Det er blot som om, at tiden er - anderledes. Som om noget er ændret.
Engang kunne jeg da dele nogle af mine tanker med dig, kunne jeg ikke?
Engang spurgte du til mig. Og mit liv.
Engang føltes det mere ligetil. Stilheden var ikke akavet. Eller utryg, for mig. Måske var stilheden der slet ikke? Jeg husker det faktisk ikke nu.
Engang var jeg ikke ligeså usikker på mine ord. Usikker på hvert et ord jeg ville ytre. Vejede dem ikke på usikkerhedens vægtskål. Den, hvor alt mit altid synes at veje for let.
Det er lidt ligesom at opdage, at vi var to, som fulgtes ad på et stykke af vejen.
Indtil vores veje bare synes at gå i hver sin retning. Og nu kan vi ikke længere finde tilbage til et sted, at mødes.
Eller. Jeg, kan ikke længere finde et sted, at møde dig. Måske er det sådan det er.
Jeg hører dine ord. Lytter. De er som de altid har været. Ordene. Tror jeg da nok?
Og jeg undrer mig over, hvorfor de pludselig synes at trænge anderledes ind, i mig. Eller nej, jeg undrer mig over, hvorfor de ikke længere synes at trænge ind, fænge, fange mig mere. Dine ord. Hvorfor jeg ikke kan høre. Længere. Jeg hører ikke engang det, som ellers ville ramme mig. Det, som plejede at føles som syle.
Jeg er et andet sted. Væk fra der hvor vi er. I tankerne. Synes ikke at kunne fastholde mig der. Når jeg gør forsøget - når jeg fastholder mig der, bare for et øjeblik, så mærker jeg bare ændringen. Mærker bare, at det ikke er som det var. Og tomheden. Min egen tomhed. Som en tavshed, så enorm. Min egen manglende lyst til at sige noget, bliver så markant, at jeg ikke kan overdøve den.
Jeg har virkelig bare ikke noget at sige.
Det er en underlig fornemmelse af sidde med. I et nærvær af et andet menneske.
Engang synes jeg det var anderledes. Men, engang synes jeg også at jeg gjorde forsøget.
Jeg ville så gerne kunne dele. Kunne lukke dig ind i min verden. Vove det. Ligesom du lukkede mig ind.
Jeg ville så gerne, at jeg kunne vide, at du holdte af mig uanset hvad jeg måtte sige.
Jeg ville så gerne, at du forstod mig. Eller nærmere respekterede & accepterede. Kunne følge mig. Føle mig forstået. Mødt. Blev så ufatteligt ked af det, når ikke du gjorde.
Indtil en dag, hvor jeg bare synes at holde op med at forsøge. Bare holdte op med at blive ked af det.
Det ramte mig næsten ikke mere. Det blev, som kunne mit sår godt bløde, men det blødte ikke fra hjertet.
Men, den dag stoppede jeg også med at være mig. I et eller andet omfang.
Holdte op med at give en bid af mig. I dit nærvær. Tror måske bare ikke, at der var mere lyst til at give?
Den dag blev jeg en kunstig udgave af mig selv. Og jeg brød mig ikke om den jeg var, når jeg var i den rolle.
Og brød mig ikke om usikkerheden. Hadede den som ind i helvede. Den gjorde mig intet godt. Holdt mig bare i et søvnløst greb. Evigt spekulerende, om jeg nu havde fejlet. Igen.
Det føles trist, at vores veje ikke længere synes at kunne møde hinanden. Eller, at mine synes at være gået i en anden retning. Trist, at jeg ikke længere føler jeg har noget at sige. Men, det er sådan det er.
Det er svært at skilles. Svært at gå.
Men jeg ved bare, at jeg må. Gå.
Og måske er vi i realiteten allerede gået. For længe siden.
I hver vores retning.
Viser opslag med etiketten relationer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten relationer. Vis alle opslag
fredag den 2. marts 2012
onsdag den 15. februar 2012
Famlende relationer
Relationer.
Det er eddermanme noget svært noget. Men jo også noget givende noget! Ej at forglemme.
Og, der udviklingen sker..... sagde pædagogens lærebog, kapitel 1 sådan ca.
Teori har bare altid faldet mig nemmere & mere logisk, end praksis.
Nogle gange har jeg det som om, at jeg er med i et spil. Hvor alle omkring har fået forklaret hvad det går ud på. Hvor jeg smider en Ruder, i et forsøg på at spille med. Mens alle omkring kan se - Vi spiller squ da Klør. Hallo!
Jeg har famlet mig frem. Gennem mange, mange år. Og gør stadig. Godt støttet af guidning ved min side. Men alligevel rigtig meget ukendt land, at forsøge sig på.
Og jeg har været enormt bange for, at mine handlinger skulle føre til, at andre ikke kunne lide mig. At de ville skubbe mig væk. Tage afstand fra mig. Hvis jeg f.eks. sagde fra, også.
Alligevel var jeg nødt til, at lære at sige fra. (det øver jeg mig stadig på). Uanset hvad det måtte medføre af konsekvenser. Og det har været med til at danne nogle billeder af mig, som blev en slags 'fortælling' om hvem jeg er. Hvad jeg kan & ikke kan. Vil & ikke vil. Og det var rigtig godt! Det gav mig nogle platforme, at finde mig selv ud fra. Men, det er svært, når den fortælling ændrer sig. Svært, at skulle 'fortælle den om'.
For pludselig oplever jeg en masse reaktioner på at jeg har rykket mig. Reaktioner på, at det jeg ikke selv har opdaget har ændret sig, HAR ændret sig - og nu danner et andet billede. Og ja, det kan se noget forvirrende ud. Også fra min vinkel.
Pludselig kan noget føles, som var det med omvendt fortegn. Som, bliver det jeg har forsøgt mig frem med, stødt og roligt - det jeg har lært .. vendt imod mig. Det er med sikkerhed ikke hensigten. At all. Men det er sådan det føles. Jeg bliver enormt ramt.
Det plejer du da ikke at kunne?
Det troede jeg ikke du evnede. Kunne. Havde lyst til. Ville. Gjorde?
Nej. Men, sådan er det så - nu. Siger jeg forsigtigt, uden helt selv at forstå det.
Eller - Nogle gange kan du, andre gange ikke. Det er squ da forvirrende.
Og ja, det er dét. Også for mig.
Altså, jeg har jo ligesom været dér, undervejs, i hele processen. Men, der er rigtig meget der først går op for mig er ændret, når jeg står i situationen. Når jeg bliver konfronteret med det. Direkte.
Og det er dér, det kan føles rigtig ubehageligt. Og jeg føler, at jeg skal forsvare mig. På en eller anden måde. Forklare, mig.
Og hvorfor nu egentlig det? For, det er jo mig selv der føler det sådan. Det er dét, jeg selv oplever at reagere med. Et form for angreb. Så jeg skal forsvare? I don't get it. Opdager bare, at det sker.
Og jeg kan forstå det er forvirrende. Kompliceret. Mærkeligt. At ting ændrer sig. Det er dét også for mig.
Engang var dét f.eks. sådan, at det at gå i biografen var så angstfremkaldende, at jeg nærmest bare ved tanken om, at nogen kunne finde på at foreslå det, gik i knæ. Tog jeg med, trods hjertebanken & kvælningsfornemmelser, sad jeg dér, stiv som et bræt & forsøgte at fokusere på at jeg IKKE var fanget. Filmen kunne jeg slet ikke følge med i. Og jeg deltog egentlig mest, fordi jeg gerne ville være med. Og fordi jeg, ja - gerne ville kunne dét som jeg synes jeg burde kunne. En biograftur med veninder var noget af det. En periode sagde jeg Nej Tak, til stort set alt jeg ikke havde det godt med at gøre. Bare.... Nej Tak. Det var også en proces. Og det blev til 'Nå ja, du tager ikke i biografen'. Et billede på jeg-er-sådan-en-som-ikke-går-i-biografen.
Indtil det ændrede sig. Uden jeg ved hvorfor. Eller hvordan. Eller hvor længe der gik. Jeg opdagede ikke konkret at biograftur blev en ændring. Eller tiden mellem totalpanisk, til Nu. Det ændrede sig 'bare' i takt med alt muligt andet i & omkring mig der blev taget fat på. Og arbejdet med.
Idag går jeg gerne i biografen. Og er der ingen der er med på en biograftur, så går jeg selv. Elsker, at se film.
Det er bare pisseforvirrende at finde ud af! Kan mine omgivelser ytre til mig. Jeg troede ikke du kunne lide at gå i biografen, og det kan du pludselig godt. Så er det svært at vide, at du gerne vil med.
Og ja! Det er squ da forvirrende. Også for mig selv. Men, jeg kan ikke rigtigt andet end at sige at nu har det ændret sig. Og nu vil jeg gerne tage med. Hvis de vil have mig.
Det har også været den anden vej rundt. At jeg altid var klar & på, til fest hele natten uanset hvilken dag vi talte om. Indtil jeg pludselig begyndte at trække mig tilbage. Ikke var så klar, mere. Det tog også noget tid, og var en løbende proces, at få fremstammet & delt, at nu var jeg ikke til dét. Mere. Jamen, hvorfor ikke? Arh, kom nu! De omkring fattede ingenting. Og pludselig, havde vi bare ikke rigtigt noget at sige til hinanden. Der blev ligesom bare... stille. Vi havde ikke noget sammen, mere.
Det handler jo ikke om hvorvidt jeg nu synes det er fedt at gå i biografen eller ej. Eller kører fester hvorend der var mulighed. Eller om hvorvidt jeg nu har sluppet en angst, og oplever at kunne noget jeg ikke før kunne.
Det handler om, at jeg er forvirret. Eller bliver det. Og omgivelserne ligeså. Og at nogle 'fortællinger' om mig, må laves om. Når jeg selv opdager dem. Eller omgivelserne gør mig opmærksom på dem. Og hele forvirringen i det. Kunne man dog bare have en infoliste, der lige kort ridsede op, Godt; Her er så de ændringer der er sket. Nu er det sådan jeg står.
Ligesom det også handler om, at hele den her proces med at forsøge sig frem i relationer, bare er en on-going øvelse. Og hvor jeg bare ind imellem må smide håndklædet i ringen, og sige, at jeg ikke er med. Ikke forstår, eller ikke kan sige hvad det er jeg forsøger mig frem med.
Gennem tiden har jeg været for frembrusende, for tilbageholdende, for kæk, for ligeglad, for overfladisk, for dyb, for forklarende, for stille, for meget, for lidt, for ansvarsløs, for bevidst, and you name it. Alle de der fodfejl man begår, når man forsøger sig frem, i et land der er fuldstændig ukendt.
Alle de der fejl man begår, når man må famle sig frem, nogle gange som i blinde. Og risikere at gå i vandet.
Jeg har brændt nallerne gevaldigt, på mine forsøg udi relationernes kunst. Men også lært af dem alle. Nogle af dem brænder endnu. Nogle har endda sat sig som synlige ar.
Jeg har gået som på æggeskaller, for ikke at jokke ved siden af, og tiet stille med hvad der faldt mig ind - i et forsøg på ikke at spolere mere end der kunne rettes op. Tiet stille. Holdt igen.
Ligesom jeg har vadet direkte henover afspærringer. Bare trampet henover med ordstrømme, der aldrig syntes at høre op.
Altsammen, i kunsten at forsøge at forstå. Forsøge mig frem. Være, med. Være i relation.
Jeg har også forsøgt mig på hvad der kunne føles som nogenlunde sikker grund. Forsøgt mig der hvor jeg ikke troede, at jeg ville brænde nallerne (igen). En masse udefinerbart & flyvsk, som egentlig kan være ret konkret.
For fanden nej, hvor har jeg ikke turde sætte mig selv derud, hvor jeg kunne risikere at miste det der betød noget. Før jeg havde gjort nogle forsøg, øvet mig, mere 'i smug', knap så tydeligt. (er det strengt?). Nej, jeg har ikke turdet være famlende, dér hvor klarhed var et absolut must for, at relationen kunne bestå. Ikke for alvor turdet væve mig rundt i mine ord & forsøge at italesætte f.eks. store eller nære følelser, dér hvor de rent faktisk hørte hjemme. Dér hvor det betød noget.
Jo, jeg har da forsøgt. Men, også brændt nallerne så gevaldigt, i mine famlende forsøg. Og broer, er ligeså blevet brændt. Nogle af dem, hvor jeg er stået uforstående tilbage.
Så jeg har tøvet, dér hvor det føltes vigtigt. Der hvor der er noget at miste.
Istedet prøvet mig frem, der hvor det måske ikke føltes så sårbart. Det har føltes mere safe. Mere i orden at forsøge. Og at acceptere, at det var famlende. Der hvor jeg ikke var så ufatteligt bange for at miste!
For, jeg ønsker jo ikke at miste dem. De der har den der særlige plads i mit hjerte. De betyder meget for mig. Hver & een. De betyder så meget, at jeg ikke tør sige det. Eller nærmest bare sige fra eller til. Før jeg ved hvordan. Før jeg har forsøgt mig, på anden vis. De betyder så meget, at jeg ikke tør være famlende. Ikke tør vove pelsen, og jokke ved siden af. For, så mister jeg dem. Måske.
Men, det gør jeg også, hvis ikke jeg forsøger. Hvis ikke jeg vover at kaste mig ud på usikker grund, der hvor det også betyder noget. Der hvor hele øvelsen bliver aktuel.
Det er eddermanme noget svært noget. Men jo også noget givende noget! Ej at forglemme.
Og, der udviklingen sker..... sagde pædagogens lærebog, kapitel 1 sådan ca.
Teori har bare altid faldet mig nemmere & mere logisk, end praksis.
Nogle gange har jeg det som om, at jeg er med i et spil. Hvor alle omkring har fået forklaret hvad det går ud på. Hvor jeg smider en Ruder, i et forsøg på at spille med. Mens alle omkring kan se - Vi spiller squ da Klør. Hallo!
Jeg har famlet mig frem. Gennem mange, mange år. Og gør stadig. Godt støttet af guidning ved min side. Men alligevel rigtig meget ukendt land, at forsøge sig på.
Og jeg har været enormt bange for, at mine handlinger skulle føre til, at andre ikke kunne lide mig. At de ville skubbe mig væk. Tage afstand fra mig. Hvis jeg f.eks. sagde fra, også.
Alligevel var jeg nødt til, at lære at sige fra. (det øver jeg mig stadig på). Uanset hvad det måtte medføre af konsekvenser. Og det har været med til at danne nogle billeder af mig, som blev en slags 'fortælling' om hvem jeg er. Hvad jeg kan & ikke kan. Vil & ikke vil. Og det var rigtig godt! Det gav mig nogle platforme, at finde mig selv ud fra. Men, det er svært, når den fortælling ændrer sig. Svært, at skulle 'fortælle den om'.
For pludselig oplever jeg en masse reaktioner på at jeg har rykket mig. Reaktioner på, at det jeg ikke selv har opdaget har ændret sig, HAR ændret sig - og nu danner et andet billede. Og ja, det kan se noget forvirrende ud. Også fra min vinkel.
Pludselig kan noget føles, som var det med omvendt fortegn. Som, bliver det jeg har forsøgt mig frem med, stødt og roligt - det jeg har lært .. vendt imod mig. Det er med sikkerhed ikke hensigten. At all. Men det er sådan det føles. Jeg bliver enormt ramt.
Det plejer du da ikke at kunne?
Det troede jeg ikke du evnede. Kunne. Havde lyst til. Ville. Gjorde?
Nej. Men, sådan er det så - nu. Siger jeg forsigtigt, uden helt selv at forstå det.
Eller - Nogle gange kan du, andre gange ikke. Det er squ da forvirrende.
