Byen

Der er ikke mere plads i mit hoved. Jeg bliver så fucking firkantet. Kontant. Føles så skarp.
For helvede, la' vær' at kræve noget af mig lige nu!  
Kan ikke tage stilling. Eller forholde mig. Til det der er mit. Eller dit.
Presset løber over, jeg snerrer mit svar ud.
Tårerne løber ned af kinderne, mens jeg bander over ikke at slå til.

Jeg cykler gennem byen. Den by der nu føles som min.
Jeg kender snart alle smutvejene. Zigzagger som havde jeg aldrig gjort andet.
Skruer helt op for musikken i ørerne.
Lukker alt der forstyrrer ude.

Hold kæft hvor ser du smadret ud! Si'r veninden da hun kommer med kaffen.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Lige pludseligt. Ved ikke hvad hun vil ha'. Næh, hvad jeg vil, er det nærmere. Ved ikke hvem jeg er, lige der.
Snubler i alt det gamle, og får bare lyst til at proppe musikken i ørerne igen.
Undskyld, jeg kan ikke alligevel. Skrue op, lukke ude. Slut.

Jeg cykler gennem byen. Den by der nu føles som min.
Jeg ønskede sådan at bo her, og nu gør jeg - hver eneste dag.
Her er så mange bygninger der rejser sig, at jeg aldrig får set dem alle.
Hver gang mine øjne kigger op, ser de noget nyt.

Gamle døre går op med et brag! Om jeg har lyst at tage tilbage, og lege med?
Et kort stik af savn slår i takt med den tunge bass. Dunk, dunk, dunk.
Nej tak, svarer jeg, og tørrer mine tårer bort.  Jeg vil bare cykle her.
Skruer højere op for musikken, mens jeg bare kigger op, op, op...