Det har stadig fylde

Jeg løb ind i en tidligere kollega idag.
Nå ja, det måtte vel komme. Vi bor trods alt kun med nogle få gader imellem os.

Hvad blev der egentlig lige af dig? Spurgte han.
Tja, tjo, bum bum, hva si'r man. Og tænkte, at det var da egentlig en lidt pudsig måde at spørge til, hvordan det går med et andet menneske.
Han overvejede at sige op. Bum! Slut, færdig med dét. Hældte en masse ord ud. Frustreret, som han var.
Jeg ved ikke. . . jeg havde ikke den store lyst til at tale om dét.
Jeg fik den her velkendte kvælende fornemmelse. Klump i halsen, ondt i maven, som jeg har fået hver gang tankerne har strejfet hvad det lige var, jeg oplevede dér.
I tankerne gjorde jeg store armbevægelser, vristede mig fri, væk fra den samtale. Mens jeg stod der, mere eller mindre fanget, i køen sammen med ham. Og hans ord.

Jeg får den her følelse af, at blive smækket op mod muren, været fanget i et hjørne, konfronteret på en ubehagelig måde, hver gang nogen har spurgt til det.
Tænker nogle dage Hvad fanden var det lige for noget?! Noget, må der virkelig være sket. Noget ganske skelsættende, siden jeg oplever at indvirkningen er så stor. Selv her, flere måneder efter. Jeg kan ikke tale om dét, eller tænke på det, uden at opleve gråden stå helt op i halsen, eller frustrationen komme som lyn fra en klar himmel.
Jeg ved ikke rigtigt hvad det er der skete. På det job der. Men jeg ved, at det bliver ved at fylde.
Så slip det dog! Set free! Lad det ligge! Et eller andet...
Ja. I know. Bestiller ikke andet end at forsøge. Men der er et eller andet der blokerer. Et eller andet der bliver ved at tage fylde.
Ligeså meget fylde, som deres tavshed.
Der blev så larmende tavst. Komplet, stilhed.
Mens jeg råbte. Sparkede den ene dør ind efter den anden. Til jeg også blev... tavs?
Jeg har følt mig som en kujon, at jeg ikke anede hvad jeg skulle sige. At jeg blev tavs, stille - efter noget tid.
Jeg ved ikke om den følelse er hængt ved. Jeg tror det ikke.
Men, min tavshed er ligeså larmende som deres - mens jeg står der i køen, hører halvhjertet på hans ord. Og ønsker bare , at han vil tie. Ønsker mig bare, væk.

Afslutninger

Der er den der flyttekasse, som jeg skal have hentet og bragt et andet sted hen.
Mine sidste rester af 'ting jeg ikke ved hvor jeg skal opbevare, men som jeg hverken vil have i min lejlighed eller smide ud'. Tænk, alligevel, at det har komprimeret sig til en enkelt kasse. (Nå ja, måske 1½..). Men, kassen kan ikke længere få plads at stå i venindens kælderrum. Den skal hentes, og der skal findes et andet sted til den. Burde faktisk allerede være hentet nu. Hun presser på & puster mig i nakken. Men, jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af den.

Der er den der besked jeg skal give om, at jeg ikke kommer mere. At jeg har truffet min beslutning. Måske en mail, eller et telefonopkald der skal gøres.
Det skal bare overståes! siger min beslutsomhed, mens min rygrad hvisker vent til imorgen. Er det sjovt, at skulle meddele? Nej, det er sådan noget nok aldrig. Er det nødvendigt? At meddele? Ja.

Der er den der nøgle, som skal afleveres på det der job, som jeg ikke har mere.
Der er også mine støvler, et tørklæde og vist også en taske der er mit derude. Derude på det der job, som føles oceaner af tid væk, og samtidig ufatteligt tæt på.
Jeg kan stadig mærke hvordan de strenge der blev slået an, i optakten optil mit brud, står og vibrerer i luften. Giver ekko, skingert - helt ind i knoglerne.

Der er det der netværk, som aldrig rigtigt nåede at blive det. Som aldrig rigtigt nåede at blive etableret, før det blev skudt ned. Nu hvor det ikke bliver, nu hvor det ikke længere ser ud til at etableres, mærker jeg at jeg havde håbet. På sigt. Måske.
Måske kunne jeg alligevel have haft en følelse af at kunne være en del? Måske. Jeg ved det ikke. Lige nu er jeg bare træt af at have troet og håbet. Lukker den i, ligeså stille.

Jeg ved ikke hvor jeg står. Med særligt meget.
Det føles enormt skrøbeligt. Og jeg gør egentlig mest i, at forsøge ikke at puste til det. Det skrøbelige. Mens jeg også må agere fremadrettet, så det her ikke bliver en stilstand.

Det så bare så lovende ud, tænker jeg stille, mens jeg også ved, at det jeg havde forestillet mig, ikke rigtigt er blevet.
Jeg ved ikke om jeg har fundament nok, til at kunne blive stående her lidt. Til at afvente, og give mig den ro og plads der er nødvendig. Jeg ved ikke om mit fundament vil smuldre, og mine vægge & lofter vil ramle ned over ørerne på mig.
Jeg ved ikke om jeg har råd til at blive boende i mit Hjem, hvis jeg ikke kan arbejde de næste måneder. Måske længere tid.
Jeg ved hvad mit hjerte siger. Men realiteterne siger noget andet.
Hvad nu hvis jeg ikke kommer til, at arbejde som jeg havde troet? Hvad nu hvis jeg ikke kommer til, at etablere en indkomst der fører mig frem, istedet for i sænk, igen & igen?
Jeg tager dem ikke helt ind. Realiteterne. Forsøger ikke at lade mine tanker strande på de flager af rod der flyder rundt. Trækker vejret, dybt ind. Det løser sig. Det gør det altid.

Jeg E L S K E R mit Hjem. Det er det første sted, nogensinde! Hvor jeg har følt mig hjemme. Måske kan jeg også 'bare' låne en anden mit hjem en periode. Måske, mens jeg økonomisk kommer på fode. Eller bare forsøger ikke at synke. Men, hvor skulle jeg så være. Imens?
Du ville kunne føle dig hjemme et andet sted! Forsikrer jeg mig selv om. Ja, nikker jeg, mens mit hjerte synker. Jeg bliver slugt i længslen. Har måske været der for længe. 'Lige om lidt'. Altid denne venten. Altid, lige om lidt. Lige om lidt, tager tid. Og krafter.

Det er en tid med afslutninger af flere facetter. Måske har jeg nok bare mest af alt brug for at vide, lige nu, at noget bliver begyndt. Så.
Og at noget vil bestå. Forblive. Blive, som det er.