I'd rather be a fuckup, than a fake

Tænk, hvor bange jeg har været for at blive dømt. Vejet & fundet for let. Frosset ude.
Jeg har varet mine ord, som ville det betyde jeg var en anden. Gemt dem, som ville de så forsvinde.
Men i tavsheden groede de sig større endnu, ligesom usikkerheden og min egen følelse af fallit.
Indtil jeg huskede det jeg har lært, at i det utydelige bliver alt slørret. Mere utydeligt, end det er til at tage & føle på.

Som var dét, det mest naturlige i verden, har jeg troet at mine ord ville skræmme dem allesammen væk.
At de ville tænke ligeså dårligt om mig, som jeg selv gør. Ville dømme, og aldrig se mig mere.
Så hvis jeg sagde højt, fortalte - ville de nok vende mig ryggen, bye bye.
At jeg så ville stå der, ene tilbage. Igen. Tanken kunne jeg slet, slet ikke bære.

Men, det var min egen forestilling der trådte frem. Og blev blandet ind.
En forestilling de slet ikke har fortjent!
Min egen lyst til at vende mig selv ryggen, blev en frygt for at ingen mere ville tage mig ind.

Jeg siger ikke det er nemt, at smide frygten for fordømmelse eller udelukkelse væk! Men, jeg opdagede at i varsomheden har jeg allerede tabt.
Jeg opdagede bare, at jeg heller ikke kan ånde der hvor jeg ikke kan tale frit. Om når jeg gør fejl & laver rod, fucker op. For sket er jo sket. Det er stadig mig. Uanset.

Det er også en del af mig. Omend den ikke er køn. Men jeg tager den i hånden, og ser hvor det vil føre mig hen. 
En opvågning af 'det her er så også mig. Gør det nogen forskel, om de kan li' mig eller ej?'. For i det uægte, er jeg jo ikke mig selv. Alligevel.
Jeg er nødt til at være den jeg er. Og ikke gemme væk eller fortie. Gør jeg, så visner jeg ligeså stille.

Da jeg sagde det højt, viste mine flag & lod det hele flyde - mistede det sin kraft. Styrke.
Det var som at slippe en byrde, jeg ikke vidste at jeg havde.
Men, da den slap, mærkede jeg dens tyngde.

Det var ligesom, at sige højt og tydeligt hvem jeg er.
Og min frygt for at blive dømt, lukket ude, cuttet af - blev gjort til skamme.
Tænk, al den frygt jeg har pint mig selv med. Og så mødte jeg bare en forståelse uden lige. En omtanke, af at være holdt af. Uanset.
Blev så berørt, over at høre det sagt, at mine tårer bare løb.
Ja, det var faktisk rart at få at vide. Jeg plejer at blive skræmt af de ord! Men, det er blevet, at jeg synes de er rare at høre. Vide.

Gid jeg må huske, hver gang jeg tvivler. For tvivle, det ved jeg at jeg gør.
Måske skal jeg nogle gange have bøjet tingene i neon. Huskes på det. Men, det er så også mig. På godt & ondt.
Jeg gad godt, at se hvad det er de ser. Gid det de ser, en dag bliver mit eget syn.

Jeg kan ikke gå tilbage, og ændre mine spor. Men, jeg er vågnet og ser anderledes.
Det føles godt, at have sagt. Føles godt at sige fra & til. Markere, og vove det tydelige. Jeg får mod på mere.
Det er vel i virkeligheden der jeg mærker hvem jeg er.
Med alt hvad det så indebærer.