Og ja, det er dét. Også for mig.
Altså, jeg har jo ligesom været dér, undervejs, i hele processen. Men, der er rigtig meget der først går op for mig er ændret, når jeg står i situationen. Når jeg bliver konfronteret med det. Direkte.
Og det er dér, det kan føles rigtig ubehageligt. Og jeg føler, at jeg skal forsvare mig. På en eller anden måde. Forklare, mig.
Og hvorfor nu egentlig det? For, det er jo mig selv der føler det sådan. Det er dét, jeg selv oplever at reagere med. Et form for angreb. Så jeg skal forsvare? I don't get it. Opdager bare, at det sker.
Og jeg kan forstå det er forvirrende. Kompliceret. Mærkeligt. At ting ændrer sig. Det er dét også for mig.
Engang var dét f.eks. sådan, at det at gå i biografen var så angstfremkaldende, at jeg nærmest bare ved tanken om, at nogen kunne finde på at foreslå det, gik i knæ. Tog jeg med, trods hjertebanken & kvælningsfornemmelser, sad jeg dér, stiv som et bræt & forsøgte at fokusere på at jeg IKKE var fanget. Filmen kunne jeg slet ikke følge med i. Og jeg deltog egentlig mest, fordi jeg gerne ville være med. Og fordi jeg, ja - gerne ville kunne dét som jeg synes jeg burde kunne. En biograftur med veninder var noget af det. En periode sagde jeg Nej Tak, til stort set alt jeg ikke havde det godt med at gøre. Bare.... Nej Tak. Det var også en proces. Og det blev til 'Nå ja, du tager ikke i biografen'. Et billede på jeg-er-sådan-en-som-ikke-går-i-biografen.
Indtil det ændrede sig. Uden jeg ved hvorfor. Eller hvordan. Eller hvor længe der gik. Jeg opdagede ikke konkret at biograftur blev en ændring. Eller tiden mellem totalpanisk, til Nu. Det ændrede sig 'bare' i takt med alt muligt andet i & omkring mig der blev taget fat på. Og arbejdet med.
Idag går jeg gerne i biografen. Og er der ingen der er med på en biograftur, så går jeg selv. Elsker, at se film.
Det er bare pisseforvirrende at finde ud af! Kan mine omgivelser ytre til mig. Jeg troede ikke du kunne lide at gå i biografen, og det kan du pludselig godt. Så er det svært at vide, at du gerne vil med.
Og ja! Det er squ da forvirrende. Også for mig selv. Men, jeg kan ikke rigtigt andet end at sige at nu har det ændret sig. Og nu vil jeg gerne tage med. Hvis de vil have mig.
Det har også været den anden vej rundt. At jeg altid var klar & på, til fest hele natten uanset hvilken dag vi talte om. Indtil jeg pludselig begyndte at trække mig tilbage. Ikke var så klar, mere. Det tog også noget tid, og var en løbende proces, at få fremstammet & delt, at nu var jeg ikke til dét. Mere. Jamen, hvorfor ikke? Arh, kom nu! De omkring fattede ingenting. Og pludselig, havde vi bare ikke rigtigt noget at sige til hinanden. Der blev ligesom bare... stille. Vi havde ikke noget sammen, mere.
Det handler jo ikke om hvorvidt jeg nu synes det er fedt at gå i biografen eller ej. Eller kører fester hvorend der var mulighed. Eller om hvorvidt jeg nu har sluppet en angst, og oplever at kunne noget jeg ikke før kunne.
Det handler om, at jeg er forvirret. Eller bliver det. Og omgivelserne ligeså. Og at nogle 'fortællinger' om mig, må laves om. Når jeg selv opdager dem. Eller omgivelserne gør mig opmærksom på dem. Og hele forvirringen i det. Kunne man dog bare have en infoliste, der lige kort ridsede op, Godt; Her er så de ændringer der er sket. Nu er det sådan jeg står.
