Tøet op ?

Egentlig, har jeg stået her mange gange før. Jeg havde glemt det. Kunne ikke kende det. Før nu. Bagefter.
Egentlig har jeg stået der så mange gange, at jeg burde kunne genkende det.
Stået der hvor jeg har troet jeg var gået helt i stå. Ikke kom nogen vegne. Det her dødvande- som føles ligesom aldrig at kunne slippe ud af.
Stivnet. Frosset i en langsommelighed der kan drive mig til vanvid!
Følelse af, ikke at kunne bryde ud. Jeg er bare stivnet. WTF?!
Og jeg prøver & prøver at vriste mig ud. Febrilsk. Uden held. Over tid.
En tid der føles uendelig lang.Som om alting går i slow.

Jeg har stået så mange gange i den her følelse af, at hvis jeg stod på en vej, og der kom en bus - så ville jeg ikke flytte mig. Ikke røre mig ud af flækken.
Mens jeg mentalt har råbt - så flyt dig dog for fanden! Igen og igen. Råbt i tåger. Forsøgt med alverdens veje for at bryde.
Og der sker lige nøjagtigt ikke en skid. Der sker bare... intet.

Indtil der så gør.
Og jeg ved stadig ikke hvad det er der gør det. Hvad det er der bryder. Det føles nærmest magisk. Og lidt mystisk bagefter også.
Jeg ville gerne være klogere på det. På hvad det er der sker. Og hvad der får det til at brydes.
Klogere fordi jeg tænker, at det måske kunne hjælpe mig til at bryde før? Hurtigere? Nemmere? Hvis jeg vidste hvad det var.
Måske ville jeg heller ikke være ligeså bange for den her følelse af at være stivnet?
For jeg er pisse hamrende bange i den følelse. Og når jeg synes at opleve over længere tid, så bliver jeg bare mere og mere bange. Utryg ved tanken om, at der ikke synes at ske noget som helst - uanset hvad jeg prøver eller forsøger mig med.

Men, et eller andet sker der jo. Undervejs i den der følelse af at være i slow. Og selvom jeg tror der ikke sker noget som helst.
Tror det er - ligesom med så meget andet - en proces der arbejder sideløbende, parallelt.
Kører, selv når jeg ikke er bevidst om det. Og selv når jeg føler alt er gået i stå.
Fuldstændigt og aldeles i S t å .
Jeg får en billede af, at det er som sådan en intuition om, at jeg bør kridte banen op. Trampe en fod i jorden. Slut! Slå en ring om mig. Et eller andet. Det kan jeg fornemme jeg skal.
Og jeg synes at gøre det igen og igen og igen og igen. I al den tid. Uden det nogensinde når udenfor mig. Uden jeg oplever at kunne trænge igennem - og ud.
Det er ligesom at råbe under vand. Være bag en glasrude. I tid der føles uendelig.

Indtil lyden nærmest pludseligt synes at blive klar. Indtil der sker et eller andet.
Og bryder.
Jeg kan ikke gennemskue hvordan.
Kan bare konstatere, at det føles som at være ved at tø op. Ikke længere være fuldstændigt stivnet.