Min streg i sandet

Jamen, så næste gang, så kan du måske holde i 3 måneder og TO dage..

Jeg ved fandme ikke hvad det er, men det klinger så hult i mig, at alting bare stritter.
At ordene bare står i kø for at vælte ud, møve sig frem der på pladsen. Pludselig føles det som en kampplads.
Men jeg gider ikke kæmpe den kamp. Har en anden der føles mere værdifuld, for mig.
En indsigt, som jeg bare endnu ikke har ord for. Og som jeg prøver at finde vej i, uden helt at vide 'hvad den er'.
Det er i virkeligheden dén (eller dem?) - som jeg prøver at få ordene til at hjælpe mig med at forstå.
Det føles så grundlæggende, at jeg ikke kan komme udenom den.
Som at have fået et bat smasket lige i fjæset, men jeg kan endnu ikke se klart. Nok.
Og jeg væbner mig med tålmodighed, mens jeg prøver at finde hoved og hale i det. Mens jeg nærmer mig. Forsigtigt, tøvende, men undersøgende målrettet.

Undskyld, men jeg har bare ikke nogen ambition om, at se hvor længe jeg kan holde....

Ordene falder så køligt rolige, at jeg næsten ikke ænser dem. Falder uden kamp. Og glider ligeså stille ind på pladsen foran alle de andre.

Jeg har ingen ambition om at se hvor langt jeg kan gå ud, før jeg knækker. Basicly.
Jeg har en drøm om det modsatte. At lære at kunne se det FØR.
At lære, ikke altid at gå for langt. I alle mulige & umulige sammenhænge. Gå over mine grænser, mudre det hele til, væve rundt & blive for blandet med det omkring. Til jeg må trække mig. Helt væk. Væk, fordi det igen var alt for voldsomt.
Det er dér hele mit problem ligger. Dér jeg kommer til kort. Every fucking time.

Jeg kan sagtens presse mig selv, til jeg løber panden mod muren. Kan sagtens 'gøre det, som det er krævet jeg gør'. Har altid gjort. Evnet, at gøre. Men, for en tid. For så hver gang, at betale prisen efterfølgende.
Smil, og se ud som om det spiller. Mens jeg under overfladen har været mere end krakeleret.
Jeg kan sagtens gå alt, alt for langt. Uden overhovedet at ænse det, før jeg ligger lammet tilbage. Fuldstændigt paralyseret af slagene. Angst der lammer mig så markant, at jeg ikke engang kan åbne min egen hoveddør. Ja, sådan har mange dage om måneden været for mig gennem årene. Ja nogle gange har det været sådan i flere uger i træk. Det ved jeg alt om. Evner det, som var det dét mest naturligste i verden at gøre. Pres, pres, pres til du brækker dig.
Dét ved jeg lige præcis hvad er.

Jeg har bare ikke lyst til at brække mig mere. Helt ærligt.
Har lyst til at lære, at der er en grænse, før det.
Den grænse vil jeg gerne finde. Lære at kende.
Og det er virkeligheden dér jeg søger at finde hen mod.
Og dét jeg søger guidening i. For jeg er ikke sikker på, at jeg selv kan se hvordan jeg kommer derhen.

Og måske handler det om, at jeg oplever at blive provokeret over forestillingen om, at bare lige prøve lidt mere. Bare lidt. Forsøg igen, Kom, bare een gang mere....

Jeg har ikke LYST til, at styre direkte hen mod stødhegnet, og se hvornår støddet er kraftigt nok, til at det efterlader mig lammet og forbrændt.
Jeg har lyst til at lære, at fjerne mig. VÆK fra stødhegnet. Udenom.

Provokationen fører mig på en eller anden måde nærmere min egen mavefornemmelse.
Får mig til at indse, at det godt kan være, at verden omkring står & hepper på at jeg kommer tilbage på samme bane. Eller i det mindste de baner der ligger 'mere ligefor'. Men, jeg vil ikke tilbage. Uanset hvor meget der bliver heppet.
Pludselig ved jeg mere om hvad jeg egentlig har et ønske om.
Jeg bliver næsten helt forskrækket, da det bare føles SÅ rigtigt. Så fast. Så.....
Ja, det er sådan jeg har det. Punktum.

'Jamen, næste gang så.......'
Og jeg mærker bare den her følelse af, at have trukket en streg i sandet. Og at jeg bliver nødt til at trække den op igen & igen for mig selv, til den bliver mere skarp. Blivende. Ikke hele tiden bliver visket ud.

Der skal ikke blive en Næste gang. Som de forrige.
Det er i virkeligheden dér min udfordring ligger.