke så meget om, at fortiden ligesom synes at blive ved at hænge fast.
Ikke så meget om, hvorvidt 'man ikke kan slippe den'. Eller ikke evner at ' komme videre'.
Det handler mere om, hvad fortiden har af indvirkning på nutiden. Alle de tråde der bliver trukket fra dengang til nu, og er strakt ud.
Igen & igen mister jeg fodfæste i deres spin, bliver hvirvlet ind i det der er efterladt. Alt det der er kommet i kølvandet. Og fortsat kommer. Konsekvenserne. Det der bliver nuets vilkår. Og gør nuet så skide svært.
Alt det jeg ikke fik lært. Ikke forstod. Ikke fik indblik i.
Alt det, som indimellem virker som logik for verden omkring, mens det bare er helt nyt sprog, for mig.
Det der spænder ben i min nutid. Slår hårdt, brænder eller gør skade.
Som konsekvens af ikke at have lært.

Det provokerer mig voldsomt at opdage alt det jeg ikke har lært. Ikke har forstået. Og ikke kan se. Provokerer mig, fordi jeg bare så gerne vil forstå! Forstå, ligesom jeg gerne vil være en del, uden altid at føle jeg gør forkert. Agere uden at stikke helt ved siden af, eller brænde broer med ild jeg ikke forstår bliver tændt. Jeg vil bare gerne kunne se det 'de' ser.
Det provokerer mig, fordi jeg bliver ved med at brænde mig på det! Og står som et barn der ikke forstår.
Alt det der aldrig kom, dengang det skulle - men som kommer som årtier forsinket, og jeg står bare uforstående ved siden af.
Men jeg er voksen, og har ikke ' lov '  til ikke at forstå. Det forventes at jeg gør, og gør jeg ikke er jeg dum. Uintelligent, intrigant, uansvarlig, krævende, dramatisk - overfølsom, alt for sensitiv, og nærtagende. Selvforskyldt i scenarier der løber løbsk, mens jeg blot forsøger at hænge på.
Jeg brager lige ind i andres forståelse af verden - alt det der virker som logik, for de der har forstået. Bliver sprængt i småstykker i billederne. Og jeg bliver på en eller anden måde, en del af noget jeg ikke forstår. En del af et billede jeg ikke kan se.
 
Og ja, der kan tankerne godt glide tilbage i tiden. Mens nutiden kører parallelt.
Ja, jeg kan godt blive pisse gal over ikke at have lært alt det her noget før. Som barn, ung eller hvornår det nu var meningen. Af de, som det var meningen der skulle lære mig det.
Havde det ikke sparet mig for en masse tumult? Skade, fare & usikkerhed? Sparet mig for konstant at blive brændt? Sparet løbeilden der løber løbsk? Sparet alt det nutid der gør så fandens ondt?
Men, der er ikke noget at gøre ved det. Det lærte de mig ikke. Og vreden mod dem kan jeg ikke rigtig bruge, her og nu.
Det gør ingen  forskel at dvæle, selv i vrede, selv når det kan føles svært at lade den gå.

Jeg må lære det hele selv. Det er mit ansvar. Herfra.
Jeg må bare lade mig brænde, mens jeg lærer alt der gik tabt.
Pleje de nye sår, alt det bedste jeg kan. Måske plastre til, eller skærme for at hele.
Alt imens jeg lærer alt det jeg ikke fik lært.
Nu. 
Så mit nu, min nutid, forhåbentlig på et tidspunkt bliver lettere. Og ikke længere skal gøre så fandens ondt.
Så jeg slipper for alt det tumult der bliver ved at opstå. Alle de nye sår. Eller måske bare, som et håb, noget af det. I dele.
I kølvandet på aldrig at have lært. Eller forstå.

Andres ord at hvile på - Et citat

' Jeg er som jeg er, Jeg er hvor jeg er ' 
Kender du det, at du kan falde over en andens ord & opleve de bare går helt ind? Rammer noget. At de får tankerne til at falde på plads ligeså stille. Måske acceptere i et eller andet omfang, eller tænke Ja, det er sådan det er! At ordene bare giver mening, Fortæller noget af det du ikke havde ord for? Og skaber en anden forståelse?
Ligesom min tidligere terapeut Odile Poulsen sagde; ' Man kan hvile sig på andres ord for en stund. Og det kan ind imellem være nok, når man ingen har'. 
Pernille My Bjørk Andersen delte følgende ord idag. Nu har jeg fået tilladelse til også at dele dem med dig. 
Tak Pernille. 
;

' Jeg er som jeg er ♥ - og jeg er hvor jeg er ♥ - flakkende rundt udvendig, for at finde hjem indvendig - eller mere for at kunne forblive hjemme indvendig midt i alt det udvendige, føles det som.
Alt det udvendige er som et spejl af det indvendige, og omvendt også ♥

Jeg er fyldt af tråde der forbinder mig med min historie i fortiden, - tråde der har ført mig hertil og som har knyttet sig til nye bånd og forbundethedstråde, - de skaber min vej mens jeg går, - og min historie og mig ♥
Og nogen gange, afhængig af hvordan lyset falder, og hvilke skygger dette lys vækker føles nutiden som et spejl af fortiden, og jeg henledes til en anden tid, - går "baglæns" samtidig med jeg også bevæger mig frem, - farer vild men uden at være på forkert kurs.

Fortiden, - når den skygger for nu, gør den det af en grund, - som en hjælp der ingen logik har, men som dog er uundværlig på en måde man nogen gange først mærker betydningen af langt senere.
- Måske spejler fortiden også nutiden af og til, tænker jeg på, som en ledetråd, - som en sti der kryber hen til en når alt ellers føles som vildfarelse? - som noget kendt der hvor alt andet endnu kan føles som ukendt.
- Måske er fortiden ikke altid noget man bare skal/kan give slip på, - den lever jo også her og nu som en del af mig og min historie, - de bånd kan jeg ikke bare klippe over, - de er en del af det der holder mig her på jorden ♥ - på godt og ondt.
Jeg er som jeg er ♥ - og jeg er hvor jeg er ♥ - hvem end det så er, og hvor end jeg så er  - i dette øjeblik, og i næste og i næste  '

- Pernille My Bjørk Andersen

Lige nu er jeg så her

Jeg synes du skal prøve. Øge dosis lidt. Se, om ikke det kan give lidt ro...
- Ja. Hvor mange? Altså, hvor mange skal jeg ta'? Jeg er bare interesseret i et bud.
Start med det foreskrevne. Max. Og ring til mig, hvis du synes det ikke er nok. Men, ring til mig inden du kaster dig ud i at tage mere. 


Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Som krykke. Hvordan blev min verden pludselig sådan?
Tanken er næsten allerede forsvundet inden jeg tænker den færdigt. Erstattet med håbet om Ro.

Imorges ringede jeg.
- Det virker ikke.
Nej ?
- Det er ikke nok. Der er bare ikke noget som helst der virker i øjeblikket! Ligemeget hvad jeg gør. Kan ikke finde ud af det.
Åh jeg kan godt selv høre hvordan gråden står febrilsk i min hals.
Jeg synes du skal komme op forbi. Kom. Kan du det? Om en time?  


Det vrimler med mennesker da jeg runder gadehjørnet. Måske er der i virkeligheden ikke flere end der plejer at være. Jeg kan bare ikke kapere dem. Kan ikke skille ad. Eller rumme.
Hvor blev filteret af?
Busser, og cykler, og horn der dytter, mens menneskevrimlen fylder hele fortovet ud. ½ minut ved et rødt stoplys føles længe. Længe, at stå der i følelse af Intet.

Hvad er det der sker ? Spørger hun. Hende lægen, med det intense blik.
- Jeg synes bare jeg får det værre og værre for hver dag....
Ja. 
- Synes bare det hele bliver..... værre. Kan ikke bremse. Jeg føler det går den forkerte vej?...
En tåre sniger sig nedover min kind. Åh nej, here we go.
Jeg kan mærke det der blik på mig. Øjne der ser, som trænger de helt ind til mine knogler. Jeg har bare lyst til at forsvinde.
- Jeg forstår det ikke! Jeg ved ikke hvorfor! Jeg ved ikke hvad det er der sker....
Frustrationen fylder alting ud. Som bliver pladsen til at se eller forstå, for trang. Jeg mister overblikket, og mister mit vejr i kampens hede.
Sidder bare der, og krakelerer ligeså stille. Can't help it, selvom jeg er bange.
Hader at tabe ansigt, i menneskers nærvær. Hader, at de får blik for det sårbare.
Mest af alt, når skjoldet er væk. Filteret forsvundet. Jeg føler mig for åben. Udsat.

Medicin er een ting. Og vi kan godt øge. Mere henover weekend. Måske du kan få ro? Og så kommer du igen på mandag.
Jeg hører, uden rigtigt at høre. Ord bliver nogle gange som ævl.
Men, det kan ikke stå alene. Hun stopper med at tale. Jeg mærker det der blik, igen.
Er du med på hvad jeg mener?

Og jeg er helt med. Ved, at vi taler samme sprog.
Det giver alligevel en lille flig af lettelse indeni mig. Som luft der siver ud af min brystkasse. Pheeew
Måske er det bare trods alt rart, indimellem at føle sig forstået. Selvom det der er at forstå ikke virker særligt forståeligt. Eller særlig rart at have med at gøre. Det der er, er ikke rart at være i. Men, det er dog... forstået. Modtaget. Delt?

Dét kan ikke stå alene.
Og det føler jeg heller ikke jeg kan, lige nu.
Selvom jeg heller ikke har lyst til at være med nogen.
Mest har jeg lyst til, at være selv. Græde. Få ro. Fred! Uden at være alene. Det underlige komplekse - jeg kender så godt.
Så lige nu er jeg her, med medicin som krykke. Søgt lidt ly hvor der er mennesker. Liv, på den anden side af væggen, indtil gæsteværelse. En veninde der har åbnet sin dør.
Der var ikke ret mange ord at sige. Ikke ret meget at få sagt. Uselskabelig, i selskab, og træt så ikke engang et smil kunne stilles op.
Så længe mit selskab ikke bliver krævet, tror jeg nok, at her er for det bedste.
Her synes jeg heller ikke rigtigt at kunne være. Heller ikke at kunne trække mit vejr. men hvor kan jeg i virkeligheden det?

Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Den tanker virker så underlig fjern. Var det overhovedet i dette år, at mine tanker kredsede deromkring?
Jeg skulle ikke blablabla. Det er ligemeget hvad jeg ikke skulle. Troede. Eller ikke troede. Så giv mig et eller andet. Eller lad være. I don't care. Det er ligemeget, bare jeg mærker ændring. 
Jeg har mistet overblikket, overskuddet, vejen, fundamentet, roen eller hvad det end er der føles forsvundet.
Verden ser pludselig så anderledes ud.
Og alligevel virker den så insisterende med sin velkendthed. Velkendt med lyden af storm.

Lige nu er jeg så her, og det er okay.
Måske er det der skal til, for at få pause.
Ro. Bare ro. Lidt fred.

Månelandskab

Sidder her & stirrer ud i natten.

Det er vist fuldmåne? Månen står akkurat så lavt, at hustagene over mit vindue dækker. Jeg kan ikke se dens hele. Kun skæret. Og skyggen.
Skyggen. Ligesom den stemning der har fulgt mig hele dagen.
Følelse. Stemning. Jeg kender ikke forskellen.

Venter på, at sovemedicinen vil begynde at virke, med sin velkendte form for slow-motion.
Det der lille signal om, at nu kan jeg godt lægge mig ned. Ligeså stille. Nu behøver jeg ikke frygte at ligge der, og ikke kunne sove. Frygte alt det der sker, når søvnen ikke vil komme. Alt det rummet mellem vågen & søvn kan vække af alverdens rædselsscenarier. Og hvor jeg kæmper for at blive liggende, helt på det fysiske plan. Indtil jeg ofte må stå op igen. Gå rundt. Vente. Og forsøge igen.
Når søvnen endelig indtræder, springer mareridtene frem som en trold af en æske. De kører i ring lige i øjeblikket. Lidt kemisk søvn kan måske bryde det. Bare lidt.
Jeg venter på signalet fra kemien om, at nu går tankerne i slow. Stopper nærmest, på et eller andet plan. Ligesom bevægelserne bliver så underligt tunge. Eller måske bliver der i virkeligheden bare tomt. Tyst. Indeni. For noget tid.
I nat har jeg brug for der bliver stille. Roligt vand.

Der var så meget jeg skulle idag. Så meget jeg havde lovet, så lidt jeg kunne overholde.
Der var så meget jeg havde besluttet mig på. Ikke ret meget af det, som blev.

