Samle mit billede

Går af ukendte stier.
Lige nu føles det som at være standset. Vejene ender blindt? Eller måske kan jeg bare ikke se dem, før jeg træder mine skridt fremad. Før jeg er derude? Gyngende grund, for så at finde fodfæste?
 'Stier anlægges ikke. De trædes' - si'r jeg, som var visheden snart sunket ind. Som en tillært erfaring, der ikke længere kunne få grunden til at gynge under mig. 
Det at vide, med fornuften, er bare ikke altid nok. 
Jeg tør godt vove. Og knokle for det. Jeg ved, at det kræver mit mod & hårdt arbejde. 
Jeg tør godt sigte, og satse. Men, jeg ved ikke hvad det er jeg sigter efter? Står, som uden retning. Hvor fanden er jeg?! Og hvor fanden er jeg på vej hen? 

Jeg får trang til at kigge mig tilbage, og løbe retur af de kendte veje. Løb, løb, løb! 
Løbe, lige der hvor hvert et skridt føles så betryggende velkendt. 
Hvor hvert et skridt ser så genkendeligt ud, at bare billedet af det kan dulme min indre uro. Rastløshed. Panik. Smerte. 
Dulme. Jeg savner det. Men har glemt hvordan jeg gjorde. 

Det ville være så nemt. . . dvæler tanken, ved det der var. 
Jeg ser det, i glimt. Og mærker det. Helt ind. 

Men, vel ville det ej. Det er en gammel sandhed. Som aldrig rigtig var sand.
Den var bare et forskruet billede. Twisted, ligesom mit sind.
Jeg skubber tanken væk! Igen & igen.
Kyler den med en harme mod væggene, og ser den smadre, som det spejlbillede jeg aldrig ønsker at se igen.

Jeg ved bare ikke hvem jeg er, uden det spejlbillede?

Dvæler lidt ved skårene.
Og jeg falder i tomrummet af ikke at kunne se, hvad der er istedet.
Falder i en ambivalens, mellem aldrig at ville se det igen! og samtidig vide, at dét er en del af mig. Jeg ser det. Og ved.
Jeg kan ikke benægte det. Kan ikke afskrive det, som havde det aldrig været mit. Mig.
Det ville være, som at sige jeg aldrig havde eksisteret.

Jeg ved, at jeg må samle mig et andet billede. Et billede jeg endnu ikke kan se.

Jamen, jeg ved slet ikke, om jeg er stærk nok til at stå lige her!  Runger min panik og tvivl om kap ud i tomrummet.
Selvfølgelig er du det, hvisker jeg tilbage.
Selvfølgelig er jeg det.