Ligesom det også handler om, at hele den her proces med at forsøge sig frem i relationer, bare er en on-going øvelse. Og hvor jeg bare ind imellem må smide håndklædet i ringen, og sige, at jeg ikke er med. Ikke forstår, eller ikke kan sige hvad det er jeg forsøger mig frem med.
Gennem tiden har jeg været for frembrusende, for tilbageholdende, for kæk, for ligeglad, for overfladisk, for dyb, for forklarende, for stille, for meget, for lidt, for ansvarsløs, for bevidst, and you name it. Alle de der fodfejl man begår, når man forsøger sig frem, i et land der er fuldstændig ukendt.
Alle de der fejl man begår, når man må famle sig frem, nogle gange som i blinde. Og risikere at gå i vandet.
Jeg har brændt nallerne gevaldigt, på mine forsøg udi relationernes kunst. Men også lært af dem alle. Nogle af dem brænder endnu. Nogle har endda sat sig som synlige ar.
Jeg har gået som på æggeskaller, for ikke at jokke ved siden af, og tiet stille med hvad der faldt mig ind - i et forsøg på ikke at spolere mere end der kunne rettes op. Tiet stille. Holdt igen.
Ligesom jeg har vadet direkte henover afspærringer. Bare trampet henover med ordstrømme, der aldrig syntes at høre op.
Altsammen, i kunsten at forsøge at forstå. Forsøge mig frem. Være, med. Være i relation.
Jeg har også forsøgt mig på hvad der kunne føles som nogenlunde sikker grund. Forsøgt mig der hvor jeg ikke troede, at jeg ville brænde nallerne (igen). En masse udefinerbart & flyvsk, som egentlig kan være ret konkret.
For fanden nej, hvor har jeg ikke turde sætte mig selv derud, hvor jeg kunne risikere at miste det der betød noget. Før jeg havde gjort nogle forsøg, øvet mig, mere 'i smug', knap så tydeligt. (er det strengt?). Nej, jeg har ikke turdet være famlende, dér hvor klarhed var et absolut must for, at relationen kunne bestå. Ikke for alvor turdet væve mig rundt i mine ord & forsøge at italesætte f.eks. store eller nære følelser, dér hvor de rent faktisk hørte hjemme. Dér hvor det betød noget.
Jo, jeg har da forsøgt. Men, også brændt nallerne så gevaldigt, i mine famlende forsøg. Og broer, er ligeså blevet brændt. Nogle af dem, hvor jeg er stået uforstående tilbage.
Så jeg har tøvet, dér hvor det føltes vigtigt. Der hvor der er noget at miste.
Istedet prøvet mig frem, der hvor det måske ikke føltes så sårbart. Det har føltes mere safe. Mere i orden at forsøge. Og at acceptere, at det var famlende. Der hvor jeg ikke var så ufatteligt bange for at miste!
For, jeg ønsker jo ikke at miste dem. De der har den der særlige plads i mit hjerte. De betyder meget for mig. Hver & een. De betyder så meget, at jeg ikke tør sige det. Eller nærmest bare sige fra eller til. Før jeg ved hvordan. Før jeg har forsøgt mig, på anden vis. De betyder så meget, at jeg ikke tør være famlende. Ikke tør vove pelsen, og jokke ved siden af. For, så mister jeg dem. Måske.
Men, det gør jeg også, hvis ikke jeg forsøger. Hvis ikke jeg vover at kaste mig ud på usikker grund, der hvor det også betyder noget. Der hvor hele øvelsen bliver aktuel.
torsdag den 2. februar 2012
Indsigter & udsigter
Jeg har fået noget at tænke over idag. Godt, rusket op i mine tanker.
Og jo jo. Jeg kan såmænd også være hende dér, som står & stortuder, i køen i Netto. Når indsigten får 10'øren til at falde.
Hende som flasher sin inderside, ud på ydersiden. Lige dér, bærende på mine få indkøb - midt i hverdagsvrimlen.
Så jordnært som det overhovedet kan blive. Mens ordene siver langsomt ind.
Og tankerne løfter sig op, op, op...
- nærmest til en anden dimension, hvor jeg pludselig kan se. Se udefra.
