Tanker jeg ikke kan mærke

Tanker er magtfulde.
Det er dine tanker der styrer dine følelser. Dine tanker der skaber følelsen. Det er dét du tænker, der afgører hvordan du har det.

Jeg har hørt dét før, tidligere på min vej her i livet. Hørt ordene i flere sammenhænge gennem de sidste 10 år. Nu hører jeg dem igen. Og tårerne løber ned af mine kinder, synkront med at følelsen af fiaskoen bare vokser & vokser.

Undskyld, men jeg forstår det ikke. Jeg prøver. Jeg vil så gerne!

Ordene er som et slag i maven. De rammer som syle i mit inderste. Ordene summer i mine ører. Og efterlader mig uforstående i mit eget dødvande.
Og jeg forstår ikke hvorfor... Hvorfor lige præcis dét her er så forbandet svært?
Forstår faktisk bare, ingenting ...
Står der, som en anden idiot & fatter intet. Helt blank.
Er jeg i virkeligheden dum? Dybt uintelligent, når jeg ikke kan se det her?!

Grundlæggende har jeg svært ved at forstå, at tanker skaber følelser.
Eller rettere; At mine tanker skulle skabe mine følelser.
Og hvad er det så for Tanker, der skaber noget? Skal man tænke på noget bestemt? Eller er det 'bare' alle tanker, om alt?
Hvis en tanke er dårlig for én - hvordan finder man så ud af hvad man kunne tænke i stedet? Funderer lidt over, at man vel tænker dét der ER? Hvis der automatisk var flere at vælge imellem, ville man så ikke tænke de forskellige? Eller opstår de ikke af sig selv? Hvor kommer de så fra?
Det er måske (endnu) en mangel i min opvækst ? Det der med at forstå hvad tanker er, og hvor de kommer fra. Og hvad man egentlig skal bruge dem til ? Og hvordan.

Indtil for bare få år siden forstod jeg ikke begrebet følelser. Synes det var rigtig forvirrende & forstod ikke hvad andre mente med 'jeg følte.....'
Faktisk var det ligeså forvirrende, som det her med Tanker er nu. Så måske vil det en dag heller ikke længere være sort snak? Der er da håb for dét, tænker jeg.

Man kan sige jeg er startet helt fra bunden for ganske få år siden. Helt fra scratsh med at lære hvilke betegnelser jeg kan sætte på dét jeg mærker.
Indtil da, havde jeg intet begreb om hvad En følelse kunne være. Og jeg vidste faktisk ikke, at dét jeg mærkede indeni i mig, var en følelse.
Jeg ved ikke hvad jeg troede det var...? Men i hvert fald noget, som ikke skulle være der.
Eller... Jo, jeg troede vel egentlig nok, at det jeg mærkede indeni mig, var sygt.
Det var det syge, dét der var min kerne af ikke-menneske, som boede derinde. Og som for alt i verden ikke måtte slippe ud!
Nu har jeg lært at mærke en følelse. Kende forskel på de forskellige følelser man kan have. Og give dem ord.
Jeg tror ikke længere, at det jeg mærker er det syge.
Jeg ved, at det jeg mærker er det raske i mig. Det er beviset på, at jeg er levende. Jeg har følelser.

Jeg har længe haft svært ved, at blive konfronteret med en holdning om, at 'positive tanker' er vejen frem.
Haft svært ved på den ene side, at skulle lære mig, at det er fuldt ud tilladt at tænke det jeg gør. At ingen ejer mine tanker! Og at det er tilladt at have følelser. Og føle lige præcis det jeg gør. Uanset hvad det så er for følelser.
Men så på den anden side, så skal disse tanker så være positive. De skal give mig noget godt. Hvis de er negative, eller skaber en dårlig følelse i mig, så er de ikke gode for mig.
Og jeg befinder mig i en blindgyde.
De ER der jo? De svære tanker, og de svære følelser. Dem der ikke er positive.
Er det ikke at svigte mig selv, når jeg forsøger at skubbe negative tanker og deraf svære følelser i baggrunden, og ikke tør kigge på dem? Fjerne alt hvad der ikke er rart - gøre mig følelsesløs & køre ind i et så velkendt og hjemmevant spor, at jeg nærmest ikke opdager jeg er gået derind, før jeg er der?

Jeg oplever ikke bare, at jeg er afvisende overfor konfrontationen med Positive tanker.
Jeg er decideret stået af. Jeg går i bakgear og bliver nærmest panisk.
Jeg føler mig dybt uintelligent, at jeg ikke forstår. Ikke kan finde pointen. Ikke kan se logikken. Ikke forstår, at dét at skulle tænke positivt ikke er det samme som at neglicere mig selv, igen. Skøjte henover det hele og forsøge ikke at føle noget.

En dag læste jeg en kommentar fra en ung kvinde, som satte mine tanker igang. Hun beskrev så fint, hvad det er for dødvande jeg oplever at komme i, når jeg bliver konfronteret med 'Du skal tænke positivt'.

'For at kunne skabe de rigtige tanker må vi være tro overfor vores følelser. Tanker jeg ikke kan mærke, adskiller mig fra mig selv'.

Det er lige præcis dér jeg står lige nu. Tanker jeg ikke kan mærke, giver ikke mening i mig.
Jeg føler jeg bevæger mig væk fra mig selv, og svigter dét jeg er. Igen.
Og jeg oplever, at det har jeg ikke længere lyst til at gøre.
Jeg vil mærke mine følelser. Mærke at jeg er et levende væsen. Ikke bare fjerne mig selv, udslette mig selv ved at 'få det til at holde op'.
Ikke dermed sagt, at jeg synes det er nemt. Det er det ikke! Det er rigtig svært og smertefuldt at mærke mine følelser. At rumme dem & give dem plads i mig.
Men det giver mening at lade dem være der. Mere og mere. Større og større bidder af dem får lov at blive. Det er en ny mening, som er kommet til i mig. Så ny at jeg endnu ikke har ord til at beskrive.

Det er måske ikke rigtigt, at jeg ikke giver mine følelser plads & derigennem lærer at rumme dem, ved at tænke noget andet. Det er måske slet ikke sådan det hænger sammen. Men det føles sådan. For nu. Det er her jeg står. Det er her min forståelse bor pt.

Herfra min verden går.