har lagt mine våben

.... Det er bare fordi jeg tænker, at Hvad nu hvis  jeg bare ikke har villet lytte, til den vifte der blev præsenteret? Hvis nu hvis alt dét, som jeg afviser at gå ind i, gå med til, forsøge....i virkeligheden, er at modarbejde?
Hvad nu hvis, det i virkeligheden er sådan, at det er at padle mod strømmen. Istedet for at ro med? At det er derfor jeg ikke kan se mulighederne? Her. & frustrationen bare vokser. Når jeg ikke vil flyde med. Bare, lade mig flyde. Men istedet stritter imod. Med al kraft.
Måske er det fordi det er skræmmende. Billedet, at flyde med?

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor jeg er så frustreret over at stå lige præcis her hvor jeg gør? Så frustreret at jeg mister al fornuft. Hvorfor jeg ser det som en fiasko, et nederlag, en mur. Fremfor at se, at det er herfra mulighederne er.
Hvorfor jeg tror de bare er ude på at snørre mig. Tage røven på mig. Proppe mig i nogle kasser jeg aldrig kan slippe ud af! Binde mig med bånd, der ikke kan klippes igen.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor det er så farligt at Gå med? Så farligt, at jeg må løbe den anden vej. Løbe som ind i helvede. Og bevare hvad bevares kan. Af mig. Dét jeg ved, er mig.
Hvorfor kasserne altid ses som en stigmatisering. Et brændemærke. Et reb der snørrer sig om hele mig. Og ikke en hjælpende hånd?

Det er bare fordi jeg tænker, om det i virkeligheden er så fandens vigtigt, hvilke kasser der end måtte komme? Man kan kalde det psykisk sygdom, stress, pres, angst, at bærret for hurtigt flyder over, for mig. Man kan kalde det skader, fejl & mangler, eller at have områder i sig selv, der bare er særligt følsomme. Man kan kalde det whatever det end måtte hedde. Og måske er det ikke vigtigt. I det store billede. Overhovedet. Måske, er det bare vigtigt at vide, at sådan er det. Nu. Og at et eller andet må ske.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor frustrationen har sat sig som en snerren i min stemme? En vrissen, hvis ordene skulle komme ud. Hvorfor jeg ikke på nogen som helst måde har overskuddet til at gå ind i noget. Eller ud, for den sags skyld. Alt føles som en magtkamp. Og jeg orker den ikke, mere. For at være helt ærlig.

Det er bare fordi jeg tænker, hvem det er jeg kæmper imod? Hvad det er der føles SÅ vigtigt, at jeg må beskytte det, som galt det mit liv? Hvad det er der føles så vigtigt, at min hjerne ikke levner plads til eftertænksomhed, men blot slynger svarene ud. Plaffer ethvert ord ned, som var de et angreb mod min kerne.
Jeg føler mig som presset op i et ringhjørne, og kan ikke andet end forsøge at lange ud. Sådan føles min hjerne. Presset lige til bristepunktet. Som var der ikke plads til en enkelt lille sætning mere. Jeg er konstant i forsvar. Og forstår ikke hvorfor.

Det er bare fordi jeg tænker, at det føles, som jeg har paraderne oppe! I alt hvad der omgiver mig. Og undrer mig over, hvorfor. Hvorfor alting føles som et angreb. Hvert et lille ord. Hver en lille ting. Hvorfor det føles som jeg må forsvare mig selv. Hele tiden. Non-stop?
Det er som om min zone for hvor grænsen må være mellem mig & andre mennesker, er rykket så langt ud, og er der een som træder bare et skridt nærmere end jeg bryder mig om, så er det som har de overtrådt hele mig. Vadet henover.

