Jeg sidder og stirrer ud i natten
Ryger den ene cigaret efter den anden.
Altid med vinduet på klem - jeg kan ikke holde lugten ud
Jeg burde sove nu.
Det er snart morgen. Igen.
Men min søvn er som at gå tilbage i løvens gab!
Som at kaste mig selv udover kanten. Helt frivilligt.
Altid bliver jeg mindet om hvad de udsatte mig for om natten
mens ingen så.
Altid minder natten mig om, at ligge bundet og vente på dagen.
Eller, det var faktisk ikke kun om natten.
Det kunne være når som helst. Og hvor som helst. Og ikke mindst; hvem som helst.
Man kunne aldrig rigtigt vide....
Der var aldrig rigtig noget ophold
Aldrig rigtig nogen pause.
Det eneste tidspunkt der mindede om pause, var tragisk nok lige i sekunderne efter, at de havde sluppet deres tag om mig.
Lige dér, kunne jeg være - bare et øjeblik.
Jeg tror jeg venter på Pausen
Men den kommer ikke.
Jeg har vist ikke rigtig fået lært
hvordan en pause ellers kan se ud?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar