Støttecenter mod incest mangler donationer

Opfordrer jer alle til at ofre 50 kr til et yderst vigtigt formål. Hjælp støttecenteret mod incest med dit bidrag.

' Igen i år har Støttecentret brug for, at 100 personer donerer penge til centret, da dette kræves for at vi kan blive endeligt godkendt af SKAT som almenvelgørende og almennyttig forening efter ligningslovens § 8A.
Vi mangler fortsat 15 donationer inden udgangen af 2011.
Hvis du har lyst til at donere et beløb & dermed hjælpe med at opretholde støttecenterets funktioner, så kan du overføre til Støttecenterets konto:
Reg. nr.: 0443 Konto nr.: 4646163250 '.

Se evt. deres hjemmeside; www.incest.dk

Kh

Note to self. Don't forget

Jeg er mest på overvejelsesplanet. Vil ikke tilbage på den vej jeg var, men ved ikke hvilke veje der så viser sig, eller jeg vælger.

- så har du allerede truffet et smukt valg! ♥....mærk og lyt til dig selv.

Tak. Og Ja ♥ Det er lige præcis dér jeg tænker der skal arbejdes grundigt i 2012. Det er selvfølgelig også en beslutning ;-) At ville det. At huske sig selv på at gøre det. Igen & igen. Selv hvis/når det glipper. Det er min 2012 mission :)

Jeg mister mig selv

Det er bare. . .
Jeg går altid for langt.
Formår ikke at stoppe, bremse - styrer bare lige imod. Og rammer. Kuldsejler mit sind.
Igen og igen.

Det er bare. . .
Jeg ved godt, her bagefter, at jeg mister mig selv.
Det er lidt skræmmende, at se tilbage.
Og SE.
Jeg mister mig selv i alt det jeg tror jeg skal klare.

Jeg ved ikke hvor de forventninger stammer fra.
Jeg ved ikke hvorfor jeg forventer mere af mig, end jeg kan overkomme.
Men jeg ved, at jeg får mine wakeup call. Og denne tid er endnu et af dem.
Jeg ville ønske, jeg kunne bremse op, inden jeg er gået for langt.


Jeg havde det ikke godt, efter lidt tid der , reflekterer jeg højt til en veninde.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik? Måske nogle måneder? spørger jeg - og søger at finde et svar hos een der kunne se mig udefra. Som et kald på hjælp om, at komme mig til undsætning i mit tankekaos af forestillinger. Et kald om at lade mig vide hvad hun ser. For jeg er viklet ind i tvivlen mellem virkelighed og forestilling.

Du begyndte at miste dig selv, siger hun stille.
Og jeg ved at hun har ret. At dét er den rette betegnelse. En sætning jeg ikke har turdet tænke. Og i samme ombæring, mærke.
Ja, der gik nogle måneder, så var jeg på vej ret meget væk fra mig selv, ikk? Siger jeg, og spørger på den måde igen, om hun vil dele hvad hun så.

Jeg blev bekymret for dig. . tidligt. Der gik vel 3 uger . . . siger hun sagte.
Og sætningen bliver hængende i luften.

3 uger? !
Der bliver helt stille i mit hoved. Jeg ved, at hun har ret.

Jeg græder stille tårer, i eftertænksomhedens skær.
Mit hjerte fyldes med sorg, over at min evne til at standse er så ringe.
Jeg mister mig selv. Helt uden at vide det.

Sætningen hænger der endnu.

!

Jeg gider ikke det her F&/¤#!g jul!
There. I said it.
Mon det letter noget, at skrive ordene højt?

♥

Don't you dare, for one more second, surround yourself with people who are not aware of the greatness that you are.

-Jo Blackwell Preston

tankevrimmel

Prøver at slutte fred.
Med tvivlen.

Change is the only constant

Altså. Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg ville ændre layout for min blog.
Jeg ville bare liiiiiige ændre en lille ting. Og fandt så ud af, at skabelonen var for gammel (?!!), til at kunne ændres. Det siger måske lidt om hvor længe siden det er, at jeg første gang gav mig i kast med at lave bloggen (4 år, siger tidstabellen, nærmere bestemt). Måske var det på tide, at ændre her - også? I hvert fald, here we go - jeg prøver mig lidt frem med forskellige layout. Måske finder jeg også DET der matcher mine egne forestillinger. På et tidspunkt ;-)

Walk this way

Hvis du får trang til at gå derud - kan du så ikke istedet gå herud, til mig?.. Skrev min veninde en sen aftentime.
Hendes ord flød fra min indbakke på mobilen, og direkte ned i mit hjerte.
Så præcist, så konkret, at det rørte mig dybt. Og hendes omtanke, ligeså.
Tak I ♥ Den er gemt, i mit hjerte.

Don't step aside, step up

Går af ukendte stier. Og får trang til at kigge mig tilbage, og løbe retur af de kendte veje.
Men, de findes ikke længere. Der er kun de endnu usikre, ukendte, nye.
Og dé skal føre mig fremad.
' Vejen bli'r til mens vi går '.

Vender et blad

Har i dag afsluttet et kapitel i mit liv. Et kapitel der varede mere end 3 år.

Det er både med vemod, tristhed, hulk, - men også gode minder at tage med, berørte tårer, og smil.
Man siger, at når en dør lukkes, åbnes en anden.
Jeg glæder mig til at se hvad der er bag de andre døre, herfra.

Snit snap snude, nu er den fortælling ude
Tip tap tønne, en ny kan nu begynde ♥

Gid fanden havde de piller

... og så var der dén, om et menneske med angst, der havde affundet sig med at takke ja til medicin. Hun skulle prøve først det ene præperat, og så det andet.
Alt imens hun opdagede, at selve angsten for at tage den medicin der skulle reducere angsten, var så stor at hun ikke turde tage dem. Hm.

Du er så stille..

' Du er så stille Silje...? '

Ja.
Altså. Jeg ved ikke. Jeg har bare ikke rigtigt noget at sige. Der er ikke rigtigt noget at sige. Eller kunne, sige.

Hver gang jeg har vovet at åbne munden de seneste uger, føles det som jeg skulle have holdt min mund. Bare tiet. Sagt intet.
Jeg får sagt alt det forkerte. Får formuleret alt som bøvlet. Og jeg sidder bare tilbage med tårer på kinderne, over ikke at forstå hvad det er der sker.
Jeg har også følt, at alt hvad jeg har sagt er der blevet stillet spørgsmålstegn ved. Sådan en følelse af, at blive stillet til regnskab konstant, og som bare er så ubehagelig for mig at mærke, at jeg har lyst til ikke at sige et kvæk.

Jeg har følt det som, at alle mine ord skal krænges udover mine læber. Nærmest helt fysisk. Og det behøver ikke engang være ord der er svære, eller som har svære følelser gemt i sig. Det er bare ... selve dét at tale, der føles som en kæmpe overvindelse. Og jeg har ikke energien.
Hvor er mine ord? Hvorfor kan jeg ikke bare tale normalt? Hvorfor bliver det så kringlet at kommunikere? Hvor er min hjerne - den der er fri af grød??

Har følt det som, at de ord der kom ud af min mund ikke er mine egne. Som var de et forsøg på, at agere normalt i en verden der bare ikke fungerer. Med mig i.
Det føles, som har jeg forsøgt at tale - for at være aktivt deltagende på normal vis - hvorefter følelsen af at være en fiasko, har frosset mine ord. Og mig.

' Du er så stille Silje...?'
Ja.
Der er ikke noget at sige.

Kender du den der fornemmelse af at vågne op en vintermorgen, og 'lyden' er helt anderledes? Den der fornemmelse man kan vågne med, og i det sekund man slår øjnene op ved man, at der er faldet sne? At vejene er dækket af et tæppe, en lyddæmper, og det er derfor der føles mærkbart 'stille'?
Hvis du kender mig godt, så ved du også hvordan jeg har det indeni, når sneen har lagt sit tæppe. Hvor panisk angst jeg er, derinde bag masken, og hvor stor en frygt der vågner i takt med at hvert et snefnug daler.

