Det er bare blevet sådan

Jeg ved ikke. . Det er bare blevet sådan. Over tid. Ligeså stille. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Det var vist sådan een dag. Så var det også sådan dagen efter. Og dagen efter igen. Og igen. Som en spiral jeg knap nok mærkede. Til det pludselig er blevet Sådan det så er.
Jeg husker ikke hvornår det ikke var sådan her. Jeg husker ikke hvornår det skiftede. Husker ikke. . nu er det bare. Og kan nogle dage tænke - det har da været anderledes. På et tidspunkt. Ikk?
Det er som gamle skygger, bare vælter frem i flæng! Flere, flere & mere. Pop!Pop!Pop! Viser de deres fjæs. Jeg kan høre det, lugte det, se det, mærke det, smage det! - sanserne råber, mens skyggerne popper frem af.. Ingenting. Skygger jeg troede var pakket dybt ned. Pakket, sat på plads. Lukket ned. Slut.
Det flimrer for mit blik, jeg bliver oversvømmet, slået omkuld. Indhentet, ædt, får kvalme - eller hvordan det nu er det ser ud.
Har du set at solen skinner ? Og jeg nikker, deler ud af et smil. Bliver squ bange, når jeg ikke kan se det. Hvis jeg nikker med, tvinger mig til at se, så holder det måske op? Lige om lidt?

Jeg ved ikke om det her er vrede? Ved ikke op eller ned. Fuck det! For helvede!, bander jeg mens tårerne synes at tage mine ord. Hvorfor skal jeg altid græde?!  Selv, når jeg tror jeg er vred ?
Jeg mærker bare et pludseligt had. Noget jeg ikke synes jeg har mærket sådan før. Jeg oplever bare at blive så gal på det hele! Så gal, at jeg nærmest bliver tom.
En underlig følelse af ligegyldighed, også når skyggerne popper endnu engang.
En følelse af det kan være ligemeget...... som skræmmer mig fra vid & sans.
Måske er det bare fordi jeg ikke forstår dem? Ikke forstår hvad det er,  hvad det handler om og hvorfor?

En mærkelig vrede eller frustration over du er givet de her muligheder. Og Vær dog glad, eller Vågn dog op! - men hvad er de, hvis man ikke formår at tage imod dem? Ikke kan se det, eller tage det ind?
Det føles som at vifte med et rød klud foran mit fjæs. Føles som bliver alt det jeg burde, bare en provokation der slår mere itu. Årsagen forstår jeg ikke, ej heller reaktionen -  jeg mærker bare, det hele konstant. Og hvem andre er der så at bebrejde end sig selv? Bebrejde, at man ikke tager det ind? KOM NU!

Jeg kommer ikke ud. Kommer ikke afsted. Jeg har ikke lyst. Min lyst er væk. Nogle gange synes jeg alligevel at vågne lidt op, når først natten falder på. Med en rastløshed, og så går jeg - bare for at gå. Går til dagen viser sin begyndelse. Til natten er slut, og jeg går hjem.
Alting tager en krig. De mest simple ting, føles ikke særligt simple. Og jeg føler mig hele tiden bagud. Eller for sent. For sen til at nå at være med. Min tid føles helt forskudt. Det tager en evighed at tage mig sammen. Hanke op, og samle mig selv. Jeg skammer mig over, at det er sådan det er. Skammer mig over at stå her. Skammer mig over, ikke at formå.

Det er bare blevet sådan. Den ene dag har taget den anden. Dage på dage, hvor jeg føler den her tyngde. Tankemylder. Rastløshed. Ingen fred. At all. Urummeligt. Ikke til at være i. Konstant, uden stop.
Jeg synes bare at kredse om en længsel efter Ro. Længes, uden at kunne huske hvordan det er.
Den her tyngde, og triste stemning at vågne op med. Angst. Tårer, for hvad?
Nogle morgener kan jeg slet ikke overskue, at det er blevet dag igen. Ønsker bare den var ovre. Kan man lukke den ude, bare for en stund?

Jeg har ikke lyst til noget, men bliver bange over at mærke det er sådan. Så jeg prøver, for at se om jeg får. Måske, bare lidt, i en bid?
Igår kom jeg afsted, og det er vigtigt at huske på.

Det er bare blevet sådan. Og jeg der ellers frygter kemi. Bange for hvad det gør ved min hjerne. Min evne til at reagere. Agere. Men, det er bare blevet sådan. Og jeg kan ikke holde det ud.
Så det er bare blevet, at antidepressiver nu også må glide ned. Jeg sluger dem sammen med tanken der hvisker om det virkelig også er nødvendigt? En følelse af at gå i ring. Eller tilbage. Jeg var da færdig med det? Lige nu, kan jeg bare ikke andet. Faktisk. Lige nu, hænger jeg bare på.
Og egentlig opdagede jeg bare, at kemien måske ikke er at frygte? Men at jeg istedet er bange for hvad der sker med min hjerne, mine tanker, mit sind . .  Mig,
hvis ikke jeg gør forsøget?
Så jeg synker dem, med en ambivalens der glider parallelt ligeså stille ned - siger til mig selv, at det at gøre dét, ikke er det samme som at løbet er kørt. For good. En følelse af, at jeg må overgive mig - men at det ikke er det samme som at give fortabt. Måske kan de rent faktisk gøre en forskel? Måske er de, igen, en hjælp. Lige nu er jeg villig til at gøre forsøget. Villig til stort set hvad som helst.
Det er bare blevet sådan. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Sådan er det så. Det er hvad det er, råt for usødet. Selvom råt får mig til at ville trække dét tilbage.
Jeg må gøre det jeg kan. Gøre alt jeg formår. Hver dag.

Alting ændres, intet er konstant. Heller ikke dette. Siger jeg mest som en trøst til mig selv. Mest for at starte et sted.