Månelandskab

Sidder her & stirrer ud i natten.

Det er vist fuldmåne? Månen står akkurat så lavt, at hustagene over mit vindue dækker. Jeg kan ikke se dens hele. Kun skæret. Og skyggen.
Skyggen. Ligesom den stemning der har fulgt mig hele dagen.
Følelse. Stemning. Jeg kender ikke forskellen.

Venter på, at sovemedicinen vil begynde at virke, med sin velkendte form for slow-motion.
Det der lille signal om, at nu kan jeg godt lægge mig ned. Ligeså stille. Nu behøver jeg ikke frygte at ligge der, og ikke kunne sove. Frygte alt det der sker, når søvnen ikke vil komme. Alt det rummet mellem vågen & søvn kan vække af alverdens rædselsscenarier. Og hvor jeg kæmper for at blive liggende, helt på det fysiske plan. Indtil jeg ofte må stå op igen. Gå rundt. Vente. Og forsøge igen.
Når søvnen endelig indtræder, springer mareridtene frem som en trold af en æske. De kører i ring lige i øjeblikket. Lidt kemisk søvn kan måske bryde det. Bare lidt.
Jeg venter på signalet fra kemien om, at nu går tankerne i slow. Stopper nærmest, på et eller andet plan. Ligesom bevægelserne bliver så underligt tunge. Eller måske bliver der i virkeligheden bare tomt. Tyst. Indeni. For noget tid.
I nat har jeg brug for der bliver stille. Roligt vand.

Der var så meget jeg skulle idag. Så meget jeg havde lovet, så lidt jeg kunne overholde.
Der var så meget jeg havde besluttet mig på. Ikke ret meget af det, som blev.

Det er svært at tage del i verden, når hænderne ikke synes at ville åbne hoveddøren. Døren ud til.
Når jeg bare står der og glor på håndtaget, og helt har glemt hvordan man betjener sådan et.
Eller er det benene der ikke synes at ville gå derud? Er det benene der stritter imod? Kroppen der strejker. Går i baglås? Ligesom min hjerne. En hjerne der bare føles som grød, eller som figurerer den i en anden zone, et andet sted, end dér hvor resten af mig, synes at være.
Kan hjernen være lammet? Ligesom, at blive paralyseret , fanget ind, når jeg står der?

Jeg kunne ikke gå ud. Jeg kan ikke åbne døren..
Det kan jeg ikke rigtig ringe op og sige højt, som en undskyldning for ikke at gå derud. Derud hvor nogen venter mig.
Og hvor er min telefon iøvrigt henne, da jeg står der?
Jeg er bare låst. Ligesom døren.

Står som med en skygge af angst klæbende til min ryg & et kvælertag om min hals. Kvalmen overtager mig indefra.
Det er ligesom at vågne op af et mareridt, og stadig kunne mærke rebene, hænderne, kvælningen. Et mareridt der kan virke som det sidder fast på mig, gennem alt for mange timer.
Som en skygge, kan angsten klæbe sig til mig & jeg har ikke overblikket til at kunne træde ud af skyggen.
Går bare i stå.
Som jeg stivner der i mareridtet. Ligger vågen, med visheden, uden at kunne bevæge mig. Ingen bevægelighed. Alt, alt for længe. Længe nok, til at tankerne når at køre i ring. I spiral. Rundt, rundt, rundt. Til jeg brækker mig af angst & frygt, og kroppen synes at blive sat i bevægelse. Sat ud af at være stivnet.

Der var så meget jeg skulle idag. Så lidt af det der blev.
Skyggen synes aldrig helt at gå væk, synes nærmere blot at klæbe sig til mig, påny. Hænger der, klistret & følger hvert et skridt jeg tager.
Jeg kender den godt. Afsindigt godt. Og alligevel gør den mig bange.
Jeg bliver bange, når angsten får styret hvad jeg skal, og kan.
Bliver bange, for det aldrig holder op.
Jeg bliver så bange for, at jeg aldrig vil kunne lære det. Bliver så bange for jeg aldrig vil formå.
Bange, fordi det altid føles som 10 skridt tilbage.
Og tilbage, er den gale vej.