Måske er det sådan lidt jeg har det lige i øjeblikket. Jeg er fattet, udadtil, og oplever stilheden som noget mærkbart. Noget ændret. Noget... dæmper. Men indeni padler jeg som galt det mit liv! i den sø af kaos der rejser sig hver dag.

Jeg har navigeret udenom de 'farer' der lå for mine fødder, og forsøgt at undgå faldgrupperne. Jeg har faktisk brugt rigtig meget tid og energi på, ikke at styre mod et nederlag. Ikke at styre mod lige præcis her hvor jeg står.

Jeg står lige præcis der hvor jeg forsøgte med al min magt og vilje, ikke at komme til at stå
Jeg kan ikke engang grine af det tragikomiske i at bruge så meget energi på at undgå noget, og så ramme direkte med 180 ind i det alligevel.
Jeg kan heller ikke engang se det lærerige i det, eller orker ikke at se - og tage det op.
Hvem skulle jeg også tage det op med? Hvor skulle jeg også gå hen?
Jeg isolerer mig, mens jeg kommer mig. Der er ligesom lagt en dyne over mig & verden.

Det er lidt som at være tilskuer til livet. At se det hele passere forbi. Gennem en glasrude.
Som om jeg ikke er en del. Som om jeg ikke kan nå derud.
Du kunne sprænge ruden, igen & igen - til den er helt væk! Sparke den ind, slå den itu, kæmpe, hamre, smadre!

Ja.
Måske er der også en underlig form for beskyttelse i, at være her - bag glasruden? Jeg kan ikke komme ud, men måske ønsker jeg det heller ikke? Lige nu. Måske er dét, at være beskyttet bag en rude, min måde at beskytte mig selv mod at verden ser min smerte? At verden kan trænge ind, og nå mig. Måske ønsker jeg i virkeligheden ikke, lige nu, at stå op for flere ord, løfter der bliver brudt, og den faktuelle realitet, at min verden er blevet forandret på mine mest væsentlige fronter?
Og jeg kan simpelthen ikke tage det ind,og forholde mig - uden at stå med følelsen af at krakelere, hvis jeg gør.
Måske er det mit værn. Og måske er mit værn nødvendigt lige nu.
Jeg er ked af det, helt ind i knoglerne. Men jeg har ikke lyst til at lade følelsen strømme ud. Udenfor mig.

' Du er så stille Silje...? '
Ja. Jeg tror det er mit værn. Hvis jeg taler, vil tårerne strømme i ét væk, og jeg er ikke sikker på jeg har lyst til du ser min smerte.

Tavst skrig

Jeg kan mærke jeg cencurerer mine ord i alle sammenhænge, i denne periode. Men hvor er jeg træt af dét!
Er sygemeldt fra en arbejdsplads, hvor man ikke tager overgreb alvorligt. Hvor man vælger at neglicere det & lukke øjnene - simpelthen se den anden vej.
Man vælger heller ikke at tage mig, som medarbejder, alvorligt da jeg gør opmærksom (igen & igen) på hvad jeg oplever.
Det har ramt mig. På min profession, min etik & min person. Jeg har lyst til at skrige; ‘Jeg kan jo for helvede ikke være en del af et sted, hvor man ikke tager overgreb dybt alvorligt! Det er jo logik!’.
Men, udadtil skriger jeg ikke. Der er jeg tavs, som aldrig før.
Og forsøger bare at ‘gå til det’, med den afstand det er nødvendigt at have

Farvel & goddag

- skal sige farvel til noget, som jeg egentlig ikke har lyst til at miste. ♥
Kunne se det udfra alverdens positive vinkler, og hægte det op på citater om, at Når en dør lukkes åbnes en anden etc. Ja. I know. Alligvel er jeg egentlig bare ked af hele situationen. Og det skal der vel også være rum til.
Der er sikkert en mening med det hele & den vil jeg se hen af vejen. Det tror jeg på. Er på en eller anden måde blevet lidt småallergisk overfor at 'lade som om' & ikke give lov til at noget er trist. Det bli'r bare sådan lidt kunstigt, for mig. Det er jo hvad det er. Og jeg lader det være dét, mens det synker ind. ♥

Ændrer kurs

Jeg har kapituleret. Idag.
Overgivet mig, og gået på kompromis med mig selv. Mit eget syn på mit liv, mine drømme om frigørelse, og egen fortælling om at 'jeg skal nok nå så langt, at vi slet ikke behøver diskutere det her igen'.
Jeg er gået på kompromis med min egen drøm om hvordan min vej skulle trædes.

du bli'r jo nødt til at få noget hjælp. Ikk? Vi bli'r nødt til at finde noget til dig Sagde lægen, mens hun stirrede mig direkte ind i øjnene.
Det føltes næsten som hun kunne se ind i min sjæl.
Jo, nikkede jeg. Med tårerne trillende stille ned af kinderne.

Hvornår var det, at jeg ikke længere kunne lade tårene blive indeni? Hvornår skete det, at jeg ikke længere kunne holde dem tilbage?
Jeg kan ikke længere opretholde en facade. Et lille rids i lakken. Et lille blik, et lille ord, en lille sætning der rammer, og jeg krakelerer.
Det skal jeg stadig vænne mig til. Mig, der aldrig græd. Men, sådan er jeg ikke mere.

Jeg indløste recepten på apoteket med det samme.
Nu sidder jeg her, og tør ikke tage pillerne ud af æsken. Og tør da slet ikke ta' en i munden!
Jeg sidder bare og kigger på pakken. Stirrer. Undrer mig over hvordan den er endt her hos mig.
1-2 tabletter højst 3 gange dagligt, mod Angst Står der udenpå.

Du behøver ikke tage dem hver dag. Eller fast. Eller på nogen måde trappe op eller ned. Du kan bare tage dem efter behov. Se hvordan det virker for dig? sagde lægen. Hende med det intense blik.

Og jeg bliver ikke afhængig af dem? Ligesom alt det andet lort jeg har kæmpet for at slippe af med igen? Spurgte jeg. Og tog automatisk hånden op til munden & undskyldte jeg bandede.

Nej svarede hun. Fysisk bliver du ikke. Det kan jeg garantere dig!
Du har brug for at have kontrollen, og selv bestemme kan jeg fornemme? Ikke at skulle tage noget, hver dag? spurgte hun.
Jeg måtte jo bare væve øh ja, og snublede lidt over ordene i at medicin dagligt bliver tegnet for, at jeg ikke har kontrol. Hvor faen ved hun det fra?!

Men, du bliver måske afhængig af den virkning de vil give dig. Afhængig af at opleve ro. Bare lidt. Det kan man godt blive afhængig af... sagde hun og smilede et skævt smil, som jeg delte.

Hvis du f.eks. ta'r 1 hver ottende time, altså 3 gange på en dag, så er du dækket ind i hele døgnet Det er hende lægen igen. Hun hænger på. Bliver ved.
Ja. Sagde jeg bare. Og faldt ligesom ned i en dyne af vat.

Hele, døgnet. Alle timer. Hvert et minut. Tik Tak. Uden angst. Kan man det?? helt seriøst??