Her den anden dag, kom jeg gående over et fodgængerfelt. Så godt, at der stod een af de der unicef/greenpeace eller hvad de nu må stå med, ovre på den anden side af vejen. Så godt, at den unge kvinde fangede mig i sin kikkert, og nu gik målrettet efter at henvende sig til mig.
Hej, må jeg stille dig nogle spørgsmål? Spurgte hun frisk. Nej! Svarede jeg, lettere irriteret, mens jeg fortsatte med at gå. Hun starter en smørre af ord mens hun går ved min side, forsøger at trænge ind med sine ord. Blablabla & min irritation vokser sig kæmpe. Jeg skal ikke ha' noget. OKAY?! Flyver ordene ud af min mund. Som havde hun bevidst jokket henover min zone. Og jeg havde ikke engang overskuddet til bare at svare pænt.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg krummer tæer over mig selv. Og snart ikke orker at gøre det mere. Krummer tæer over hvordan mit skjold & paraderne spolerer det hele. Jeg efterlader mig kaos af ordkævlerier i kølvandet på mine forsvar. Og jeg orker ikke engang at tage dem op.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg oplever en vrede, som jeg aldrig har oplevet at føle så stærkt før. En frustration, som nærmest bliver helt fysisk. Og som skræmmer mig af helvedes til, ugenkendelig som den er.
Hvem er jeg, at forsøge at give frustrationen navne? Hvem er jeg, at forsvare mig selv.....når ingen er gået til angreb?

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er bange for det ikke stopper. Tænker, at jeg vil gøre hvad som helst, for at det gør. Så udskriv mig den medicin. Noget mere, eller andet. Jeg er holdt op med at bekymre mig om det. Send mig i psykiatrien hvis det er dér jeg kan stille noget op. Jeg kunne tage i praktik, arbejdsprøvning, kursus eller noget helt fjerde. Bare jeg finder noget nyt at gå efter.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er ligeglad. Ligeglad hvad der engang var vigtigt. Og føltes rigtigt. Ligeglad hvad kassen så end hedder. Ligeglad, hvad jeg troede jeg skulle. Ligeglad, at mine værdier må smuldre. Eller tages til eftertanke. Jeg er ligeglad hvad end der måtte komme som muligheder. Bare der kommer nogle. Her. For lige her, kan jeg ikke ånde.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg føler mig som en løve i et bur. Et bur, der kun indeholder det-der-ikke-er-muligt. Alle nederlagene, fiaskoerne og der hvor jeg ikke følte jeg duede. Jeg trænger til, at kunne inspireres til Det Mulige. At se jeg kan noget, fremfor at se hvad jeg ikke kan. Jeg trænger til at åbne øjnene & se hvad der ellers er derude. Se, muligheder fremfor begrænsninger.

Vis mig viften, igen. Please.
Jeg tier stille. Har lagt mine våben, og er klar til at lytte.

Hvad mit hjerte godt ved . .

Okay, det kommer nok sådan ret hurtigt til at handle om det små, i det store - her mens jeg går hjemme & forsøger at finde egen rytme. Ro.
I hoved, primært.
Egentlig kan man sige, at jeg forsøger 'bare' at få gjort de mest basale ting. Få noget søvn. Hvile. Få ro i tankerne. Fred. Huske at spise. Hvornår skete det, at jeg ikke rigtigt mærkede at det helt grundlæggende skred?
Jo der er helt sikkert den faktor, at der også er risiko for at gå lidt i dvale. At 'når man er igang, så kører det ligesom! Når man ikke er igang så. .ja, kan det stagnere'.
Men, det kørte jo ligesom heller ikke, vel?
Sådan, hvis nu vi skal smide fakta på bordet. Og se 'dæmonen i øjnene'.

