Okay.
Alle de her ord bliver noget ævl.
Til fortrydelse. Tvivl hele tiden.
Det er som vandfald der vælter ud af mig, hvor der i virkeligheden burde være fuldstændigt stille.
Hver gang jeg siger et ord, fortryder jeg det. Hver gang jeg skriver et ord, fortryder jeg det. Får lyst til at trække dem alle tilbage.
Eller... måske er det mere, at jeg vender & drejer hvert et eneste ord. Bagefter. Drejer dem alle & nærmest så enkeltvis, at de til sidst mister deres betydning.
De kan ikke stå alene, for så føles de så mærkeligt ene. Nøgne.
Og de kan heller ikke flettes ind i sammenhængen igen. Når først de er skilt ud.
Hvorfor kan du ikke bare lade dem være hvad de er? Lade dem stå. Hænge.
I luften. Eller på skrift.
Det ved jeg ikke.
Hvorfor ikke bare lade dem blive? Forblive? Også af respekt for det de er, og var?
Det ved jeg ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar