Lige nu er jeg så her

Jeg synes du skal prøve. Øge dosis lidt. Se, om ikke det kan give lidt ro...
- Ja. Hvor mange? Altså, hvor mange skal jeg ta'? Jeg er bare interesseret i et bud.
Start med det foreskrevne. Max. Og ring til mig, hvis du synes det ikke er nok. Men, ring til mig inden du kaster dig ud i at tage mere. 


Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Som krykke. Hvordan blev min verden pludselig sådan?
Tanken er næsten allerede forsvundet inden jeg tænker den færdigt. Erstattet med håbet om Ro.

Imorges ringede jeg.
- Det virker ikke.
Nej ?
- Det er ikke nok. Der er bare ikke noget som helst der virker i øjeblikket! Ligemeget hvad jeg gør. Kan ikke finde ud af det.
Åh jeg kan godt selv høre hvordan gråden står febrilsk i min hals.
Jeg synes du skal komme op forbi. Kom. Kan du det? Om en time?  


Det vrimler med mennesker da jeg runder gadehjørnet. Måske er der i virkeligheden ikke flere end der plejer at være. Jeg kan bare ikke kapere dem. Kan ikke skille ad. Eller rumme.
Hvor blev filteret af?
Busser, og cykler, og horn der dytter, mens menneskevrimlen fylder hele fortovet ud. ½ minut ved et rødt stoplys føles længe. Længe, at stå der i følelse af Intet.

Hvad er det der sker ? Spørger hun. Hende lægen, med det intense blik.
- Jeg synes bare jeg får det værre og værre for hver dag....
Ja. 
- Synes bare det hele bliver..... værre. Kan ikke bremse. Jeg føler det går den forkerte vej?...
En tåre sniger sig nedover min kind. Åh nej, here we go.
Jeg kan mærke det der blik på mig. Øjne der ser, som trænger de helt ind til mine knogler. Jeg har bare lyst til at forsvinde.
- Jeg forstår det ikke! Jeg ved ikke hvorfor! Jeg ved ikke hvad det er der sker....
Frustrationen fylder alting ud. Som bliver pladsen til at se eller forstå, for trang. Jeg mister overblikket, og mister mit vejr i kampens hede.
Sidder bare der, og krakelerer ligeså stille. Can't help it, selvom jeg er bange.
Hader at tabe ansigt, i menneskers nærvær. Hader, at de får blik for det sårbare.
Mest af alt, når skjoldet er væk. Filteret forsvundet. Jeg føler mig for åben. Udsat.

Medicin er een ting. Og vi kan godt øge. Mere henover weekend. Måske du kan få ro? Og så kommer du igen på mandag.
Jeg hører, uden rigtigt at høre. Ord bliver nogle gange som ævl.
Men, det kan ikke stå alene. Hun stopper med at tale. Jeg mærker det der blik, igen.
Er du med på hvad jeg mener?

Og jeg er helt med. Ved, at vi taler samme sprog.
Det giver alligevel en lille flig af lettelse indeni mig. Som luft der siver ud af min brystkasse. Pheeew
Måske er det bare trods alt rart, indimellem at føle sig forstået. Selvom det der er at forstå ikke virker særligt forståeligt. Eller særlig rart at have med at gøre. Det der er, er ikke rart at være i. Men, det er dog... forstået. Modtaget. Delt?

Dét kan ikke stå alene.
Og det føler jeg heller ikke jeg kan, lige nu.
Selvom jeg heller ikke har lyst til at være med nogen.
Mest har jeg lyst til, at være selv. Græde. Få ro. Fred! Uden at være alene. Det underlige komplekse - jeg kender så godt.
Så lige nu er jeg her, med medicin som krykke. Søgt lidt ly hvor der er mennesker. Liv, på den anden side af væggen, indtil gæsteværelse. En veninde der har åbnet sin dør.
Der var ikke ret mange ord at sige. Ikke ret meget at få sagt. Uselskabelig, i selskab, og træt så ikke engang et smil kunne stilles op.
Så længe mit selskab ikke bliver krævet, tror jeg nok, at her er for det bedste.
Her synes jeg heller ikke rigtigt at kunne være. Heller ikke at kunne trække mit vejr. men hvor kan jeg i virkeligheden det?

Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Den tanker virker så underlig fjern. Var det overhovedet i dette år, at mine tanker kredsede deromkring?
Jeg skulle ikke blablabla. Det er ligemeget hvad jeg ikke skulle. Troede. Eller ikke troede. Så giv mig et eller andet. Eller lad være. I don't care. Det er ligemeget, bare jeg mærker ændring. 
Jeg har mistet overblikket, overskuddet, vejen, fundamentet, roen eller hvad det end er der føles forsvundet.
Verden ser pludselig så anderledes ud.
Og alligevel virker den så insisterende med sin velkendthed. Velkendt med lyden af storm.

Lige nu er jeg så her, og det er okay.
Måske er det der skal til, for at få pause.
Ro. Bare ro. Lidt fred.

Hvad mit hjerte godt ved . .

Okay, det kommer nok sådan ret hurtigt til at handle om det små, i det store - her mens jeg går hjemme & forsøger at finde egen rytme. Ro.
I hoved, primært.
Egentlig kan man sige, at jeg forsøger 'bare' at få gjort de mest basale ting. Få noget søvn. Hvile. Få ro i tankerne. Fred. Huske at spise. Hvornår skete det, at jeg ikke rigtigt mærkede at det helt grundlæggende skred?
Jo der er helt sikkert den faktor, at der også er risiko for at gå lidt i dvale. At 'når man er igang, så kører det ligesom! Når man ikke er igang så. .ja, kan det stagnere'.
Men, det kørte jo ligesom heller ikke, vel?
Sådan, hvis nu vi skal smide fakta på bordet. Og se 'dæmonen i øjnene'.

Jeg kom sent ud af døren, endnu ikke vågen til en ny dag. Endnu ikke ladet op, til at ræse videre. Kom for sent hele tiden. Halsende evigt 10 minutter bagefter, hvilket hurtigt blev mit 'stempel', som kolleger lavede sjov med. Det stempel har jeg aldrig haft før. Jeg har nok nærmere haft det modsatte. At være i AL for god til.
Jeg missede møder. Glemte dem. Glemte også aftaler med børnene. Jeg kunne se skuffelsen i deres øjne. Brændte veninder af, fordi jeg glemte vi havde en aftale. Jeg glemte også at hente en ven i lufthavnen. Sådan noget glemmer jeg ikke.
Jeg løb af sted, med mig selv hængende bagefter, stakåndet, forsinket, grædefærdig af pres.
Altså... Jeg ku' godt! Men så kunne jeg heller ikke andet. Ikke forholde mig til andet. Ikke flere kræfter ganske enkelt. Puppede mig inde. Orkede ikke engang at aftale noget der kunne give lidt liv. Havde ikke engang tankevirksomhed til det sjov, det gode, det rare - det der gi'r liv!
Det kørte jo ligesom ikke, det hele. Hvis vi skal være ærlige her.

Jeg mærker fortvivlelsen, når mine tanker får lov at gå tilbage. Reflektere. Mærker den her knugende fornemmelse af Hvad fanden skal jeg så?! Den viser sit fjæs, hvert andet øjeblik. Og jeg har fanget, at den er her for at give mig et praj. Bli'r ved at poppe op. Hey, kig den her vej!
Jeg kan ikke fortsætte, som jeg gjorde. Før. Det ved mit hjerte godt.
Men jeg tør alligevel ikke tage det ind. Helt ind. Det er i grunden lidt underligt. At vide.

Det var lidt som at holde nogle motorer igang, som bare løb mere og mere tør for brændsel. Jeg kunne ikke finde ud af at få ro. Eller bremse op. Finde det der nærmest 'hellige' sted, hvor der bare er en smule - ro. Jeg synes bare det kom længere og længere væk? Udeblev? Ikke, blev.
Til sidst følte jeg det som om, at der vitterligt ikke var mere at give. Og mit billede udefra, her bagefter er, at jeg bare kørte på, kørte på, og kørte på. Lige om lidt, så er det ikke ligeså drænende. Lige om lidt, så bliver der også ro. Lige om lidt, så kommer følelsen af at det giver mening at give & yde - det aller yderste. Lige om lidt...
Det der skræmmer mig lidt er, at det ikke synes at have sluppet. At jeg fortsat føler presset, helt enormt! Nogle dage næsten som det er helt fysisk.
Og det er her ikke mere. Presset. I hvert fald ikke på det synlige plan. Det er oppe i mit hoved. Det er dér roen skal komme fra. Og det er dér, selv de mindste ting kan føles som ultimativt pres.

Jeg prøver, prøver VIRKELIG, at skære ned til minimum. Helt ind til benet. Hardcore med min tid, mit space, mit ønske om RO. Plads.
Og jeg synes ikke rigtigt der sker noget? På det plan. Bliver også lidt utålmodig. Frustreret måske også, når jeg har en følelse af at der ikke er TID, eller plads til bare at forsøge at VÆRE.
Det kan jo ikke passe, at der ikke er tid til det?! Eller plads, for den sags skyld?
Men det føles sådan. Og det er mærkværdigt, at stå midt i.

Det er herfra, jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal pejle hen. Tage sigte imod. What to?! StedeET. Det er her jeg ville have trukket på en professionel. Den professionelle, som havde andre dagsordner. Nu må jeg vente lidt, og se om en anden kan være mig behjælpelig, herfra.

Jeg kan godt savne at tale med mennesker, når jeg går her og gearer ned. Når jeg går her & forsøger at give plads til roen, søvnen, få bugt med trætheden og tankerne.
Jeg kan godt savne, det pust af lethed det kan give, at møde andre mennesker, tale sammen, vende tingene, blive inspireret, grine.
Men jeg savner også at kunne være. Bare i stilhed. Lave Ingenting. Sammen.
Pulsen derude i 'den virkelige verden' synes bare for høj til mig lige nu. Til det. At bare være. Det går for stærkt! - jeg synes ikke rigtigt jeg kan følge med?

Jeg tænker på hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg før havde så mange bolde i luften, og igang. Hvordan det kunne lade sig gøre, at holde dem gående, finde energien til det, bare køre på dag efter dag. Når jeg oplever, ikke at kunne jonglere med mere end et par stykker, lige i denne tid. Og det bliver alligevel ind imellem for ambitiøst.
Jeg føler mig som en karklud der er blevet vredet for væske gennem en periode. Og nu er der ikke mere vand at trække ud. Men, den bliver fortsat forsøgt vredet. Igen og igen. Karkluden dér. Mig.

Det leder mine tanker tilbage til det mit hjerte godt ved. Dét, jeg inderst inde godt kan mærke, at der er sandhed i.
Det duer jo ikke i længden det dér. Det er overhovedet ikke holdbart, eller fremsigtet.
Jeg ved det godt. Det er nok dels også derfor der ikke kan blive ro. At det bliver ved at storme, at der fortsætter med at være flersporede motorveje i mit hoved.
Fordi jeg ikke kan slutte fred med den indsigt jeg har fået, her hvor jeg befinder mig lige nu.
Aner ikke hvad man stiller op med sådan et klart budskab? Hvad man stiller op, når man opdager, at det man troede man skulle, ikke er det alligevel?
Så gør man noget andet. Går en anden vej, lægger den eller finder den! , siger min umiddelbare forestilling & kom-nu-ind-i-kampen-ånd.
Men, måske handler det i virkeligheden også om, at opdage ikke-at-kunne. Og det slag der er forbundet med det?
Det er nu ikke fordi jeg mener jeg partout skal & bør kunne, ALTING - hele tiden. Men det er på en eller anden måde sårbart, skrøbeligt og svært at indse - nej, nok nærmere acceptere - at dét er okay ikke-at-kunne.
Bare lidt. Bare for nu. Det er okay. Bare noget tid. Og slutte fred, med dét.