Jeg kæmper med angstens kvalme, der slår ind som bølger. Har kæmpet mig gennem den hele dagen. Som aftenen faldt på, blev den endnu stærkere, og jeg ved ikke hvad der skal til for at stoppe den.
Jeg hører hele tiden en vejrtrækning nær mit øre.
Jeg ved godt med min fornuft, at ingen andre end jeg trækker mit vejr, lige her hvor jeg er.
Jeg ved godt, at den følelse jeg har af, at der står en bag min ryg er falsk.
Det var den også igår. Da jeg, på kanten af søvnen, slog en kolbøtte indvendigt af panik, over at tro mine sanser havde ret. Et hjerte der farede helt op i halsen.
Jeg ved godt. Og alligevel føles det så virkeligt.
Det er svært at overdøve, aflede, kaste væk - når først tanken er tænkt og har sat sig.
Når først fornemmelsen er vækket, så er alarmerne helt vågne.

Hvad mit hjerte godt ved . .

Okay, det kommer nok sådan ret hurtigt til at handle om det små, i det store - her mens jeg går hjemme & forsøger at finde egen rytme. Ro.
I hoved, primært.
Egentlig kan man sige, at jeg forsøger 'bare' at få gjort de mest basale ting. Få noget søvn. Hvile. Få ro i tankerne. Fred. Huske at spise. Hvornår skete det, at jeg ikke rigtigt mærkede at det helt grundlæggende skred?
Jo der er helt sikkert den faktor, at der også er risiko for at gå lidt i dvale. At 'når man er igang, så kører det ligesom! Når man ikke er igang så. .ja, kan det stagnere'.
Men, det kørte jo ligesom heller ikke, vel?
Sådan, hvis nu vi skal smide fakta på bordet. Og se 'dæmonen i øjnene'.

Jeg kom sent ud af døren, endnu ikke vågen til en ny dag. Endnu ikke ladet op, til at ræse videre. Kom for sent hele tiden. Halsende evigt 10 minutter bagefter, hvilket hurtigt blev mit 'stempel', som kolleger lavede sjov med. Det stempel har jeg aldrig haft før. Jeg har nok nærmere haft det modsatte. At være i AL for god til.
Jeg missede møder. Glemte dem. Glemte også aftaler med børnene. Jeg kunne se skuffelsen i deres øjne. Brændte veninder af, fordi jeg glemte vi havde en aftale. Jeg glemte også at hente en ven i lufthavnen. Sådan noget glemmer jeg ikke.
Jeg løb af sted, med mig selv hængende bagefter, stakåndet, forsinket, grædefærdig af pres.
Altså... Jeg ku' godt! Men så kunne jeg heller ikke andet. Ikke forholde mig til andet. Ikke flere kræfter ganske enkelt. Puppede mig inde. Orkede ikke engang at aftale noget der kunne give lidt liv. Havde ikke engang tankevirksomhed til det sjov, det gode, det rare - det der gi'r liv!
Det kørte jo ligesom ikke, det hele. Hvis vi skal være ærlige her.

Jeg mærker fortvivlelsen, når mine tanker får lov at gå tilbage. Reflektere. Mærker den her knugende fornemmelse af Hvad fanden skal jeg så?! Den viser sit fjæs, hvert andet øjeblik. Og jeg har fanget, at den er her for at give mig et praj. Bli'r ved at poppe op. Hey, kig den her vej!
Jeg kan ikke fortsætte, som jeg gjorde. Før. Det ved mit hjerte godt.
Men jeg tør alligevel ikke tage det ind. Helt ind. Det er i grunden lidt underligt. At vide.

Det var lidt som at holde nogle motorer igang, som bare løb mere og mere tør for brændsel. Jeg kunne ikke finde ud af at få ro. Eller bremse op. Finde det der nærmest 'hellige' sted, hvor der bare er en smule - ro. Jeg synes bare det kom længere og længere væk? Udeblev? Ikke, blev.
Til sidst følte jeg det som om, at der vitterligt ikke var mere at give. Og mit billede udefra, her bagefter er, at jeg bare kørte på, kørte på, og kørte på. Lige om lidt, så er det ikke ligeså drænende. Lige om lidt, så bliver der også ro. Lige om lidt, så kommer følelsen af at det giver mening at give & yde - det aller yderste. Lige om lidt...
Det der skræmmer mig lidt er, at det ikke synes at have sluppet. At jeg fortsat føler presset, helt enormt! Nogle dage næsten som det er helt fysisk.
Og det er her ikke mere. Presset. I hvert fald ikke på det synlige plan. Det er oppe i mit hoved. Det er dér roen skal komme fra. Og det er dér, selv de mindste ting kan føles som ultimativt pres.

Jeg prøver, prøver VIRKELIG, at skære ned til minimum. Helt ind til benet. Hardcore med min tid, mit space, mit ønske om RO. Plads.
Og jeg synes ikke rigtigt der sker noget? På det plan. Bliver også lidt utålmodig. Frustreret måske også, når jeg har en følelse af at der ikke er TID, eller plads til bare at forsøge at VÆRE.
Det kan jo ikke passe, at der ikke er tid til det?! Eller plads, for den sags skyld?
Men det føles sådan. Og det er mærkværdigt, at stå midt i.

Det er herfra, jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal pejle hen. Tage sigte imod. What to?! StedeET. Det er her jeg ville have trukket på en professionel. Den professionelle, som havde andre dagsordner. Nu må jeg vente lidt, og se om en anden kan være mig behjælpelig, herfra.

Jeg kan godt savne at tale med mennesker, når jeg går her og gearer ned. Når jeg går her & forsøger at give plads til roen, søvnen, få bugt med trætheden og tankerne.
Jeg kan godt savne, det pust af lethed det kan give, at møde andre mennesker, tale sammen, vende tingene, blive inspireret, grine.
Men jeg savner også at kunne være. Bare i stilhed. Lave Ingenting. Sammen.
Pulsen derude i 'den virkelige verden' synes bare for høj til mig lige nu. Til det. At bare være. Det går for stærkt! - jeg synes ikke rigtigt jeg kan følge med?

Jeg tænker på hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg før havde så mange bolde i luften, og igang. Hvordan det kunne lade sig gøre, at holde dem gående, finde energien til det, bare køre på dag efter dag. Når jeg oplever, ikke at kunne jonglere med mere end et par stykker, lige i denne tid. Og det bliver alligevel ind imellem for ambitiøst.
Jeg føler mig som en karklud der er blevet vredet for væske gennem en periode. Og nu er der ikke mere vand at trække ud. Men, den bliver fortsat forsøgt vredet. Igen og igen. Karkluden dér. Mig.

Det leder mine tanker tilbage til det mit hjerte godt ved. Dét, jeg inderst inde godt kan mærke, at der er sandhed i.
Det duer jo ikke i længden det dér. Det er overhovedet ikke holdbart, eller fremsigtet.
Jeg ved det godt. Det er nok dels også derfor der ikke kan blive ro. At det bliver ved at storme, at der fortsætter med at være flersporede motorveje i mit hoved.
Fordi jeg ikke kan slutte fred med den indsigt jeg har fået, her hvor jeg befinder mig lige nu.
Aner ikke hvad man stiller op med sådan et klart budskab? Hvad man stiller op, når man opdager, at det man troede man skulle, ikke er det alligevel?
Så gør man noget andet. Går en anden vej, lægger den eller finder den! , siger min umiddelbare forestilling & kom-nu-ind-i-kampen-ånd.
Men, måske handler det i virkeligheden også om, at opdage ikke-at-kunne. Og det slag der er forbundet med det?
Det er nu ikke fordi jeg mener jeg partout skal & bør kunne, ALTING - hele tiden. Men det er på en eller anden måde sårbart, skrøbeligt og svært at indse - nej, nok nærmere acceptere - at dét er okay ikke-at-kunne.
Bare lidt. Bare for nu. Det er okay. Bare noget tid. Og slutte fred, med dét.