Tanker jeg ikke kan mærke

Tanker er magtfulde.
Det er dine tanker der styrer dine følelser. Dine tanker der skaber følelsen. Det er dét du tænker, der afgører hvordan du har det.

Jeg har hørt dét før, tidligere på min vej her i livet. Hørt ordene i flere sammenhænge gennem de sidste 10 år. Nu hører jeg dem igen. Og tårerne løber ned af mine kinder, synkront med at følelsen af fiaskoen bare vokser & vokser.

Undskyld, men jeg forstår det ikke. Jeg prøver. Jeg vil så gerne!

Ordene er som et slag i maven. De rammer som syle i mit inderste. Ordene summer i mine ører. Og efterlader mig uforstående i mit eget dødvande.
Og jeg forstår ikke hvorfor... Hvorfor lige præcis dét her er så forbandet svært?
Forstår faktisk bare, ingenting ...
Står der, som en anden idiot & fatter intet. Helt blank.
Er jeg i virkeligheden dum? Dybt uintelligent, når jeg ikke kan se det her?!

Grundlæggende har jeg svært ved at forstå, at tanker skaber følelser.
Eller rettere; At mine tanker skulle skabe mine følelser.
Og hvad er det så for Tanker, der skaber noget? Skal man tænke på noget bestemt? Eller er det 'bare' alle tanker, om alt?
Hvis en tanke er dårlig for én - hvordan finder man så ud af hvad man kunne tænke i stedet? Funderer lidt over, at man vel tænker dét der ER? Hvis der automatisk var flere at vælge imellem, ville man så ikke tænke de forskellige? Eller opstår de ikke af sig selv? Hvor kommer de så fra?
Det er måske (endnu) en mangel i min opvækst ? Det der med at forstå hvad tanker er, og hvor de kommer fra. Og hvad man egentlig skal bruge dem til ? Og hvordan.

Indtil for bare få år siden forstod jeg ikke begrebet følelser. Synes det var rigtig forvirrende & forstod ikke hvad andre mente med 'jeg følte.....'
Faktisk var det ligeså forvirrende, som det her med Tanker er nu. Så måske vil det en dag heller ikke længere være sort snak? Der er da håb for dét, tænker jeg.

Man kan sige jeg er startet helt fra bunden for ganske få år siden. Helt fra scratsh med at lære hvilke betegnelser jeg kan sætte på dét jeg mærker.
Indtil da, havde jeg intet begreb om hvad En følelse kunne være. Og jeg vidste faktisk ikke, at dét jeg mærkede indeni i mig, var en følelse.
Jeg ved ikke hvad jeg troede det var...? Men i hvert fald noget, som ikke skulle være der.
Eller... Jo, jeg troede vel egentlig nok, at det jeg mærkede indeni mig, var sygt.
Det var det syge, dét der var min kerne af ikke-menneske, som boede derinde. Og som for alt i verden ikke måtte slippe ud!
Nu har jeg lært at mærke en følelse. Kende forskel på de forskellige følelser man kan have. Og give dem ord.
Jeg tror ikke længere, at det jeg mærker er det syge.
Jeg ved, at det jeg mærker er det raske i mig. Det er beviset på, at jeg er levende. Jeg har følelser.

Jeg har længe haft svært ved, at blive konfronteret med en holdning om, at 'positive tanker' er vejen frem.
Haft svært ved på den ene side, at skulle lære mig, at det er fuldt ud tilladt at tænke det jeg gør. At ingen ejer mine tanker! Og at det er tilladt at have følelser. Og føle lige præcis det jeg gør. Uanset hvad det så er for følelser.
Men så på den anden side, så skal disse tanker så være positive. De skal give mig noget godt. Hvis de er negative, eller skaber en dårlig følelse i mig, så er de ikke gode for mig.
Og jeg befinder mig i en blindgyde.
De ER der jo? De svære tanker, og de svære følelser. Dem der ikke er positive.
Er det ikke at svigte mig selv, når jeg forsøger at skubbe negative tanker og deraf svære følelser i baggrunden, og ikke tør kigge på dem? Fjerne alt hvad der ikke er rart - gøre mig følelsesløs & køre ind i et så velkendt og hjemmevant spor, at jeg nærmest ikke opdager jeg er gået derind, før jeg er der?

Jeg oplever ikke bare, at jeg er afvisende overfor konfrontationen med Positive tanker.
Jeg er decideret stået af. Jeg går i bakgear og bliver nærmest panisk.
Jeg føler mig dybt uintelligent, at jeg ikke forstår. Ikke kan finde pointen. Ikke kan se logikken. Ikke forstår, at dét at skulle tænke positivt ikke er det samme som at neglicere mig selv, igen. Skøjte henover det hele og forsøge ikke at føle noget.

En dag læste jeg en kommentar fra en ung kvinde, som satte mine tanker igang. Hun beskrev så fint, hvad det er for dødvande jeg oplever at komme i, når jeg bliver konfronteret med 'Du skal tænke positivt'.

'For at kunne skabe de rigtige tanker må vi være tro overfor vores følelser. Tanker jeg ikke kan mærke, adskiller mig fra mig selv'.

Det er lige præcis dér jeg står lige nu. Tanker jeg ikke kan mærke, giver ikke mening i mig.
Jeg føler jeg bevæger mig væk fra mig selv, og svigter dét jeg er. Igen.
Og jeg oplever, at det har jeg ikke længere lyst til at gøre.
Jeg vil mærke mine følelser. Mærke at jeg er et levende væsen. Ikke bare fjerne mig selv, udslette mig selv ved at 'få det til at holde op'.
Ikke dermed sagt, at jeg synes det er nemt. Det er det ikke! Det er rigtig svært og smertefuldt at mærke mine følelser. At rumme dem & give dem plads i mig.
Men det giver mening at lade dem være der. Mere og mere. Større og større bidder af dem får lov at blive. Det er en ny mening, som er kommet til i mig. Så ny at jeg endnu ikke har ord til at beskrive.

Det er måske ikke rigtigt, at jeg ikke giver mine følelser plads & derigennem lærer at rumme dem, ved at tænke noget andet. Det er måske slet ikke sådan det hænger sammen. Men det føles sådan. For nu. Det er her jeg står. Det er her min forståelse bor pt.

Herfra min verden går.

Sne

I snelandskabet forandres overblikkets pejlemærker.
Verden ser ud, som er jeg vågnet til en anden.

Mit blik falder ud på alt det hvide. Og mit hjerte synker. Igen og igen.

Vi er spærret inde! Runger tankerne i mit hoved.
Et ekko der står tilbage i det ensformede landskab, hvor intet er til at skille fra hinanden.

'Det er bare sne. Det er ikke farligt'. Siger du til mig, fra et sted langt borte.
Jeg kan ikke høre. Kun se.

Sne.
Jeg vakler i forandringen. Bange for ikke at kunne genkende vejen hjem.
Bange for indespærringen, det ufrie.
Ville jeg kunne flygte uden at efterlade mig spor?

'Jeg forstår ikke hvad du mener, Silje?'
Det behøver du heller ikke.
Min frygt er vågnet, men mindskes når jeg giver den ord ♥

Støttecenter mod incest mangler din hjælp.

Kære alle venner af Støttecenter mod incest

Dette er en høflig opfordring til, hvis du ikke allerede har doneret fx 50,- kr. til støttecentret, at du kan nå det endnu. Al hjælp er tiltrængt, og vi er et stykke fra de 116, som vi skal være - se nedenfor.

Støttecenteret skal have pengegaver fra 116 personer i 2010, for at blive godkendt af SKAT som almenvelgørende forening. En godkendelse betyder bl.a., at vi kan søge Tips- og Lottomidler.
Du kan derfor hjælpe, ved at overføre et mindre beløb – gerne 50,- kr. – til Støttecentrets konto:

Reg. nr.: 0443 Konto nr.: 4646163250

Støttecenter mod incest hjælper hvert år hundredevis af voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og pengene bliver brugt til gavn for Støttecentrets brugere.

Hvis du gerne vil være sikker på at pengene går til det rette formål, kan du besøge Støttecentrets hjemmeside på www.incest.dk

På forhånd tak!
**************
Smid en 50'er & bak op om støttecenterets VIGTIGE arbejde.

Mandela

" Our deepest fear is not that we are inadequate. Our deepest fear is that we are powerful beyond measure. It is our light, not our darkness, that most frightens us.
We ask ourselves, Who am I to be brilliant, gorgeous, talented, fabulous? Actually, who are you not to be? You are a child of God. Your playing small doesn’t serve the world. There’s nothing enlightened about shrinking so that other people won’t feel insecure around you.
We are all meant to shine, as children do. We were born to manifest the glory of God that is within us. It’s not just in some of us; it’s in everyone. And as we let our light shine, we unconsciously give other people permission to do the same.
As we’re liberated from our own fear, our presence automatically liberates others”
- Nelson Mandela

Grib hjælpen

Uanset om jeg vil det eller ej, så bærer jeg min historie.
Ind imellem kan den føles for tung & sporene der er sat, være så omfattende i min nutid.
Men jeg mærker en tydelig forskel, når jeg får hjælp til at huske hvad det er jeg bærer.
Hvorfor tyngden er der. Får hjælp til at skille fortid fra nutid - pakke bagagen om, så den igen er til at bære videre, på min vej ♥

Angst

Angsten kører sit eget løb.
Slår ind som bølger hvert andet øjeblik.
Parallelt med min følelse af, at skulle skubbe alt & alle væk.

Det der plejede at være vejen ud, er pludselig ligeså angstfuldt.
Jeg forstår ikke hvorfor?

Jeg er et sted på min vej her, som jeg virkelig ikke forstår.

. . .

Flashback lever deres eget liv.
I blindgyden, hvor skillelinjer mellem dengang & nu, ikke eksisterer.

Må æde min spinkle tilkæmpede værdighed i mig. Gang på gang.

Når man modtager økonomisk støtte fra det offentlige til terapeutisk behandling, bliver der afkrævet en detaljet beskrivelse af ens dybt personlige og private vanskeligheder - ikke bare 1 gang, men op til 3-4 gange på et år.
Behandleren skal så at sige beskrive i detaljer hvilke oplevelser der har været skyld i ens mentale & fysiske tilstand - og hvorfor man har stort behov for terapeutisk hjælp.
Det skal beskrives hvad man ikke evner. Og hvorfor man ikke evner det. Hvilke vanskeligheder man har psykisk, socialt, fysisk, mentalt etc. som kræver terapeutisk hjælp.
Det skal, sagt med andre ord, beskrives sort på hvidt hvor svært det er at skabe et nyt liv. Og hvorfor man ikke kan dette på egen hånd.
Jeg er en af dem, der kaldes Man. Jeg er et nummer i rækken.

Det er det mest ydmygende jeg kender.

At mine vanskeligheder skal stilles til skue for ikke blot 1 person - min terapeut, som jeg selv har valgt at ville dele med. Og selv har valgt hvordan jeg deler med. Men stilles til skue for en hel afdeling af mennesker, som har direkte elektronisk adgang til at læse om hvad jeg ikke evner. Og hvorfor.
Min terapeut har jeg selv valgt. Jeg har valgt at dele i dét rum. Valgt det, fordi det er til gavn for mig og min proces.
Jeg har ikke valgt, at dele med en sagsbehandler. Eller en offentlig database.

Gang på gang skal jeg æde den stolthed i mig, som jeg har knoklet for at oparbejde, og tillade at andre mennesker - som jeg ikke skal have nogen personlig relation til - læser om hvor meget jeg kæmper for at få et normalt fungerende liv.
Jeg skal æde den stolthed, som er så nem at knække - og som bliver det gang på gang, når detaljer om min privatsfære skal udleveres til et system.

Jeg bliver ydmyget og finder det enormt grænseoverskridende ikke at have mine traumatiske oplevelser, mit følelsesliv, mine tanker, mine overvejelser og mine vanskeligheder for mig selv, eller i et rum jeg selv har valgt.

Jeg er vokset op med ikke at eje mig selv.
Min krop, min psyke, ja selv mine tanker blev det afkrævet at jeg delte med andre.
De ejede det hele!
Jeg var ikke nogen! Altid ejet af andre.

Nu kæmper jeg for at slå en ring om mig. Lave en skillelinje mellem mig og andre. Få en følelse af, at jeg ejer mig selv. At ingen kan afkræve mig noget!
Og hver gang jeg må æde den tilkæmpede grænse i mig, og give slip på tanken om, at ingen har lov at afkræve mig svar, tanker, følelser - så smuldrer grænsen.
og jeg kan starte forfra med at bygge den op. Starte forfra med at slå en ny ring om mig selv.

Om lidt kan jeg starte forfra. Igen.
For 'de' har lige afkrævet, at jeg udleverer mine inderste vanskeligheder. Igen.
Til hvad nytte? Har jeg spurgt. 'Hvad giver det mig, udover ydmygelsen og arbejdet ved at skulle starte på ny, med at slå en ring'?
Denne gang har det ikke nogen nytte. Overhovedet.
Kassen er lukket. Der bliver ikke givet yderligere hjælp til mig. Uanset hvor præcist mine vanskeligheder så bliver beskrevet.
Så er det jeg spørger; Hvorfor skal jeg så trækkes igennem ydmygelsen, knækkes på min værdighed & stolthed - og miste mit fodfæste for 117. gang - hvis det ikke fører til noget, alligevel?

Proces

Jeg indhenter det forsømte.
Lærer en masse, helt fra bunden.
Noget kan indhentes & læres. Andet kan ikke måske ikke.
Men det betyder egentlig ikke så meget.
Så længe jeg blot lærer dét der er muligt, for mig.

Indsigt

Opdager, at når man vover at gå ind i det svære, smertefulde & til tider nærmest uoverkommelige - går man ud med det igen, i en anden form.
Det finder ligesom sin hylde. Sin plads, hvorfra man kan bære det.
Man går ud med den afstand til dét, som det er nødvendigt at have.

Muren falder

Tænker; har brugt hele livet, fremtil nu, på at slå en mur op omkring mig selv, der hedder;
I don't care! Gør hvad du vil - jeg føler ingenting!
Nu krakelerer muren, og jeg mærker; I DO care.
Det gør ondt, at mærke. Ufatteligt svært.
Det er usikkert at stå 'ude i det åbne, uden muren'.
Men jeg har indset, at dén må falde - hvis jeg vil leve, som levende.

Om flashback

Så lidt der skal til, for at alting aktiveres.
'Det sætter sig på sanserne'.
En enkelt uforberedt berøring, en enkelt sætning, et enkelt ord, en simpel lugt eller lyd.
Alt kan aktivere.
Og man flashbacker til en tid, som ikke hører hjemme i nuet & som er så forbandet svær at lægge af sig, når man først er trådt tilbage....
Sådan er det at leve med flashback, for mig.

Samler trådene

Som en film, kører erindringen for mit indre blik.

Mit liv var en gyser.
En film, som de fleste ville vælge at slukke for
hvis det blev 'for meget'.
Det som thrillere kan, er at spille med vores sind.
Vi bliver fanget ind i et net af psykologiske spind.
Fanget ind i frygten for det syge, det onde, det frygtindgydende.
Det vækker rædsel i os, fordi spillet er uklart.
Det er umuligt at gennemskue dagordnen.
Reglerne er usagte

Når jeg ser tilbage, kan jeg opleve samme frygt.
Jeg kan mærke hvordan jeg blev fanget ind i deres spind
Hvordan de spillede med mit sind, legede med min fornuft
som var den et net af tynde tråde
Et spind, som de kunne trække og hive i
indtil det til sidst kom ud af form.
Og jeg stod tilbage
med de iturevne og udefinerbare tråde
der ikke så ud til nogensinde at have hørt sammen

De forsøgte at drive fornuften ud af mig
så jeg til sidst ville stå og flagre
Vejre i vinden, som et flag der er bundet fast
Tøjret til en pæl
mens mine lemmer flagrede i vinden

Og jeg klamrede mig fast!

Klamrede mig til dét eneste som var mit : Min fornuft
Jeg vidste jeg ville gå til grunde, hvis den forsvandt
Hvis de fik lov at tage den fra mig.
De forsøgte at vride den ud af mig
mens de hamrede mit hoved i gulvet
og råbte til min hjerne gik i stå

Lod mine lemmer ligge spredt udover gulvet
Lod mig tilbage med en følelse af
at være blevet revet itu
Med et net af tråde
som ikke kunne bindes sammen
med det blotte øje

Jeg samler trådene idag.

.

Jeg slår nye rødder
De gamle kan jeg ikke bruge

En forskel

Far og søn gik en tur på stranden.
Stranden var fyldt med søstjerner, som var skyllet op på land.
Da drengen begyndte at samle dem op & lægge dem forsigtigt ud i vandet, sagde faren: "Det er jo spild af tid!"
Drengen samlede endnu en søstjerne op, lagde den ud i havet og sagde: "For dén her… gør det en forskel!" ♥ ...

...

Gør sig opdagelser hele tiden.

Opdager; Hvis der er noget der virkelig kan pisse mig af, så er det hvis andre mennesker pålægger mig følelser jeg ikke har.
Hvis de definerer & lægger mig ord i munden, uden at have indsigt overhovedet.

Opdager i samme omgang, at pissed er meget lig med vrede .. ;-)

Knips

Flashback
Det er som at blive flået op fra dér hvor man går og står - og plantet lige luks tilbage i en anden tid.
'Hvad var det jeg var igang med?'.
Her og nu er glemt.
Og stemningen indeni ændrer fuldstændig kurs.

Det bliver aldrig nogensinde det samme

Jeg mærker sorgen.
Jeg forstår ikke smerten.

Det bliver aldrig nogensinde det samme.
Jeg kan bare mærke, at det er sådan det er.

Hvorfor var det mere skelsættende, end alt andet jeg har stået igennem?

Jeg mærker sorgen.
Den får alting til at krampe sig sammen indeni mig.

Hvad var det de tog?
Hvad kunne de tage, som ikke allerede var taget?
Jeg forstår ikke følelsen.

De har taget noget, som jeg aldrig kan få tilbage
Det bliver aldrig nogensinde det samme.

Små sejre

Mærker de fysiske konsekvenser af mange års overgreb, voldtægter & tortur i de her dage.
'Det lyder meget barskt !?' - Ja, det er dét da også.
Men uanset hvor grumt det lyder, så er det en virkelighed jeg må deale med. Og det gør jeg så - kæmper, og tæller små som store sejre.
Dem er der alligevel mange af - sejrene.

stilhed

Stilheden vækker tankernes storm.
I det lydløse vågner mit mylder.
Tankerne raser og buldrer som torden.
De rejser sig. Står som tårne.

Jeg HAR givet

Står ved min beslutning, at jeg HAR leveret dét der krævedes af mig, DA det var vigtigt at levere. Jeg behøver ikke give mere.

Jeg behøver ikke lade mine tanker køre i ring, panikken sætte ind & angsten æde sig fra maven og ud i resten af kroppen. Jeg HAR givet det der krævedes af mig, da det blev krævet.
Jeg ER igennem nåleøjet.

Jeg NÆGTER tvang! Nægter, at tvinge mig selv. Nægter, at føle jeg er tvunget.

Ja, det betyder måske nogle afbud her & der, som ikke var nødvendige. Ja, det betyder måske nogle Nej'er, som godt kunne have været ja. Men, man må vel starte et sted? ;-)

Én lang søndag

Det føles som sommeren er én lang søndag.

Jeg træder vande her.
Aner ikke hvor fanden jeg skal gøre af mig.

Gråden sidder som en kvælende hånd om min hals
Lige nøjagtigt så stærk, at den tager vejret fra mig.
Insisterende nok, til ikke at kunne ignoreres.

Der er ingen hjemme.
Folk er rejst, taget på ferie, i sommerhus, hos deres familier, med deres kærester, ægtefæller, børn... eller bare Nogen.

Jeg synes det er lidt fjollet. Den her følelse af at være blevet efterladt.
Ladt tilbage.
Men den er der. Følelsen.

Tårerne løber stille ned af mine kinder.
Jeg giver slip. Løsner grebet & lader sorgen over det jeg ikke har, flyde.
For i dét bliver der også plads til håbet. Troen på, at det engang bliver anderledes.
Også for mig

♥

Jeg smiler skævt, bag de stille rørte tårer.
Nogen har taget min hånd i sin & slipper ikke taget.

Jeg bærer det gode med mig. Gemmer det i mit hjerte.
Jeg går ikke alene.

Jeg greb håbet. Lige dér.

Jeg var engang 'hende der' som havde fuld fart over feltet 24/7.
Fest & farver, gang i gaden - bare derudaf! Jeg var klar så snart nogen meldte 'GO'.
Jeg var hende 'den sjove'. Hende der aldrig sagde nej. Hende der udadtil virkede til at være med på hvad som helst.
Jeg var hende der passede sit arbejde om dagen, festede om aftenen & prostituerede sig om natten. Og dagen efter startede forfra.

Gud, hvor var det tomt.

Jeg var hende der konstant forsøgte at fylde tomrummet ud. Alting blev som en besættelse. Videre, videre, videre!
Jeg var hende, der havde ALLE timer i døgnet booket fuldstændig op. Booket op med alverdens aktiviteter, som jeg inderst inde - hvis jeg havde vist hvordan men lyttede efter - ikke havde lyst til.
Fritid skulle slåes ihjel. For det var jo lige netop dér, jeg mærkede..... og det ville jeg for alt i verden gerne slippe udenom!

Jeg rodede rundt i, at prøve at skabe noget andet for mig selv, men samtidig ikke vide hvordan. Jeg opsøgte hjælp igen og igen, men nåede aldrig rigtigt frem til noget der virkede for mig.
Og jo flere mislykkede forsøg jeg gjorde mig udi, at få hjælp til at skabe noget andet, jo mere desperat blev jeg. Og jo større blev tomrummet. Og trangen til at fylde det ud, igen. Det var en ond cirkel.

Jeg skulle blive 25 år, før jeg for alvor turde stoppe op. Idag ved jeg ikke hvad det præcist var, der fik mig til at slå bremsen i. Jeg tror det var et miks af mange forskellige ting - et kaos af et liv der ikke fungerede, og et liv der føltes som om det var ved at rinde ud.
Kort tid efter besluttede jeg at give håbet om et andet liv, en SIDSTE CHANCE. Jeg tror jeg var nået dertil hvor jeg tænkte; Hvis ikke jeg griber håbet lige NU, så er det for altid forsvundet .

Jeg greb håbet, lige dér. Og idag ved jeg hvor heldig jeg er. Jeg opsøgte den eneste rigtige hjælp for mig.

Meget er sket siden da. Både godt og skidt. Meget, som har gjort, at min kurs blev ændret, endnu engang. Men jeg tror ikke - eller.. jeg VED - at jeg ikke ville have kunnet rejse mig fra det seneste mareridt jeg har stået i, hvis ikke jeg havde grebet håbet dén dag som 25 årig.

Idag er jeg hende, som ikke kan kapere mere end 1 ting af gangen.
Hende der føler sig presset og over-booket hvis der skal foregå flere ting på samme dag.
Hende der aflyser aftaler, fordi jeg ikke kan overskue at være med mennesker.
Hende der bruger rigtig meget tid alene.
Det kan godt føles tomt ind imellem. Men det vil ALDRIG føles ligeså tomt, som dengang jeg konstant kæmpede for at fylde tomrummet indeni mig ud. Med endnu mere tomhed.

For idag er jeg er også hende der er på vej til et andet liv. Hende der kæmper med ALT hvad jeg har, for at skabe noget andet for mig selv.

Og dét giver mening.

Mio min Mio

'Men jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skulle skrive om det til Chris.
Det som jeg har oplevet, ligner ikke noget som helst nogen anden har været ude for. Og jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skulle kunne fortælle om det, så Chris virkelig forstod det.
Jeg har prøvet at finde nogle ord at beskrive det med, men de findes ligesom ikke'.... '
Nej, jeg ville aldrig kunne fortælle om alt det jeg har set og hørt.'

