Jeg ved med min fornuft, at min frygt ikke er realistisk.
Jeg ved, at det er mine følelser og erindringer der taler. Og spiller mig et puds.
Men hvordan forklarer jeg mine følelser dét? Hvordan forklarer jeg, at det er en fejl-tanke, og at jeg skal holde op med at frygte, når nu følelserne er så stærke i mig?
'Hvad er det du er så bange for, Silje?
Tårerne triller ned af mine kinder, ved dit undersøgende blik på mig.
Det værste...hvisker jeg. Lige akkurat lavt nok til, at det ikke kan høres.
Jeg ved, at min frygt grænser sig til det sindssyge, og at jeg hele tiden bevæger mig på kanten, når frygten får overtaget, og fornuften forsvinder.
Jeg ved, at min frygt er så urealistisk, at du ville tro jeg var syg, hvis jeg fortalte dig om den.
Så det gør jeg ikke.
'Hvad er det værste der kan ske, Silje?' spørger du mig igen og igen.
Det værste? Tænker jeg. Og filmen kører på min nethinde.
Min margen for rædsler, min margen for hvad det værste kan være, er en anden end din. Min margen er rykket. Slået ud af kurs.
Det værste?....Det kan du slet ikke forestille dig.
1 kommentar:
åh søde Silje! det du beskriver er desværre ikke kun sandt for dig, og der er mange som kan forstå dig, fordi de selv oplever det...men desværre også en del der slet ikke har fantasi til at forestille sig denne frygt... men med tiden kan de personer der har tålmodighed nok, begynde at få et glimt af hvordan der er i angsten..tid tid tid og ikke mindst tillid og ihærdige forsøg på at forklare det mere og mere klart. Jeg ønsker for dig at du finder forståelsen i et tålmodigt mennesker en dag <3 Knus
Send en kommentar