Okay, the drugs work. . .

Ja, okay jeg indrømmer det. Går til bekendelse. Kryber til korset. Siger jeg tog fejl. Og vedstår.

Nej, jeg skulle bestemt ikke have nogen former for medicin mod angst. Overhovedet ikke. End of discussion!
Ja, jeg blev skide sur hver gang det blev bragt på banen. Blev ramt. Var ren modstand. No way! Det kan ikke gøre en forskel for mig. Stejl. Og meget værdiladet.
Ja, det var jeg.

Men jo. Okay så. Det GØR en forskel. Det må jeg jo erkende. Her efter at have 'testet' noget forskelligt gennem tid. Og opdaget, at det seneste - ja, det gør så altså en lille forskel.
Det tager altså lige toppen, eller bunden - eller hvordan man nu vælger at se på det. Eller, det samler lige hjernen lidt inden jeg bliver 10sporet motorvej, med tanker i øst & vest, eller ryger ud over kanten i panik konstant. Eller hvad det er det gør (eller jeg gør). Et eller andet gør det. I hvert fald.

Jeg skulle ikke, sådan til at starte med, tage noget fast. På klokkeslet. Dække døgnet ind og så'n. Det skulle bare være når & hvis nu.... (ja, det var nok mest mig der synes det var vigtigt at holde fast i det)
Det var ligesom en del af hele konceptet. Og en af grundene til at jeg turde forsøge. At det ikke skulle være noget fast. Bare noget, Når & hvis. . .
Men altså, ja. . . det blev ret hurtigt, at det nok blev rimelig fast.
Jeg opdagede det ikke sådan rigtigt. Det blev nok 'bare', noget af det her, der - bare blev. Tænkte ikke dybere over forskellen med eller uden. 'Hjerne med piller, eller uden'.
Indtil det så var, at jeg lod være. Altså, med at tage dem.
Synes ikke rigtigt jeg havde brug for dem. Jeg skulle jo ikke noget 'særligt'. Skulle ikke noget sindsoprivende, eller i den dur. Jeg kunne da sikkert godt bare nøjes med at tage dem ind imellem. Springe nogle dage over, i hvert fald.
Der var det så, at jeg lige fik øje på virkningen.
Omend den ikke er fuldstændig skelsættende klar, så opdagede jeg da den udeblev. Eller, det vil sige, jeg opdagede det først bagefter. Efter, at have haft nogle dage med en hjerne der bare synes at køre 10sporet motorvej. Og jeg faktisk ikke rigtigt kunne forstå hvor alt det mylder kom fra.

Så altså, ja. Jeg skal nok bare tage den medicin som en hjælp lige nu. Pakke mine tvivl & stejlhed ned i en aflåst box, mens jeg siger okay til, at det er sådan det må være. Lige nu.
Hvis det er dét der skal til, for at jeg kan ånde lidt bedre her, tøjle mylderet, eller hvad det er de nu gør - de der bittesmå tabletter - so be it.

I know. Jeg ville ikke. Jeg troede ikke på det. Men, det gør jeg så nu.