Der skal ske noget andet

Jeg har tænkt meget over det. Og havde faktisk besluttet, at jeg ville lukke min blog.
Jeg gjorde det også. Sådan on-off. Jeg lukkede den for udefrakommende trafik. Så var det kun jeg der kunne læse dens indhold, men det virkede egentlig også så mystisk.
Hey, hvorfor kan man ikke komme ind på din blog? Modtog jeg mails om. Og ja, det virker squ egentlig også lidt fjollet. At sætte sådan en form for 'spærre op' , hvorfor? Alligevel har jeg haft lyst til at lukke for bloggens rammer. Uden at slette den helt.
For jeg kan enten vælge, at lade den stå, at lukke den for andre end jeg selv, eller slette selve kontoen. Helt.
Det sidste synes jeg virker forkert. Og bunder nok i hvad jeg er nået frem til - her mens jeg har overvejet bloggens liv.

Jeg har tænkt over hvad der er godt & skidt, og hvorfor det ikke længere føles helt rigtigt for mig.
De sidste måneder har jeg skrevet ord & sendt dem ud. Flere gange har jeg mærket en modstand efterfølgende. Fået en lyst til at trække dem retur.

Og så er det, at det pludselig blev svært for mig med den her platform. Oplever at den ikke kan følge med.
Eller, at jeg ikke længere kan finde ud af at bruge den, uden at opleve en modstand. Og så føles det faktisk nærmest pludseligt som et tab. Noget jeg ikke længere har, som før.

Kan jeg ikke bare lade være at skrive dem, så? Har jeg også tænkt. Kan jeg ikke bare lade være at sende dem afsted, men forme dem alligevel?
Men det mærkelige er, at når platformen er her, så lander jeg hele tiden tilbage på dén.
Og den spærre jeg ville sætte op for læsning, handler nok i virkeligheden om at ville spærre lidt for mig selv.
Jeg kan ikke lade være at betragte det skrevne som en platform, men jeg oplever at jeg ikke længere kan tage afsæt. Et underligt dilemma af ambivalens, som jeg ikke har oplevet før. Og som jeg har tænkt meget over.

Måske har jeg egentlig lidt en følelse af, at jeg ikke længere kan bruge mine ord. Til at lande. Eller til at tage afsæt. At det at skrive dem & lægge dem her, føles halvhjertet og nogle dage helt forkert.
Jeg tror bare jeg er nået til den konklusion, at jeg lige nu ikke skal smide mine ord her.
Det er som om de hører til et andet sted.
Jeg har brug for at skrive, og brug for den vej skriften er - men jeg oplever, at ordene lige nu har udtjent sin tid.

Så' det squ også nemmere helt at fjerne den! har jeg tænkt, og det er så typisk mig ;-) Enten Eller, jaja & hvad vi har. Mellemveje er mit evige springpunkt. 

Men jeg har valgt at lade bloggen stå. Åben, læselig & tilgængelig. Både som en tanke om, at jeg måske får lyst at vende tilbage. Men især med tanken om respekt.
En respekt for det der har været. De ord jeg har plantet her gennem årene. Hvis jeg fjernede dem alle ville det være som at sige til mig selv, at jeg fortrød. Ikke stod ved dem. Det gør jeg, og derfor bliver de stående her.

Jeg ved ikke om jeg får lyst til at skrive igen.
Jeg ved ikke om der bare er dømt Pause.
Jeg ved bare, at jeg går rundt med en følelse der overskygger alt i mit liv lige nu. En følelse så stærk af, at Der skal ske noget andet. Bare noget andet -  jeg har ikke fingeren på hvad.

Og i den proces kan platformen her ikke være med. Måske kan den igen, på et senere tidspunkt. Eller på en helt anden måde.
Jeg ved det ikke. Vi må se.

Indtil da, tak fordi du læste med.
Pas godt på dig.
Kh. Silje

Ps; Du er fortsat velkommen til at smide mig en mail, på siljeliv@live.dk