For så at det hele lander, tilbage i mig, lidt med en følelse af boomerang. Tungt.
Hvad er det egentlig lige det handler om det her? Wake up. & tænk dig om. Og tag ind.
Hvor brikkerne bare falder på plads i mit hoved. Klik, klik, klik.
Billedet danner sig for mig. Åh for fanden hvor giver det mening. Aha! tænker jeg, mens jeg i samme åndedrag bliver ked af at have overset. Og må undskylde at jeg har været blind.
Og jeg må bare græde dér midt i det hele. Helt overvældet af at indse. Midt i det jordnære, hverdagsagtige ser jeg, og lader det bare synke ind.
Kan du ikke huske din kode? Spørger damen bag mig forsigtigt, da det er blevet min tur til at betale, og jeg får tastet forkert på dankortterminalen.
Jojo, for fanden. Jeg kan bare ikke se noget, tænker jeg, mens jeg nikker & giver hende et taknemmeligt smil.
Jeg har fået noget at tænke over, idag. Helt træt af tårerne der har løbet.
Nye indsigter, giver nye udsigter. Er det ikke sådan man siger.
tirsdag den 10. januar 2012
Kemien kan man ikke tænke sig til?
Tænker så det knager.
Jo mere jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det ikke er noget jeg kan tænke mig til. Og over.
Det er en fornemmelse, ikke en tanke. Og jeg synes ikke at kunne lave den om. Fornemmelsen. Uanset jeg rigtig gerne ville. Jeg kan ikke tænke mig til, at ændre en kemi, der bare ikke er der.
- det ville bare være nemmere, hvis nu kemien var der. Hvis ikke jeg fornemmede det er skævt, og 'det her svinger jo slet ikke & matcher slet ikke mig'. Eller hvis ikke det betød noget. Men det gør det, så. Nemmere hvis ikke min intuition & fornemmelse, mavefornemmelse - helt ind i knoglerne, sagde mig noget andet. Det ville bare være nemmere & ukompliceret, lige nu. Men, det er det så ikke.
Hvis nu... kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Jeg må gøre noget andet. Gå en anden vej. Se nogle andre muligheder. Kompliceret eller ej. ♥
Jo mere jeg tænker over det, jo mere opdager jeg, at det ikke er noget jeg kan tænke mig til. Og over.
Det er en fornemmelse, ikke en tanke. Og jeg synes ikke at kunne lave den om. Fornemmelsen. Uanset jeg rigtig gerne ville. Jeg kan ikke tænke mig til, at ændre en kemi, der bare ikke er der.
- det ville bare være nemmere, hvis nu kemien var der. Hvis ikke jeg fornemmede det er skævt, og 'det her svinger jo slet ikke & matcher slet ikke mig'. Eller hvis ikke det betød noget. Men det gør det, så. Nemmere hvis ikke min intuition & fornemmelse, mavefornemmelse - helt ind i knoglerne, sagde mig noget andet. Det ville bare være nemmere & ukompliceret, lige nu. Men, det er det så ikke.
Hvis nu... kan jeg ikke rigtigt bruge til noget. Jeg må gøre noget andet. Gå en anden vej. Se nogle andre muligheder. Kompliceret eller ej. ♥
fredag den 16. december 2011
Walk this way
Hvis du får trang til at gå derud - kan du så ikke istedet gå herud, til mig?.. Skrev min veninde en sen aftentime.
Hendes ord flød fra min indbakke på mobilen, og direkte ned i mit hjerte.
Så præcist, så konkret, at det rørte mig dybt. Og hendes omtanke, ligeså.
Tak I ♥ Den er gemt, i mit hjerte.
Hendes ord flød fra min indbakke på mobilen, og direkte ned i mit hjerte.
Så præcist, så konkret, at det rørte mig dybt. Og hendes omtanke, ligeså.
Tak I ♥ Den er gemt, i mit hjerte.
Etiketter:
bånd,
det usagte,
du er ikke alene,
fællesskab,
relationer,
Venskaber
Abonner på:
Opslag (Atom)