Famlende relationer

Relationer.
Det er eddermanme noget svært noget. Men jo også noget givende noget! Ej at forglemme.
Og, der udviklingen sker..... sagde pædagogens lærebog, kapitel 1 sådan ca.
Teori har bare altid faldet mig nemmere & mere logisk, end praksis.

Nogle gange har jeg det som om, at jeg er med i et spil. Hvor alle omkring har fået forklaret hvad det går ud på. Hvor jeg smider en Ruder, i et forsøg på at spille med. Mens alle omkring kan se - Vi spiller squ da Klør. Hallo!

Jeg har famlet mig frem. Gennem mange, mange år. Og gør stadig. Godt støttet af guidning ved min side. Men alligevel rigtig meget ukendt land, at forsøge sig på.
Og jeg har været enormt bange for, at mine handlinger skulle føre til, at andre ikke kunne lide mig. At de ville skubbe mig væk. Tage afstand fra mig. Hvis jeg f.eks. sagde fra, også.
Alligevel var jeg nødt til, at lære at sige fra. (det øver jeg mig stadig på). Uanset hvad det måtte medføre af konsekvenser. Og det har været med til at danne nogle billeder af mig, som blev en slags 'fortælling' om hvem jeg er. Hvad jeg kan & ikke kan. Vil & ikke vil. Og det var rigtig godt! Det gav mig nogle platforme, at finde mig selv ud fra.  Men, det er svært, når den fortælling ændrer sig. Svært, at skulle 'fortælle den om'.
For pludselig oplever jeg en masse reaktioner på at jeg har rykket mig. Reaktioner på, at det jeg ikke selv har opdaget har ændret sig, HAR ændret sig - og nu danner et andet billede. Og ja, det kan se noget forvirrende ud. Også fra min vinkel.


Pludselig kan noget føles, som var det med omvendt fortegn. Som, bliver det jeg har forsøgt mig frem med, stødt og roligt - det jeg har lært .. vendt imod mig. Det er med sikkerhed ikke hensigten. At all. Men det er sådan det føles. Jeg bliver enormt ramt.
Det plejer du da ikke at kunne? 
Det troede jeg ikke du evnede. Kunne. Havde lyst til. Ville. Gjorde?
Nej. Men, sådan er det så - nu. Siger jeg forsigtigt, uden helt selv at forstå det.

Eller - Nogle gange kan du, andre gange ikke. Det er squ da forvirrende.
Og ja, det er dét. Også for mig.
Altså, jeg har jo ligesom været dér, undervejs, i hele processen. Men, der er rigtig meget der først går op for mig er ændret, når jeg står i situationen. Når jeg bliver konfronteret med det. Direkte.
Og det er dér, det kan føles rigtig ubehageligt. Og jeg føler, at jeg skal forsvare mig. På en eller anden måde. Forklare, mig.
Og hvorfor nu egentlig det? For, det er jo mig selv der føler det sådan. Det er dét, jeg selv oplever at reagere med. Et form for angreb. Så jeg skal forsvare? I don't get it. Opdager bare, at det sker.
Og jeg kan forstå det er forvirrende. Kompliceret. Mærkeligt. At ting ændrer sig. Det er dét også for mig.

Engang var dét f.eks. sådan, at det at gå i biografen var så angstfremkaldende, at jeg nærmest bare ved tanken om, at nogen kunne finde på at foreslå det, gik i knæ. Tog jeg med, trods hjertebanken & kvælningsfornemmelser, sad jeg dér, stiv som et bræt & forsøgte at fokusere på at jeg IKKE var fanget. Filmen kunne jeg slet ikke følge med i. Og jeg deltog egentlig mest, fordi jeg gerne ville være med. Og fordi jeg, ja - gerne ville kunne dét som jeg synes jeg burde kunne. En biograftur med veninder var noget af det. En periode sagde jeg Nej Tak, til stort set alt jeg ikke havde det godt med at gøre. Bare.... Nej Tak. Det var også en proces. Og det blev til 'Nå ja, du tager ikke i biografen'. Et billede på jeg-er-sådan-en-som-ikke-går-i-biografen.
Indtil det ændrede sig. Uden jeg ved hvorfor. Eller hvordan. Eller hvor længe der gik. Jeg opdagede ikke konkret at biograftur blev en ændring. Eller tiden mellem totalpanisk, til Nu. Det ændrede sig 'bare' i takt med alt muligt andet i & omkring mig der blev taget fat på. Og arbejdet med.
Idag går jeg gerne i biografen. Og er der ingen der er med på en biograftur, så går jeg selv. Elsker, at se film.
Det er bare pisseforvirrende at finde ud af! Kan mine omgivelser ytre til mig. Jeg troede ikke du kunne lide at gå i biografen, og det kan du pludselig godt. Så er det svært at vide, at du gerne vil med.
Og ja! Det er squ da forvirrende. Også for mig selv. Men, jeg kan ikke rigtigt andet end at sige at nu har det ændret sig. Og nu vil jeg gerne tage med. Hvis de vil have mig.

Det har også været den anden vej rundt. At jeg altid var klar & på, til fest hele natten uanset hvilken dag vi talte om. Indtil jeg pludselig begyndte at trække mig tilbage. Ikke var så klar, mere. Det tog også noget tid, og var en løbende proces, at få fremstammet & delt, at nu var jeg ikke til dét. Mere. Jamen, hvorfor ikke? Arh, kom nu! De omkring fattede ingenting. Og pludselig, havde vi bare ikke rigtigt noget at sige til hinanden. Der blev ligesom bare... stille. Vi havde ikke noget sammen, mere.

Det handler jo ikke om hvorvidt jeg nu synes det er fedt at gå i biografen eller ej. Eller kører fester hvorend der var mulighed. Eller om hvorvidt jeg nu har sluppet en angst, og oplever at kunne noget jeg ikke før kunne.
Det handler om, at jeg er forvirret. Eller bliver det. Og omgivelserne ligeså. Og at nogle 'fortællinger' om mig, må laves om. Når jeg selv opdager dem. Eller omgivelserne gør mig opmærksom på dem. Og hele forvirringen i det. Kunne man dog bare have en infoliste, der lige kort ridsede op, Godt; Her er så de ændringer der er sket. Nu er det sådan jeg står.
Ligesom det også handler om, at hele den her proces med at forsøge sig frem i relationer, bare er en on-going øvelse. Og hvor jeg bare ind imellem må smide håndklædet i ringen, og sige, at jeg ikke er med. Ikke forstår, eller ikke kan sige hvad det er jeg forsøger mig frem med.

Gennem tiden har jeg været for frembrusende, for tilbageholdende, for kæk, for ligeglad, for overfladisk, for dyb, for forklarende, for stille, for meget, for lidt, for ansvarsløs, for bevidst, and you name it. Alle de der fodfejl man begår, når man forsøger sig frem, i et land der er fuldstændig ukendt.
Alle de der fejl man begår, når man må famle sig frem, nogle gange som i blinde. Og risikere at gå i vandet.
Jeg har brændt nallerne gevaldigt, på mine forsøg udi relationernes kunst. Men også lært af dem alle. Nogle af dem brænder endnu. Nogle har endda sat sig som synlige ar.
Jeg har gået som på æggeskaller, for ikke at jokke ved siden af, og tiet stille med hvad der faldt mig ind - i et forsøg på ikke at spolere mere end der kunne rettes op. Tiet stille. Holdt igen.
Ligesom jeg har vadet direkte henover afspærringer. Bare trampet henover med ordstrømme, der aldrig syntes at høre op.
Altsammen, i kunsten at forsøge at forstå. Forsøge mig frem. Være, med. Være i relation.

Jeg har også forsøgt mig på hvad der kunne føles som nogenlunde sikker grund. Forsøgt mig der hvor jeg ikke troede, at jeg ville brænde nallerne (igen). En masse udefinerbart & flyvsk, som egentlig kan være ret konkret.
For fanden nej, hvor har jeg ikke turde sætte mig selv derud, hvor jeg kunne risikere at miste det der betød noget. Før jeg havde gjort nogle forsøg, øvet mig, mere 'i smug', knap så tydeligt. (er det strengt?). Nej, jeg har ikke turdet være famlende, dér hvor klarhed var et absolut must for, at relationen kunne bestå. Ikke for alvor turdet væve mig rundt i mine ord & forsøge at italesætte f.eks. store eller nære følelser, dér hvor de rent faktisk hørte hjemme. Dér hvor det betød noget.
Jo, jeg har da forsøgt. Men, også brændt nallerne så gevaldigt, i mine famlende forsøg. Og broer, er ligeså blevet brændt. Nogle af dem, hvor jeg er stået uforstående tilbage.
Så jeg har tøvet, dér hvor det føltes vigtigt. Der hvor der er noget at miste.
Istedet prøvet mig frem, der hvor det måske ikke føltes så sårbart. Det har føltes mere safe. Mere i orden at forsøge. Og at acceptere, at det var famlende. Der hvor jeg ikke var så ufatteligt bange for at miste!
For, jeg ønsker jo ikke at miste dem. De der har den der særlige plads i mit hjerte. De betyder meget for mig. Hver & een. De betyder så meget, at jeg ikke tør sige det. Eller nærmest bare sige fra eller til. Før jeg ved hvordan. Før jeg har forsøgt mig, på anden vis. De betyder så meget, at jeg ikke tør være famlende. Ikke tør vove pelsen, og jokke ved siden af. For, så mister jeg dem. Måske.

Men, det gør jeg også, hvis ikke jeg forsøger. Hvis ikke jeg vover at kaste mig ud på usikker grund, der hvor det også betyder noget. Der hvor hele øvelsen bliver aktuel.