Jeg greb håbet. Lige dér.

Jeg var engang 'hende der' som havde fuld fart over feltet 24/7.
Fest & farver, gang i gaden - bare derudaf! Jeg var klar så snart nogen meldte 'GO'.
Jeg var hende 'den sjove'. Hende der aldrig sagde nej. Hende der udadtil virkede til at være med på hvad som helst.
Jeg var hende der passede sit arbejde om dagen, festede om aftenen & prostituerede sig om natten. Og dagen efter startede forfra.

Gud, hvor var det tomt.

Jeg var hende der konstant forsøgte at fylde tomrummet ud. Alting blev som en besættelse. Videre, videre, videre!
Jeg var hende, der havde ALLE timer i døgnet booket fuldstændig op. Booket op med alverdens aktiviteter, som jeg inderst inde - hvis jeg havde vist hvordan men lyttede efter - ikke havde lyst til.
Fritid skulle slåes ihjel. For det var jo lige netop dér, jeg mærkede..... og det ville jeg for alt i verden gerne slippe udenom!

Jeg rodede rundt i, at prøve at skabe noget andet for mig selv, men samtidig ikke vide hvordan. Jeg opsøgte hjælp igen og igen, men nåede aldrig rigtigt frem til noget der virkede for mig.
Og jo flere mislykkede forsøg jeg gjorde mig udi, at få hjælp til at skabe noget andet, jo mere desperat blev jeg. Og jo større blev tomrummet. Og trangen til at fylde det ud, igen. Det var en ond cirkel.

Jeg skulle blive 25 år, før jeg for alvor turde stoppe op. Idag ved jeg ikke hvad det præcist var, der fik mig til at slå bremsen i. Jeg tror det var et miks af mange forskellige ting - et kaos af et liv der ikke fungerede, og et liv der føltes som om det var ved at rinde ud.
Kort tid efter besluttede jeg at give håbet om et andet liv, en SIDSTE CHANCE. Jeg tror jeg var nået dertil hvor jeg tænkte; Hvis ikke jeg griber håbet lige NU, så er det for altid forsvundet .

Jeg greb håbet, lige dér. Og idag ved jeg hvor heldig jeg er. Jeg opsøgte den eneste rigtige hjælp for mig.

Meget er sket siden da. Både godt og skidt. Meget, som har gjort, at min kurs blev ændret, endnu engang. Men jeg tror ikke - eller.. jeg VED - at jeg ikke ville have kunnet rejse mig fra det seneste mareridt jeg har stået i, hvis ikke jeg havde grebet håbet dén dag som 25 årig.

Idag er jeg hende, som ikke kan kapere mere end 1 ting af gangen.
Hende der føler sig presset og over-booket hvis der skal foregå flere ting på samme dag.
Hende der aflyser aftaler, fordi jeg ikke kan overskue at være med mennesker.
Hende der bruger rigtig meget tid alene.
Det kan godt føles tomt ind imellem. Men det vil ALDRIG føles ligeså tomt, som dengang jeg konstant kæmpede for at fylde tomrummet indeni mig ud. Med endnu mere tomhed.

For idag er jeg er også hende der er på vej til et andet liv. Hende der kæmper med ALT hvad jeg har, for at skabe noget andet for mig selv.

Og dét giver mening.