Okay. Truth is. . jeg har squ faktisk overhovedet ingen ide om, hvad der ligesom er meningen, der skal være her. Og herfra. Jeg står bare et sted, hvor jeg ikke aner en vej.
Jo, jeg har stået der før. Altså, ikke lige præcis HER, men dér - hvor jeg ikke anede.
Og gik det ikke alligevel? Viste der sig ikke en vej? Blev der ikke skabt en vej? Eller flere? Jo.
Viste tingene sig ikke hen af vejen? Jo.
Hvorfor fanden føles det så, som var der sprunget et hul i jorden. Og dér, helt dernede opholder jeg mig. Uden udsyn til hvad der foregår 'deroppe', hvor vejene krydser hinanden.
Jeg aner intet. Og skimter intet - retning, 'mål', derude, et sted i fremtiden.
Som et ekko af rungende tomhed, der bare fyldes ud med dyb angst.
Hvorfor er det så væsentligt, at det jeg troede jeg skulle, skal jeg ikke? Hvorfor betyder det så meget, at indse, at det kan jeg ikke. Hvorfor er det ikke bare, at lave en anden plan så? Gøre noget andet? Finde ud af hvad det andet kunne være?
Det kan umuligt, 'kun' være fordi, at jeg håbede. Troede. Det kan ikke bare være det. Det føles større. Mere. . . grundlæggende. Grundlæggende, uden at ane en grund. Wierd.
Det er ikke en skuffelse. Det er mere en . . . . følelse af - kan jeg overhovedet noget?
Hvad skal der blive af mig? mærkeligt tomrum.
Som havde hullet i jorden, sprængt et ligeså stort tomrum, i mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar