' Når du en dag SELV får en familie'...

Det er også når andre siger, at det ændrer sig for mig, at jeg mærker min egen tvivl.
De har et klart billede af, hvad et liv kan være. Og forsøger at henlede mig til det.
Men jeg ved, at det ikke bliver mit, det liv. Jeg ved at deres drømme ikke er mine.

De synes det er sørgeligt, at jeg ikke tør tro.
Ikke tør se, at det kan ske for mig.
Jeg synes det er sørgeligt, at skulle forsvare mig selv.
Forsvare, at mine sorger er nogle andre.

De tror deres drømme også er mine. Og de følger også normen.
De tror, at det dé forsøger at forsvare, er det almindelige - som også skulle blive mit.
De tror, at de skal overbevise mig om det kan lade sig gøre. For mig. Hvis jeg vil, og hvis jeg tror.
De tror, at jeg er blevet skadet gennem tiden. At det er dér min modstand bor. Og de tror, at jeg en dag vil holde op, vende om, og endelig tage imod.

De dulmer med håbet, og egne fortællinger. Og lader mit eget billede overhøres.
Fortæller mig, at alting ændres, den dag hvor jeg selv bliver en del. Den dag du selv får en familie, så vil du se det anderledes.  De dulmer med taler om familieliv, huse, mænd, koner, og børn. Hvordan det har forløst dem, og givet mening, tilhør, som intet andet.
De ved ikke hvor smertefuldt det er at høre, at deres billede er begrænset til det.
For hvad skal jeg tænke? hvad jeg skal jeg tro? Jeg der ikke får familie.

Måske er det prisen man betaler, når man vælger båndene fra? At forevigt, aldrig at tilhøre et sted, ubetinget, være en del?
Med mindre du vælger, at skabe det selv, ved at stifte dit eget som de siger.
Men hvad gør man så, når den tanke er utopi, og ikke mit håb, min drøm?

De synes det er synd for mig, alt det jeg vil gå glip af. Og Jeg ved at de ønsker det godt.
Jeg forstår godt deres ord, såmænd, det er slet ikke derfor.
Deres medlidenhed gør bare alting meget værre, og får mig til at føle mig mærkelig, skadet, forkert.