At markere grænsen

Har netop klikket Send, på een af de der mails, der er knap så behagelige både at skrive, og at sende. En af de der; 'Kontakten stopper - her. Jeg siger Nej tak'.
Jeg har haft overvejet, om det i virkeligheden var bedre, om jeg foretog en opringning istedet. Om det var mere 'på sin plads'. Mere reelt? Men, så skulle det ikke være for min skyld. Så skulle det udelukkende være for modtagerens skyld. Og måske er jeg bare lidt træt af, altid at føle, at jeg skylder nogen noget?

Faktum er også, at jeg faktisk er usikker på, om jeg ville kunne holde ved min beslutning, hvis en egentlig samtale fandt sted. Jeg er bange for, at komme til at gå med på noget jeg ikke har lyst til, og blive viklet ind i en andens forestillinger om, hvad der kunne være det rigtige for mig.
Jeg har ikke lyst til at løbe risikoen, tage chancen - så en mail, var det helt rigtige.

Det er på en eller anden måde befriende, at have sendt den. Lettet, fra mine skuldre. Afsted med den. Ud. Færdig. Slut.
At markere grænsen.

Som det dog også er ret klassisk (for mig i hvert fald), så er dét at markere grænsen, også forbundet med uro. Nej, uro er nok en mild betegnelse.
Det er pisse ubehageligt! Faktisk! Angstprovokerende gange hundrede!
Uanset, den grænse der bliver trukket op, ER og føles - rigtig.
Men, jeg tænker også, at for hver gang jeg gør det - øver mig i at markere mine grænser, jo bedre bliver jeg til at deale med den usikkerhed, angst, bævende knæ & 'åh nej, må jeg nu også godt sige Nej tak?'  følelse, der synes at opstå. Og måske, vil den en dag slet ikke opstå længere? Måske, vil det en dag føles helt naturligt, og ikke-ubehageligt, at mærke min grænse, markere den, og stå fast på den.

Jeg kan mærke, at det er den rigtige beslutning det her. Uanset uroen lige nu. Og uanset jeg ikke aner hvad der skal komme til at stå istedet.
Jeg er sikker på, at det der kommer til at stå istedet, er bedre. For mig.
Det her var en klokkeklar sammenhæng, hvor det at stå foruden - skulle det komme til dét - er mere ønskeligt, end at blive. Forblive i noget jeg absolut  ikke har lyst til.

Imorgen kan det også være, at jeg trodser mine bævende knæ & nupper een mere på To Do listen.
Får hentet mine ting på det der tidligere job. Afleveret nøglen. Lukket døren.
Det kan også være jeg siger, at idag var nok døre at smække, for det næste døgn. Don't push it.
Don't know.
Een dag af gangen.