Det føles som sommeren er én lang søndag.
Jeg træder vande her.
Aner ikke hvor fanden jeg skal gøre af mig.
Gråden sidder som en kvælende hånd om min hals
Lige nøjagtigt så stærk, at den tager vejret fra mig.
Insisterende nok, til ikke at kunne ignoreres.
Der er ingen hjemme.
Folk er rejst, taget på ferie, i sommerhus, hos deres familier, med deres kærester, ægtefæller, børn... eller bare Nogen.
Jeg synes det er lidt fjollet. Den her følelse af at være blevet efterladt.
Ladt tilbage.
Men den er der. Følelsen.
Tårerne løber stille ned af mine kinder.
Jeg giver slip. Løsner grebet & lader sorgen over det jeg ikke har, flyde.
For i dét bliver der også plads til håbet. Troen på, at det engang bliver anderledes.
Også for mig
Ingen kommentarer:
Send en kommentar