Et punktum der aldrig synes at kunne sættes

Jeg hørte den her single den anden dag. Og af en eller anden grund, gik ordene lige i maven på mig. Tårerne strømmede bare ud.
Egentlig er genren i en kategori der ikke plejer, at vække de store følelser eller genkendelse hos mig. Men den her, den rør mig dybt. Den rammer, helt ind, hver gang. Selvom selve teksten, egentlig umiddelbart emmede af Kom nu! Kæmp lidt mere! Sæt en streg i sandet. Bryd dine baner. Så sætter den tanker igang. Nye, for hver gang jeg har hørt den.



Ligesom med musik, og tekster i musikken, så er det at skrive, noget der bare åbner for kanaler jeg ikke helt har styr på.
Det her med at skrive. Det er som at skrive sig vej, for mig. Snørklede ord, der bliver til indsigter mens fingrene glider over tasterne. Noget kan landes. Når sidste punktum er sat.
Men, oftest, så åbner det skrevne for noget. Åbner op, for mere, større, flere ord, andre tanker, refleksioner. Som kan sætningerne aldrig ende! For der kommer hele tiden een mere. En anden tanke, overvejelse, refleksion. Det er som om, at hver en sætning er noget jeg kan skrive videre på.
Næsten hver gang jeg har afsluttet et indlæg, lukket ned for skærmen - så popper der flere ord op.
Og jeg får lyst at redigere. Tilføje. Skrive videre. Som var det en ongoing proces, en opgave der ikke var afsluttet. Som hele tiden kan åbnes op, og skrives videre på.
Det gør jeg så ind imellem. Skriver videre. Tilføjer. Redigerer. Andre gange lader jeg det være. Som det var. Også af respekt for, at sådan var det, lige i nuet. Indtil jeg fik en anden tanke. Det er en underlig proces og balance. Men også meget meningsfuld, for mig.