Lige nu er jeg så her

Jeg synes du skal prøve. Øge dosis lidt. Se, om ikke det kan give lidt ro...
- Ja. Hvor mange? Altså, hvor mange skal jeg ta'? Jeg er bare interesseret i et bud.
Start med det foreskrevne. Max. Og ring til mig, hvis du synes det ikke er nok. Men, ring til mig inden du kaster dig ud i at tage mere. 


Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Som krykke. Hvordan blev min verden pludselig sådan?
Tanken er næsten allerede forsvundet inden jeg tænker den færdigt. Erstattet med håbet om Ro.

Imorges ringede jeg.
- Det virker ikke.
Nej ?
- Det er ikke nok. Der er bare ikke noget som helst der virker i øjeblikket! Ligemeget hvad jeg gør. Kan ikke finde ud af det.
Åh jeg kan godt selv høre hvordan gråden står febrilsk i min hals.
Jeg synes du skal komme op forbi. Kom. Kan du det? Om en time?  


Det vrimler med mennesker da jeg runder gadehjørnet. Måske er der i virkeligheden ikke flere end der plejer at være. Jeg kan bare ikke kapere dem. Kan ikke skille ad. Eller rumme.
Hvor blev filteret af?
Busser, og cykler, og horn der dytter, mens menneskevrimlen fylder hele fortovet ud. ½ minut ved et rødt stoplys føles længe. Længe, at stå der i følelse af Intet.

Hvad er det der sker ? Spørger hun. Hende lægen, med det intense blik.
- Jeg synes bare jeg får det værre og værre for hver dag....
Ja. 
- Synes bare det hele bliver..... værre. Kan ikke bremse. Jeg føler det går den forkerte vej?...
En tåre sniger sig nedover min kind. Åh nej, here we go.
Jeg kan mærke det der blik på mig. Øjne der ser, som trænger de helt ind til mine knogler. Jeg har bare lyst til at forsvinde.
- Jeg forstår det ikke! Jeg ved ikke hvorfor! Jeg ved ikke hvad det er der sker....
Frustrationen fylder alting ud. Som bliver pladsen til at se eller forstå, for trang. Jeg mister overblikket, og mister mit vejr i kampens hede.
Sidder bare der, og krakelerer ligeså stille. Can't help it, selvom jeg er bange.
Hader at tabe ansigt, i menneskers nærvær. Hader, at de får blik for det sårbare.
Mest af alt, når skjoldet er væk. Filteret forsvundet. Jeg føler mig for åben. Udsat.

Medicin er een ting. Og vi kan godt øge. Mere henover weekend. Måske du kan få ro? Og så kommer du igen på mandag.
Jeg hører, uden rigtigt at høre. Ord bliver nogle gange som ævl.
Men, det kan ikke stå alene. Hun stopper med at tale. Jeg mærker det der blik, igen.
Er du med på hvad jeg mener?

Og jeg er helt med. Ved, at vi taler samme sprog.
Det giver alligevel en lille flig af lettelse indeni mig. Som luft der siver ud af min brystkasse. Pheeew
Måske er det bare trods alt rart, indimellem at føle sig forstået. Selvom det der er at forstå ikke virker særligt forståeligt. Eller særlig rart at have med at gøre. Det der er, er ikke rart at være i. Men, det er dog... forstået. Modtaget. Delt?

Dét kan ikke stå alene.
Og det føler jeg heller ikke jeg kan, lige nu.
Selvom jeg heller ikke har lyst til at være med nogen.
Mest har jeg lyst til, at være selv. Græde. Få ro. Fred! Uden at være alene. Det underlige komplekse - jeg kender så godt.
Så lige nu er jeg her, med medicin som krykke. Søgt lidt ly hvor der er mennesker. Liv, på den anden side af væggen, indtil gæsteværelse. En veninde der har åbnet sin dør.
Der var ikke ret mange ord at sige. Ikke ret meget at få sagt. Uselskabelig, i selskab, og træt så ikke engang et smil kunne stilles op.
Så længe mit selskab ikke bliver krævet, tror jeg nok, at her er for det bedste.
Her synes jeg heller ikke rigtigt at kunne være. Heller ikke at kunne trække mit vejr. men hvor kan jeg i virkeligheden det?

Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Den tanker virker så underlig fjern. Var det overhovedet i dette år, at mine tanker kredsede deromkring?
Jeg skulle ikke blablabla. Det er ligemeget hvad jeg ikke skulle. Troede. Eller ikke troede. Så giv mig et eller andet. Eller lad være. I don't care. Det er ligemeget, bare jeg mærker ændring. 
Jeg har mistet overblikket, overskuddet, vejen, fundamentet, roen eller hvad det end er der føles forsvundet.
Verden ser pludselig så anderledes ud.
Og alligevel virker den så insisterende med sin velkendthed. Velkendt med lyden af storm.

Lige nu er jeg så her, og det er okay.
Måske er det der skal til, for at få pause.
Ro. Bare ro. Lidt fred.