Jeg skylder hende selve livet

Mit hjerte er fyldt med taknemmelighed over at hun var der. En taknemmelighed jeg ikke har udtrykt nok.  Mit hjerte giver et knæk over den mangel. Et knæk, at jeg ikke har formået. 


Hun har reddet mit liv, i bogstavligste forstand. Så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Trukket mig ud af alverdens søle, hevet mig i læ for stormen. Rejst mig op når jeg faldt, og hjulpet mig at hele mine sår. 
Hun har holdt mit håb, mens jeg selv ikke troede det fandtes. Holdt ved, holdt ud, og båret det. 


Var det ikke for hende, var jeg for længst død. Jeg havde ALDRIG klaret den alene. 
Havde hun ikke været der, med sit væsen, sit hjerte, sin tro og enorme styrke, så havde jeg ikke trukket mit vejr idag. 
Heller aldrig havde jeg gået de veje jeg er gået, uden hun havde gået dem med mig. 
Ofte kan man sige, at hun gik dem & jeg blot fulgte efter.
En evig inspiration, guide, vejviser, læhegn og sejl.
Hun stoppede aldrig med at vise mig vej, og at hun gik dem med mig. Forlod mig aldrig, alene tilbage, uanset hvad der end skete. 


Hun har ofret meget, for min skyld. Givet alt hvad hun kunne. Og mere til.
Faktisk har hun givet så meget, at jeg aldrig vil kunne takke hende nok. 
For tak er kun et fattigt ord, hvor ingen andre synes at slå til. 
Hvordan udtrykker man sin taknemmelighed i ord, når det er selve livet der blev bevaret?
Jeg ville ønske, hun vidste hvor taknemmelig jeg er. Ville ønske jeg havde skrevet det i stjernerne. Ville ønske jeg havde fået en flyvemaskine til at skrive det som sky-line, så alle i verden kunne se det! Men ikke mindst, at hun så det. At hun vidste, hvad mit hjerte er fyldt med. En taknemmelighed så stor, at ingen ord rækker.


Tak for dig, Odile Poulsen.