Lige her, lige nu

Lige her, lige nu
Der tænker jeg, at alting nok skal falde på plads. Somehow.

Måske er det rødvinen? Varmen fra brændeovnen? Måske er det hyggen ved at være lidt hjemmefra, eller stilheden her på gæsteværelset? Måske er det ekkoet fra veninders glade latter, der stadig kan høres, her en time efter her blev stille?
Eller måske er det bare. . . sådan det er.
Lige her. Lige nu.

Gid jeg må huske præcis denne følelse. Gemme den godt. Og længe.

At trække ord tilbage

Okay.

Alle de her ord bliver noget ævl.
Til fortrydelse. Tvivl hele tiden.
Det er som vandfald der vælter ud af mig, hvor der i virkeligheden burde være fuldstændigt stille.
Hver gang jeg siger et ord, fortryder jeg det. Hver gang jeg skriver et ord, fortryder jeg det. Får lyst til at trække dem alle tilbage.

Eller... måske er det mere, at jeg vender & drejer hvert et eneste ord. Bagefter. Drejer dem alle & nærmest så enkeltvis, at de til sidst mister deres betydning.
De kan ikke stå alene, for så føles de så mærkeligt ene. Nøgne.
Og de kan heller ikke flettes ind i sammenhængen igen. Når først de er skilt ud.
Hvorfor kan du ikke bare lade dem være hvad de er? Lade dem stå. Hænge.
I luften. Eller på skrift.
Det ved jeg ikke.
Hvorfor ikke bare lade dem blive? Forblive? Også af respekt for det de er, og var?
Det ved jeg ikke.

Fortsættelse

Har tænkt hele natten. Tænkt videre.
Truth er også...... at jeg skal lade være at tænke 'det, at jeg ikke ved hvad der kan skabes frem', som tomt.
Ekkoet af det tomme kan jeg ikke være i.

Der er ikke tomt. Der er muligheder. Jeg skal nok finde dem. 
Bli'r den jeg lander mine tanker på.

Tomrum

Okay. Truth is. .  jeg har squ faktisk overhovedet ingen ide om, hvad der ligesom er meningen, der skal være her. Og herfra. Jeg står bare et sted, hvor jeg ikke aner en vej.
Jo, jeg har stået der før. Altså, ikke lige præcis HER, men dér - hvor jeg ikke anede.
Og gik det ikke alligevel? Viste der sig ikke en vej? Blev der ikke skabt en vej? Eller flere? Jo.
Viste tingene sig ikke hen af vejen? Jo.

Hvorfor fanden føles det så, som var der sprunget et hul i jorden. Og dér, helt dernede opholder jeg mig. Uden udsyn til hvad der foregår 'deroppe', hvor vejene krydser hinanden.

Jeg aner intet. Og skimter intet - retning, 'mål', derude, et sted i fremtiden.
Som et ekko af rungende tomhed, der bare fyldes ud med dyb angst.
Hvorfor er det så væsentligt, at det jeg troede jeg skulle, skal jeg ikke? Hvorfor betyder det så meget, at indse, at det kan jeg ikke. Hvorfor er det ikke bare, at lave en anden plan så? Gøre noget andet? Finde ud af hvad det andet kunne være?
Det kan umuligt, 'kun' være fordi, at jeg håbede. Troede. Det kan ikke bare være det. Det føles større. Mere. . . grundlæggende. Grundlæggende, uden at ane en grund. Wierd.
Det er ikke en skuffelse. Det er mere en . . . . følelse af - kan jeg overhovedet noget?
Hvad skal der blive af mig? mærkeligt tomrum.
Som havde hullet i jorden, sprængt et ligeså stort tomrum, i mig.

Art

The road

Driving up the coast

Eyes on the road

Nowhere in particular to go

Eyes on the road

You ask me what's my philosophy

And I say, well there is one thing I know about being happy

It's not about taming your pain and your fear and your enemy

You gotta let them all lose and surrender to live uncertainly

Eyes on the road

The road, the road, the road,

Eyes on the road

She quoted one of my saddest songs

The day she broke your sacred heart

She said I don't know witch I prefer to stay or go

But I've decided on the road

You ask me what is my advice

And it's true I've been down this road once or twice

And there are things you can't change and defeats you can't deny

And you waste your time and your life and your love if you try

Eyes on the road, the road, the road, the road

The road, the road, the road, the road

Eyes on the road

© Tina Dickow

At tilgive sig selv, for de valg man traf

Livet er bare.... et spørgsmål om valg der træffes. Ja, eller det modsatte. Ikke at træffe et valg, er også et valg.
Nogle perioder føles det som der er flere valg at træffe, end andre. Perioder, hvor valgene måske får mere fylde?

Nogle valg er sværere at træffe end andre.
Nogle kan næsten føles bittersweet.
Andre igen, kan føles som en lettelse. At have truffet.
Og nogle valg, må man tilgive sig selv, at man traf. I mangel af bedre eller større (?) indsigt.
Jeg tænker i øjeblikket rigtig meget over nogle af de valg jeg traf, som jeg må tilgive mig selv, at jeg gjorde.♥
Det synes jeg er svært. Det trækker tænder ud. Helt, enormt.
At se tilbage - se mig selv stå der, så ufatteligt uvidende. Og alligevel kan jeg huske følelsen af, at jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig. Jeg vidste bare ikke bedre. Og idag gør det ondt, at jeg ikke gjorde.
Jeg får lyst til at sige undskyld, til mig selv.
Jeg ser med klump i halsen, og tårer i øjnene, et billede af en yngre mig. Jeg ser hvordan jeg står der, forvirret & alene. Jeg ser mig selv udefra.  Jeg får lyst til at tage den yngre udgave af mig i hånden idag & sige; Det er okay. Du gjorde alt hvad du kunne.

