Jeg ved, at det er tid til et skifte

Jeg ved, at jeg må gøre noget andet.
Jeg ved, at det er tid til et skifte.

Jeg har en storm i mit hoved, som hele tiden synes at hvirvles op.
Mest, når jeg gør forsøget på at ride den af.
Det går ikke så godt med den plan, hva? Tænker jeg tørt.
Jeg forsøger at skabe det stille vand. Ikke lade stormen rase. Ikke flyde med.
Men mine forsøg har synes at piske stormen op. Igen & igen & igen.
Og jeg flyder med, selvom jeg tror jeg padler som en gal, for at komme på land.
Måske er jeg ligefrem blevet 'bange' for at komme til at flyde med? Nu? En øjenåbner af en kaliber, jeg næsten ikke ved hvad jeg skal stille op med.
Jeg ved, at når jeg flyder med, så føles det ude-af-min-kontrol.
Det skaber intet godt. Blot flere storme.
Og i stormen kan jeg ikke se dig. Ligesom jeg heller ikke kan se mig.
Alting bliver utydeligt, transparent.
Og min frygt bliver vakt til live.

Jeg ved, at det er tid til et skifte.
Jeg ved, at jeg må gøre noget andet.
Jeg ved, at jeg har fejl på linjen. At min hjerne tror den passer på mig.
Med alt sin uklarhed, storme & tvivl.
Men det der sker er lige modsat.
Det der sker, gør utryg.
Det er slut med at tro på det min hjerne gerne vil fortsætte med.
Slut med at frygte, det som ikke er.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det. Men, jeg ved at jeg må starte et sted.
Der bliver nødt til at komme ro. Jeg må selv skabe den.

Jeg parkerer tanker, som ikke hører til nu.
& tænker over, hvad der så gør.
Hører til, nu . Hvad jeg vil. Nu.
Det er her jeg kan skabe det jeg ved. Med sikkerhed.
Her jeg ikke behøver frygte det ukendte.
Det er her jeg kan tro på hvad jeg ser.
Hvis jeg giver lov at stole på det. Og tør.

Så kom dog for f***** igang