Det er svært at tage del i verden, når hænderne ikke synes at ville åbne hoveddøren. Døren ud til.
Når jeg bare står der og glor på håndtaget, og helt har glemt hvordan man betjener sådan et.
Eller er det benene der ikke synes at ville gå derud? Er det benene der stritter imod? Kroppen der strejker. Går i baglås? Ligesom min hjerne. En hjerne der bare føles som grød, eller som figurerer den i en anden zone, et andet sted, end dér hvor resten af mig, synes at være.
Kan hjernen være lammet? Ligesom, at blive paralyseret , fanget ind, når jeg står der?

Jeg kunne ikke gå ud. Jeg kan ikke åbne døren..
Det kan jeg ikke rigtig ringe op og sige højt, som en undskyldning for ikke at gå derud. Derud hvor nogen venter mig.
Og hvor er min telefon iøvrigt henne, da jeg står der?
Jeg er bare låst. Ligesom døren.

Står som med en skygge af angst klæbende til min ryg & et kvælertag om min hals. Kvalmen overtager mig indefra.
Det er ligesom at vågne op af et mareridt, og stadig kunne mærke rebene, hænderne, kvælningen. Et mareridt der kan virke som det sidder fast på mig, gennem alt for mange timer.
Som en skygge, kan angsten klæbe sig til mig & jeg har ikke overblikket til at kunne træde ud af skyggen.
Går bare i stå.
Som jeg stivner der i mareridtet. Ligger vågen, med visheden, uden at kunne bevæge mig. Ingen bevægelighed. Alt, alt for længe. Længe nok, til at tankerne når at køre i ring. I spiral. Rundt, rundt, rundt. Til jeg brækker mig af angst & frygt, og kroppen synes at blive sat i bevægelse. Sat ud af at være stivnet.

Der var så meget jeg skulle idag. Så lidt af det der blev.
Skyggen synes aldrig helt at gå væk, synes nærmere blot at klæbe sig til mig, påny. Hænger der, klistret & følger hvert et skridt jeg tager.
Jeg kender den godt. Afsindigt godt. Og alligevel gør den mig bange.
Jeg bliver bange, når angsten får styret hvad jeg skal, og kan.
Bliver bange, for det aldrig holder op.
Jeg bliver så bange for, at jeg aldrig vil kunne lære det. Bliver så bange for jeg aldrig vil formå.
Bange, fordi det altid føles som 10 skridt tilbage.
Og tilbage, er den gale vej.

Jeg kæmper med angstens kvalme, der slår ind som bølger. Har kæmpet mig gennem den hele dagen. Som aftenen faldt på, blev den endnu stærkere, og jeg ved ikke hvad der skal til for at stoppe den.
Jeg hører hele tiden en vejrtrækning nær mit øre.
Jeg ved godt med min fornuft, at ingen andre end jeg trækker mit vejr, lige her hvor jeg er.
Jeg ved godt, at den følelse jeg har af, at der står en bag min ryg er falsk.
Det var den også igår. Da jeg, på kanten af søvnen, slog en kolbøtte indvendigt af panik, over at tro mine sanser havde ret. Et hjerte der farede helt op i halsen.
Jeg ved godt. Og alligevel føles det så virkeligt.
Det er svært at overdøve, aflede, kaste væk - når først tanken er tænkt og har sat sig.
Når først fornemmelsen er vækket, så er alarmerne helt vågne.

Tager en omgang mere

Jeg tror du har brug for det... 
- Ja, det tror jeg også....

Det har  jeg
synker indsigten helt ned i maven.

Jeg havde faktisk glemt, hvad terapi også er. Eller kan være.
Hvor mange facetter der er i det rum. Komplekst.
Og hvad man også kan betragte som læring. ( Hvis man tør? )
Jeg havde faktisk ikke set det.
Jeg havde faktisk ikke tænkt så langt.
Blot stejlet. Stået af på det. Følt mig jokket ned. Ramt, som jeg bare kender så godt. Og reageret i samme boldgade.

Indtil jeg sad der, og blev spurgt - af et menneske der kender mig så godt.
Hun behøver aldrig sige eller spørge ret meget, før mine tanker bevæger sig i en anden retning.
Før det får mig til at tænke. Overveje. Genoverveje. Se mig selv, i et andet perspektiv.
Det er utroligt, at have sådan et menneske i sit liv - som bare kan inspirere tankerne igen og igen. Berigende.

Jeg blev helt ked af at mærke indsigten synke ind. Ja, jeg har brug for det.
Måske blev jeg ked af det, fordi jeg faktisk havde glemt, hvorfor det er vigtigt. Havde bare nået til at sige Fuck det, jeg gider ikke gå ind i det. Havde tænkt, at det går jo nok. 
Men, den senere tid har jeg mærket, at det gør det ikke. Overhovedet.

Det er squ egentlig også lidt svært at rumme. At se. Mærke på. Og, at sige højt. Out in the open.
Bliver så virkeligt, når det får ord, ikk?
Ville jo gerne det var anderledes. Det er det så ikke.

Jeg havde glemt hvorfor jeg gerne vil lære. Mere! Videre! Hvorfor jeg er nødt til det! Nødt til at lære mere, så jeg kan agere i verden. Hvorfor jeg ikke synes 'hertil' er tilstrækkeligt. Jeg vil gerne et andet liv.
Tænker ind imellem, når det er rigtig tungt; Det kan ikke være meningen, at det skal være sådan her. 
Jeg vil jo gerne noget mere, og andet. Har ikke lyst til at 'strande' her. Bliver nærmest panisk bare ved tanken om at skulle. Var det så alt der var muligt?
Puha, nej.

Det havde jeg bare glemt.
Indtil jeg hørte hendes ord. Også de nye. Og blev mindet om. Fik andre overvejelser.
Så blev det så klart for mig. Stod helt tydeligt.
Hvor er jeg heldig, at have hende i mit liv. Heldig at hun vil.
Taknemmelig.

Jeg tager en omgang mere. De timer der er tilbage. Ser hvad det kan give mig. Dér.
Jeg tør godt. Jeg har godt modet. Eller, det skal jeg have.
Jeg må se hvad det kan lære mig
Og når timerne så er slut, viser der sig måske en mulighed for noget andet. Det håber jeg. Meget.
Indtil da vil jeg se hvad dét der er mulighed nu, kan hjælpe mig videre med.
Videre det vil jeg.
Her går det ikke.

Jeg tager en omgang mere.

Uden navn. Uden titel

Jeg ved ikke hvor du er i verden, lige nu.
Jeg ved ikke hvor du er, i dit liv.
Jeg ved ikke, om du nogensinde sender mig en tanke. Og hvis du gør, om den tanke så er god?

Måske er tanken fuld af vrede, harme? Eller måske ligefrem fyldt af ligegyldighed?
Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke om du tænker.
Jeg ved ikke om du tænker, på mig.

Jeg ved ikke, om du oplever at tanken må lægges væk? Om du oplever, ikke at kunne sende den?
Jeg ved ikke om du mærker, at tanken kan være for svær at tænke,
og at du, ligesom jeg, ikke gør det ret ofte?

Jeg ved ikke om du også kan have et øjeblik, et tidspunkt, en stund, eller et lille bitte glimt - Et lille øjeblik, hvor tanken den strejfer, og synes at krydse tilbage, til en glemt tid?
Et kort sekund, hvor en lille flig af savn, kan risle som en strøm gennem dig,
for så at må flyde væk, igen?

Jeg ved ikke hvor du er i verden, lige nu.
Nogle gange tvivler jeg, om du er i live.
Jeg ved ikke om du nogensinde sender mig en tanke.
Jeg ved heller ikke hvad dine tanker er fuld af.
Men jeg ved, at mine egne ind imellem krydser.
Tilbage. I et kort glimt. Et lille øjeblik. Et stik, en flig, og en strøm der risler.
Et kort savn.
Dér, hvor jeg sender dig en tanke.

At 'vokse' fra hinanden

Det er blot som om, at tiden er - anderledes. Som om noget er ændret.

Engang kunne jeg da dele nogle af mine tanker med dig, kunne jeg ikke?
Engang spurgte du til mig. Og mit liv.
Engang føltes det mere ligetil. Stilheden var ikke akavet. Eller utryg, for mig. Måske var stilheden der slet ikke? Jeg husker det faktisk ikke nu.
Engang var jeg ikke ligeså usikker på mine ord. Usikker på hvert et ord jeg ville ytre. Vejede dem ikke på usikkerhedens vægtskål. Den, hvor alt mit altid synes at veje for let.

Det er lidt ligesom at opdage, at vi var to, som fulgtes ad på et stykke af vejen.
Indtil vores veje bare synes at gå i hver sin retning. Og nu kan vi ikke længere finde tilbage til et sted, at mødes.
Eller. Jeg, kan ikke længere finde et sted, at møde dig. Måske er det sådan det er.

Jeg hører dine ord. Lytter. De er som de altid har været. Ordene. Tror jeg da nok?
Og jeg undrer mig over, hvorfor de pludselig synes at trænge anderledes ind, i mig. Eller nej, jeg undrer mig over, hvorfor de ikke længere synes at trænge ind, fænge, fange mig mere. Dine ord. Hvorfor jeg ikke kan høre. Længere. Jeg hører ikke engang det, som ellers ville ramme mig. Det, som plejede at føles som syle.
Jeg er et andet sted. Væk fra der hvor vi er. I tankerne. Synes ikke at kunne fastholde mig der. Når jeg gør forsøget - når jeg fastholder mig der, bare for et øjeblik, så mærker jeg bare ændringen. Mærker bare, at det ikke er som det var. Og tomheden. Min egen tomhed. Som en tavshed, så enorm. Min egen manglende lyst til at sige noget, bliver så markant, at jeg ikke kan overdøve den.
Jeg har virkelig bare ikke noget at sige. 
Det er en underlig fornemmelse af sidde med. I et nærvær af et andet menneske.

Engang synes jeg det var anderledes. Men, engang synes jeg også at jeg gjorde forsøget.
Jeg ville så gerne kunne dele. Kunne lukke dig ind i min verden. Vove det. Ligesom du lukkede mig ind.
Jeg ville så gerne, at jeg kunne vide, at du holdte af mig uanset hvad jeg måtte sige.
Jeg ville så gerne, at du forstod mig. Eller nærmere respekterede & accepterede. Kunne følge mig. Føle mig forstået. Mødt. Blev så ufatteligt ked af det, når ikke du gjorde.
Indtil en dag, hvor jeg bare synes at holde op med at forsøge. Bare holdte op med at blive ked af det.
Det ramte mig næsten ikke mere. Det blev, som kunne mit sår godt bløde, men det blødte ikke fra hjertet.

Men, den dag stoppede jeg også med at være mig. I et eller andet omfang.
Holdte op med at give en bid af mig. I dit nærvær. Tror måske bare ikke, at der var mere lyst til at give?
Den dag blev jeg en kunstig udgave af mig selv. Og jeg brød mig ikke om den jeg var, når jeg var i den rolle.
Og brød mig ikke om usikkerheden. Hadede den som ind i helvede. Den gjorde mig intet godt. Holdt mig bare i et søvnløst greb. Evigt spekulerende, om jeg nu havde fejlet. Igen.

Det føles trist, at vores veje ikke længere synes at kunne møde hinanden. Eller, at mine synes at være gået i en anden retning. Trist, at jeg ikke længere føler jeg har noget at sige. Men, det er sådan det er.
Det er svært at skilles. Svært at gå.
Men jeg ved bare, at jeg må. Gå.
Og måske er vi i realiteten allerede gået. For længe siden.
I hver vores retning.

Lige her, lige nu

Lige her, lige nu
Der tænker jeg, at alting nok skal falde på plads. Somehow.

Måske er det rødvinen? Varmen fra brændeovnen? Måske er det hyggen ved at være lidt hjemmefra, eller stilheden her på gæsteværelset? Måske er det ekkoet fra veninders glade latter, der stadig kan høres, her en time efter her blev stille?
Eller måske er det bare. . . sådan det er.
Lige her. Lige nu.

Gid jeg må huske præcis denne følelse. Gemme den godt. Og længe.

At trække ord tilbage

Okay.

Alle de her ord bliver noget ævl.
Til fortrydelse. Tvivl hele tiden.
Det er som vandfald der vælter ud af mig, hvor der i virkeligheden burde være fuldstændigt stille.
Hver gang jeg siger et ord, fortryder jeg det. Hver gang jeg skriver et ord, fortryder jeg det. Får lyst til at trække dem alle tilbage.

