Savn

Jeg savner et rum, der ikke eksisterer mere. Og som jeg bliver ved med at vende tilbage til i mine tanker.
Min hjerne ved, at min kurs er sat på et andet rum. Men, mit hjerte vil i en anden retning. 
Når jeg cykler der, og er på vej - så vil mine ben hellere træde cyklen længere ind mod centrum, end at dreje af, for at lande i den stol der hører nutiden til. 
Og mit hjerte synker en gang, når jeg kommer i tanke om, at det er der jeg er på vej hen. 
Jeg kan ikke lade være, at have en følelse af, at jeg sidder i den forkerte stol. Det forkerte sted. 
Og jeg oplever en tristhed ved at lade min krop lande der. 
Fordi det føles som jeg skulle en anden vej. Den vej som mit hjerte troede. 

need to turn this upside down

Imorges kunne jeg slet ikke træde ud på gulvet.
Havde ikke energien til at rejse mig op.
Kunne dårligt kravle ud i køkkenet, og hente et glas vand.
Så træt, at det var som om knoglerne bare klaskede sammen.

Jeg skulle alt muligt - møde, samtale, veninde aftale, bil der skulle hentes etc.
Og kværnede fra sekund et, i den dårlige samvittighed over ikke at synes, at jeg gør nok. 
Kom nu. Lidt mere. Bare liiiige..... Om lidt, så. 
Og nu har jeg jo lovet. Jeg burde også... Kom så. 
Kom! 
Som en pisk jeg får sat i sving over det hele. Mig.
Men fysisk gjorde pisken ikke noget ved følelsen af at klaske sammen i knoglerne.
Og pludselig kom angsten stormende. Væltende ind over. Panik.
Jo mere jeg piskede, jo større blev angsten.


' Jeg behøver ikke at kunne alting '. 
Står der som en note på min telefon. Note to self, til de der dage?

Jeg aflyste det hele.
Jeg kunne ikke. Der var dømt ingen connection. Klaskede bare sammen hver gang jeg prøvede.
Sorry, jeg kan ikke idag. 
Og det var okay.

Smed pisken. Kylede den af helvedes til, sammen med den dårlige samvittighed.

Jeg behøver ikke at klare hvad som helst. Hele tiden. Altid. Constantly going.

Samle mit billede

Går af ukendte stier.
Lige nu føles det som at være standset. Vejene ender blindt? Eller måske kan jeg bare ikke se dem, før jeg træder mine skridt fremad. Før jeg er derude? Gyngende grund, for så at finde fodfæste?
 'Stier anlægges ikke. De trædes' - si'r jeg, som var visheden snart sunket ind. Som en tillært erfaring, der ikke længere kunne få grunden til at gynge under mig. 
Det at vide, med fornuften, er bare ikke altid nok. 
Jeg tør godt vove. Og knokle for det. Jeg ved, at det kræver mit mod & hårdt arbejde. 
Jeg tør godt sigte, og satse. Men, jeg ved ikke hvad det er jeg sigter efter? Står, som uden retning. Hvor fanden er jeg?! Og hvor fanden er jeg på vej hen? 

Jeg får trang til at kigge mig tilbage, og løbe retur af de kendte veje. Løb, løb, løb! 
Løbe, lige der hvor hvert et skridt føles så betryggende velkendt. 
Hvor hvert et skridt ser så genkendeligt ud, at bare billedet af det kan dulme min indre uro. Rastløshed. Panik. Smerte. 
Dulme. Jeg savner det. Men har glemt hvordan jeg gjorde. 

Det ville være så nemt. . . dvæler tanken, ved det der var. 
Jeg ser det, i glimt. Og mærker det. Helt ind. 

Men, vel ville det ej. Det er en gammel sandhed. Som aldrig rigtig var sand.
Den var bare et forskruet billede. Twisted, ligesom mit sind.
Jeg skubber tanken væk! Igen & igen.
Kyler den med en harme mod væggene, og ser den smadre, som det spejlbillede jeg aldrig ønsker at se igen.

Jeg ved bare ikke hvem jeg er, uden det spejlbillede?

Dvæler lidt ved skårene.
Og jeg falder i tomrummet af ikke at kunne se, hvad der er istedet.
Falder i en ambivalens, mellem aldrig at ville se det igen! og samtidig vide, at dét er en del af mig. Jeg ser det. Og ved.
Jeg kan ikke benægte det. Kan ikke afskrive det, som havde det aldrig været mit. Mig.
Det ville være, som at sige jeg aldrig havde eksisteret.

Jeg ved, at jeg må samle mig et andet billede. Et billede jeg endnu ikke kan se.

Jamen, jeg ved slet ikke, om jeg er stærk nok til at stå lige her!  Runger min panik og tvivl om kap ud i tomrummet.
Selvfølgelig er du det, hvisker jeg tilbage.
Selvfølgelig er jeg det.

Dare Change

Dare Change. 

Det er en meget god reminder at få. 

Hoppe op af kasserne

Jeg har haft sådan en oplevelse af, at være blevet plantet i kasser der ikke matchede mig. Kasser der var for trange.
Og kunne mærke de bandt mig med bånd jeg ikke ønskede at blive bundet af. Betegnelser for 'hvem jeg er', som jeg ikke kunne genkende.

Alligevel syntes jeg at hoppe i med begge ben. Hoppe ned i de kasser, og prøve at være i dem. Selvom de føltes forkerte. For trange. Slet ikke mig.
Som en gammel plade der blev sat på. Og jeg genkendte bare melodien. For godt. Så godt, at jeg næsten ikke oplevede at tvivle.

Indtil der skete et eller andet.
Måske er det nogle gange sådan, at det er når jeg møder yderpunkterne, at jeg får øje på hvad der er mit centrale? Får øje på hvem jeg er, hvis billedet bliver ridset tilpas skævt op? Måske skal det nogle gange helt derud, før jeg kan 'gå ind'. Se, ind? Før jeg kan mærke en tilpas sikkerhed i, at Nej, det er ikke min kasse?
Måske huskede jeg alligevel en flig af hvem jeg er? (uanset det billede i den grad kan væve for mig selv ret så meget).
Måske fik jeg nok? Bare. kort og godt.
Måske blev jeg bare klar over, at der ikke er plads til mig i de kasser? Og at jeg ikke behøver at forsøge at passe ind i dem? At jeg ikke kan trække mit vejr? Og ikke bør gøre forsøget. Der er bare ikke plads. Det er ikke meningen? De kasser er ikke mine.

Jeg ved det ikke. Faktisk.
Ved bare, at kasserne stadig føles ulig mig. Men, at jeg også på en eller anden måde er hoppet op af dem, igen.

Tøet op ?

Egentlig, har jeg stået her mange gange før. Jeg havde glemt det. Kunne ikke kende det. Før nu. Bagefter.
Egentlig har jeg stået der så mange gange, at jeg burde kunne genkende det.
Stået der hvor jeg har troet jeg var gået helt i stå. Ikke kom nogen vegne. Det her dødvande- som føles ligesom aldrig at kunne slippe ud af.
Stivnet. Frosset i en langsommelighed der kan drive mig til vanvid!
Følelse af, ikke at kunne bryde ud. Jeg er bare stivnet. WTF?!
Og jeg prøver & prøver at vriste mig ud. Febrilsk. Uden held. Over tid.
En tid der føles uendelig lang.Som om alting går i slow.

Jeg har stået så mange gange i den her følelse af, at hvis jeg stod på en vej, og der kom en bus - så ville jeg ikke flytte mig. Ikke røre mig ud af flækken.
Mens jeg mentalt har råbt - så flyt dig dog for fanden! Igen og igen. Råbt i tåger. Forsøgt med alverdens veje for at bryde.
Og der sker lige nøjagtigt ikke en skid. Der sker bare... intet.

Indtil der så gør.
Og jeg ved stadig ikke hvad det er der gør det. Hvad det er der bryder. Det føles nærmest magisk. Og lidt mystisk bagefter også.
Jeg ville gerne være klogere på det. På hvad det er der sker. Og hvad der får det til at brydes.
Klogere fordi jeg tænker, at det måske kunne hjælpe mig til at bryde før? Hurtigere? Nemmere? Hvis jeg vidste hvad det var.
Måske ville jeg heller ikke være ligeså bange for den her følelse af at være stivnet?
For jeg er pisse hamrende bange i den følelse. Og når jeg synes at opleve over længere tid, så bliver jeg bare mere og mere bange. Utryg ved tanken om, at der ikke synes at ske noget som helst - uanset hvad jeg prøver eller forsøger mig med.

Men, et eller andet sker der jo. Undervejs i den der følelse af at være i slow. Og selvom jeg tror der ikke sker noget som helst.
Tror det er - ligesom med så meget andet - en proces der arbejder sideløbende, parallelt.
Kører, selv når jeg ikke er bevidst om det. Og selv når jeg føler alt er gået i stå.
Fuldstændigt og aldeles i S t å .
Jeg får en billede af, at det er som sådan en intuition om, at jeg bør kridte banen op. Trampe en fod i jorden. Slut! Slå en ring om mig. Et eller andet. Det kan jeg fornemme jeg skal.
Og jeg synes at gøre det igen og igen og igen og igen. I al den tid. Uden det nogensinde når udenfor mig. Uden jeg oplever at kunne trænge igennem - og ud.
Det er ligesom at råbe under vand. Være bag en glasrude. I tid der føles uendelig.

Indtil lyden nærmest pludseligt synes at blive klar. Indtil der sker et eller andet.
Og bryder.
Jeg kan ikke gennemskue hvordan.
Kan bare konstatere, at det føles som at være ved at tø op. Ikke længere være fuldstændigt stivnet.

Byen

Der er ikke mere plads i mit hoved. Jeg bliver så fucking firkantet. Kontant. Føles så skarp.
For helvede, la' vær' at kræve noget af mig lige nu!  
Kan ikke tage stilling. Eller forholde mig. Til det der er mit. Eller dit.
Presset løber over, jeg snerrer mit svar ud.
Tårerne løber ned af kinderne, mens jeg bander over ikke at slå til.

Jeg cykler gennem byen. Den by der nu føles som min.
Jeg kender snart alle smutvejene. Zigzagger som havde jeg aldrig gjort andet.
Skruer helt op for musikken i ørerne.
Lukker alt der forstyrrer ude.

Hold kæft hvor ser du smadret ud! Si'r veninden da hun kommer med kaffen.
Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Lige pludseligt. Ved ikke hvad hun vil ha'. Næh, hvad jeg vil, er det nærmere. Ved ikke hvem jeg er, lige der.
Snubler i alt det gamle, og får bare lyst til at proppe musikken i ørerne igen.
Undskyld, jeg kan ikke alligevel. Skrue op, lukke ude. Slut.

Jeg cykler gennem byen. Den by der nu føles som min.
Jeg ønskede sådan at bo her, og nu gør jeg - hver eneste dag.
Her er så mange bygninger der rejser sig, at jeg aldrig får set dem alle.
Hver gang mine øjne kigger op, ser de noget nyt.

Gamle døre går op med et brag! Om jeg har lyst at tage tilbage, og lege med?
Et kort stik af savn slår i takt med den tunge bass. Dunk, dunk, dunk.
Nej tak, svarer jeg, og tørrer mine tårer bort.  Jeg vil bare cykle her.
Skruer højere op for musikken, mens jeg bare kigger op, op, op...

Det er bare blevet sådan

Jeg ved ikke. . Det er bare blevet sådan. Over tid. Ligeså stille. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Det var vist sådan een dag. Så var det også sådan dagen efter. Og dagen efter igen. Og igen. Som en spiral jeg knap nok mærkede. Til det pludselig er blevet Sådan det så er.
Jeg husker ikke hvornår det ikke var sådan her. Jeg husker ikke hvornår det skiftede. Husker ikke. . nu er det bare. Og kan nogle dage tænke - det har da været anderledes. På et tidspunkt. Ikk?
Det er som gamle skygger, bare vælter frem i flæng! Flere, flere & mere. Pop!Pop!Pop! Viser de deres fjæs. Jeg kan høre det, lugte det, se det, mærke det, smage det! - sanserne råber, mens skyggerne popper frem af.. Ingenting. Skygger jeg troede var pakket dybt ned. Pakket, sat på plads. Lukket ned. Slut.
Det flimrer for mit blik, jeg bliver oversvømmet, slået omkuld. Indhentet, ædt, får kvalme - eller hvordan det nu er det ser ud.
Har du set at solen skinner ? Og jeg nikker, deler ud af et smil. Bliver squ bange, når jeg ikke kan se det. Hvis jeg nikker med, tvinger mig til at se, så holder det måske op? Lige om lidt?

Jeg ved ikke om det her er vrede? Ved ikke op eller ned. Fuck det! For helvede!, bander jeg mens tårerne synes at tage mine ord. Hvorfor skal jeg altid græde?!  Selv, når jeg tror jeg er vred ?
Jeg mærker bare et pludseligt had. Noget jeg ikke synes jeg har mærket sådan før. Jeg oplever bare at blive så gal på det hele! Så gal, at jeg nærmest bliver tom.
En underlig følelse af ligegyldighed, også når skyggerne popper endnu engang.
En følelse af det kan være ligemeget...... som skræmmer mig fra vid & sans.
Måske er det bare fordi jeg ikke forstår dem? Ikke forstår hvad det er,  hvad det handler om og hvorfor?

En mærkelig vrede eller frustration over du er givet de her muligheder. Og Vær dog glad, eller Vågn dog op! - men hvad er de, hvis man ikke formår at tage imod dem? Ikke kan se det, eller tage det ind?
Det føles som at vifte med et rød klud foran mit fjæs. Føles som bliver alt det jeg burde, bare en provokation der slår mere itu. Årsagen forstår jeg ikke, ej heller reaktionen -  jeg mærker bare, det hele konstant. Og hvem andre er der så at bebrejde end sig selv? Bebrejde, at man ikke tager det ind? KOM NU!

Jeg kommer ikke ud. Kommer ikke afsted. Jeg har ikke lyst. Min lyst er væk. Nogle gange synes jeg alligevel at vågne lidt op, når først natten falder på. Med en rastløshed, og så går jeg - bare for at gå. Går til dagen viser sin begyndelse. Til natten er slut, og jeg går hjem.
Alting tager en krig. De mest simple ting, føles ikke særligt simple. Og jeg føler mig hele tiden bagud. Eller for sent. For sen til at nå at være med. Min tid føles helt forskudt. Det tager en evighed at tage mig sammen. Hanke op, og samle mig selv. Jeg skammer mig over, at det er sådan det er. Skammer mig over at stå her. Skammer mig over, ikke at formå.

Det er bare blevet sådan. Den ene dag har taget den anden. Dage på dage, hvor jeg føler den her tyngde. Tankemylder. Rastløshed. Ingen fred. At all. Urummeligt. Ikke til at være i. Konstant, uden stop.
Jeg synes bare at kredse om en længsel efter Ro. Længes, uden at kunne huske hvordan det er.
Den her tyngde, og triste stemning at vågne op med. Angst. Tårer, for hvad?
Nogle morgener kan jeg slet ikke overskue, at det er blevet dag igen. Ønsker bare den var ovre. Kan man lukke den ude, bare for en stund?

Jeg har ikke lyst til noget, men bliver bange over at mærke det er sådan. Så jeg prøver, for at se om jeg får. Måske, bare lidt, i en bid?
Igår kom jeg afsted, og det er vigtigt at huske på.

Det er bare blevet sådan. Og jeg der ellers frygter kemi. Bange for hvad det gør ved min hjerne. Min evne til at reagere. Agere. Men, det er bare blevet sådan. Og jeg kan ikke holde det ud.
Så det er bare blevet, at antidepressiver nu også må glide ned. Jeg sluger dem sammen med tanken der hvisker om det virkelig også er nødvendigt? En følelse af at gå i ring. Eller tilbage. Jeg var da færdig med det? Lige nu, kan jeg bare ikke andet. Faktisk. Lige nu, hænger jeg bare på.
Og egentlig opdagede jeg bare, at kemien måske ikke er at frygte? Men at jeg istedet er bange for hvad der sker med min hjerne, mine tanker, mit sind . .  Mig,
hvis ikke jeg gør forsøget?
Så jeg synker dem, med en ambivalens der glider parallelt ligeså stille ned - siger til mig selv, at det at gøre dét, ikke er det samme som at løbet er kørt. For good. En følelse af, at jeg må overgive mig - men at det ikke er det samme som at give fortabt. Måske kan de rent faktisk gøre en forskel? Måske er de, igen, en hjælp. Lige nu er jeg villig til at gøre forsøget. Villig til stort set hvad som helst.
Det er bare blevet sådan. Og nu kan jeg ikke huske vejen tilbage.
Sådan er det så. Det er hvad det er, råt for usødet. Selvom råt får mig til at ville trække dét tilbage.
Jeg må gøre det jeg kan. Gøre alt jeg formår. Hver dag.

Alting ændres, intet er konstant. Heller ikke dette. Siger jeg mest som en trøst til mig selv. Mest for at starte et sted.

Alt det jeg ikke fik lært

For mig handler det egentlig ikke så meget om, at fortiden ligesom synes at blive ved at hænge fast.
Ikke så meget om, hvorvidt 'man ikke kan slippe den'. Eller ikke evner at ' komme videre'.
Det handler mere om, hvad fortiden har af indvirkning på nutiden. Alle de tråde der bliver trukket fra dengang til nu, og er strakt ud.
Igen & igen mister jeg fodfæste i deres spin, bliver hvirvlet ind i det der er efterladt. Alt det der er kommet i kølvandet. Og fortsat kommer. Konsekvenserne. Det der bliver nuets vilkår. Og gør nuet så skide svært.
Alt det jeg ikke fik lært. Ikke forstod. Ikke fik indblik i.
Alt det, som indimellem virker som logik for verden omkring, mens det bare er helt nyt sprog, for mig.
Det der spænder ben i min nutid. Slår hårdt, brænder eller gør skade.
Som konsekvens af ikke at have lært.

Det provokerer mig voldsomt at opdage alt det jeg ikke har lært. Ikke har forstået. Og ikke kan se. Provokerer mig, fordi jeg bare så gerne vil forstå! Forstå, ligesom jeg gerne vil være en del, uden altid at føle jeg gør forkert. Agere uden at stikke helt ved siden af, eller brænde broer med ild jeg ikke forstår bliver tændt. Jeg vil bare gerne kunne se det 'de' ser.
Det provokerer mig, fordi jeg bliver ved med at brænde mig på det! Og står som et barn der ikke forstår.
Alt det der aldrig kom, dengang det skulle - men som kommer som årtier forsinket, og jeg står bare uforstående ved siden af.
Men jeg er voksen, og har ikke ' lov '  til ikke at forstå. Det forventes at jeg gør, og gør jeg ikke er jeg dum. Uintelligent, intrigant, uansvarlig, krævende, dramatisk - overfølsom, alt for sensitiv, og nærtagende. Selvforskyldt i scenarier der løber løbsk, mens jeg blot forsøger at hænge på.
Jeg brager lige ind i andres forståelse af verden - alt det der virker som logik, for de der har forstået. Bliver sprængt i småstykker i billederne. Og jeg bliver på en eller anden måde, en del af noget jeg ikke forstår. En del af et billede jeg ikke kan se.
 
Og ja, der kan tankerne godt glide tilbage i tiden. Mens nutiden kører parallelt.
Ja, jeg kan godt blive pisse gal over ikke at have lært alt det her noget før. Som barn, ung eller hvornår det nu var meningen. Af de, som det var meningen der skulle lære mig det.
Havde det ikke sparet mig for en masse tumult? Skade, fare & usikkerhed? Sparet mig for konstant at blive brændt? Sparet løbeilden der løber løbsk? Sparet alt det nutid der gør så fandens ondt?
Men, der er ikke noget at gøre ved det. Det lærte de mig ikke. Og vreden mod dem kan jeg ikke rigtig bruge, her og nu.
Det gør ingen  forskel at dvæle, selv i vrede, selv når det kan føles svært at lade den gå.

Jeg må lære det hele selv. Det er mit ansvar. Herfra.
Jeg må bare lade mig brænde, mens jeg lærer alt der gik tabt.
Pleje de nye sår, alt det bedste jeg kan. Måske plastre til, eller skærme for at hele.
Alt imens jeg lærer alt det jeg ikke fik lært.
Nu. 
Så mit nu, min nutid, forhåbentlig på et tidspunkt bliver lettere. Og ikke længere skal gøre så fandens ondt.
Så jeg slipper for alt det tumult der bliver ved at opstå. Alle de nye sår. Eller måske bare, som et håb, noget af det. I dele.
I kølvandet på aldrig at have lært. Eller forstå.

Andres ord at hvile på - Et citat

' Jeg er som jeg er, Jeg er hvor jeg er ' 
Kender du det, at du kan falde over en andens ord & opleve de bare går helt ind? Rammer noget. At de får tankerne til at falde på plads ligeså stille. Måske acceptere i et eller andet omfang, eller tænke Ja, det er sådan det er! At ordene bare giver mening, Fortæller noget af det du ikke havde ord for? Og skaber en anden forståelse?
Ligesom min tidligere terapeut Odile Poulsen sagde; ' Man kan hvile sig på andres ord for en stund. Og det kan ind imellem være nok, når man ingen har'. 
Pernille My Bjørk Andersen delte følgende ord idag. Nu har jeg fået tilladelse til også at dele dem med dig. 
Tak Pernille. 
;

' Jeg er som jeg er ♥ - og jeg er hvor jeg er ♥ - flakkende rundt udvendig, for at finde hjem indvendig - eller mere for at kunne forblive hjemme indvendig midt i alt det udvendige, føles det som.
Alt det udvendige er som et spejl af det indvendige, og omvendt også ♥

Jeg er fyldt af tråde der forbinder mig med min historie i fortiden, - tråde der har ført mig hertil og som har knyttet sig til nye bånd og forbundethedstråde, - de skaber min vej mens jeg går, - og min historie og mig ♥
Og nogen gange, afhængig af hvordan lyset falder, og hvilke skygger dette lys vækker føles nutiden som et spejl af fortiden, og jeg henledes til en anden tid, - går "baglæns" samtidig med jeg også bevæger mig frem, - farer vild men uden at være på forkert kurs.

Fortiden, - når den skygger for nu, gør den det af en grund, - som en hjælp der ingen logik har, men som dog er uundværlig på en måde man nogen gange først mærker betydningen af langt senere.
- Måske spejler fortiden også nutiden af og til, tænker jeg på, som en ledetråd, - som en sti der kryber hen til en når alt ellers føles som vildfarelse? - som noget kendt der hvor alt andet endnu kan føles som ukendt.
- Måske er fortiden ikke altid noget man bare skal/kan give slip på, - den lever jo også her og nu som en del af mig og min historie, - de bånd kan jeg ikke bare klippe over, - de er en del af det der holder mig her på jorden ♥ - på godt og ondt.
Jeg er som jeg er ♥ - og jeg er hvor jeg er ♥ - hvem end det så er, og hvor end jeg så er  - i dette øjeblik, og i næste og i næste  '

- Pernille My Bjørk Andersen

Lige nu er jeg så her

Jeg synes du skal prøve. Øge dosis lidt. Se, om ikke det kan give lidt ro...
- Ja. Hvor mange? Altså, hvor mange skal jeg ta'? Jeg er bare interesseret i et bud.
Start med det foreskrevne. Max. Og ring til mig, hvis du synes det ikke er nok. Men, ring til mig inden du kaster dig ud i at tage mere. 


Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Som krykke. Hvordan blev min verden pludselig sådan?
Tanken er næsten allerede forsvundet inden jeg tænker den færdigt. Erstattet med håbet om Ro.

Imorges ringede jeg.
- Det virker ikke.
Nej ?
- Det er ikke nok. Der er bare ikke noget som helst der virker i øjeblikket! Ligemeget hvad jeg gør. Kan ikke finde ud af det.
Åh jeg kan godt selv høre hvordan gråden står febrilsk i min hals.
Jeg synes du skal komme op forbi. Kom. Kan du det? Om en time?  


Det vrimler med mennesker da jeg runder gadehjørnet. Måske er der i virkeligheden ikke flere end der plejer at være. Jeg kan bare ikke kapere dem. Kan ikke skille ad. Eller rumme.
Hvor blev filteret af?
Busser, og cykler, og horn der dytter, mens menneskevrimlen fylder hele fortovet ud. ½ minut ved et rødt stoplys føles længe. Længe, at stå der i følelse af Intet.

Hvad er det der sker ? Spørger hun. Hende lægen, med det intense blik.
- Jeg synes bare jeg får det værre og værre for hver dag....
Ja. 
- Synes bare det hele bliver..... værre. Kan ikke bremse. Jeg føler det går den forkerte vej?...
En tåre sniger sig nedover min kind. Åh nej, here we go.
Jeg kan mærke det der blik på mig. Øjne der ser, som trænger de helt ind til mine knogler. Jeg har bare lyst til at forsvinde.
- Jeg forstår det ikke! Jeg ved ikke hvorfor! Jeg ved ikke hvad det er der sker....
Frustrationen fylder alting ud. Som bliver pladsen til at se eller forstå, for trang. Jeg mister overblikket, og mister mit vejr i kampens hede.
Sidder bare der, og krakelerer ligeså stille. Can't help it, selvom jeg er bange.
Hader at tabe ansigt, i menneskers nærvær. Hader, at de får blik for det sårbare.
Mest af alt, når skjoldet er væk. Filteret forsvundet. Jeg føler mig for åben. Udsat.

Medicin er een ting. Og vi kan godt øge. Mere henover weekend. Måske du kan få ro? Og så kommer du igen på mandag.
Jeg hører, uden rigtigt at høre. Ord bliver nogle gange som ævl.
Men, det kan ikke stå alene. Hun stopper med at tale. Jeg mærker det der blik, igen.
Er du med på hvad jeg mener?

Og jeg er helt med. Ved, at vi taler samme sprog.
Det giver alligevel en lille flig af lettelse indeni mig. Som luft der siver ud af min brystkasse. Pheeew
Måske er det bare trods alt rart, indimellem at føle sig forstået. Selvom det der er at forstå ikke virker særligt forståeligt. Eller særlig rart at have med at gøre. Det der er, er ikke rart at være i. Men, det er dog... forstået. Modtaget. Delt?

Dét kan ikke stå alene.
Og det føler jeg heller ikke jeg kan, lige nu.
Selvom jeg heller ikke har lyst til at være med nogen.
Mest har jeg lyst til, at være selv. Græde. Få ro. Fred! Uden at være alene. Det underlige komplekse - jeg kender så godt.
Så lige nu er jeg her, med medicin som krykke. Søgt lidt ly hvor der er mennesker. Liv, på den anden side af væggen, indtil gæsteværelse. En veninde der har åbnet sin dør.
Der var ikke ret mange ord at sige. Ikke ret meget at få sagt. Uselskabelig, i selskab, og træt så ikke engang et smil kunne stilles op.
Så længe mit selskab ikke bliver krævet, tror jeg nok, at her er for det bedste.
Her synes jeg heller ikke rigtigt at kunne være. Heller ikke at kunne trække mit vejr. men hvor kan jeg i virkeligheden det?

Jeg skulle jo slet ikke have medicin. Den tanker virker så underlig fjern. Var det overhovedet i dette år, at mine tanker kredsede deromkring?
Jeg skulle ikke blablabla. Det er ligemeget hvad jeg ikke skulle. Troede. Eller ikke troede. Så giv mig et eller andet. Eller lad være. I don't care. Det er ligemeget, bare jeg mærker ændring. 
Jeg har mistet overblikket, overskuddet, vejen, fundamentet, roen eller hvad det end er der føles forsvundet.
Verden ser pludselig så anderledes ud.
Og alligevel virker den så insisterende med sin velkendthed. Velkendt med lyden af storm.

Lige nu er jeg så her, og det er okay.
Måske er det der skal til, for at få pause.
Ro. Bare ro. Lidt fred.

Månelandskab

Sidder her & stirrer ud i natten.

Det er vist fuldmåne? Månen står akkurat så lavt, at hustagene over mit vindue dækker. Jeg kan ikke se dens hele. Kun skæret. Og skyggen.
Skyggen. Ligesom den stemning der har fulgt mig hele dagen.
Følelse. Stemning. Jeg kender ikke forskellen.

Venter på, at sovemedicinen vil begynde at virke, med sin velkendte form for slow-motion.
Det der lille signal om, at nu kan jeg godt lægge mig ned. Ligeså stille. Nu behøver jeg ikke frygte at ligge der, og ikke kunne sove. Frygte alt det der sker, når søvnen ikke vil komme. Alt det rummet mellem vågen & søvn kan vække af alverdens rædselsscenarier. Og hvor jeg kæmper for at blive liggende, helt på det fysiske plan. Indtil jeg ofte må stå op igen. Gå rundt. Vente. Og forsøge igen.
Når søvnen endelig indtræder, springer mareridtene frem som en trold af en æske. De kører i ring lige i øjeblikket. Lidt kemisk søvn kan måske bryde det. Bare lidt.
Jeg venter på signalet fra kemien om, at nu går tankerne i slow. Stopper nærmest, på et eller andet plan. Ligesom bevægelserne bliver så underligt tunge. Eller måske bliver der i virkeligheden bare tomt. Tyst. Indeni. For noget tid.
I nat har jeg brug for der bliver stille. Roligt vand.

Der var så meget jeg skulle idag. Så meget jeg havde lovet, så lidt jeg kunne overholde.
Der var så meget jeg havde besluttet mig på. Ikke ret meget af det, som blev.

Det er svært at tage del i verden, når hænderne ikke synes at ville åbne hoveddøren. Døren ud til.
Når jeg bare står der og glor på håndtaget, og helt har glemt hvordan man betjener sådan et.
Eller er det benene der ikke synes at ville gå derud? Er det benene der stritter imod? Kroppen der strejker. Går i baglås? Ligesom min hjerne. En hjerne der bare føles som grød, eller som figurerer den i en anden zone, et andet sted, end dér hvor resten af mig, synes at være.
Kan hjernen være lammet? Ligesom, at blive paralyseret , fanget ind, når jeg står der?

Jeg kunne ikke gå ud. Jeg kan ikke åbne døren..
Det kan jeg ikke rigtig ringe op og sige højt, som en undskyldning for ikke at gå derud. Derud hvor nogen venter mig.
Og hvor er min telefon iøvrigt henne, da jeg står der?
Jeg er bare låst. Ligesom døren.

Står som med en skygge af angst klæbende til min ryg & et kvælertag om min hals. Kvalmen overtager mig indefra.
Det er ligesom at vågne op af et mareridt, og stadig kunne mærke rebene, hænderne, kvælningen. Et mareridt der kan virke som det sidder fast på mig, gennem alt for mange timer.
Som en skygge, kan angsten klæbe sig til mig & jeg har ikke overblikket til at kunne træde ud af skyggen.
Går bare i stå.
Som jeg stivner der i mareridtet. Ligger vågen, med visheden, uden at kunne bevæge mig. Ingen bevægelighed. Alt, alt for længe. Længe nok, til at tankerne når at køre i ring. I spiral. Rundt, rundt, rundt. Til jeg brækker mig af angst & frygt, og kroppen synes at blive sat i bevægelse. Sat ud af at være stivnet.

Der var så meget jeg skulle idag. Så lidt af det der blev.
Skyggen synes aldrig helt at gå væk, synes nærmere blot at klæbe sig til mig, påny. Hænger der, klistret & følger hvert et skridt jeg tager.
Jeg kender den godt. Afsindigt godt. Og alligevel gør den mig bange.
Jeg bliver bange, når angsten får styret hvad jeg skal, og kan.
Bliver bange, for det aldrig holder op.
Jeg bliver så bange for, at jeg aldrig vil kunne lære det. Bliver så bange for jeg aldrig vil formå.
Bange, fordi det altid føles som 10 skridt tilbage.
Og tilbage, er den gale vej.

Jeg kæmper med angstens kvalme, der slår ind som bølger. Har kæmpet mig gennem den hele dagen. Som aftenen faldt på, blev den endnu stærkere, og jeg ved ikke hvad der skal til for at stoppe den.
Jeg hører hele tiden en vejrtrækning nær mit øre.
Jeg ved godt med min fornuft, at ingen andre end jeg trækker mit vejr, lige her hvor jeg er.
Jeg ved godt, at den følelse jeg har af, at der står en bag min ryg er falsk.
Det var den også igår. Da jeg, på kanten af søvnen, slog en kolbøtte indvendigt af panik, over at tro mine sanser havde ret. Et hjerte der farede helt op i halsen.
Jeg ved godt. Og alligevel føles det så virkeligt.
Det er svært at overdøve, aflede, kaste væk - når først tanken er tænkt og har sat sig.
Når først fornemmelsen er vækket, så er alarmerne helt vågne.

Tager en omgang mere

Jeg tror du har brug for det... 
- Ja, det tror jeg også....

Det har  jeg
synker indsigten helt ned i maven.

Jeg havde faktisk glemt, hvad terapi også er. Eller kan være.
Hvor mange facetter der er i det rum. Komplekst.
Og hvad man også kan betragte som læring. ( Hvis man tør? )
Jeg havde faktisk ikke set det.
Jeg havde faktisk ikke tænkt så langt.
Blot stejlet. Stået af på det. Følt mig jokket ned. Ramt, som jeg bare kender så godt. Og reageret i samme boldgade.

Indtil jeg sad der, og blev spurgt - af et menneske der kender mig så godt.
Hun behøver aldrig sige eller spørge ret meget, før mine tanker bevæger sig i en anden retning.
Før det får mig til at tænke. Overveje. Genoverveje. Se mig selv, i et andet perspektiv.
Det er utroligt, at have sådan et menneske i sit liv - som bare kan inspirere tankerne igen og igen. Berigende.

Jeg blev helt ked af at mærke indsigten synke ind. Ja, jeg har brug for det.
Måske blev jeg ked af det, fordi jeg faktisk havde glemt, hvorfor det er vigtigt. Havde bare nået til at sige Fuck det, jeg gider ikke gå ind i det. Havde tænkt, at det går jo nok. 
Men, den senere tid har jeg mærket, at det gør det ikke. Overhovedet.

Det er squ egentlig også lidt svært at rumme. At se. Mærke på. Og, at sige højt. Out in the open.
Bliver så virkeligt, når det får ord, ikk?
Ville jo gerne det var anderledes. Det er det så ikke.

Jeg havde glemt hvorfor jeg gerne vil lære. Mere! Videre! Hvorfor jeg er nødt til det! Nødt til at lære mere, så jeg kan agere i verden. Hvorfor jeg ikke synes 'hertil' er tilstrækkeligt. Jeg vil gerne et andet liv.
Tænker ind imellem, når det er rigtig tungt; Det kan ikke være meningen, at det skal være sådan her. 
Jeg vil jo gerne noget mere, og andet. Har ikke lyst til at 'strande' her. Bliver nærmest panisk bare ved tanken om at skulle. Var det så alt der var muligt?
Puha, nej.

Det havde jeg bare glemt.
Indtil jeg hørte hendes ord. Også de nye. Og blev mindet om. Fik andre overvejelser.
Så blev det så klart for mig. Stod helt tydeligt.
Hvor er jeg heldig, at have hende i mit liv. Heldig at hun vil.
Taknemmelig.

Jeg tager en omgang mere. De timer der er tilbage. Ser hvad det kan give mig. Dér.
Jeg tør godt. Jeg har godt modet. Eller, det skal jeg have.
Jeg må se hvad det kan lære mig
Og når timerne så er slut, viser der sig måske en mulighed for noget andet. Det håber jeg. Meget.
Indtil da vil jeg se hvad dét der er mulighed nu, kan hjælpe mig videre med.
Videre det vil jeg.
Her går det ikke.

Jeg tager en omgang mere.

Uden navn. Uden titel

Jeg ved ikke hvor du er i verden, lige nu.
Jeg ved ikke hvor du er, i dit liv.
Jeg ved ikke, om du nogensinde sender mig en tanke. Og hvis du gør, om den tanke så er god?

Måske er tanken fuld af vrede, harme? Eller måske ligefrem fyldt af ligegyldighed?
Jeg ved det ikke.
Jeg ved ikke om du tænker.
Jeg ved ikke om du tænker, på mig.

Jeg ved ikke, om du oplever at tanken må lægges væk? Om du oplever, ikke at kunne sende den?
Jeg ved ikke om du mærker, at tanken kan være for svær at tænke,
og at du, ligesom jeg, ikke gør det ret ofte?

Jeg ved ikke om du også kan have et øjeblik, et tidspunkt, en stund, eller et lille bitte glimt - Et lille øjeblik, hvor tanken den strejfer, og synes at krydse tilbage, til en glemt tid?
Et kort sekund, hvor en lille flig af savn, kan risle som en strøm gennem dig,
for så at må flyde væk, igen?

Jeg ved ikke hvor du er i verden, lige nu.
Nogle gange tvivler jeg, om du er i live.
Jeg ved ikke om du nogensinde sender mig en tanke.
Jeg ved heller ikke hvad dine tanker er fuld af.
Men jeg ved, at mine egne ind imellem krydser.
Tilbage. I et kort glimt. Et lille øjeblik. Et stik, en flig, og en strøm der risler.
Et kort savn.
Dér, hvor jeg sender dig en tanke.

At 'vokse' fra hinanden

Det er blot som om, at tiden er - anderledes. Som om noget er ændret.

Engang kunne jeg da dele nogle af mine tanker med dig, kunne jeg ikke?
Engang spurgte du til mig. Og mit liv.
Engang føltes det mere ligetil. Stilheden var ikke akavet. Eller utryg, for mig. Måske var stilheden der slet ikke? Jeg husker det faktisk ikke nu.
Engang var jeg ikke ligeså usikker på mine ord. Usikker på hvert et ord jeg ville ytre. Vejede dem ikke på usikkerhedens vægtskål. Den, hvor alt mit altid synes at veje for let.

Det er lidt ligesom at opdage, at vi var to, som fulgtes ad på et stykke af vejen.
Indtil vores veje bare synes at gå i hver sin retning. Og nu kan vi ikke længere finde tilbage til et sted, at mødes.
Eller. Jeg, kan ikke længere finde et sted, at møde dig. Måske er det sådan det er.

Jeg hører dine ord. Lytter. De er som de altid har været. Ordene. Tror jeg da nok?
Og jeg undrer mig over, hvorfor de pludselig synes at trænge anderledes ind, i mig. Eller nej, jeg undrer mig over, hvorfor de ikke længere synes at trænge ind, fænge, fange mig mere. Dine ord. Hvorfor jeg ikke kan høre. Længere. Jeg hører ikke engang det, som ellers ville ramme mig. Det, som plejede at føles som syle.
Jeg er et andet sted. Væk fra der hvor vi er. I tankerne. Synes ikke at kunne fastholde mig der. Når jeg gør forsøget - når jeg fastholder mig der, bare for et øjeblik, så mærker jeg bare ændringen. Mærker bare, at det ikke er som det var. Og tomheden. Min egen tomhed. Som en tavshed, så enorm. Min egen manglende lyst til at sige noget, bliver så markant, at jeg ikke kan overdøve den.
Jeg har virkelig bare ikke noget at sige. 
Det er en underlig fornemmelse af sidde med. I et nærvær af et andet menneske.

Engang synes jeg det var anderledes. Men, engang synes jeg også at jeg gjorde forsøget.
Jeg ville så gerne kunne dele. Kunne lukke dig ind i min verden. Vove det. Ligesom du lukkede mig ind.
Jeg ville så gerne, at jeg kunne vide, at du holdte af mig uanset hvad jeg måtte sige.
Jeg ville så gerne, at du forstod mig. Eller nærmere respekterede & accepterede. Kunne følge mig. Føle mig forstået. Mødt. Blev så ufatteligt ked af det, når ikke du gjorde.
Indtil en dag, hvor jeg bare synes at holde op med at forsøge. Bare holdte op med at blive ked af det.
Det ramte mig næsten ikke mere. Det blev, som kunne mit sår godt bløde, men det blødte ikke fra hjertet.

Men, den dag stoppede jeg også med at være mig. I et eller andet omfang.
Holdte op med at give en bid af mig. I dit nærvær. Tror måske bare ikke, at der var mere lyst til at give?
Den dag blev jeg en kunstig udgave af mig selv. Og jeg brød mig ikke om den jeg var, når jeg var i den rolle.
Og brød mig ikke om usikkerheden. Hadede den som ind i helvede. Den gjorde mig intet godt. Holdt mig bare i et søvnløst greb. Evigt spekulerende, om jeg nu havde fejlet. Igen.

Det føles trist, at vores veje ikke længere synes at kunne møde hinanden. Eller, at mine synes at være gået i en anden retning. Trist, at jeg ikke længere føler jeg har noget at sige. Men, det er sådan det er.
Det er svært at skilles. Svært at gå.
Men jeg ved bare, at jeg må. Gå.
Og måske er vi i realiteten allerede gået. For længe siden.
I hver vores retning.