Jeg kom sent ud af døren, endnu ikke vågen til en ny dag. Endnu ikke ladet op, til at ræse videre. Kom for sent hele tiden. Halsende evigt 10 minutter bagefter, hvilket hurtigt blev mit 'stempel', som kolleger lavede sjov med. Det stempel har jeg aldrig haft før. Jeg har nok nærmere haft det modsatte. At være i AL for god til.
Jeg missede møder. Glemte dem. Glemte også aftaler med børnene. Jeg kunne se skuffelsen i deres øjne. Brændte veninder af, fordi jeg glemte vi havde en aftale. Jeg glemte også at hente en ven i lufthavnen. Sådan noget glemmer jeg ikke.
Jeg løb af sted, med mig selv hængende bagefter, stakåndet, forsinket, grædefærdig af pres.
Altså... Jeg ku' godt! Men så kunne jeg heller ikke andet. Ikke forholde mig til andet. Ikke flere kræfter ganske enkelt. Puppede mig inde. Orkede ikke engang at aftale noget der kunne give lidt liv. Havde ikke engang tankevirksomhed til det sjov, det gode, det rare - det der gi'r liv!
Det kørte jo ligesom ikke, det hele. Hvis vi skal være ærlige her.

Jeg mærker fortvivlelsen, når mine tanker får lov at gå tilbage. Reflektere. Mærker den her knugende fornemmelse af Hvad fanden skal jeg så?! Den viser sit fjæs, hvert andet øjeblik. Og jeg har fanget, at den er her for at give mig et praj. Bli'r ved at poppe op. Hey, kig den her vej!
Jeg kan ikke fortsætte, som jeg gjorde. Før. Det ved mit hjerte godt.
Men jeg tør alligevel ikke tage det ind. Helt ind. Det er i grunden lidt underligt. At vide.

Det var lidt som at holde nogle motorer igang, som bare løb mere og mere tør for brændsel. Jeg kunne ikke finde ud af at få ro. Eller bremse op. Finde det der nærmest 'hellige' sted, hvor der bare er en smule - ro. Jeg synes bare det kom længere og længere væk? Udeblev? Ikke, blev.
Til sidst følte jeg det som om, at der vitterligt ikke var mere at give. Og mit billede udefra, her bagefter er, at jeg bare kørte på, kørte på, og kørte på. Lige om lidt, så er det ikke ligeså drænende. Lige om lidt, så bliver der også ro. Lige om lidt, så kommer følelsen af at det giver mening at give & yde - det aller yderste. Lige om lidt...
Det der skræmmer mig lidt er, at det ikke synes at have sluppet. At jeg fortsat føler presset, helt enormt! Nogle dage næsten som det er helt fysisk.
Og det er her ikke mere. Presset. I hvert fald ikke på det synlige plan. Det er oppe i mit hoved. Det er dér roen skal komme fra. Og det er dér, selv de mindste ting kan føles som ultimativt pres.

Jeg prøver, prøver VIRKELIG, at skære ned til minimum. Helt ind til benet. Hardcore med min tid, mit space, mit ønske om RO. Plads.
Og jeg synes ikke rigtigt der sker noget? På det plan. Bliver også lidt utålmodig. Frustreret måske også, når jeg har en følelse af at der ikke er TID, eller plads til bare at forsøge at VÆRE.
Det kan jo ikke passe, at der ikke er tid til det?! Eller plads, for den sags skyld?
Men det føles sådan. Og det er mærkværdigt, at stå midt i.

Det er herfra, jeg ikke rigtig ved hvor jeg skal pejle hen. Tage sigte imod. What to?! StedeET. Det er her jeg ville have trukket på en professionel. Den professionelle, som havde andre dagsordner. Nu må jeg vente lidt, og se om en anden kan være mig behjælpelig, herfra.

Jeg kan godt savne at tale med mennesker, når jeg går her og gearer ned. Når jeg går her & forsøger at give plads til roen, søvnen, få bugt med trætheden og tankerne.
Jeg kan godt savne, det pust af lethed det kan give, at møde andre mennesker, tale sammen, vende tingene, blive inspireret, grine.
Men jeg savner også at kunne være. Bare i stilhed. Lave Ingenting. Sammen.
Pulsen derude i 'den virkelige verden' synes bare for høj til mig lige nu. Til det. At bare være. Det går for stærkt! - jeg synes ikke rigtigt jeg kan følge med?