Eller... måske er det mere, at jeg vender & drejer hvert et eneste ord. Bagefter. Drejer dem alle & nærmest så enkeltvis, at de til sidst mister deres betydning.
De kan ikke stå alene, for så føles de så mærkeligt ene. Nøgne.
Og de kan heller ikke flettes ind i sammenhængen igen. Når først de er skilt ud.
Hvorfor kan du ikke bare lade dem være hvad de er? Lade dem stå. Hænge.
I luften. Eller på skrift.
Det ved jeg ikke.
Hvorfor ikke bare lade dem blive? Forblive? Også af respekt for det de er, og var?
Det ved jeg ikke.

Fortsættelse

Har tænkt hele natten. Tænkt videre.
Truth er også...... at jeg skal lade være at tænke 'det, at jeg ikke ved hvad der kan skabes frem', som tomt.
Ekkoet af det tomme kan jeg ikke være i.

Der er ikke tomt. Der er muligheder. Jeg skal nok finde dem. 
Bli'r den jeg lander mine tanker på.

Tomrum

Okay. Truth is. .  jeg har squ faktisk overhovedet ingen ide om, hvad der ligesom er meningen, der skal være her. Og herfra. Jeg står bare et sted, hvor jeg ikke aner en vej.
Jo, jeg har stået der før. Altså, ikke lige præcis HER, men dér - hvor jeg ikke anede.
Og gik det ikke alligevel? Viste der sig ikke en vej? Blev der ikke skabt en vej? Eller flere? Jo.
Viste tingene sig ikke hen af vejen? Jo.

Hvorfor fanden føles det så, som var der sprunget et hul i jorden. Og dér, helt dernede opholder jeg mig. Uden udsyn til hvad der foregår 'deroppe', hvor vejene krydser hinanden.

Jeg aner intet. Og skimter intet - retning, 'mål', derude, et sted i fremtiden.
Som et ekko af rungende tomhed, der bare fyldes ud med dyb angst.
Hvorfor er det så væsentligt, at det jeg troede jeg skulle, skal jeg ikke? Hvorfor betyder det så meget, at indse, at det kan jeg ikke. Hvorfor er det ikke bare, at lave en anden plan så? Gøre noget andet? Finde ud af hvad det andet kunne være?
Det kan umuligt, 'kun' være fordi, at jeg håbede. Troede. Det kan ikke bare være det. Det føles større. Mere. . . grundlæggende. Grundlæggende, uden at ane en grund. Wierd.
Det er ikke en skuffelse. Det er mere en . . . . følelse af - kan jeg overhovedet noget?
Hvad skal der blive af mig? mærkeligt tomrum.
Som havde hullet i jorden, sprængt et ligeså stort tomrum, i mig.

Art

The road

Driving up the coast

Eyes on the road

Nowhere in particular to go

Eyes on the road

You ask me what's my philosophy

And I say, well there is one thing I know about being happy

It's not about taming your pain and your fear and your enemy

You gotta let them all lose and surrender to live uncertainly

Eyes on the road

The road, the road, the road,

Eyes on the road

She quoted one of my saddest songs

The day she broke your sacred heart

She said I don't know witch I prefer to stay or go

But I've decided on the road

You ask me what is my advice

And it's true I've been down this road once or twice

And there are things you can't change and defeats you can't deny

And you waste your time and your life and your love if you try

Eyes on the road, the road, the road, the road

The road, the road, the road, the road

Eyes on the road

© Tina Dickow

At tilgive sig selv, for de valg man traf

Livet er bare.... et spørgsmål om valg der træffes. Ja, eller det modsatte. Ikke at træffe et valg, er også et valg.
Nogle perioder føles det som der er flere valg at træffe, end andre. Perioder, hvor valgene måske får mere fylde?

Nogle valg er sværere at træffe end andre.
Nogle kan næsten føles bittersweet.
Andre igen, kan føles som en lettelse. At have truffet.
Og nogle valg, må man tilgive sig selv, at man traf. I mangel af bedre eller større (?) indsigt.
Jeg tænker i øjeblikket rigtig meget over nogle af de valg jeg traf, som jeg må tilgive mig selv, at jeg gjorde.♥
Det synes jeg er svært. Det trækker tænder ud. Helt, enormt.
At se tilbage - se mig selv stå der, så ufatteligt uvidende. Og alligevel kan jeg huske følelsen af, at jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig. Jeg vidste bare ikke bedre. Og idag gør det ondt, at jeg ikke gjorde.
Jeg får lyst til at sige undskyld, til mig selv.
Jeg ser med klump i halsen, og tårer i øjnene, et billede af en yngre mig. Jeg ser hvordan jeg står der, forvirret & alene. Jeg ser mig selv udefra.  Jeg får lyst til at tage den yngre udgave af mig i hånden idag & sige; Det er okay. Du gjorde alt hvad du kunne.

Alt imens, træffer jeg andre valg idag. Og hver dag. Hver dag, er et valg.
Jeg træffer både de svære, de der kan føles bittersweet, men forhåbentlig også nogle af dem, som kan gøre godt.. ♥

Lægen har (fået?) holdninger

Der er rigtig mange meninger, og holdninger ikke mindst - til sovemedicin. Kemi, piller, drugs whatever.
Pas på, du risikerer at blive afhængig af dem!. Ja, det gør man sjovt nok også af søvn. Eller bare en smule hvile.
Det er bedre at 'lære' hvordan du kan sove uden. Eller det er bedre at lære hvordan du bliver træt til at kunne sove. 
Ja, bevares, det er det da. Bestemt. Men, indtil den dag indfinder sig, så ... hvad?
Stod det til mig lige nu, så tog jeg en sovepille hver aften. Så gav jeg mig gerne den mulighed, at få lidt ro på hjernen. Bare ind imellem. Den slår mig ikke ud - knockouter (selvom man ind imellem kunne drømme om det !). Men, uden - og med  3-4 timer om at falde i søvn. For så at vågne hver hele eller måske halve time, krydret med de styggeste mareridt i den her periode. Jo, det tog jeg gerne en pille på at springe lidt mindre krævende henover.
Men, nu har lægen med receptblokken også (fået?) en holdning. En mening. I hvert fald en anden end for bare en måned siden. Og æsken er tom. Receptblokken blank.

Såeh.....
Sleepless er mit mellemnavn. Men, jeg kan finde en ro ved at vide, at jeg i øjeblikket ikke skal stresse over, ikke at have fået 'nok' søvn. Har ikke et vækkeur der ringer og råber om arbejdspræstationer!!! småt 1½ - 2 timer efter det lykkedes mig at falde i søvn. Dét er jeg virkelig glad for.
Det pres, var ikke godt for noget. Og imens, så tager jeg lidt natten som den kommer. Forsøger ikke at hidse mig op over, at være søvnløs, præget af mareridt når søvnen endelig indfinder sig. (det går så nogle dage bedre end andre)
Forsøger egentlig bare, at lade de timer jeg ikke kan sove, være stille. Hyggelige. Læse. Skrive. Se ligegyldigt TV. Vaske op!
Og på et eller andet tidspunkt, får jeg vel sammenhængende søvn igen. Om det så skal blive på recept (fra en anden ) eller, ikke....

har lagt mine våben

.... Det er bare fordi jeg tænker, at Hvad nu hvis  jeg bare ikke har villet lytte, til den vifte der blev præsenteret? Hvis nu hvis alt dét, som jeg afviser at gå ind i, gå med til, forsøge....i virkeligheden, er at modarbejde?
Hvad nu hvis, det i virkeligheden er sådan, at det er at padle mod strømmen. Istedet for at ro med? At det er derfor jeg ikke kan se mulighederne? Her. & frustrationen bare vokser. Når jeg ikke vil flyde med. Bare, lade mig flyde. Men istedet stritter imod. Med al kraft.
Måske er det fordi det er skræmmende. Billedet, at flyde med?

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor jeg er så frustreret over at stå lige præcis her hvor jeg gør? Så frustreret at jeg mister al fornuft. Hvorfor jeg ser det som en fiasko, et nederlag, en mur. Fremfor at se, at det er herfra mulighederne er.
Hvorfor jeg tror de bare er ude på at snørre mig. Tage røven på mig. Proppe mig i nogle kasser jeg aldrig kan slippe ud af! Binde mig med bånd, der ikke kan klippes igen.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor det er så farligt at Gå med? Så farligt, at jeg må løbe den anden vej. Løbe som ind i helvede. Og bevare hvad bevares kan. Af mig. Dét jeg ved, er mig.
Hvorfor kasserne altid ses som en stigmatisering. Et brændemærke. Et reb der snørrer sig om hele mig. Og ikke en hjælpende hånd?

Det er bare fordi jeg tænker, om det i virkeligheden er så fandens vigtigt, hvilke kasser der end måtte komme? Man kan kalde det psykisk sygdom, stress, pres, angst, at bærret for hurtigt flyder over, for mig. Man kan kalde det skader, fejl & mangler, eller at have områder i sig selv, der bare er særligt følsomme. Man kan kalde det whatever det end måtte hedde. Og måske er det ikke vigtigt. I det store billede. Overhovedet. Måske, er det bare vigtigt at vide, at sådan er det. Nu. Og at et eller andet må ske.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor frustrationen har sat sig som en snerren i min stemme? En vrissen, hvis ordene skulle komme ud. Hvorfor jeg ikke på nogen som helst måde har overskuddet til at gå ind i noget. Eller ud, for den sags skyld. Alt føles som en magtkamp. Og jeg orker den ikke, mere. For at være helt ærlig.

Det er bare fordi jeg tænker, hvem det er jeg kæmper imod? Hvad det er der føles SÅ vigtigt, at jeg må beskytte det, som galt det mit liv? Hvad det er der føles så vigtigt, at min hjerne ikke levner plads til eftertænksomhed, men blot slynger svarene ud. Plaffer ethvert ord ned, som var de et angreb mod min kerne.
Jeg føler mig som presset op i et ringhjørne, og kan ikke andet end forsøge at lange ud. Sådan føles min hjerne. Presset lige til bristepunktet. Som var der ikke plads til en enkelt lille sætning mere. Jeg er konstant i forsvar. Og forstår ikke hvorfor.

Det er bare fordi jeg tænker, at det føles, som jeg har paraderne oppe! I alt hvad der omgiver mig. Og undrer mig over, hvorfor. Hvorfor alting føles som et angreb. Hvert et lille ord. Hver en lille ting. Hvorfor det føles som jeg må forsvare mig selv. Hele tiden. Non-stop?
Det er som om min zone for hvor grænsen må være mellem mig & andre mennesker, er rykket så langt ud, og er der een som træder bare et skridt nærmere end jeg bryder mig om, så er det som har de overtrådt hele mig. Vadet henover.

Her den anden dag, kom jeg gående over et fodgængerfelt. Så godt, at der stod een af de der unicef/greenpeace eller hvad de nu må stå med, ovre på den anden side af vejen. Så godt, at den unge kvinde fangede mig i sin kikkert, og nu gik målrettet efter at henvende sig til mig.
Hej, må jeg stille dig nogle spørgsmål? Spurgte hun frisk. Nej! Svarede jeg, lettere irriteret, mens jeg fortsatte med at gå. Hun starter en smørre af ord mens hun går ved min side, forsøger at trænge ind med sine ord. Blablabla & min irritation vokser sig kæmpe. Jeg skal ikke ha' noget. OKAY?! Flyver ordene ud af min mund. Som havde hun bevidst jokket henover min zone. Og jeg havde ikke engang overskuddet til bare at svare pænt.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg krummer tæer over mig selv. Og snart ikke orker at gøre det mere. Krummer tæer over hvordan mit skjold & paraderne spolerer det hele. Jeg efterlader mig kaos af ordkævlerier i kølvandet på mine forsvar. Og jeg orker ikke engang at tage dem op.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg oplever en vrede, som jeg aldrig har oplevet at føle så stærkt før. En frustration, som nærmest bliver helt fysisk. Og som skræmmer mig af helvedes til, ugenkendelig som den er.
Hvem er jeg, at forsøge at give frustrationen navne? Hvem er jeg, at forsvare mig selv.....når ingen er gået til angreb?

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er bange for det ikke stopper. Tænker, at jeg vil gøre hvad som helst, for at det gør. Så udskriv mig den medicin. Noget mere, eller andet. Jeg er holdt op med at bekymre mig om det. Send mig i psykiatrien hvis det er dér jeg kan stille noget op. Jeg kunne tage i praktik, arbejdsprøvning, kursus eller noget helt fjerde. Bare jeg finder noget nyt at gå efter.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er ligeglad. Ligeglad hvad der engang var vigtigt. Og føltes rigtigt. Ligeglad hvad kassen så end hedder. Ligeglad, hvad jeg troede jeg skulle. Ligeglad, at mine værdier må smuldre. Eller tages til eftertanke. Jeg er ligeglad hvad end der måtte komme som muligheder. Bare der kommer nogle. Her. For lige her, kan jeg ikke ånde.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg føler mig som en løve i et bur. Et bur, der kun indeholder det-der-ikke-er-muligt. Alle nederlagene, fiaskoerne og der hvor jeg ikke følte jeg duede. Jeg trænger til, at kunne inspireres til Det Mulige. At se jeg kan noget, fremfor at se hvad jeg ikke kan. Jeg trænger til at åbne øjnene & se hvad der ellers er derude. Se, muligheder fremfor begrænsninger.

