Det er bare blevet sådan

Jeg ved ikke. . Det er bare blevet sådan. Over tid. Ligeså stille. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Det var vist sådan een dag. Så var det også sådan dagen efter. Og dagen efter igen. Og igen. Som en spiral jeg knap nok mærkede. Til det pludselig er blevet Sådan det så er.
Jeg husker ikke hvornår det ikke var sådan her. Jeg husker ikke hvornår det skiftede. Husker ikke. . nu er det bare. Og kan nogle dage tænke - det har da været anderledes. På et tidspunkt. Ikk?
Det er som gamle skygger, bare vælter frem i flæng! Flere, flere & mere. Pop!Pop!Pop! Viser de deres fjæs. Jeg kan høre det, lugte det, se det, mærke det, smage det! - sanserne råber, mens skyggerne popper frem af.. Ingenting. Skygger jeg troede var pakket dybt ned. Pakket, sat på plads. Lukket ned. Slut.
Det flimrer for mit blik, jeg bliver oversvømmet, slået omkuld. Indhentet, ædt, får kvalme - eller hvordan det nu er det ser ud.
Har du set at solen skinner ? Og jeg nikker, deler ud af et smil. Bliver squ bange, når jeg ikke kan se det. Hvis jeg nikker med, tvinger mig til at se, så holder det måske op? Lige om lidt?

Jeg ved ikke om det her er vrede? Ved ikke op eller ned. Fuck det! For helvede!, bander jeg mens tårerne synes at tage mine ord. Hvorfor skal jeg altid græde?!  Selv, når jeg tror jeg er vred ?
Jeg mærker bare et pludseligt had. Noget jeg ikke synes jeg har mærket sådan før. Jeg oplever bare at blive så gal på det hele! Så gal, at jeg nærmest bliver tom.
En underlig følelse af ligegyldighed, også når skyggerne popper endnu engang.
En følelse af det kan være ligemeget...... som skræmmer mig fra vid & sans.
Måske er det bare fordi jeg ikke forstår dem? Ikke forstår hvad det er,  hvad det handler om og hvorfor?

En mærkelig vrede eller frustration over du er givet de her muligheder. Og Vær dog glad, eller Vågn dog op! - men hvad er de, hvis man ikke formår at tage imod dem? Ikke kan se det, eller tage det ind?
Det føles som at vifte med et rød klud foran mit fjæs. Føles som bliver alt det jeg burde, bare en provokation der slår mere itu. Årsagen forstår jeg ikke, ej heller reaktionen -  jeg mærker bare, det hele konstant. Og hvem andre er der så at bebrejde end sig selv? Bebrejde, at man ikke tager det ind? KOM NU!

Jeg kommer ikke ud. Kommer ikke afsted. Jeg har ikke lyst. Min lyst er væk. Nogle gange synes jeg alligevel at vågne lidt op, når først natten falder på. Med en rastløshed, og så går jeg - bare for at gå. Går til dagen viser sin begyndelse. Til natten er slut, og jeg går hjem.
Alting tager en krig. De mest simple ting, føles ikke særligt simple. Og jeg føler mig hele tiden bagud. Eller for sent. For sen til at nå at være med. Min tid føles helt forskudt. Det tager en evighed at tage mig sammen. Hanke op, og samle mig selv. Jeg skammer mig over, at det er sådan det er. Skammer mig over at stå her. Skammer mig over, ikke at formå.

Det er bare blevet sådan. Den ene dag har taget den anden. Dage på dage, hvor jeg føler den her tyngde. Tankemylder. Rastløshed. Ingen fred. At all. Urummeligt. Ikke til at være i. Konstant, uden stop.
Jeg synes bare at kredse om en længsel efter Ro. Længes, uden at kunne huske hvordan det er.
Den her tyngde, og triste stemning at vågne op med. Angst. Tårer, for hvad?
Nogle morgener kan jeg slet ikke overskue, at det er blevet dag igen. Ønsker bare den var ovre. Kan man lukke den ude, bare for en stund?

Jeg har ikke lyst til noget, men bliver bange over at mærke det er sådan. Så jeg prøver, for at se om jeg får. Måske, bare lidt, i en bid?
Igår kom jeg afsted, og det er vigtigt at huske på.

Det er bare blevet sådan. Og jeg der ellers frygter kemi. Bange for hvad det gør ved min hjerne. Min evne til at reagere. Agere. Men, det er bare blevet sådan. Og jeg kan ikke holde det ud.
Så det er bare blevet, at antidepressiver nu også må glide ned. Jeg sluger dem sammen med tanken der hvisker om det virkelig også er nødvendigt? En følelse af at gå i ring. Eller tilbage. Jeg var da færdig med det? Lige nu, kan jeg bare ikke andet. Faktisk. Lige nu, hænger jeg bare på.
Og egentlig opdagede jeg bare, at kemien måske ikke er at frygte? Men at jeg istedet er bange for hvad der sker med min hjerne, mine tanker, mit sind . .  Mig,
hvis ikke jeg gør forsøget?
Så jeg synker dem, med en ambivalens der glider parallelt ligeså stille ned - siger til mig selv, at det at gøre dét, ikke er det samme som at løbet er kørt. For good. En følelse af, at jeg må overgive mig - men at det ikke er det samme som at give fortabt. Måske kan de rent faktisk gøre en forskel? Måske er de, igen, en hjælp. Lige nu er jeg villig til at gøre forsøget. Villig til stort set hvad som helst.
Det er bare blevet sådan. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Sådan er det så. Det er hvad det er, råt for usødet. Selvom råt får mig til at ville trække dét tilbage.
Jeg må gøre det jeg kan. Gøre alt jeg formår. Hver dag.

Alting ændres, intet er konstant. Heller ikke dette. Siger jeg mest som en trøst til mig selv. Mest for at starte et sted.

har lagt mine våben

.... Det er bare fordi jeg tænker, at Hvad nu hvis  jeg bare ikke har villet lytte, til den vifte der blev præsenteret? Hvis nu hvis alt dét, som jeg afviser at gå ind i, gå med til, forsøge....i virkeligheden, er at modarbejde?
Hvad nu hvis, det i virkeligheden er sådan, at det er at padle mod strømmen. Istedet for at ro med? At det er derfor jeg ikke kan se mulighederne? Her. & frustrationen bare vokser. Når jeg ikke vil flyde med. Bare, lade mig flyde. Men istedet stritter imod. Med al kraft.
Måske er det fordi det er skræmmende. Billedet, at flyde med?

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor jeg er så frustreret over at stå lige præcis her hvor jeg gør? Så frustreret at jeg mister al fornuft. Hvorfor jeg ser det som en fiasko, et nederlag, en mur. Fremfor at se, at det er herfra mulighederne er.
Hvorfor jeg tror de bare er ude på at snørre mig. Tage røven på mig. Proppe mig i nogle kasser jeg aldrig kan slippe ud af! Binde mig med bånd, der ikke kan klippes igen.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor det er så farligt at Gå med? Så farligt, at jeg må løbe den anden vej. Løbe som ind i helvede. Og bevare hvad bevares kan. Af mig. Dét jeg ved, er mig.
Hvorfor kasserne altid ses som en stigmatisering. Et brændemærke. Et reb der snørrer sig om hele mig. Og ikke en hjælpende hånd?

Det er bare fordi jeg tænker, om det i virkeligheden er så fandens vigtigt, hvilke kasser der end måtte komme? Man kan kalde det psykisk sygdom, stress, pres, angst, at bærret for hurtigt flyder over, for mig. Man kan kalde det skader, fejl & mangler, eller at have områder i sig selv, der bare er særligt følsomme. Man kan kalde det whatever det end måtte hedde. Og måske er det ikke vigtigt. I det store billede. Overhovedet. Måske, er det bare vigtigt at vide, at sådan er det. Nu. Og at et eller andet må ske.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor frustrationen har sat sig som en snerren i min stemme? En vrissen, hvis ordene skulle komme ud. Hvorfor jeg ikke på nogen som helst måde har overskuddet til at gå ind i noget. Eller ud, for den sags skyld. Alt føles som en magtkamp. Og jeg orker den ikke, mere. For at være helt ærlig.

Det er bare fordi jeg tænker, hvem det er jeg kæmper imod? Hvad det er der føles SÅ vigtigt, at jeg må beskytte det, som galt det mit liv? Hvad det er der føles så vigtigt, at min hjerne ikke levner plads til eftertænksomhed, men blot slynger svarene ud. Plaffer ethvert ord ned, som var de et angreb mod min kerne.
Jeg føler mig som presset op i et ringhjørne, og kan ikke andet end forsøge at lange ud. Sådan føles min hjerne. Presset lige til bristepunktet. Som var der ikke plads til en enkelt lille sætning mere. Jeg er konstant i forsvar. Og forstår ikke hvorfor.

Det er bare fordi jeg tænker, at det føles, som jeg har paraderne oppe! I alt hvad der omgiver mig. Og undrer mig over, hvorfor. Hvorfor alting føles som et angreb. Hvert et lille ord. Hver en lille ting. Hvorfor det føles som jeg må forsvare mig selv. Hele tiden. Non-stop?
Det er som om min zone for hvor grænsen må være mellem mig & andre mennesker, er rykket så langt ud, og er der een som træder bare et skridt nærmere end jeg bryder mig om, så er det som har de overtrådt hele mig. Vadet henover.

Her den anden dag, kom jeg gående over et fodgængerfelt. Så godt, at der stod een af de der unicef/greenpeace eller hvad de nu må stå med, ovre på den anden side af vejen. Så godt, at den unge kvinde fangede mig i sin kikkert, og nu gik målrettet efter at henvende sig til mig.
Hej, må jeg stille dig nogle spørgsmål? Spurgte hun frisk. Nej! Svarede jeg, lettere irriteret, mens jeg fortsatte med at gå. Hun starter en smørre af ord mens hun går ved min side, forsøger at trænge ind med sine ord. Blablabla & min irritation vokser sig kæmpe. Jeg skal ikke ha' noget. OKAY?! Flyver ordene ud af min mund. Som havde hun bevidst jokket henover min zone. Og jeg havde ikke engang overskuddet til bare at svare pænt.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg krummer tæer over mig selv. Og snart ikke orker at gøre det mere. Krummer tæer over hvordan mit skjold & paraderne spolerer det hele. Jeg efterlader mig kaos af ordkævlerier i kølvandet på mine forsvar. Og jeg orker ikke engang at tage dem op.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg oplever en vrede, som jeg aldrig har oplevet at føle så stærkt før. En frustration, som nærmest bliver helt fysisk. Og som skræmmer mig af helvedes til, ugenkendelig som den er.
Hvem er jeg, at forsøge at give frustrationen navne? Hvem er jeg, at forsvare mig selv.....når ingen er gået til angreb?

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er bange for det ikke stopper. Tænker, at jeg vil gøre hvad som helst, for at det gør. Så udskriv mig den medicin. Noget mere, eller andet. Jeg er holdt op med at bekymre mig om det. Send mig i psykiatrien hvis det er dér jeg kan stille noget op. Jeg kunne tage i praktik, arbejdsprøvning, kursus eller noget helt fjerde. Bare jeg finder noget nyt at gå efter.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er ligeglad. Ligeglad hvad der engang var vigtigt. Og føltes rigtigt. Ligeglad hvad kassen så end hedder. Ligeglad, hvad jeg troede jeg skulle. Ligeglad, at mine værdier må smuldre. Eller tages til eftertanke. Jeg er ligeglad hvad end der måtte komme som muligheder. Bare der kommer nogle. Her. For lige her, kan jeg ikke ånde.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg føler mig som en løve i et bur. Et bur, der kun indeholder det-der-ikke-er-muligt. Alle nederlagene, fiaskoerne og der hvor jeg ikke følte jeg duede. Jeg trænger til, at kunne inspireres til Det Mulige. At se jeg kan noget, fremfor at se hvad jeg ikke kan. Jeg trænger til at åbne øjnene & se hvad der ellers er derude. Se, muligheder fremfor begrænsninger.

Vis mig viften, igen. Please.
Jeg tier stille. Har lagt mine våben, og er klar til at lytte.

Det har stadig fylde

Jeg løb ind i en tidligere kollega idag.
Nå ja, det måtte vel komme. Vi bor trods alt kun med nogle få gader imellem os.

Hvad blev der egentlig lige af dig? Spurgte han.
Tja, tjo, bum bum, hva si'r man. Og tænkte, at det var da egentlig en lidt pudsig måde at spørge til, hvordan det går med et andet menneske.
Han overvejede at sige op. Bum! Slut, færdig med dét. Hældte en masse ord ud. Frustreret, som han var.
Jeg ved ikke. . . jeg havde ikke den store lyst til at tale om dét.
Jeg fik den her velkendte kvælende fornemmelse. Klump i halsen, ondt i maven, som jeg har fået hver gang tankerne har strejfet hvad det lige var, jeg oplevede dér.
I tankerne gjorde jeg store armbevægelser, vristede mig fri, væk fra den samtale. Mens jeg stod der, mere eller mindre fanget, i køen sammen med ham. Og hans ord.

Jeg får den her følelse af, at blive smækket op mod muren, været fanget i et hjørne, konfronteret på en ubehagelig måde, hver gang nogen har spurgt til det.
Tænker nogle dage Hvad fanden var det lige for noget?! Noget, må der virkelig være sket. Noget ganske skelsættende, siden jeg oplever at indvirkningen er så stor. Selv her, flere måneder efter. Jeg kan ikke tale om dét, eller tænke på det, uden at opleve gråden stå helt op i halsen, eller frustrationen komme som lyn fra en klar himmel.
Jeg ved ikke rigtigt hvad det er der skete. På det job der. Men jeg ved, at det bliver ved at fylde.
Så slip det dog! Set free! Lad det ligge! Et eller andet...
Ja. I know. Bestiller ikke andet end at forsøge. Men der er et eller andet der blokerer. Et eller andet der bliver ved at tage fylde.
Ligeså meget fylde, som deres tavshed.
Der blev så larmende tavst. Komplet, stilhed.
Mens jeg råbte. Sparkede den ene dør ind efter den anden. Til jeg også blev... tavs?
Jeg har følt mig som en kujon, at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. At jeg blev tavs, stille - efter noget tid.
Jeg ved ikke om den følelse er hængt ved. Jeg tror det ikke.
Men, min tavshed er ligeså larmende som deres - mens jeg står der i køen, hører halvhjertet på hans ord. Og ønsker bare , at han vil tie. Ønsker mig bare, væk.