Tænker; har brugt hele livet, fremtil nu, på at slå en mur op omkring mig selv, der hedder;
I don't care! Gør hvad du vil - jeg føler ingenting!
Nu krakelerer muren, og jeg mærker; I DO care.
Det gør ondt, at mærke. Ufatteligt svært.
Det er usikkert at stå 'ude i det åbne, uden muren'.
Men jeg har indset, at dén må falde - hvis jeg vil leve, som levende.
2 kommentarer:
Kære Silje Liv,
Jeg har fulgt din blog i næsten 2 år og jeg synes det er så fantastisk dét du formår på trods af dét du har været igennem i dit liv!! Jeg fatter det slet ikke faktisk - at du har overlevet dét, så du må virkelig have en stærk kerne kære Silje Liv. Tak fordi du deler din rejse med os andre og forhåbentlig også får øjnene op hos andre, der måske har oplevet noget lignende. Du skal vide, at du er i mine bønner og at jeg ønsker det bedste for dig og din fremtid!
Knus
Liv (rosenvand)
Kære Liv
Tusind tak for dine ord.
Det er mit ønske, at andre vil falde over mine ord - og måske af den vej selv få mod på at sætte ord på deres egen vej.
Derfor glæder det mig også at læse, at du har fulgt med. Det er en rar tilkendegivelse at få. Tak.
Kh Silje
Send en kommentar