At stå i det åbne

har nu fået papir på, at jeg ikke længere er bundet til et sted, som jeg har vidst jeg ikke ville kunne gå tilbage til. Eller skulle.
Nej, det var ikke helt de ord der stod, men det er de tanker jeg får ♥
Det har været svært at nå frem til følelsen af, at jeg ikke behøver gå tilbage. At jeg gerne må sige Nej tak. Vælge noget andet. Eller måske noget helt tredje. For mig selv. På en eller anden måde forløser brevet det sidste, for mig. Hjælper mig til at kunne lukke døren.
Vel er det angstprovokerende nu at stå her & ikke vide hvad jeg så skal! Og vel føles det hamrende usikkert! Så usikkert at benene næsten ryster under mig.
Men, imorgen er det mandag, og jeg er faktisk rigtig lettet over, ikke at skulle presse mig selv til at følge trop. For det ville jeg godt kunne!! Presse mig selv til dét. Igen & igen.
Det har jeg kunnet altid, tror jeg. Men jeg har også betalt prisen. Presset mig til at passe ned i nogle kasser, som måske bare er for trange? & betalt med angst, panik, søvnløshed, rastløshed, stress, tristhed, etc.
'Synes du virkelig, at det er dét værd?' slyngede min læge ud, for kort tid siden. Og Nej, det er dét ikke.
Jeg mindes en vejleder jeg havde, mens jeg gik på seminariet. Hun lod ofte talen falde på angsten for at stå i det åbne. Om hvor usikkert det er, at stå lige dér. Selvom det også er frit.
En ambivalens jeg har mødt mange gange i mit liv, og også møder lige nu.
Jeg ved ikke hvor jeg skal hen nu. Men, jeg ved at jeg ikke skal tilbage. Og dét føles frit ♥
'Jamen, hvad så nu? Ja, hvad så nu..., Så... noget andet', tænker jeg.
Herfra min verden går... ♥