En af de dér dage, hvor alting sad udenpå tøjet.
Hver en lyd gik rent ind!
Hver en berøring var for meget!
Lidt som at have feber - hvor et enkelt prik med en finger kan gøre ondt i huden.
Tårer der truede med at vippe ud over øjenlågskanten, overskudet der var i minus.
Og samtidig en dag, hvor det krævedes, at mit overskud og min rummelighed var større end almindeligvis.
Jeg stod der i mængden
Kunne godt mærke hvad der forventedes at mit næste skridt var.
Men jeg kunne ikke tage dét.
Angsten åd sig ind på mig hele dagen.
Gråden sad i halsen og alt jeg ville sige var;
'Jeg kan ikke det her, lige nu'
Men jeg var tavs.
Muligheden for at ytre mig var for længst passeret.
Og jeg lod bare stå til.
Jeg bliver syg af at lade stå til.
Syg af ikke at flytte mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar