Jeg savner et rum, der ikke eksisterer mere. Og som jeg bliver ved med at vende tilbage til i mine tanker.
Min hjerne ved, at min kurs er sat på et andet rum. Men, mit hjerte vil i en anden retning.
Når jeg cykler der, og er på vej - så vil mine ben hellere træde cyklen længere ind mod centrum, end at dreje af, for at lande i den stol der hører nutiden til.
Og mit hjerte synker en gang, når jeg kommer i tanke om, at det er der jeg er på vej hen.
Jeg kan ikke lade være, at have en følelse af, at jeg sidder i den forkerte stol. Det forkerte sted.
Og jeg oplever en tristhed ved at lade min krop lande der.
Fordi det føles som jeg skulle en anden vej. Den vej som mit hjerte troede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar