Uanset den ikke giver mening, i nuet - så gjorde den engang. Og det kan være en trøst, midt i forvirringen.
Nogle gange er der særlige ord jeg kan læse. Enten som jeg selv, eller andre har skrevet. Jeg kan gå tilbage, og ligesom lande på ordene igen.
De her er fra 2010.
Fri til at gå hvor du vil.
Jeg passerer de andre studerende. De står udenfor bygningen. Ryger, small-talker, sidder afslappede der i solen.
Jeg mærker angsten og panikken lægge sig som en skygge henover mig
Som en klam hånd om min nakke, trækker den mig nedad
Jeg er nødt til at gå forbi dem, for at komme ind til min aftale.
Ind. Derinde på gangen. På studiet, som jeg har haft min vante gang på, gennem flere år nu.
Deres stemmer skærer igennem mine ører.
Alle sanser er nærmest skærpet.
Jeg går i panik, i dét sekund min hånd rører håndtaget ind til bygningen.
Der er mennesker allevegne! Jeg er omringet! Jeg kan ikke komme væk!
Jeg går ind. Iler ud på toilettet.
Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke se klart. Jeg kan ikke få mine hænder til at samarbejde.
Jeg mærker angsten og panikken lægge sig som en skygge henover mig
Som en klam hånd om min nakke, trækker den mig nedad
Jeg er nødt til at gå forbi dem, for at komme ind til min aftale.
Ind. Derinde på gangen. På studiet, som jeg har haft min vante gang på, gennem flere år nu.
Deres stemmer skærer igennem mine ører.
Alle sanser er nærmest skærpet.
Jeg går i panik, i dét sekund min hånd rører håndtaget ind til bygningen.
Der er mennesker allevegne! Jeg er omringet! Jeg kan ikke komme væk!
Jeg går ind. Iler ud på toilettet.
Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke se klart. Jeg kan ikke få mine hænder til at samarbejde.
Lås nu den dør, for helvede!!
Jeg kan høre andre studerende ude på gangen. Deres stemmer skærer i mit hoved.
Jeg tør ikke gå derud. Og bliver frustreret over mig selv.
Nu tager du dig fandme sammen! Dunker jeg mig selv oveni hovedet.
Der er ikke noget farligt her!.
Jeg kan høre andre studerende ude på gangen. Deres stemmer skærer i mit hoved.
Jeg tør ikke gå derud. Og bliver frustreret over mig selv.
Nu tager du dig fandme sammen! Dunker jeg mig selv oveni hovedet.
Der er ikke noget farligt her!.
Jeg tøver. Venter lidt. Prøver bare at trække vejret.
Jeg går ud fra toilettet. Kryber langs panelerne.
Lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig.
Der er 6 minutter til jeg skal være i et bestemt lokale.
Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig, i al den tid!
Inde i mit hoved spæner jeg rundt. Ude i virkeligheden står jeg som boltret fast til jorden.
Sekunderne snegler sig afsted....
Jeg kan ikke være her! Jeg må ud! Væk!
Panikken har overmandet mig fuldstændig.
Jeg halvt løber ud af døren. Løber hen til parkeringspladsen.
Der er også mennesker. Ikke mange, men der er nogen.
jeg kan slet ikke overskue det. Hvor skal jeg gøre af mig????
Jeg går rundt i cirkler. Kan jeg nå tilbage til min bil?
Jeg går ud fra toilettet. Kryber langs panelerne.
Lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig.
Der er 6 minutter til jeg skal være i et bestemt lokale.
Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig, i al den tid!
Inde i mit hoved spæner jeg rundt. Ude i virkeligheden står jeg som boltret fast til jorden.
Sekunderne snegler sig afsted....
Jeg kan ikke være her! Jeg må ud! Væk!
Panikken har overmandet mig fuldstændig.
Jeg halvt løber ud af døren. Løber hen til parkeringspladsen.
Der er også mennesker. Ikke mange, men der er nogen.
jeg kan slet ikke overskue det. Hvor skal jeg gøre af mig????
Jeg går rundt i cirkler. Kan jeg nå tilbage til min bil?
Jeg skal møde ind nu. Jeg går tilbage.
Benene er ligesom tunge. Jeg skal koncentrere mig om at kunne gå.
Jeg går ned mod bygningen. Der er glasruder ud til vejen jeg kommer gående på.
Benene er ligesom tunge. Jeg skal koncentrere mig om at kunne gå.
Jeg går ned mod bygningen. Der er glasruder ud til vejen jeg kommer gående på.
Jeg føler hele verden sidder derinde bag ruden, og glor ud på mig.
Min vejleder, som jeg skal mødes med, stikker hovedet ud af døren, da hun ser jeg kommer gående.
'Du har det da ikke godt, hva?' - siger hun til mig, og ser på mig med et undersøgende blik.
Jeg er så fokuseret på at gå - bare gå, gå, gå, at jeg er bange for at stoppe!
'Vi skal være herinde'- siger hun, og peger hen på lokalet foran mig.
Jeg vakler ind, sætter mig ned og mærker hvordan panikken raser i hele kroppen.
'Hvad sker der?' - spørger hun.
Jeg tøver lidt. Ser på hende.
Min vejleder, som jeg skal mødes med, stikker hovedet ud af døren, da hun ser jeg kommer gående.
'Du har det da ikke godt, hva?' - siger hun til mig, og ser på mig med et undersøgende blik.
Jeg er så fokuseret på at gå - bare gå, gå, gå, at jeg er bange for at stoppe!
'Vi skal være herinde'- siger hun, og peger hen på lokalet foran mig.
Jeg vakler ind, sætter mig ned og mærker hvordan panikken raser i hele kroppen.
'Hvad sker der?' - spørger hun.
Jeg tøver lidt. Ser på hende.
Det er som om panikken fylder hele rummet ud. Jeg kan næsten ikke få øje på hende.
'Jeg kan ikke være her. Jeg er ligesom.....fanget!'. siger jeg med en stemme, der lyder som kommer den et andet sted fra, end mig selv.
'Jeg kan ikke være her. Jeg er ligesom.....fanget!'. siger jeg med en stemme, der lyder som kommer den et andet sted fra, end mig selv.
'Du kan ikke være HER? Spørger hun. Er det bedre at gå ud? Et andet lokale?'
Nej, jeg kan bare ikke .... være. Jeg er i panik! Der er mennesker alle vegne!
Jeg bliver overrasket over alle de ord der vælter ud af min mund.
'Nej, der er ikke nogen mennesker herinde. Kun mig.' siger hun, og får mig til at kigge rundt i lokalet.
Nej, jeg kan bare ikke .... være. Jeg er i panik! Der er mennesker alle vegne!
Jeg bliver overrasket over alle de ord der vælter ud af min mund.
'Nej, der er ikke nogen mennesker herinde. Kun mig.' siger hun, og får mig til at kigge rundt i lokalet.
Der er stille lidt. Jeg hører kun mit hjerte hamre.
'Ville det være bedst om du gik? Spørger hun.
Jeg tøver. Kan man det? Kan man bare GÅ? kører det rundt i mit hoved. Jeg ved ikke rigtigt?
'Der er ingen der har fanget dig her, ved du godt . Du er fri til at gå hvor du vil' - siger hun.
Og tårerne begynder at løbe ned af mine kinder. Uden jeg helt forstår hvorfor.
Ja, nikker jeg. Det ville det vidst. Hendes ord falder mere og mere ind.
Du er fri til at gå hvor du vil
Så det gør jeg. Jeg tager mine ting og går.
Det ene ben foran det andet. Ud af døren. Ned af stien. Væk. For det har jeg valgt.
Panikken forsvinder ligeså stille.
Det ene ben foran det andet. Ud af døren. Ned af stien. Væk. For det har jeg valgt.
Panikken forsvinder ligeså stille.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar