Månelandskab

Sidder her & stirrer ud i natten.

Det er vist fuldmåne? Månen står akkurat så lavt, at hustagene over mit vindue dækker. Jeg kan ikke se dens hele. Kun skæret. Og skyggen.
Skyggen. Ligesom den stemning der har fulgt mig hele dagen.
Følelse. Stemning. Jeg kender ikke forskellen.

Venter på, at sovemedicinen vil begynde at virke, med sin velkendte form for slow-motion.
Det der lille signal om, at nu kan jeg godt lægge mig ned. Ligeså stille. Nu behøver jeg ikke frygte at ligge der, og ikke kunne sove. Frygte alt det der sker, når søvnen ikke vil komme. Alt det rummet mellem vågen & søvn kan vække af alverdens rædselsscenarier. Og hvor jeg kæmper for at blive liggende, helt på det fysiske plan. Indtil jeg ofte må stå op igen. Gå rundt. Vente. Og forsøge igen.
Når søvnen endelig indtræder, springer mareridtene frem som en trold af en æske. De kører i ring lige i øjeblikket. Lidt kemisk søvn kan måske bryde det. Bare lidt.
Jeg venter på signalet fra kemien om, at nu går tankerne i slow. Stopper nærmest, på et eller andet plan. Ligesom bevægelserne bliver så underligt tunge. Eller måske bliver der i virkeligheden bare tomt. Tyst. Indeni. For noget tid.
I nat har jeg brug for der bliver stille. Roligt vand.

Der var så meget jeg skulle idag. Så meget jeg havde lovet, så lidt jeg kunne overholde.
Der var så meget jeg havde besluttet mig på. Ikke ret meget af det, som blev.

Det er svært at tage del i verden, når hænderne ikke synes at ville åbne hoveddøren. Døren ud til.
Når jeg bare står der og glor på håndtaget, og helt har glemt hvordan man betjener sådan et.
Eller er det benene der ikke synes at ville gå derud? Er det benene der stritter imod? Kroppen der strejker. Går i baglås? Ligesom min hjerne. En hjerne der bare føles som grød, eller som figurerer den i en anden zone, et andet sted, end dér hvor resten af mig, synes at være.
Kan hjernen være lammet? Ligesom, at blive paralyseret , fanget ind, når jeg står der?

Jeg kunne ikke gå ud. Jeg kan ikke åbne døren..
Det kan jeg ikke rigtig ringe op og sige højt, som en undskyldning for ikke at gå derud. Derud hvor nogen venter mig.
Og hvor er min telefon iøvrigt henne, da jeg står der?
Jeg er bare låst. Ligesom døren.

Står som med en skygge af angst klæbende til min ryg & et kvælertag om min hals. Kvalmen overtager mig indefra.
Det er ligesom at vågne op af et mareridt, og stadig kunne mærke rebene, hænderne, kvælningen. Et mareridt der kan virke som det sidder fast på mig, gennem alt for mange timer.
Som en skygge, kan angsten klæbe sig til mig & jeg har ikke overblikket til at kunne træde ud af skyggen.
Går bare i stå.
Som jeg stivner der i mareridtet. Ligger vågen, med visheden, uden at kunne bevæge mig. Ingen bevægelighed. Alt, alt for længe. Længe nok, til at tankerne når at køre i ring. I spiral. Rundt, rundt, rundt. Til jeg brækker mig af angst & frygt, og kroppen synes at blive sat i bevægelse. Sat ud af at være stivnet.

Der var så meget jeg skulle idag. Så lidt af det der blev.
Skyggen synes aldrig helt at gå væk, synes nærmere blot at klæbe sig til mig, påny. Hænger der, klistret & følger hvert et skridt jeg tager.
Jeg kender den godt. Afsindigt godt. Og alligevel gør den mig bange.
Jeg bliver bange, når angsten får styret hvad jeg skal, og kan.
Bliver bange, for det aldrig holder op.
Jeg bliver så bange for, at jeg aldrig vil kunne lære det. Bliver så bange for jeg aldrig vil formå.
Bange, fordi det altid føles som 10 skridt tilbage.
Og tilbage, er den gale vej.

Jeg kæmper med angstens kvalme, der slår ind som bølger. Har kæmpet mig gennem den hele dagen. Som aftenen faldt på, blev den endnu stærkere, og jeg ved ikke hvad der skal til for at stoppe den.
Jeg hører hele tiden en vejrtrækning nær mit øre.
Jeg ved godt med min fornuft, at ingen andre end jeg trækker mit vejr, lige her hvor jeg er.
Jeg ved godt, at den følelse jeg har af, at der står en bag min ryg er falsk.
Det var den også igår. Da jeg, på kanten af søvnen, slog en kolbøtte indvendigt af panik, over at tro mine sanser havde ret. Et hjerte der farede helt op i halsen.
Jeg ved godt. Og alligevel føles det så virkeligt.
Det er svært at overdøve, aflede, kaste væk - når først tanken er tænkt og har sat sig.
Når først fornemmelsen er vækket, så er alarmerne helt vågne.