Alt imens, træffer jeg andre valg idag. Og hver dag. Hver dag, er et valg.
Jeg træffer både de svære, de der kan føles bittersweet, men forhåbentlig også nogle af dem, som kan gøre godt.. ♥

Lægen har (fået?) holdninger

Der er rigtig mange meninger, og holdninger ikke mindst - til sovemedicin. Kemi, piller, drugs whatever.
Pas på, du risikerer at blive afhængig af dem!. Ja, det gør man sjovt nok også af søvn. Eller bare en smule hvile.
Det er bedre at 'lære' hvordan du kan sove uden. Eller det er bedre at lære hvordan du bliver træt til at kunne sove. 
Ja, bevares, det er det da. Bestemt. Men, indtil den dag indfinder sig, så ... hvad?
Stod det til mig lige nu, så tog jeg en sovepille hver aften. Så gav jeg mig gerne den mulighed, at få lidt ro på hjernen. Bare ind imellem. Den slår mig ikke ud - knockouter (selvom man ind imellem kunne drømme om det !). Men, uden - og med  3-4 timer om at falde i søvn. For så at vågne hver hele eller måske halve time, krydret med de styggeste mareridt i den her periode. Jo, det tog jeg gerne en pille på at springe lidt mindre krævende henover.
Men, nu har lægen med receptblokken også (fået?) en holdning. En mening. I hvert fald en anden end for bare en måned siden. Og æsken er tom. Receptblokken blank.

Såeh.....
Sleepless er mit mellemnavn. Men, jeg kan finde en ro ved at vide, at jeg i øjeblikket ikke skal stresse over, ikke at have fået 'nok' søvn. Har ikke et vækkeur der ringer og råber om arbejdspræstationer!!! småt 1½ - 2 timer efter det lykkedes mig at falde i søvn. Dét er jeg virkelig glad for.
Det pres, var ikke godt for noget. Og imens, så tager jeg lidt natten som den kommer. Forsøger ikke at hidse mig op over, at være søvnløs, præget af mareridt når søvnen endelig indfinder sig. (det går så nogle dage bedre end andre)
Forsøger egentlig bare, at lade de timer jeg ikke kan sove, være stille. Hyggelige. Læse. Skrive. Se ligegyldigt TV. Vaske op!
Og på et eller andet tidspunkt, får jeg vel sammenhængende søvn igen. Om det så skal blive på recept (fra en anden ) eller, ikke....

har lagt mine våben

.... Det er bare fordi jeg tænker, at Hvad nu hvis  jeg bare ikke har villet lytte, til den vifte der blev præsenteret? Hvis nu hvis alt dét, som jeg afviser at gå ind i, gå med til, forsøge....i virkeligheden, er at modarbejde?
Hvad nu hvis, det i virkeligheden er sådan, at det er at padle mod strømmen. Istedet for at ro med? At det er derfor jeg ikke kan se mulighederne? Her. & frustrationen bare vokser. Når jeg ikke vil flyde med. Bare, lade mig flyde. Men istedet stritter imod. Med al kraft.
Måske er det fordi det er skræmmende. Billedet, at flyde med?

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor jeg er så frustreret over at stå lige præcis her hvor jeg gør? Så frustreret at jeg mister al fornuft. Hvorfor jeg ser det som en fiasko, et nederlag, en mur. Fremfor at se, at det er herfra mulighederne er.
Hvorfor jeg tror de bare er ude på at snørre mig. Tage røven på mig. Proppe mig i nogle kasser jeg aldrig kan slippe ud af! Binde mig med bånd, der ikke kan klippes igen.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor det er så farligt at Gå med? Så farligt, at jeg må løbe den anden vej. Løbe som ind i helvede. Og bevare hvad bevares kan. Af mig. Dét jeg ved, er mig.
Hvorfor kasserne altid ses som en stigmatisering. Et brændemærke. Et reb der snørrer sig om hele mig. Og ikke en hjælpende hånd?

Det er bare fordi jeg tænker, om det i virkeligheden er så fandens vigtigt, hvilke kasser der end måtte komme? Man kan kalde det psykisk sygdom, stress, pres, angst, at bærret for hurtigt flyder over, for mig. Man kan kalde det skader, fejl & mangler, eller at have områder i sig selv, der bare er særligt følsomme. Man kan kalde det whatever det end måtte hedde. Og måske er det ikke vigtigt. I det store billede. Overhovedet. Måske, er det bare vigtigt at vide, at sådan er det. Nu. Og at et eller andet må ske.

Det er bare fordi jeg tænker, hvorfor frustrationen har sat sig som en snerren i min stemme? En vrissen, hvis ordene skulle komme ud. Hvorfor jeg ikke på nogen som helst måde har overskuddet til at gå ind i noget. Eller ud, for den sags skyld. Alt føles som en magtkamp. Og jeg orker den ikke, mere. For at være helt ærlig.

Det er bare fordi jeg tænker, hvem det er jeg kæmper imod? Hvad det er der føles SÅ vigtigt, at jeg må beskytte det, som galt det mit liv? Hvad det er der føles så vigtigt, at min hjerne ikke levner plads til eftertænksomhed, men blot slynger svarene ud. Plaffer ethvert ord ned, som var de et angreb mod min kerne.
Jeg føler mig som presset op i et ringhjørne, og kan ikke andet end forsøge at lange ud. Sådan føles min hjerne. Presset lige til bristepunktet. Som var der ikke plads til en enkelt lille sætning mere. Jeg er konstant i forsvar. Og forstår ikke hvorfor.

Det er bare fordi jeg tænker, at det føles, som jeg har paraderne oppe! I alt hvad der omgiver mig. Og undrer mig over, hvorfor. Hvorfor alting føles som et angreb. Hvert et lille ord. Hver en lille ting. Hvorfor det føles som jeg må forsvare mig selv. Hele tiden. Non-stop?
Det er som om min zone for hvor grænsen må være mellem mig & andre mennesker, er rykket så langt ud, og er der een som træder bare et skridt nærmere end jeg bryder mig om, så er det som har de overtrådt hele mig. Vadet henover.

Her den anden dag, kom jeg gående over et fodgængerfelt. Så godt, at der stod een af de der unicef/greenpeace eller hvad de nu må stå med, ovre på den anden side af vejen. Så godt, at den unge kvinde fangede mig i sin kikkert, og nu gik målrettet efter at henvende sig til mig.
Hej, må jeg stille dig nogle spørgsmål? Spurgte hun frisk. Nej! Svarede jeg, lettere irriteret, mens jeg fortsatte med at gå. Hun starter en smørre af ord mens hun går ved min side, forsøger at trænge ind med sine ord. Blablabla & min irritation vokser sig kæmpe. Jeg skal ikke ha' noget. OKAY?! Flyver ordene ud af min mund. Som havde hun bevidst jokket henover min zone. Og jeg havde ikke engang overskuddet til bare at svare pænt.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg krummer tæer over mig selv. Og snart ikke orker at gøre det mere. Krummer tæer over hvordan mit skjold & paraderne spolerer det hele. Jeg efterlader mig kaos af ordkævlerier i kølvandet på mine forsvar. Og jeg orker ikke engang at tage dem op.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg oplever en vrede, som jeg aldrig har oplevet at føle så stærkt før. En frustration, som nærmest bliver helt fysisk. Og som skræmmer mig af helvedes til, ugenkendelig som den er.
Hvem er jeg, at forsøge at give frustrationen navne? Hvem er jeg, at forsvare mig selv.....når ingen er gået til angreb?

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er bange for det ikke stopper. Tænker, at jeg vil gøre hvad som helst, for at det gør. Så udskriv mig den medicin. Noget mere, eller andet. Jeg er holdt op med at bekymre mig om det. Send mig i psykiatrien hvis det er dér jeg kan stille noget op. Jeg kunne tage i praktik, arbejdsprøvning, kursus eller noget helt fjerde. Bare jeg finder noget nyt at gå efter.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg er ligeglad. Ligeglad hvad der engang var vigtigt. Og føltes rigtigt. Ligeglad hvad kassen så end hedder. Ligeglad, hvad jeg troede jeg skulle. Ligeglad, at mine værdier må smuldre. Eller tages til eftertanke. Jeg er ligeglad hvad end der måtte komme som muligheder. Bare der kommer nogle. Her. For lige her, kan jeg ikke ånde.

Det er bare fordi jeg tænker, at jeg føler mig som en løve i et bur. Et bur, der kun indeholder det-der-ikke-er-muligt. Alle nederlagene, fiaskoerne og der hvor jeg ikke følte jeg duede. Jeg trænger til, at kunne inspireres til Det Mulige. At se jeg kan noget, fremfor at se hvad jeg ikke kan. Jeg trænger til at åbne øjnene & se hvad der ellers er derude. Se, muligheder fremfor begrænsninger.

Vis mig viften, igen. Please.
Jeg tier stille. Har lagt mine våben, og er klar til at lytte.

-

Der skal nogle gange så lidt til.
Nogle gange, kan følelsen af at have været i selskab der 'lander' for mig.- bare et øjeblik, blot nogle timer, betyde det hele. Efterlade en ro, der emmer mange mange timer frem.
En følelse af, at høre med. På en måde, der ikke har nogen ord.
Jeg er så taknemmelig!
Går i seng med en ro i mig. En Taknemmelighed. En følelse af; Det skal squ nok gå. Det skal nok blive godt.
Stille & roligt. Step by step.
Tak <3

Et punktum der aldrig synes at kunne sættes

Jeg hørte den her single den anden dag. Og af en eller anden grund, gik ordene lige i maven på mig. Tårerne strømmede bare ud.
Egentlig er genren i en kategori der ikke plejer, at vække de store følelser eller genkendelse hos mig. Men den her, den rør mig dybt. Den rammer, helt ind, hver gang. Selvom selve teksten, egentlig umiddelbart emmede af Kom nu! Kæmp lidt mere! Sæt en streg i sandet. Bryd dine baner. Så sætter den tanker igang. Nye, for hver gang jeg har hørt den.



Ligesom med musik, og tekster i musikken, så er det at skrive, noget der bare åbner for kanaler jeg ikke helt har styr på.
Det her med at skrive. Det er som at skrive sig vej, for mig. Snørklede ord, der bliver til indsigter mens fingrene glider over tasterne. Noget kan landes. Når sidste punktum er sat.
Men, oftest, så åbner det skrevne for noget. Åbner op, for mere, større, flere ord, andre tanker, refleksioner. Som kan sætningerne aldrig ende! For der kommer hele tiden een mere. En anden tanke, overvejelse, refleksion. Det er som om, at hver en sætning er noget jeg kan skrive videre på.
Næsten hver gang jeg har afsluttet et indlæg, lukket ned for skærmen - så popper der flere ord op.
Og jeg får lyst at redigere. Tilføje. Skrive videre. Som var det en ongoing proces, en opgave der ikke var afsluttet. Som hele tiden kan åbnes op, og skrives videre på.
Det gør jeg så ind imellem. Skriver videre. Tilføjer. Redigerer. Andre gange lader jeg det være. Som det var. Også af respekt for, at sådan var det, lige i nuet. Indtil jeg fik en anden tanke. Det er en underlig proces og balance. Men også meget meningsfuld, for mig.

Famlende relationer

Relationer.
Det er eddermanme noget svært noget. Men jo også noget givende noget! Ej at forglemme.
Og, der udviklingen sker..... sagde pædagogens lærebog, kapitel 1 sådan ca.
Teori har bare altid faldet mig nemmere & mere logisk, end praksis.

Nogle gange har jeg det som om, at jeg er med i et spil. Hvor alle omkring har fået forklaret hvad det går ud på. Hvor jeg smider en Ruder, i et forsøg på at spille med. Mens alle omkring kan se - Vi spiller squ da Klør. Hallo!

Jeg har famlet mig frem. Gennem mange, mange år. Og gør stadig. Godt støttet af guidning ved min side. Men alligevel rigtig meget ukendt land, at forsøge sig på.
Og jeg har været enormt bange for, at mine handlinger skulle føre til, at andre ikke kunne lide mig. At de ville skubbe mig væk. Tage afstand fra mig. Hvis jeg f.eks. sagde fra, også.
Alligevel var jeg nødt til, at lære at sige fra. (det øver jeg mig stadig på). Uanset hvad det måtte medføre af konsekvenser. Og det har været med til at danne nogle billeder af mig, som blev en slags 'fortælling' om hvem jeg er. Hvad jeg kan & ikke kan. Vil & ikke vil. Og det var rigtig godt! Det gav mig nogle platforme, at finde mig selv ud fra.  Men, det er svært, når den fortælling ændrer sig. Svært, at skulle 'fortælle den om'.
For pludselig oplever jeg en masse reaktioner på at jeg har rykket mig. Reaktioner på, at det jeg ikke selv har opdaget har ændret sig, HAR ændret sig - og nu danner et andet billede. Og ja, det kan se noget forvirrende ud. Også fra min vinkel.


Pludselig kan noget føles, som var det med omvendt fortegn. Som, bliver det jeg har forsøgt mig frem med, stødt og roligt - det jeg har lært .. vendt imod mig. Det er med sikkerhed ikke hensigten. At all. Men det er sådan det føles. Jeg bliver enormt ramt.
Det plejer du da ikke at kunne? 
Det troede jeg ikke du evnede. Kunne. Havde lyst til. Ville. Gjorde?
Nej. Men, sådan er det så - nu. Siger jeg forsigtigt, uden helt selv at forstå det.

Eller - Nogle gange kan du, andre gange ikke. Det er squ da forvirrende.
Og ja, det er dét. Også for mig.
Altså, jeg har jo ligesom været dér, undervejs, i hele processen. Men, der er rigtig meget der først går op for mig er ændret, når jeg står i situationen. Når jeg bliver konfronteret med det. Direkte.
Og det er dér, det kan føles rigtig ubehageligt. Og jeg føler, at jeg skal forsvare mig. På en eller anden måde. Forklare, mig.
Og hvorfor nu egentlig det? For, det er jo mig selv der føler det sådan. Det er dét, jeg selv oplever at reagere med. Et form for angreb. Så jeg skal forsvare? I don't get it. Opdager bare, at det sker.
Og jeg kan forstå det er forvirrende. Kompliceret. Mærkeligt. At ting ændrer sig. Det er dét også for mig.

Engang var dét f.eks. sådan, at det at gå i biografen var så angstfremkaldende, at jeg nærmest bare ved tanken om, at nogen kunne finde på at foreslå det, gik i knæ. Tog jeg med, trods hjertebanken & kvælningsfornemmelser, sad jeg dér, stiv som et bræt & forsøgte at fokusere på at jeg IKKE var fanget. Filmen kunne jeg slet ikke følge med i. Og jeg deltog egentlig mest, fordi jeg gerne ville være med. Og fordi jeg, ja - gerne ville kunne dét som jeg synes jeg burde kunne. En biograftur med veninder var noget af det. En periode sagde jeg Nej Tak, til stort set alt jeg ikke havde det godt med at gøre. Bare.... Nej Tak. Det var også en proces. Og det blev til 'Nå ja, du tager ikke i biografen'. Et billede på jeg-er-sådan-en-som-ikke-går-i-biografen.
Indtil det ændrede sig. Uden jeg ved hvorfor. Eller hvordan. Eller hvor længe der gik. Jeg opdagede ikke konkret at biograftur blev en ændring. Eller tiden mellem totalpanisk, til Nu. Det ændrede sig 'bare' i takt med alt muligt andet i & omkring mig der blev taget fat på. Og arbejdet med.
Idag går jeg gerne i biografen. Og er der ingen der er med på en biograftur, så går jeg selv. Elsker, at se film.
Det er bare pisseforvirrende at finde ud af! Kan mine omgivelser ytre til mig. Jeg troede ikke du kunne lide at gå i biografen, og det kan du pludselig godt. Så er det svært at vide, at du gerne vil med.
Og ja! Det er squ da forvirrende. Også for mig selv. Men, jeg kan ikke rigtigt andet end at sige at nu har det ændret sig. Og nu vil jeg gerne tage med. Hvis de vil have mig.

Det har også været den anden vej rundt. At jeg altid var klar & på, til fest hele natten uanset hvilken dag vi talte om. Indtil jeg pludselig begyndte at trække mig tilbage. Ikke var så klar, mere. Det tog også noget tid, og var en løbende proces, at få fremstammet & delt, at nu var jeg ikke til dét. Mere. Jamen, hvorfor ikke? Arh, kom nu! De omkring fattede ingenting. Og pludselig, havde vi bare ikke rigtigt noget at sige til hinanden. Der blev ligesom bare... stille. Vi havde ikke noget sammen, mere.

Det handler jo ikke om hvorvidt jeg nu synes det er fedt at gå i biografen eller ej. Eller kører fester hvorend der var mulighed. Eller om hvorvidt jeg nu har sluppet en angst, og oplever at kunne noget jeg ikke før kunne.
Det handler om, at jeg er forvirret. Eller bliver det. Og omgivelserne ligeså. Og at nogle 'fortællinger' om mig, må laves om. Når jeg selv opdager dem. Eller omgivelserne gør mig opmærksom på dem. Og hele forvirringen i det. Kunne man dog bare have en infoliste, der lige kort ridsede op, Godt; Her er så de ændringer der er sket. Nu er det sådan jeg står.
Ligesom det også handler om, at hele den her proces med at forsøge sig frem i relationer, bare er en on-going øvelse. Og hvor jeg bare ind imellem må smide håndklædet i ringen, og sige, at jeg ikke er med. Ikke forstår, eller ikke kan sige hvad det er jeg forsøger mig frem med.

Gennem tiden har jeg været for frembrusende, for tilbageholdende, for kæk, for ligeglad, for overfladisk, for dyb, for forklarende, for stille, for meget, for lidt, for ansvarsløs, for bevidst, and you name it. Alle de der fodfejl man begår, når man forsøger sig frem, i et land der er fuldstændig ukendt.
Alle de der fejl man begår, når man må famle sig frem, nogle gange som i blinde. Og risikere at gå i vandet.
Jeg har brændt nallerne gevaldigt, på mine forsøg udi relationernes kunst. Men også lært af dem alle. Nogle af dem brænder endnu. Nogle har endda sat sig som synlige ar.
Jeg har gået som på æggeskaller, for ikke at jokke ved siden af, og tiet stille med hvad der faldt mig ind - i et forsøg på ikke at spolere mere end der kunne rettes op. Tiet stille. Holdt igen.
Ligesom jeg har vadet direkte henover afspærringer. Bare trampet henover med ordstrømme, der aldrig syntes at høre op.
Altsammen, i kunsten at forsøge at forstå. Forsøge mig frem. Være, med. Være i relation.

Jeg har også forsøgt mig på hvad der kunne føles som nogenlunde sikker grund. Forsøgt mig der hvor jeg ikke troede, at jeg ville brænde nallerne (igen). En masse udefinerbart & flyvsk, som egentlig kan være ret konkret.
For fanden nej, hvor har jeg ikke turde sætte mig selv derud, hvor jeg kunne risikere at miste det der betød noget. Før jeg havde gjort nogle forsøg, øvet mig, mere 'i smug', knap så tydeligt. (er det strengt?). Nej, jeg har ikke turdet være famlende, dér hvor klarhed var et absolut must for, at relationen kunne bestå. Ikke for alvor turdet væve mig rundt i mine ord & forsøge at italesætte f.eks. store eller nære følelser, dér hvor de rent faktisk hørte hjemme. Dér hvor det betød noget.
Jo, jeg har da forsøgt. Men, også brændt nallerne så gevaldigt, i mine famlende forsøg. Og broer, er ligeså blevet brændt. Nogle af dem, hvor jeg er stået uforstående tilbage.
Så jeg har tøvet, dér hvor det føltes vigtigt. Der hvor der er noget at miste.
Istedet prøvet mig frem, der hvor det måske ikke føltes så sårbart. Det har føltes mere safe. Mere i orden at forsøge. Og at acceptere, at det var famlende. Der hvor jeg ikke var så ufatteligt bange for at miste!
For, jeg ønsker jo ikke at miste dem. De der har den der særlige plads i mit hjerte. De betyder meget for mig. Hver & een. De betyder så meget, at jeg ikke tør sige det. Eller nærmest bare sige fra eller til. Før jeg ved hvordan. Før jeg har forsøgt mig, på anden vis. De betyder så meget, at jeg ikke tør være famlende. Ikke tør vove pelsen, og jokke ved siden af. For, så mister jeg dem. Måske.

Men, det gør jeg også, hvis ikke jeg forsøger. Hvis ikke jeg vover at kaste mig ud på usikker grund, der hvor det også betyder noget. Der hvor hele øvelsen bliver aktuel.

Citat

" Betydningen af min eksistens er, at livet har stillet mig et spørgsmål. 
Eller, omvendt, jeg er selv et spørgsmål, der er stillet til verden, og jeg er nødt til at kommunikere mit svar, da jeg ellers er afhængig af verdens svar "

- Tess Gallagher/ Borrowed Strength

Jeg skylder hende selve livet

Mit hjerte er fyldt med taknemmelighed over at hun var der. En taknemmelighed jeg ikke har udtrykt nok.  Mit hjerte giver et knæk over den mangel. Et knæk, at jeg ikke har formået. 


Hun har reddet mit liv, i bogstavligste forstand. Så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Trukket mig ud af alverdens søle, hevet mig i læ for stormen. Rejst mig op når jeg faldt, og hjulpet mig at hele mine sår. 
Hun har holdt mit håb, mens jeg selv ikke troede det fandtes. Holdt ved, holdt ud, og båret det. 


Var det ikke for hende, var jeg for længst død. Jeg havde ALDRIG klaret den alene. 
Havde hun ikke været der, med sit væsen, sit hjerte, sin tro og enorme styrke, så havde jeg ikke trukket mit vejr idag. 
Heller aldrig havde jeg gået de veje jeg er gået, uden hun havde gået dem med mig. 
Ofte kan man sige, at hun gik dem & jeg blot fulgte efter.
En evig inspiration, guide, vejviser, læhegn og sejl.
Hun stoppede aldrig med at vise mig vej, og at hun gik dem med mig. Forlod mig aldrig, alene tilbage, uanset hvad der end skete. 


Hun har ofret meget, for min skyld. Givet alt hvad hun kunne. Og mere til.
Faktisk har hun givet så meget, at jeg aldrig vil kunne takke hende nok. 
For tak er kun et fattigt ord, hvor ingen andre synes at slå til. 
Hvordan udtrykker man sin taknemmelighed i ord, når det er selve livet der blev bevaret?
Jeg ville ønske, hun vidste hvor taknemmelig jeg er. Ville ønske jeg havde skrevet det i stjernerne. Ville ønske jeg havde fået en flyvemaskine til at skrive det som sky-line, så alle i verden kunne se det! Men ikke mindst, at hun så det. At hun vidste, hvad mit hjerte er fyldt med. En taknemmelighed så stor, at ingen ord rækker.


Tak for dig, Odile Poulsen. 

Til min redningsplanke

Lys i mørket 

Engang havde mørket 
lagt sig som en kvælende hånd om mit liv, 
mit håb og min tro. 
Engang havde mørket overtaget mit sind 

Jeg vandrede rundt i nattens gader 
følelsesløs og frosset fast i et stilbillede. 
Uden håb 
Uden mål. 
Een lang, ensom vandring 

Når jeg blev spurgt; Hvem er du? 
havde jeg intet at svare. 
For jeg var ingen 
jeg var ikke nogen. 
Det undrede mig, at de overhovedet kunne se mig. 

Jeg troede jeg var alene 
Troede jeg var den eneste 
som kæmpede netop denne kamp 
Kampen mod nattens vandring, 
mørket og håbløsheden. 

Men det er jeg ikke 
Vi er mange. 
Mange som du og jeg 
Mange der har kæmpet og fortsat kæmper 
for at slippe fri 

Når jeg ser at det er lykkes for dig 
At stå på dine ben 
med oprejst pande 
og stolthed 
så ved jeg, at det er muligt 

Det giver mig troen tilbage 
og håb. 
Håb om en dag selv at stå 
med oprejst pande og sige: 
Jeg kom igennem! 

Du tænder et lys i mange 
når du taler, for os der ikke selv har ord 
Det lys du tænder 
Den flamme der nu brænder 
- lad den aldrig slukke! ♥

Tankerækker

Tumler lidt rundt i den her, de her dage.


'Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb. 
Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed' 
-  Chefpsykolog Lars J. Sørensen

Fri til at gå hvor du vil - tekst fra 2010

Nogle gange kan det være en hjælp, at se tilbage. Og huske en særlig følelse. Oplevelse. Indsigt.

Uanset den ikke giver mening, i nuet - så gjorde den engang. Og det kan være en trøst, midt i forvirringen. 

Nogle gange er der særlige ord jeg kan læse. Enten som jeg selv, eller andre har skrevet. Jeg kan gå tilbage, og ligesom lande på ordene igen. 

De her er fra 2010. 

Fri til at gå hvor du vil.

Jeg passerer de andre studerende. De står udenfor bygningen. Ryger, small-talker, sidder afslappede der i solen.
Jeg mærker angsten og panikken lægge sig som en skygge henover mig
Som en klam hånd om min nakke, trækker den mig nedad

Jeg er nødt til at gå forbi dem, for at komme ind til min aftale.
Ind. Derinde på gangen. På studiet, som jeg har haft min vante gang på, gennem flere år nu.
Deres stemmer skærer igennem mine ører.
Alle sanser er nærmest skærpet.

Jeg går i panik, i dét sekund min hånd rører håndtaget ind til bygningen.
Der er mennesker allevegne! Jeg er omringet! Jeg kan ikke komme væk! 
Jeg går ind. Iler ud på toilettet.
Jeg kan ikke trække vejret. Jeg kan ikke se klart. Jeg kan ikke få mine hænder til at samarbejde. 

Lås nu den dør, for helvede!!

Jeg kan høre andre studerende ude på gangen. Deres stemmer skærer i mit hoved.
Jeg tør ikke gå derud. Og bliver frustreret over mig selv.
Nu tager du dig fandme sammen! Dunker jeg mig selv oveni hovedet.
Der er ikke noget farligt her!.

Jeg tøver. Venter lidt. Prøver bare at trække vejret.
Jeg går ud fra toilettet. Kryber langs panelerne.
Lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig, lad dem ikke se mig.
Der er 6 minutter til jeg skal være i et bestemt lokale.
Jeg aner ikke hvor jeg skal gøre af mig, i al den tid!
Inde i mit hoved spæner jeg rundt. Ude i virkeligheden står jeg som boltret fast til jorden.

Sekunderne snegler sig afsted....

Jeg kan ikke være her! Jeg må ud! Væk!
Panikken har overmandet mig fuldstændig.
Jeg halvt løber ud af døren. Løber hen til parkeringspladsen.
Der er også mennesker. Ikke mange, men der er nogen.
jeg kan slet ikke overskue det. Hvor skal jeg gøre af mig????
Jeg går rundt i cirkler. Kan jeg nå tilbage til min bil?

Jeg skal møde ind nu. Jeg går tilbage.
Benene er ligesom tunge. Jeg skal koncentrere mig om at kunne gå.
Jeg går ned mod bygningen. Der er glasruder ud til vejen jeg kommer gående på. 

Jeg føler hele verden sidder derinde bag ruden, og glor ud på mig.

Min vejleder, som jeg skal mødes med, stikker hovedet ud af døren, da hun ser jeg kommer gående.
'Du har det da ikke godt, hva?' - siger hun til mig, og ser på mig med et undersøgende blik.
Jeg er så fokuseret på at gå - bare gå, gå, gå, at jeg er bange for at stoppe!
'Vi skal være herinde'- siger hun, og peger hen på lokalet foran mig.
Jeg vakler ind, sætter mig ned og mærker hvordan panikken raser i hele kroppen.
'Hvad sker der?' - spørger hun.
Jeg tøver lidt. Ser på hende. 

Det er som om panikken fylder hele rummet ud. Jeg kan næsten ikke få øje på hende.
'Jeg kan ikke være her. Jeg er ligesom.....fanget!'. siger jeg med en stemme, der lyder som kommer den et andet sted fra, end mig selv. 

'Du kan ikke være HER? Spørger hun. Er det bedre at gå ud? Et andet lokale?'
Nej, jeg kan bare ikke .... være. Jeg er i panik! Der er mennesker alle vegne! 

Jeg bliver overrasket over alle de ord der vælter ud af min mund.

'Nej, der er ikke nogen mennesker herinde. Kun mig.' siger hun, og får mig til at kigge rundt i lokalet.

Der er stille lidt. Jeg hører kun mit hjerte hamre.

'Ville det være bedst om du gik? Spørger hun.
Jeg tøver. Kan man det? Kan man bare GÅ? kører det rundt i mit hoved. Jeg ved ikke rigtigt?

'Der er ingen der har fanget dig her, ved du godt . Du er fri til at gå hvor du vil' - siger hun.

Og tårerne begynder at løbe ned af mine kinder. Uden jeg helt forstår hvorfor.

Ja, nikker jeg. Det ville det vidst.  Hendes ord falder mere og mere ind. 

Du er fri til at gå hvor du vil

Så det gør jeg. Jeg tager mine ting og går.
Det ene ben foran det andet. Ud af døren. Ned af stien. Væk. For det har jeg valgt.
Panikken forsvinder ligeså stille.

Then, one day...

Jeg ved, at det er tid til et skifte

Jeg ved, at jeg må gøre noget andet.
Jeg ved, at det er tid til et skifte.

Jeg har en storm i mit hoved, som hele tiden synes at hvirvles op.
Mest, når jeg gør forsøget på at ride den af.
Det går ikke så godt med den plan, hva? Tænker jeg tørt.
Jeg forsøger at skabe det stille vand. Ikke lade stormen rase. Ikke flyde med.
Men mine forsøg har synes at piske stormen op. Igen & igen & igen.
Og jeg flyder med, selvom jeg tror jeg padler som en gal, for at komme på land.
Måske er jeg ligefrem blevet 'bange' for at komme til at flyde med? Nu? En øjenåbner af en kaliber, jeg næsten ikke ved hvad jeg skal stille op med.
Jeg ved, at når jeg flyder med, så føles det ude-af-min-kontrol.
Det skaber intet godt. Blot flere storme.
Og i stormen kan jeg ikke se dig. Ligesom jeg heller ikke kan se mig.
Alting bliver utydeligt, transparent.
Og min frygt bliver vakt til live.

Jeg ved, at det er tid til et skifte.
Jeg ved, at jeg må gøre noget andet.
Jeg ved, at jeg har fejl på linjen. At min hjerne tror den passer på mig.
Med alt sin uklarhed, storme & tvivl.
Men det der sker er lige modsat.
Det der sker, gør utryg.
Det er slut med at tro på det min hjerne gerne vil fortsætte med.
Slut med at frygte, det som ikke er.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det. Men, jeg ved at jeg må starte et sted.
Der bliver nødt til at komme ro. Jeg må selv skabe den.

Jeg parkerer tanker, som ikke hører til nu.
& tænker over, hvad der så gør.
Hører til, nu . Hvad jeg vil. Nu.
Det er her jeg kan skabe det jeg ved. Med sikkerhed.
Her jeg ikke behøver frygte det ukendte.
Det er her jeg kan tro på hvad jeg ser.
Hvis jeg giver lov at stole på det. Og tør.

Så kom dog for f***** igang

Taknemmelighed

Jeg er taknemmelig.
For at få mulighed for at lære, også om de sider af mig selv, som jeg bestemt ikke bryder mig om!
Taknemmelig for at få nogle rap over nallerne, nogle mavepusterere & øjenåbnere, der giver mig et wakeup call.
Jeg er taknemmelig. for, at der er mennesker der gennem tiden har hæng på (&nogle fortsat gør), selvom jeg gør fejl, jokker sindssygt i spinaten, sårer uden på nogen måde at ville det, og må bekende, sige undskyld uden at vide om det kan bære.
Jeg er taknemmelig, helt dybt inde i mig, at de bliver.
Og at jeg får lov til at lære. Mere & mere. Igen & igen.

Okay, the drugs work. . .

Ja, okay jeg indrømmer det. Går til bekendelse. Kryber til korset. Siger jeg tog fejl. Og vedstår.

Nej, jeg skulle bestemt ikke have nogen former for medicin mod angst. Overhovedet ikke. End of discussion!
Ja, jeg blev skide sur hver gang det blev bragt på banen. Blev ramt. Var ren modstand. No way! Det kan ikke gøre en forskel for mig. Stejl. Og meget værdiladet.
Ja, det var jeg.

Men jo. Okay så. Det GØR en forskel. Det må jeg jo erkende. Her efter at have 'testet' noget forskelligt gennem tid. Og opdaget, at det seneste - ja, det gør så altså en lille forskel.
Det tager altså lige toppen, eller bunden - eller hvordan man nu vælger at se på det. Eller, det samler lige hjernen lidt inden jeg bliver 10sporet motorvej, med tanker i øst & vest, eller ryger ud over kanten i panik konstant. Eller hvad det er det gør (eller jeg gør). Et eller andet gør det. I hvert fald.

Jeg skulle ikke, sådan til at starte med, tage noget fast. På klokkeslet. Dække døgnet ind og så'n. Det skulle bare være når & hvis nu.... (ja, det var nok mest mig der synes det var vigtigt at holde fast i det)
Det var ligesom en del af hele konceptet. Og en af grundene til at jeg turde forsøge. At det ikke skulle være noget fast. Bare noget, Når & hvis. . .
Men altså, ja. . . det blev ret hurtigt, at det nok blev rimelig fast.
Jeg opdagede det ikke sådan rigtigt. Det blev nok 'bare', noget af det her, der - bare blev. Tænkte ikke dybere over forskellen med eller uden. 'Hjerne med piller, eller uden'.
Indtil det så var, at jeg lod være. Altså, med at tage dem.
Synes ikke rigtigt jeg havde brug for dem. Jeg skulle jo ikke noget 'særligt'. Skulle ikke noget sindsoprivende, eller i den dur. Jeg kunne da sikkert godt bare nøjes med at tage dem ind imellem. Springe nogle dage over, i hvert fald.
Der var det så, at jeg lige fik øje på virkningen.
Omend den ikke er fuldstændig skelsættende klar, så opdagede jeg da den udeblev. Eller, det vil sige, jeg opdagede det først bagefter. Efter, at have haft nogle dage med en hjerne der bare synes at køre 10sporet motorvej. Og jeg faktisk ikke rigtigt kunne forstå hvor alt det mylder kom fra.

Så altså, ja. Jeg skal nok bare tage den medicin som en hjælp lige nu. Pakke mine tvivl & stejlhed ned i en aflåst box, mens jeg siger okay til, at det er sådan det må være. Lige nu.
Hvis det er dét der skal til, for at jeg kan ånde lidt bedre her, tøjle mylderet, eller hvad det er de nu gør - de der bittesmå tabletter - so be it.

I know. Jeg ville ikke. Jeg troede ikke på det. Men, det gør jeg så nu.

Indsigter & udsigter

Jeg har fået noget at tænke over idag. Godt, rusket op i mine tanker.

Og jo jo. Jeg kan såmænd også være hende dér, som står & stortuder, i køen i Netto. Når indsigten får 10'øren til at falde.
Hende som flasher sin inderside, ud på ydersiden. Lige dér, bærende på mine få indkøb - midt i hverdagsvrimlen.
Så jordnært som det overhovedet kan blive. Mens ordene siver langsomt ind.
Og tankerne løfter sig op, op, op...
 - nærmest til en anden dimension, hvor jeg pludselig kan se. Se udefra.
For så at det hele lander, tilbage i mig, lidt med en følelse af boomerang. Tungt.
Hvad er det egentlig lige det handler om det her? Wake up. & tænk dig om. Og tag ind.
Hvor brikkerne bare falder på plads i mit hoved. Klik, klik, klik.
Billedet danner sig for mig. Åh for fanden hvor giver det mening. Aha! tænker jeg, mens jeg i samme åndedrag bliver ked af at have overset. Og må undskylde at jeg har været blind.
Og jeg må bare græde dér midt i det hele. Helt overvældet af at indse. Midt i det jordnære, hverdagsagtige ser jeg, og lader det bare synke ind.


Kan du ikke huske din kode? Spørger damen bag mig forsigtigt, da det er blevet min tur til at betale, og jeg får tastet forkert på dankortterminalen.
Jojo, for fanden. Jeg kan bare ikke se noget, tænker jeg, mens jeg nikker & giver hende et taknemmeligt smil.

Jeg har fået noget at tænke over, idag. Helt træt af tårerne der har løbet.
Nye indsigter, giver nye udsigter. Er det ikke sådan man siger.

Mellem 2 stole

Jeg synes at være havnet mellem 2 stole.
Som om det jeg har med mig, er to parallelle skæbner.
Der, på papiret.
Der, i deres kasser.
Men jeg er ikke to, der har oplevet parallelt. Jeg kan ikke deles op.
Jeg er éen. Med éen lang linje af oplevelser, der alle har ført mig hertil.
Dét de vil dele op, er helt - for mig.

Jeg oplevede igår, en følelse af, at blive sat skak mat.
Jeg forstår ikke bevæggrunden. Jeg forstår ikke kasserne.
Jeg er rigtig træt af det. Og hamrende ked af det.
Jeg tror det ramte mig, på min frygt for at blive nedgjort. Sat i bås. Min frygt for ikke at blive forstået, eller set som hele mig.

Måske burde jeg i virkeligheden være mere forarget! end ramt. Over den manglende indsigt, professionelle (også) kan give udtryk for.
Måske burde jeg hellere være vred, end såret.
Det kan være det kommer, når ramt-heden har lagt sig.