At 'vokse' fra hinanden

Det er blot som om, at tiden er - anderledes. Som om noget er ændret.

Engang kunne jeg da dele nogle af mine tanker med dig, kunne jeg ikke?
Engang spurgte du til mig. Og mit liv.
Engang føltes det mere ligetil. Stilheden var ikke akavet. Eller utryg, for mig. Måske var stilheden der slet ikke? Jeg husker det faktisk ikke nu.
Engang var jeg ikke ligeså usikker på mine ord. Usikker på hvert et ord jeg ville ytre. Vejede dem ikke på usikkerhedens vægtskål. Den, hvor alt mit altid synes at veje for let.

Det er lidt ligesom at opdage, at vi var to, som fulgtes ad på et stykke af vejen.
Indtil vores veje bare synes at gå i hver sin retning. Og nu kan vi ikke længere finde tilbage til et sted, at mødes.
Eller. Jeg, kan ikke længere finde et sted, at møde dig. Måske er det sådan det er.

Jeg hører dine ord. Lytter. De er som de altid har været. Ordene. Tror jeg da nok?
Og jeg undrer mig over, hvorfor de pludselig synes at trænge anderledes ind, i mig. Eller nej, jeg undrer mig over, hvorfor de ikke længere synes at trænge ind, fænge, fange mig mere. Dine ord. Hvorfor jeg ikke kan høre. Længere. Jeg hører ikke engang det, som ellers ville ramme mig. Det, som plejede at føles som syle.
Jeg er et andet sted. Væk fra der hvor vi er. I tankerne. Synes ikke at kunne fastholde mig der. Når jeg gør forsøget - når jeg fastholder mig der, bare for et øjeblik, så mærker jeg bare ændringen. Mærker bare, at det ikke er som det var. Og tomheden. Min egen tomhed. Som en tavshed, så enorm. Min egen manglende lyst til at sige noget, bliver så markant, at jeg ikke kan overdøve den.
Jeg har virkelig bare ikke noget at sige. 
Det er en underlig fornemmelse af sidde med. I et nærvær af et andet menneske.

Engang synes jeg det var anderledes. Men, engang synes jeg også at jeg gjorde forsøget.
Jeg ville så gerne kunne dele. Kunne lukke dig ind i min verden. Vove det. Ligesom du lukkede mig ind.
Jeg ville så gerne, at jeg kunne vide, at du holdte af mig uanset hvad jeg måtte sige.
Jeg ville så gerne, at du forstod mig. Eller nærmere respekterede & accepterede. Kunne følge mig. Føle mig forstået. Mødt. Blev så ufatteligt ked af det, når ikke du gjorde.
Indtil en dag, hvor jeg bare synes at holde op med at forsøge. Bare holdte op med at blive ked af det.
Det ramte mig næsten ikke mere. Det blev, som kunne mit sår godt bløde, men det blødte ikke fra hjertet.

Men, den dag stoppede jeg også med at være mig. I et eller andet omfang.
Holdte op med at give en bid af mig. I dit nærvær. Tror måske bare ikke, at der var mere lyst til at give?
Den dag blev jeg en kunstig udgave af mig selv. Og jeg brød mig ikke om den jeg var, når jeg var i den rolle.
Og brød mig ikke om usikkerheden. Hadede den som ind i helvede. Den gjorde mig intet godt. Holdt mig bare i et søvnløst greb. Evigt spekulerende, om jeg nu havde fejlet. Igen.

Det føles trist, at vores veje ikke længere synes at kunne møde hinanden. Eller, at mine synes at være gået i en anden retning. Trist, at jeg ikke længere føler jeg har noget at sige. Men, det er sådan det er.
Det er svært at skilles. Svært at gå.
Men jeg ved bare, at jeg må. Gå.
Og måske er vi i realiteten allerede gået. For længe siden.
I hver vores retning.