Vis mig viften, igen. Please.
Jeg tier stille. Har lagt mine våben, og er klar til at lytte.

-

Der skal nogle gange så lidt til.
Nogle gange, kan følelsen af at have været i selskab der 'lander' for mig.- bare et øjeblik, blot nogle timer, betyde det hele. Efterlade en ro, der emmer mange mange timer frem.
En følelse af, at høre med. På en måde, der ikke har nogen ord.
Jeg er så taknemmelig!
Går i seng med en ro i mig. En Taknemmelighed. En følelse af; Det skal squ nok gå. Det skal nok blive godt.
Stille & roligt. Step by step.
Tak <3

Et punktum der aldrig synes at kunne sættes

Jeg hørte den her single den anden dag. Og af en eller anden grund, gik ordene lige i maven på mig. Tårerne strømmede bare ud.
Egentlig er genren i en kategori der ikke plejer, at vække de store følelser eller genkendelse hos mig. Men den her, den rør mig dybt. Den rammer, helt ind, hver gang. Selvom selve teksten, egentlig umiddelbart emmede af Kom nu! Kæmp lidt mere! Sæt en streg i sandet. Bryd dine baner. Så sætter den tanker igang. Nye, for hver gang jeg har hørt den.



Ligesom med musik, og tekster i musikken, så er det at skrive, noget der bare åbner for kanaler jeg ikke helt har styr på.
Det her med at skrive. Det er som at skrive sig vej, for mig. Snørklede ord, der bliver til indsigter mens fingrene glider over tasterne. Noget kan landes. Når sidste punktum er sat.
Men, oftest, så åbner det skrevne for noget. Åbner op, for mere, større, flere ord, andre tanker, refleksioner. Som kan sætningerne aldrig ende! For der kommer hele tiden een mere. En anden tanke, overvejelse, refleksion. Det er som om, at hver en sætning er noget jeg kan skrive videre på.
Næsten hver gang jeg har afsluttet et indlæg, lukket ned for skærmen - så popper der flere ord op.
Og jeg får lyst at redigere. Tilføje. Skrive videre. Som var det en ongoing proces, en opgave der ikke var afsluttet. Som hele tiden kan åbnes op, og skrives videre på.
Det gør jeg så ind imellem. Skriver videre. Tilføjer. Redigerer. Andre gange lader jeg det være. Som det var. Også af respekt for, at sådan var det, lige i nuet. Indtil jeg fik en anden tanke. Det er en underlig proces og balance. Men også meget meningsfuld, for mig.

Famlende relationer

Relationer.
Det er eddermanme noget svært noget. Men jo også noget givende noget! Ej at forglemme.
Og, der udviklingen sker..... sagde pædagogens lærebog, kapitel 1 sådan ca.
Teori har bare altid faldet mig nemmere & mere logisk, end praksis.

Nogle gange har jeg det som om, at jeg er med i et spil. Hvor alle omkring har fået forklaret hvad det går ud på. Hvor jeg smider en Ruder, i et forsøg på at spille med. Mens alle omkring kan se - Vi spiller squ da Klør. Hallo!

Jeg har famlet mig frem. Gennem mange, mange år. Og gør stadig. Godt støttet af guidning ved min side. Men alligevel rigtig meget ukendt land, at forsøge sig på.
Og jeg har været enormt bange for, at mine handlinger skulle føre til, at andre ikke kunne lide mig. At de ville skubbe mig væk. Tage afstand fra mig. Hvis jeg f.eks. sagde fra, også.
Alligevel var jeg nødt til, at lære at sige fra. (det øver jeg mig stadig på). Uanset hvad det måtte medføre af konsekvenser. Og det har været med til at danne nogle billeder af mig, som blev en slags 'fortælling' om hvem jeg er. Hvad jeg kan & ikke kan. Vil & ikke vil. Og det var rigtig godt! Det gav mig nogle platforme, at finde mig selv ud fra.  Men, det er svært, når den fortælling ændrer sig. Svært, at skulle 'fortælle den om'.
For pludselig oplever jeg en masse reaktioner på at jeg har rykket mig. Reaktioner på, at det jeg ikke selv har opdaget har ændret sig, HAR ændret sig - og nu danner et andet billede. Og ja, det kan se noget forvirrende ud. Også fra min vinkel.


Pludselig kan noget føles, som var det med omvendt fortegn. Som, bliver det jeg har forsøgt mig frem med, stødt og roligt - det jeg har lært .. vendt imod mig. Det er med sikkerhed ikke hensigten. At all. Men det er sådan det føles. Jeg bliver enormt ramt.
Det plejer du da ikke at kunne? 
Det troede jeg ikke du evnede. Kunne. Havde lyst til. Ville. Gjorde?
Nej. Men, sådan er det så - nu. Siger jeg forsigtigt, uden helt selv at forstå det.

Eller - Nogle gange kan du, andre gange ikke. Det er squ da forvirrende.
Og ja, det er dét. Også for mig.
Altså, jeg har jo ligesom været dér, undervejs, i hele processen. Men, der er rigtig meget der først går op for mig er ændret, når jeg står i situationen. Når jeg bliver konfronteret med det. Direkte.
Og det er dér, det kan føles rigtig ubehageligt. Og jeg føler, at jeg skal forsvare mig. På en eller anden måde. Forklare, mig.
Og hvorfor nu egentlig det? For, det er jo mig selv der føler det sådan. Det er dét, jeg selv oplever at reagere med. Et form for angreb. Så jeg skal forsvare? I don't get it. Opdager bare, at det sker.
Og jeg kan forstå det er forvirrende. Kompliceret. Mærkeligt. At ting ændrer sig. Det er dét også for mig.

Engang var dét f.eks. sådan, at det at gå i biografen var så angstfremkaldende, at jeg nærmest bare ved tanken om, at nogen kunne finde på at foreslå det, gik i knæ. Tog jeg med, trods hjertebanken & kvælningsfornemmelser, sad jeg dér, stiv som et bræt & forsøgte at fokusere på at jeg IKKE var fanget. Filmen kunne jeg slet ikke følge med i. Og jeg deltog egentlig mest, fordi jeg gerne ville være med. Og fordi jeg, ja - gerne ville kunne dét som jeg synes jeg burde kunne. En biograftur med veninder var noget af det. En periode sagde jeg Nej Tak, til stort set alt jeg ikke havde det godt med at gøre. Bare.... Nej Tak. Det var også en proces. Og det blev til 'Nå ja, du tager ikke i biografen'. Et billede på jeg-er-sådan-en-som-ikke-går-i-biografen.
Indtil det ændrede sig. Uden jeg ved hvorfor. Eller hvordan. Eller hvor længe der gik. Jeg opdagede ikke konkret at biograftur blev en ændring. Eller tiden mellem totalpanisk, til Nu. Det ændrede sig 'bare' i takt med alt muligt andet i & omkring mig der blev taget fat på. Og arbejdet med.
Idag går jeg gerne i biografen. Og er der ingen der er med på en biograftur, så går jeg selv. Elsker, at se film.
Det er bare pisseforvirrende at finde ud af! Kan mine omgivelser ytre til mig. Jeg troede ikke du kunne lide at gå i biografen, og det kan du pludselig godt. Så er det svært at vide, at du gerne vil med.
Og ja! Det er squ da forvirrende. Også for mig selv. Men, jeg kan ikke rigtigt andet end at sige at nu har det ændret sig. Og nu vil jeg gerne tage med. Hvis de vil have mig.

Det har også været den anden vej rundt. At jeg altid var klar & på, til fest hele natten uanset hvilken dag vi talte om. Indtil jeg pludselig begyndte at trække mig tilbage. Ikke var så klar, mere. Det tog også noget tid, og var en løbende proces, at få fremstammet & delt, at nu var jeg ikke til dét. Mere. Jamen, hvorfor ikke? Arh, kom nu! De omkring fattede ingenting. Og pludselig, havde vi bare ikke rigtigt noget at sige til hinanden. Der blev ligesom bare... stille. Vi havde ikke noget sammen, mere.

Det handler jo ikke om hvorvidt jeg nu synes det er fedt at gå i biografen eller ej. Eller kører fester hvorend der var mulighed. Eller om hvorvidt jeg nu har sluppet en angst, og oplever at kunne noget jeg ikke før kunne.
Det handler om, at jeg er forvirret. Eller bliver det. Og omgivelserne ligeså. Og at nogle 'fortællinger' om mig, må laves om. Når jeg selv opdager dem. Eller omgivelserne gør mig opmærksom på dem. Og hele forvirringen i det. Kunne man dog bare have en infoliste, der lige kort ridsede op, Godt; Her er så de ændringer der er sket. Nu er det sådan jeg står.
Ligesom det også handler om, at hele den her proces med at forsøge sig frem i relationer, bare er en on-going øvelse. Og hvor jeg bare ind imellem må smide håndklædet i ringen, og sige, at jeg ikke er med. Ikke forstår, eller ikke kan sige hvad det er jeg forsøger mig frem med.

Gennem tiden har jeg været for frembrusende, for tilbageholdende, for kæk, for ligeglad, for overfladisk, for dyb, for forklarende, for stille, for meget, for lidt, for ansvarsløs, for bevidst, and you name it. Alle de der fodfejl man begår, når man forsøger sig frem, i et land der er fuldstændig ukendt.
Alle de der fejl man begår, når man må famle sig frem, nogle gange som i blinde. Og risikere at gå i vandet.
Jeg har brændt nallerne gevaldigt, på mine forsøg udi relationernes kunst. Men også lært af dem alle. Nogle af dem brænder endnu. Nogle har endda sat sig som synlige ar.
Jeg har gået som på æggeskaller, for ikke at jokke ved siden af, og tiet stille med hvad der faldt mig ind - i et forsøg på ikke at spolere mere end der kunne rettes op. Tiet stille. Holdt igen.
Ligesom jeg har vadet direkte henover afspærringer. Bare trampet henover med ordstrømme, der aldrig syntes at høre op.
Altsammen, i kunsten at forsøge at forstå. Forsøge mig frem. Være, med. Være i relation.

Jeg har også forsøgt mig på hvad der kunne føles som nogenlunde sikker grund. Forsøgt mig der hvor jeg ikke troede, at jeg ville brænde nallerne (igen). En masse udefinerbart & flyvsk, som egentlig kan være ret konkret.
For fanden nej, hvor har jeg ikke turde sætte mig selv derud, hvor jeg kunne risikere at miste det der betød noget. Før jeg havde gjort nogle forsøg, øvet mig, mere 'i smug', knap så tydeligt. (er det strengt?). Nej, jeg har ikke turdet være famlende, dér hvor klarhed var et absolut must for, at relationen kunne bestå. Ikke for alvor turdet væve mig rundt i mine ord & forsøge at italesætte f.eks. store eller nære følelser, dér hvor de rent faktisk hørte hjemme. Dér hvor det betød noget.
Jo, jeg har da forsøgt. Men, også brændt nallerne så gevaldigt, i mine famlende forsøg. Og broer, er ligeså blevet brændt. Nogle af dem, hvor jeg er stået uforstående tilbage.
Så jeg har tøvet, dér hvor det føltes vigtigt. Der hvor der er noget at miste.
Istedet prøvet mig frem, der hvor det måske ikke føltes så sårbart. Det har føltes mere safe. Mere i orden at forsøge. Og at acceptere, at det var famlende. Der hvor jeg ikke var så ufatteligt bange for at miste!
For, jeg ønsker jo ikke at miste dem. De der har den der særlige plads i mit hjerte. De betyder meget for mig. Hver & een. De betyder så meget, at jeg ikke tør sige det. Eller nærmest bare sige fra eller til. Før jeg ved hvordan. Før jeg har forsøgt mig, på anden vis. De betyder så meget, at jeg ikke tør være famlende. Ikke tør vove pelsen, og jokke ved siden af. For, så mister jeg dem. Måske.

Men, det gør jeg også, hvis ikke jeg forsøger. Hvis ikke jeg vover at kaste mig ud på usikker grund, der hvor det også betyder noget. Der hvor hele øvelsen bliver aktuel.