Jeg tænker på hvordan det kunne lade sig gøre, at jeg før havde så mange bolde i luften, og igang. Hvordan det kunne lade sig gøre, at holde dem gående, finde energien til det, bare køre på dag efter dag. Når jeg oplever, ikke at kunne jonglere med mere end et par stykker, lige i denne tid. Og det bliver alligevel ind imellem for ambitiøst.
Jeg føler mig som en karklud der er blevet vredet for væske gennem en periode. Og nu er der ikke mere vand at trække ud. Men, den bliver fortsat forsøgt vredet. Igen og igen. Karkluden dér. Mig.

Det leder mine tanker tilbage til det mit hjerte godt ved. Dét, jeg inderst inde godt kan mærke, at der er sandhed i.
Det duer jo ikke i længden det dér. Det er overhovedet ikke holdbart, eller fremsigtet.
Jeg ved det godt. Det er nok dels også derfor der ikke kan blive ro. At det bliver ved at storme, at der fortsætter med at være flersporede motorveje i mit hoved.
Fordi jeg ikke kan slutte fred med den indsigt jeg har fået, her hvor jeg befinder mig lige nu.
Aner ikke hvad man stiller op med sådan et klart budskab? Hvad man stiller op, når man opdager, at det man troede man skulle, ikke er det alligevel?
Så gør man noget andet. Går en anden vej, lægger den eller finder den! , siger min umiddelbare forestilling & kom-nu-ind-i-kampen-ånd.
Men, måske handler det i virkeligheden også om, at opdage ikke-at-kunne. Og det slag der er forbundet med det?
Det er nu ikke fordi jeg mener jeg partout skal & bør kunne, ALTING - hele tiden. Men det er på en eller anden måde sårbart, skrøbeligt og svært at indse - nej, nok nærmere acceptere - at dét er okay ikke-at-kunne.
Bare lidt. Bare for nu. Det er okay. Bare noget tid. Og slutte fred, med dét.

At stå i det åbne

har nu fået papir på, at jeg ikke længere er bundet til et sted, som jeg har vidst jeg ikke ville kunne gå tilbage til. Eller skulle.
Nej, det var ikke helt de ord der stod, men det er de tanker jeg får ♥
Det har været svært at nå frem til følelsen af, at jeg ikke behøver gå tilbage. At jeg gerne må sige Nej tak. Vælge noget andet. Eller måske noget helt tredje. For mig selv. På en eller anden måde forløser brevet det sidste, for mig. Hjælper mig til at kunne lukke døren.
Vel er det angstprovokerende nu at stå her & ikke vide hvad jeg så skal! Og vel føles det hamrende usikkert! Så usikkert at benene næsten ryster under mig.
Men, imorgen er det mandag, og jeg er faktisk rigtig lettet over, ikke at skulle presse mig selv til at følge trop. For det ville jeg godt kunne!! Presse mig selv til dét. Igen & igen.
Det har jeg kunnet altid, tror jeg. Men jeg har også betalt prisen. Presset mig til at passe ned i nogle kasser, som måske bare er for trange? & betalt med angst, panik, søvnløshed, rastløshed, stress, tristhed, etc.
'Synes du virkelig, at det er dét værd?' slyngede min læge ud, for kort tid siden. Og Nej, det er dét ikke.
Jeg mindes en vejleder jeg havde, mens jeg gik på seminariet. Hun lod ofte talen falde på angsten for at stå i det åbne. Om hvor usikkert det er, at stå lige dér. Selvom det også er frit.
En ambivalens jeg har mødt mange gange i mit liv, og også møder lige nu.
Jeg ved ikke hvor jeg skal hen nu. Men, jeg ved at jeg ikke skal tilbage. Og dét føles frit ♥
'Jamen, hvad så nu? Ja, hvad så nu..., Så... noget andet', tænker jeg.
Herfra min verden går... ♥