Træk vejret

Jeg skal ud af døren lige om lidt. Spise hos nogle venner.
Der kommer vist flere end jeg kender & ved. Måske er det dét der er svært?
Tidspunktet er snart blevet lavet om en håndfuld gange, og jeg ved det er MIG der har et problem.
Det gør vel for fanden ikke det store, siger jeg irriteret på mig selv, men min hjerne kan bare ikke følge med. Alting tipper, og flyder over indeni mig.
Jeg ønsker mig sådan at det bliver anderledes - for good.

Lige nu ryster hver en fiber i min krop.
Angsten har sat sig som en hånd om min hals. Svært at synke, svært at trække vejret. Svært at være - ja bare dét.
Træk vejret. Kom. Træk vejret. Du kan godt. 

Jeg ved ikke hvorfor den her uro forplanter sig til angst. Ved ikke hvorfor mine hænder ryster mens jeg skriver.
Ved ikke hvad der er at være angst for.
Træk vejret. Kom, helt dybt ned. Træk vejret, så holder det op. 


Jeg ved ikke hvorfor angsten opstår.
Jeg ved ikke hvad det er det handler om, egentlig.
Jeg ved bare, at jeg må trække mit vejr.

Træk vejret. Så holder det op. Træk vejret, kom du kan godt.