Jeg gik med. Men nu går jeg.

Nej.
Slut. Færdig. End of story.
Jeg gider det ikke mere. Det er ikke meningen. Det ved jeg. Og alligevel var jeg i tvivl.

Bli'r ved, at hoppe tilbage på en gammel pind.
Må gøre noget andet.
En anden vej

Det er egentlig ligemeget hvorfor.
Hvorfor, betyder ingenting.

Alligevel mangler jeg at lukke en dør. Forklaringen, eftertanken. Reflektionen, for mig selv. Kun.
Så jeg kan smække den. Døren. Med det brag jeg ønskede jeg kunne have gjort.

Der blev revet op, i hændelser jeg havde lukket. Ikke ønskede at åbne. Igen.
Boret. Ind til benet. Mens jeg forsøgte at sige Nej!
Jeg vidste godt, at det ikke var meningen. At jeg ikke skulle tilbage i tanken. Beskrivelsen. Erindringen.
At jeg ikke skulle kratte i det tynde lag af hud, der -når alt kommer til alt- alligevel havde nået at lægge sig.
Jeg vidste det godt.
Og alligevel blev jeg flået. Lod mig flå. Rive. Kratte.
Det var slet ikke det jeg skulle
men det blev.

Og jeg har været gal. Vred! Mest på mig selv, egentlig.
Over, at jeg ikke formåede, at sige fra.
Gå med min egen mavefornemmelse.

Jeg har været gal. Også over følelsen af sluser der blev krænget op.
Et helt forløb af hændelser, der bare var ved at finde sin plads. Og som istedet rejste sig igen! Stod så klart på min nethinde.
Endnu engang.
Som havde jeg slet ikke været dét foruden.

Jeg glemte hvordan det var. Før.
Før, at hudlaget blev krattet i.
Og sluserne åbnede sig.
Stod pludselig bare med det hele i hænderne igen. Som var alting faldet ned af deres hylder.
Det var ikke meningen at der skulle røres ved de hylder! Det vidste jeg godt. Men jeg kunne ikke sige fra. Og jeg kan ikke bære det hele! Det var derfor hylderne var der!

Og jeg står tilbage med åbningerne. Fra sluserne. Krænget åbne, som de nu står. Så åbne at jeg kan kigge dybt ned i såret. Se alt det jeg var ved at få dækket til.

Må lukke dem. Igen.
Det skal de. Og jeg ved, at der kunne lægge sig et fint lag af hud henover. Det var der kommet.
Det kan der komme igen. Siger jeg til mig selv.
Jeg må bare lade det hele. Ligeså stille.
Og tilgive mig selv, at jeg lod mig føre ned af erindringens veje.
Lod mig føre, selvom jeg vidste det var forkert.
Tillod at der blev rykket ved mine hylder. Selvom jeg vidste det var forkert.
Ja. Det gjorde jeg.

Jeg gik med.
Men nu går jeg.