Mio min Mio - Astrid Lindgren

____________

Jeg husker tydeligt, hvordan denne frase gav mig håb engang. Husker hvordan ordene hjalp mig til at forstå & jeg nærmest kunne hvile lidt på dem .

- Men hun drømmer...

Jeg drømmer om, at leve et sted, hvor jeg kan være mere anonym.
Jeg tror jeg har brug for at mærke, at jeg KAN være én i mængden. Én der bare 'blender ind'. Måske fordi jeg altid har følt mig anderledes. Forkert. Iøjenfaldende. Opsigtsvækkende, bare jeg trækker vejret.

Jeg går målrettet mod dén drøm ♥

Det grænseløse

Det var dét grænseløse, der gjorde forskellen.
Det var der alting blev farligere. Værre.

Det grænseløse.

At de ingen frygt havde.
Den plantede sig i mig, istedet. Frygten.
Og den bor hos mig, endnu..

...

Det provokerer mig, når solen skinner - og jeg er sort indeni.
'Du burde gå ud og nyde det gode vejr'.
Okay, så bare fordi det er sommer, så skal man være glad?

Der er sort i mit sind de her dage.
Jeg er ligeglad om solen skinner - lyset når ikke ind.

Når man taber sig selv, i jagten på et svar

Skyldfølelse

Den kan hægte sig fast. Suge al følelse af værdighed, ud af et menneske. Æde én op.
Den stiller ikke spørgsmålstegn ved sin rigtighed. Den opstår 'bare'.

Måske handler det om, at forsøge at finde en mening - i det meningsløse?
Måske handler det om et altoverskyggende behov for, at finde en eller anden form for mening. Selv hvis det er på bekostning af én selv. Sit eget værd.

Der må være en grund .
Det kan ikke være meningsløst. Uden årsag. Grundløst.
Hvem kan holde ud at være i dét? Det der ikke giver mening.

Måske handler det om, at man spørger hvorfor? Men aldrig får noget svar.
Svaret kommer ikke - i det meningsløse. Det er vel deraf det meningsløse opstår?
Syge menneskers handlinger er svære at forstå.
Når man ikke er som dem, er der et missing link. En tankerække, som ikke kan fuldføres. Forestillinger, fantasier, overvejelser & tanker, som man simpelthen ikke formår at tænke.
Med mindre man er én af dem.
Man kan ikke gå den vej. Stenene er der ikke.

Så man er nødt til at gå en anden vej.
Lede dér hvor tanken KAN gå hen.
Der hvor man får et svar.
I sig selv.

Det må være noget med mig
er den mest oplagte konklusion.
Så man søger mening, i det meningsløse
Uanset om man taber sit eget værd på vejen.

Rastløshed

Rastløshed.

Engang synes jeg det var et negligerende ord. Ligesom ikke fyldestgørende nok, til følelsen.

Rastløshed.
Den driver mig rundt, fra sted til sted.
Giver mig ingen ro & efterlader mig med følelsen af at være hjemløs.
'Jeg er hjemløs i mit sind'.
Sådan føles rastløshed, for mig.

Jeg har været hjemløs gennem mange, mange år.

Det har altid været sådan

Der var engang hvor min krop endnu var uberørt
Engang hvor ingen havde sat deres aftryk
Hvor ingen havde ladet deres hænder vandre på forbudte steder.
For til sidst, skridt for skridt, at trænge helt ind.

Der var engang hvor mine øjne kunne lukkes uden erindringen om dem
Engang hvor billederne på min nethinde endnu ikke var en gyser
Hvor mine øjne kunne se noget andet
Og trygt kunne lukkes

Der var engang hvor mine håndled og ankler ikke havde været bundet
Engang hvor de føltes frie. Ja måske bare som det de er. Led.
Hvor lemmerne endnu ikke kendte til at blive holdt fanget
og ikke anede, at følelsen af reb kan blive siddende i huden, i årevis.

Der var engang hvor jeg var hel
Engang, hvor mine grænser ikke var overskredet
hvor jeg ikke oplevede at flyde ud - i et rod af dem og mig.
Afgrænsningen af mig var helt naturlig.

Jeg husker ikke dengang.
Husker ikke hvordan det var.
Måske var det så kort?
For kort?

Jeg husker ikke at det har været anderledes.
I min verden har det altid været sådan.
Jeg bliver tit spurgt; Hvordan kunne du leve i dét? Hvordan kan et liv være sådan?
Ligeså uforståeligt det måske er for dig, at forestille dig at leve sådan,
ligeså uforståeligt er det for mig, hvordan det må være, at have levet uden.

De siger jeg stadig har min kerne. Jeg ved ikke om jeg skal tro dem.

Refleksion

Synes at udvikling, er lidt ligesom når man gennem laaaaaang tid konsekvent er snublet over de samme par gummistøvler i entreen, hver gang man går ind af sin hoveddør
- Indtil man en dag får tanken; 'Jeg ku' jo også flytte dem, altså.....?! ;-)

Lod bare stå til

En af de dér dage, hvor alting sad udenpå tøjet.
Hver en lyd gik rent ind!
Hver en berøring var for meget!

Lidt som at have feber - hvor et enkelt prik med en finger kan gøre ondt i huden.
Tårer der truede med at vippe ud over øjenlågskanten, overskudet der var i minus.
Og samtidig en dag, hvor det krævedes, at mit overskud og min rummelighed var større end almindeligvis.

Jeg stod der i mængden
Kunne godt mærke hvad der forventedes at mit næste skridt var.
Men jeg kunne ikke tage dét.
Angsten åd sig ind på mig hele dagen.
Gråden sad i halsen og alt jeg ville sige var;
'Jeg kan ikke det her, lige nu'
Men jeg var tavs.
Muligheden for at ytre mig var for længst passeret.
Og jeg lod bare stå til.
Jeg bliver syg af at lade stå til.
Syg af ikke at flytte mig.

Søvnløs

Jeg sidder og stirrer ud i natten
Ryger den ene cigaret efter den anden.
Altid med vinduet på klem - jeg kan ikke holde lugten ud

Jeg burde sove nu.
Det er snart morgen. Igen.
Men min søvn er som at gå tilbage i løvens gab!
Som at kaste mig selv udover kanten. Helt frivilligt.
Altid bliver jeg mindet om hvad de udsatte mig for om natten
mens ingen så.
Altid minder natten mig om, at ligge bundet og vente på dagen.

Eller, det var faktisk ikke kun om natten.
Det kunne være når som helst. Og hvor som helst. Og ikke mindst; hvem som helst.
Man kunne aldrig rigtigt vide....

Der var aldrig rigtig noget ophold
Aldrig rigtig nogen pause.
Det eneste tidspunkt der mindede om pause, var tragisk nok lige i sekunderne efter, at de havde sluppet deres tag om mig.
Lige dér, kunne jeg være - bare et øjeblik.

Jeg tror jeg venter på Pausen
Men den kommer ikke.
Jeg har vist ikke rigtig fået lært
hvordan en pause ellers kan se ud?

Forseglet

Har så mange ord, at tavsheden tager over.
Som ved et knips, er ordene forseglet, og kun mine... alene.
De blafrer rundt i intetheden, og fylder mig med tomhed.
Tomhedens ligegyldighed.
Det er min fjende.
Jeg står og stirrer på den.
Ser direkte ind i gabet. Ind i intetheden.
Vil råbe højt og be' den skride af helvedes til!!

Men ordene er forseglet.
Bundet ind i et spin af ligegyldighed
og jeg kan ikke komme ud.

Det gør ondt at se

Ligeså længe jeg kan huske, har min krop været en handelsvare.
En ting, som andre mennesker kunne byde ind på. Definere hvad var værd. Gøre op i penge eller andet materielt.
De kunne også vælge at min krop var ingenting værd. Bare bruge den, og efterlade resterne af den, til mig.
Der var ikke meget tilbage, udelukkende til mig...
Faktisk ingenting.

Ligeså længe jeg kan huske, har min krop været andres ejendom.
Den var ikke en del af mig.
Den var en del af dem, og de brugte deres ejendom flittigt.
Ved enhver given lejlighed stillede jeg op, fordi jeg blev bedt om dét.
Jeg ikke så meget som tøvede ét eneste sekund.
Jeg reagerede bare, nærmest pr. automatik - gjorde bare hvad der blev forlangt. Og så var den ikke længere.

Eller var den?

Dybe spor, som aldrig helt vil forsvinde.
Spor, som jeg skal deale med hver dag.
Nogle af dem, acceptere at leve med.
De har taget min uskyld.
Trygheden af, at kunne være tilstede i dét hylster, som kroppen nu engang er, har jeg aldrig oplevet.
De har frarøvet mig muligheden for selv at vælge hvem der skulle have adgang til mig.
De har taget mine grænser.
Trampet henover dem, gang på gang - indtil de en dag var så udviskede, at ingen kunne se dem længere.

De er fortsat udviskede. Grænserne.
Jeg ved ikke hvor jeg stopper og de starter.
Jeg ved ikke hvor min krop slutter, og deres begynder.
Jeg ved blot, at grænserne er så slørrede for mig, at jeg ikke ænser at de bliver overtrådt, før andre mennesker er vadet lige henover dem.
Og der er det for sent.
Igen.

Ligeså længe jeg kan huske, har jeg evnet at gøre mig ligeglad.
En strategi, som engang var nyttig, for at undgå at blive revet i tusind stykker.
For at undgå at blive skingrende sindssyg, hver gang de brugte min krop som legetøj.
Ligeså længe jeg kan huske, har jeg med et enkelt knips kunne spille død, forsvinde fra det der foregik & være i følelsen; Ligeglad.

Når jeg er ligeglad kan alting ske.
Jeg ænser ikke, at der er fare på færde.
Jeg mærker ingenting. Overhovedet.
Det tillærte har gnavet sig fast i mig. Som en tæge sidder dét fast, og slipper aldrig helt sit tag.
Som per refleks kører min hjerne i sporet om at destruere. Tilintetgøre. Gøre ligeglad. Tag hvad du vil ha'! Det er ligegyldigt. Jeg er fuldstændig ligeglad!

Men det er jeg ikke, inderst inde. Jeg er ikke ligeglad!
Det er ikke ligegyldigt!
De lærte mig at jeg er ingenting.
Det gør ondt at se. Det gør ondt at mærke. Det gør ondt at gå vejen. Det gør ondt at blive nogen.
Men det gjorde endnu mere ondt, at tro jeg var ikke-nogen....

Giv slip

Har følelser ligesom bølger
Kaster sig frem! .....
og trækker sig tilbage.
Kaster sig frem!.....
og trækker sig tilbage.

Giv slip, Silje.
Det er ok.

Det tør jeg ikke! Så drukner jeg.
Men mens jeg venter på at turde slippe
kvæles jeg af tårerne indeni.
Det er også en måde at drukne på.....

Forsvinde

Jeg beder til, at jeg en dag må holde op med at have trang til at forsvinde.
Først den dag, kan jeg være i mig selv.
Først den dag, kan jeg trække vejret frit.
Og leve..

Jeg stod bare der

I fredags gik jeg for langt.
Jeg vågnede tidligt om morgenen, og mærkede fra start alarmklokkerne ringe.
Jeg havde det ligesom hvis min hjerne, mit sind, min krop ikke havde noget filter. Alting gik bare direkte ind. Og jo mere der gik ind, jo mere angst blev jeg. Jeg kunne dårligt holde på kaffekoppen.
Mine tindinger dunkede af smerte og overload. Mine hænder & knæ rystede, og jeg var fysisk dårlig. Jeg kastede op 2 gange på vej til job.
Pyt, videre!! Kom nu!

Jeg kunne ikke rigtig trække vejret. Som om der sad noget fast i min hals. Jeg kunne ikke synke. Sad der til frokost med den ene bid, der bare voksede og voksede i munden.
Please - Ikke kaste op!

Jeg agerede robot fra første minut jeg trådte ind af døren. Efter et par timer, kunne jeg ikke engang være robot længere. Stod bare der. Som fanget i lyskeglen. Kunne hverken tale eller bevæge mig. Jeg stod bare der - så angst at jeg kunne have brækket mig, lige dér, midt på gulvet.

'Er du okay', spurgte mine kollegaer flere gange.
Jeg kunne ikke se dem i øjnene.
Lad være med at se på mig. lad mig synke i et stort hul. Lige her.
Se væk!
Var så bange for at bryde grædende sammen. Bange for at komme til at sige noget højt, som jeg ville fortryde.

Vil du ikke godt lade være med at spørge? Jeg siger bare noget jeg fortryder.
STOP!

Jeg kunne have sagt; Nej jeg er ikke okay. Jeg er nødt til at gå.
Men jeg turde ikke lade ordene forlade mine læber. Jeg var så bange for at komme til at sige; jeg kan ikke rumme det her! Jeg skal ikke være pædagog. Farvel!

Så jeg lod den gå. Alt, alt for længe. Så længe at angsten har ædt mig op lige siden.
Idag er det søndag aften - og jeg sidder stadig fast i angsten. Den har ikke sluppet sit tag endnu.
Imorgen skal jeg derud igen, og jeg er ved at brække mig af angst.

Jeg vil have det tilbage!

Jeg kan ikke mærke det.

Jeg er frosset fast
i følelsen af ligegyldighed
Husker ikke længere, hvad den her vej kunne byde.
Hvorfor den engang gav mig håb og tro.

Jeg kan ikke mærke det.

Jeg er som stivnet i mit liv
Jeg går bare efter et mål
der engang var der
men som jeg ikke kan mærke længere.

Jeg kan ikke mærke det

Jeg vil have det tilbage!
Jeg vil mærke hvorfor, igen

Jeg forstår det ikke

'Du skal sige noget andet til dig selv, Silje. Ændre dine tanker. Træne dig selv i at tænke noget andet. Ændre den måde du tænker på'.

Jeg sidder bare her, i tavshed. Og føler mig ufatteligt dum. HADER at føle mig dum.
Tankerne kværner rundt i hovedet på mig. Ingen ord slipper ud.
Jeg fatter ikke en skid. Hvad er det du mener?

'Når du siger; Jeg er bange for imorgen, så BLIVER du bange for imorgen. Prøv istedet at sige; 'Jeg er tryg ved imorgen'...

Jeg er stået helt af.
Jamen, det passer jo ik! Det er jo løgn! Skal jeg fortælle mig selv en løgn??

Du skal overbevise dig selv om, at det passer. Indsætte nogle andre sætninger. Manipulere med dine egne tankemønstre.

Gråden sidder som et kvælertag om min hals.
Jeg hører ikke længere hvad der bliver sagt.
Er fanget i følelsen af, at min egen elendighed udelukkende skyldes, at jeg tænker forkert.
Det er min egen skyld, at jeg ikke har det godt. Jeg kan jo bare tænke noget andet!
De der gjorde mig ondt, er uden skyld i hvordan jeg har det idag. Skylden ligger hos mig - det er min egen skyld, at jeg tænker sådan - og får et svært liv.
Det er som at høre én sige, at jeg selv har valgt et liv i helvede.
Og jeg er stået af.....

Forstår ingenting.

Mit eneste åndehul er lukket

Jeg står alene. I mængden.
Altid alene.

De andre small-talker.
Jeg smiler, griner med.
De ser ikke min sorg.
Ser ikke hvor meget jeg kæmper med gråden
tårerne som hele tiden truer med at trille ned af min kind.

Hvordan er jeg endt her?

Jeg slæber min bagage med mig
tung, som den er
dag for dag, skridt for skridt.
Og ber en stille bøn
om at nogen vil bære den lidt
bare et øjeblik.

Mit eneste åndehul er lukket for øjeblikket
og jeg kvæles
Bliver ædt op indefra
og udefra

Og ingen ser min sorg
Ingen ser hvor meget jeg kæmper
for blot at kunne stå dér
på mine 2 ben
og smile
Ligesom dem....

Hvordan ?

Hænger bare på.
Jeg er der bare.
Smiler. Lader som om...

Jeg synes ikke der er meget LIV , i mit liv....
Hvor er mit liv? Hvornår starter det?
Hvordan er jeg endt her?

Jeg holder det ikke ud.
Tårerne kvæler mig.
Og jeg klamrer mig fast

'Du skal leve Silje'.
JA! Fortæl mig HVORDAN?
Jeg kan ikke.

bobbel

Føler mig plantet i en eller anden ødemark.
Gemt væk fra virkeligheden.
Lever som i en bobbel.
Hver dag skal jeg prikke hul på dén bobbel. Igen & igen.
Træde ud af dén, og agere som ganske almindelig. Derude i virkeligheden.
Men der er bare intet almindeligt over mit liv.

Jeg går alligevel

Det er så underlig en fornemmelse.
Jeg har fuldstændig, helt og aldeles glemt hvorfor det var så vigtigt.
Det er helt væk!
Jeg ved blot, at engang var det altafgørende for mig. Det var min CHANCE!
At tage denne uddannelse.

Det blev nærmest helt symbolsk for mig, at gå den vej.
Gå selv, hele vejen. Og styre målrettet mod noget andet.
Jeg har glemt hvorfor.
Jeg mærker ingenting. Intet rør sig i mig, når jeg ser vejen, som engang var så vigtig, for mig nu.

Men jeg går den alligevel
Kaster mig ud i dét, på trods.
For jeg ved bare, at det engang var vigtigt.
Jeg ved bare, at jeg engang havde et håb. Og at håbede boede lige dér.

Jeg kaster mig ud - føles som frit fald.
I håbet om at møde min 'grund' på vejen igen.

'Hvad er det værste der kan ske, Silje?'

Jeg ved med min fornuft, at min frygt ikke er realistisk.
Jeg ved, at det er mine følelser og erindringer der taler. Og spiller mig et puds.
Men hvordan forklarer jeg mine følelser dét? Hvordan forklarer jeg, at det er en fejl-tanke, og at jeg skal holde op med at frygte, når nu følelserne er så stærke i mig?

'Hvad er det du er så bange for, Silje?
Tårerne triller ned af mine kinder, ved dit undersøgende blik på mig.
Det værste...hvisker jeg. Lige akkurat lavt nok til, at det ikke kan høres.

Jeg ved, at min frygt grænser sig til det sindssyge, og at jeg hele tiden bevæger mig på kanten, når frygten får overtaget, og fornuften forsvinder.
Jeg ved, at min frygt er så urealistisk, at du ville tro jeg var syg, hvis jeg fortalte dig om den.
Så det gør jeg ikke.

'Hvad er det værste der kan ske, Silje?' spørger du mig igen og igen.
Det værste? Tænker jeg. Og filmen kører på min nethinde.
Min margen for rædsler, min margen for hvad det værste kan være, er en anden end din. Min margen er rykket. Slået ud af kurs.
Det værste?....Det kan du slet ikke forestille dig.

Face the fear

Jeg står overfor en kæmpe ændring i min hverdag.
Om ganske få dage skal jeg starte op på mit studie igen - et helt år forsinket.
Og jeg er døden nær af skræk.

Almindeligvis, så tåler jeg ikke ændringer særlig godt.
Hvis jeg møder op på arbejde, og får at vide at har fri en time senere end aftalt, så går jeg i panik. Tankerne virrer rundt i hovedet på mig, og jeg mistænker menneskerne omkring for at ville mig ondt. Jeg går i panik, og afventer hele tiden at noget ondt skal ske.
Min største frygt er, at jeg bliver narret. At jeg er naiv, og lader mig styre. For så aldrig at se dagens lys igen.

Jeg har levet et liv hvor jeg aldrig vidste hvornår jeg skulle opleve rædselsfulde ting igen.
Jeg vidste blot, at det skulle jeg. Måske om lidt? Måske om 1 time? Måske først imorgen?
Jeg går i panik når jeg ikke ved hvornår noget slutter. Jeg skal vide hvor længe en film i biografen varer, for ikke at sidde under hele forestillingen og kæmpe med angsten.
På dét område er jeg en smule autistisk.
Jeg kan grine af mit eget behov for total kontrol, og joke med det sammen med mine omgivelser. Men indeni er jeg ved at gå i stykker...

Jeg tror ikke mine omgivelser ved hvor svært ændringer er for mig.
Jeg tror ikke de forstår, at når jeg begiver mig ud på en ny vej, er det hver gang med frygten for at jeg skal udsættes for overgreb, vold eller fangenskab.
Jeg tror ikke de forstår, at hver gang jeg skal jeg se en ændring i øjnene, skal jeg samtidig se min største frygt i øjnene. Hver gang!

Nu står jeg her igen. Og skal kaste mig selv udover kanten. Uden at vide, om der ville være nogen til at gribe mig, hvis jeg faldt for langt. For længe.

Jeg er almindeligvis ikke særlg god til dét med ændringer.
Men denne gang er det helt ekstremt.
Og jeg er ved at dø af skræk.

vågner op - og må gøre det igen

Jeg vågner op
fuldstændig stiv i min krop
Det eneste jeg kan, er at blinke.

Jeg har sovet kort tid
Og alligevel nået at være helvede tur-retur
Jeg vågner og prøver at orientere mig i rummet

Jeg vågner op
med hjertet siddende stadigt oppe i halsen
og lyden af en andens åndedræt klistret til mit øre

Jeg kan ikke bevæge mig
Ligger bare og stirrer ud i natten
Venter på det holder op

Jeg vågner op
Fuldstændig låst fast
og med en fysisk følelse af at have reb om mine håndled og ankler

Jeg kan mærke hvordan tårerne løber ned af mine kinder
og jeg kan ikke bevæge mig
Ligger bare, låst fast

Jeg vågner op
og ved at jeg må gøre det igen
Sove.

For jeg har brug for søvnen.

Sammen i stilhed

Kom.

Vil du ikke tage min hånd?

Kan vi ikke bare sidde her.
Sammen.
I Stilhed.
Uden ord.
Helt stille.
Bare være...

Det bliver så ensomt, at sidde i stilhed alene.

Når helvede starter forfra

.... Og så stod han pludselig dér. I mængden. Inde imellem alle de andre.
Jeg kunne have spottet ham på flere kilometers afstand. Kunne have set ham, selvom der var bælgmørkt. Set ham, som han stod dér - nærmest i en lyskegle. Afventende.
Mit hjerte sank.
Verden omkring mig blev fuldstændig fjern. Alting ophørte lige i dét sekund vores blik mødtes.
Jeg så kun ham.
Nu dør jeg! tænkte jeg.

Han klaskede sit velkendte skæve smil op i fjæset på mig. Dét smil der viser, at han har overtaget. Igen. At han vil bruge mig. Akkurat, som han altid har gjort.
Og han behøver ikke sige noget. Jeg kender vejen. Kender hvert et skridt.
Med sit blik kan han styre mig, som en marionetdukke.
Og det gjorde han. Ledte mig dybere ind i skoven.

Min verden gik itu lige dér.
Mit helvede startede forfra.

Frosset fast

Jeg har så mange følelser i mig
som ikke kan komme ud.
Følelser, som nærmest er frosset fast
indeni mig.
De er låst inde, og jeg kan ikke finde nøglen

Jeg står ved siden af mig selv, og kigger ind.
Det jeg ser vækker rædsel
I samme sekund som jeg ser
forsvinder dét
Efterlader kun følelsen.

Så jeg står tilbage
rædselsslagen
og uden ord.
Fortabt og tavs
Frosset fast i et billede, som ikke vil tø

Sommetider har jeg lyst til at skrige højt
Skrige så højt, at alting bliver tavst
skrige Så hjælp mig dog for helvede!!
Kan du ikke se, at jeg går til grunde her?
Men halsen snørrer til, og der er ingen ord

Og så kan du ikke høre mig.
Når jeg er tavs
Når tavsheden skygger for ordene
Så er jeg fortabt
og må lide i ensomhed.

Jeg står ude i kulden på bare fødder.
Ser hvordan mit åndedrag omdannes til tåge.
Forestiller mig, hvordan jeg ligger mig ned i sneen
lader frosten fryse mig fast
Jeg mærker ingenting. Lader bare frosten ta' mig.