Den anden aften havde jeg været villig til at tage hvad som helst! Bare stik mig et eller andet der virker. NU.
Men, jeg havde jo en drøm om, ikke at skulle tage medicin. Jeg havde en intens drøm om, at sparke så meget røv på min egen proces! at medicin aldrig mere blev et issue.
Alligevel har tanken været undervejs noget tid. Jeg kunne måske også....? . Og jeg har strittet imod. Som fandenivoldskhed jeg ikke anede hvor kom fra, har jeg bandet og svovlet og råbt og skreget for mig selv, af de mennesker der bare har turde nævne ordet medicin som en mulighed.
Rend mig i røven! Jeg skal fandme ikke dopes til at kunne leve!
Men, det skal jeg så. Eller, måske ikke ligefrem dopes - men jeg skal prøve om medicin alligevel kunne være en hjælp. For mig.
Og den er faktisk sværere at sluge, end at skulle sluge de piller der ligger i æsken foran mig.
jeg har ikke taget medicin i 2 år. Droppede 'lykkepillerne' som det sidste, og har ikke haft en tanke om nogensinde at skulle tage noget igen.
Jo, jeg har fået hjælp fra kemiens verden i form af sovepiller (min pt. bedsteste ven!) og så de smertestillende, min krop synes at skulle bruge for at kunne hænge sammen i perioder.

jeg husker første gang jeg gik hjem med en pakke på et eller andet psykofarmaka. Om det var 'lykkepiller', antipsykotisk, angstdæmpende eller whatever - jeg var hunderæd for at tage dem! Ræd for hvad der ville ske, med mig, hvis jeg tog dem. Men jo også bange for hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke prøvede. Det er nok same same her. Igen.
Jeg husker at jeg grædende tiggede min veninde om at hun ville forsikre mig, at HVIS jeg tog den her ene lille pille - så SKULLE hun sige til, hvis jeg 'blev en anden'. jeg har simpelthen altid haft en rædsel for, at jeg skulle ændre mig - blive en anden - blive sindssyg eller sådan noget, uden at jeg vidste det.
Ræd, som ind i helvede for, at en lille bitte pille skulle ændre hele mig, og jeg ikke ville ane det! Og ikke ville have kontrol over det.
Derfor har jeg haft mennesker i mit liv de sidste år, der har lovet at forsikre mig om, at hvis de oplever jeg ændrer adfærd (til det dårlige) så vil de fortælle mig det.
Egentlig kan man tænke; er det ikke ligemeget om du gør - hvis ikke du ved det? Hvis andre er nødt til at fortælle dig, at du har ændret adfærd, så ved du det jo ikke selv, og er det så ikke ligemeget?
Er du klar over hvor angstprovokerende en tanke det er, for mig?! Det er det mest skrækkelige jeg kan komme i tanke om. Mit værste billede af et mareridt.

Så nu sidder jeg så her. Igen. Med nogle piller foran mig, som jeg tøver med at tage.
Jeg tror måske også det har en indvirkning at bo alene. At skulle komme et eller andet i min krop, som jeg ikke ved hvordan jeg reagerer på - og så være helt alene med det. Tænk hvis jeg tog den første nu, og ikke kunne reagere hvis jeg blev dårlig af dem, på den ene eller anden måde.
Nej, jeg venter med at 'teste' til imorgen aften. Der kommer min veninde nemlig. Så kan hun være i det nye, sammen med mig - og forsikre mig om, at jeg stadig er mig. Også selvom jeg har åbnet pakken og taget mit første spæde skridt på en ny vej, til et liv med mere ro.

Jeg vil ikke i skole

Føler mig squ ind imellem, som det her skolebarn der står slukøret i hoveddøren, med skoletasken i hånden, jokker sig selv over tæerne, med tårene trillende ned af kinderne, og som vover at sige næsten lydløst; ' jeg vil ikke i skole.. '
Men som ikke tør fortælle, at det er fordi de andre børn mobber hende, ikke vil tale eller lege med hende. Hun føler sig udenfor og forkert, blot ved sin tilstedeværelse. Hun har kvalme, og orker ikke at skulle færdes blandt mennesker idag. Hendes forældre har misbrugt hende natten igennem, og hun er så ufatteligt træt. Hun orker ikke at skulle bære masken igen idag. Men ved, at hun må. Ligesom alle de andre dage. Lige dér, ved hun blot ikke om hun kan. Lige dér, mens tårerne falder.
Nu er forskellen at jeg er voksen, og jeg skal ikke i skole. Mine forældre har heller ikke misbrugt mig natten igennem - i den fysiske forstand. 'Blot' i mareridtene der lige de dage her kører på fuld blus, har de fyldt det hele.
Men som jeg står der i døren med den samme følelse, og de samme former for tårer trillende ned af kinderne er jeg voksen, ansvarlig, forpligtet - og der er ingen Kære Mor. Det har der så aldrig været kan man sige, men det er en helt anden snak. Jeg er voksen, og selv ansvarlig for at skabe dagen. Gå derud. Med mig & mit. Møde det med oprejst pande, og bære en maske - skulle det blive nødvendigt for at komme igennem. Jeg er voksen, og alligevel føles nogle dage som at stå lige dér i hoveddøren, med tasken i hånden & følelsen 'Jeg vil ikke i skole'....

Styrer mod et nederlag

Jeg føler, at jeg head'er mod en fiasko. Og jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal navigere udenom den.
Jeg ser den bare komme nærmere og nærmere. Jeg ser bare mig, bevæge mig tættere og tættere på.
Alt imens jeg klamrer mig fast, med det yderste af neglene. Stædig som bare fanden. Og træt. Træt helt ind i knoglerne.

Jeg har forsøgt. Jeg forsøger. Hver eneste dag. Gør det bedste jeg overhovedet kan.
Men, det er ikke nok.
Jeg føler, at jeg styrer direkte mod et nederlag. Og trods alle mine overvejelser om hvordan det skulle undgåes, så havde jeg vitterligt ikke regnet med at stå lige her. Måske er jeg naiv. At tro min vilje er nok. Måske er jeg naiv at tro, at jeg kan.
Det føles som det største nederlag at måtte erkende, at uanset hvor meget jeg vil det! Uanset hvor meget jeg forsøger og giver alt hvad jeg kan . . . så er min vilje ikke nok, til at bære mig igennem det her.
Uanset jeg VIL, så kan jeg ikke det her. Jeg kan ganske enkelt ikke.

...

Jeg har mistet mit anker.
Jeg flyder ud i det åbne.
Ned af floder jeg forlængst troede, jeg havde bygget dæmninger på.

Jeg har mistet mit anker.
Og ved det burde findes i mig selv.
Men det er jeg aldrig nået til at kunne finde.
Og nu føles det jeg kendte forsvundet.

Navigatorer

... Men måske er det også fordi jeg har søgt det almindelige. Søgt dét der, for mig udefra set, så normalt ud. Søgt at kunne føle mig som en del af holdet. Som en del af mængden. Gøre dét man nu engang gør. jeg har spejlet mig i normen. For at have noget at navigere ud fra.
For hvor starter man ud med at skabe sig et liv, hvis al grobund, alle rødder ikke kan bruges? Hvis man starter fra nul, og må navigere derfra?
Når man starter ud med at leve i det dysfunktionelle og atypiske, destruktive og ualmindelige, kan det ind imellem føles, som det forkerte er det rigtige, og omvendt. Det bliver et misk mask af rodet grænseløshed, der ikke falder i hak nogen steder. Og man søger med længsel efter sine platforme at stå på.

Det er sådan her man lever. Det er sådan her man gør.
Jeg har spejlet mig i omgivelserne. Ladet dem være billeder på hvad jeg kunne bygge op.
Jeg har taget en uddannelse, og har nu et arbejde. En hverdag. Som man bør ha'. Når man lever.
Indtil det pludselig går op for mig, at det jeg har spejlet mig i måske ikke matcher de veje jeg ønsker at gå. Jeg mangler blot at kunne se hvilke andre muligheder der er. Mangler at kunne spejle mig i noget andet, til jeg selv kan navigere i følelsen af anderledeshed.

Angst

I kender den der historie, hvor 1 fjer bli'r til 5 høns (eller hvor mange det nu er).
Synes det er lidt det samme med angst; 1 fjer kan blive til en hønsegård, der bare synes at udvides & udvides. Og jeg står tilbage som kyllingen der må stikke af. ØV! Fandme længe siden angst har vist sit grimme fjæs på den måde. Det er så det positive. At tidsintervallet er blevet større.

Genskabelse

Jo, men det var jo en helt anden tid. Et helt andet sted, på vejen. Et helt andet rum, nærmest. Det kommer jo aldrig tilbage.

Jo bevares, men derfor kan man vel sagtens savne noget af det, og mindes det gode, og tage alt dét med sig i brudstykker på den måde.
Uanset man ved, at det netop aldrig kan genskabes, helt i samme form.
Det man fik med, og det man kan savne af det gode bærer man vel med sig. Og lagrer i erindringen. Uanset hvad der så menes at kunne genskabes, og ikke?

___

Jamen, det er bare fordi, at jo mere jeg tænker over dét - jo mere når jeg frem til; Det er slet ikke det her jeg vil. Alligevel. Jeg tror jeg vil noget andet, altså. Fortidens stemmer af hån lægger sig som et tungt bånd om mine tanker. 'Ja, det burde du jo nok ha' tænkt på noget før, så!'.

Hendes stemme runger i mit hoved. Jeg forsøger at baske den væk. Nærmest helt fysisk slå ud efter den. Hånen.

Ja, det burde jeg måske. Men, det kunne jeg jo ikke. Tænke det. Før. Der vidste jeg det jo ikke. Endnu.

Er der noget jeg har lært gennem de sidste år, så er dét, hvor nedbrydende det kan være for mig, at blive i noget der ikke giver mig noget godt.

Og jeg tror, at jeg må sadle om.

This is supposed to be the new me. .

Jeg er blevet givet friheden til at vælge.

Min hals snørrer sig sammen. Gråden står tyk og kvælende.
Jamen jeg ved bare ikke rigtigt hvad jeg skal vælge, altså! Hvad det er meningen der skal være, lige her?
Panikken ligger sig som en tung dyne over mig. Mit hjerte hamrer, som vil det hoppe ud af brystkassen hvert sekund det skal være.
Jeg hyperventilerer febrilsk ud i intetheden, mens jeg forsøger at holde mit blik fast på noget håndgribeligt.
Det her er et bord. Det er virkeligt. Det er til at se.

Jeg har ingen steder, at sige højt hvor meget jeg vakler. Hvor nemt det er, for min hjerne, mine tanker, at vandre ned af kendte stier, som var det dét mest naturlige i hele verden, at jeg netop skulle tænke den vej.
Jeg er alene med dem. Tankerne. Kan ikke dele dem med nogen.
De fleste ved ikke, at jeg overhovedet får dem. Og de der ved, tror at jeg er way pass, overhovedet at overveje. Du er jo fri til at vælge, nu..
Jeg har forsøgt. Taget spæde skridt. Med gråden stående helt op i øjnene har jeg forsøgt at væve mine ord ud gennem halsen.
Men jeg tøver. Og bliver tavs. Tvivlen, risikoen for at blive mødt med den største foragt, står som en bremseklods mellem mig og verden.
Jeg tør ikke engang sige højt, at jeg har haft tanken. Jeg vil fremstå som en fiasko....

Jeg møder det ind imellem. Det her sted hvor mine veje krydser hinanden.
De her veje der fletter ind. Hvor jeg mister grebet! Mister overblikket & ser mig selv med et gammelt indgroet syn.
Jeg bliver lige overrasket hver gang. Overrasket, og ufattelig tung og trist.
Det her sted, hvor jeg står i mit nu & stirrer direkte ind i plexus af dét jeg har forladt.
Hvor jeg oplever at være nået et langt stykke på min vej - men så alligevel støde ind i de samme tanker. Tanker om hvem jeg er. Hvad der er 'Ment to be', for mig.

Du er kommet SÅ langt. Tænk, at du nu står her & selv kan vælge hvad vej du vil gå, siger hun, og smiler til mig.
Og min hjerne slår flik flak! Hendes ord skærer i mine ører. Jeg får lyst til at skrige højt, råbe al min frustration ud! Rejse mig op og løbe hen mod muren. Kaste min krop mod betonnen! Smadre det hele. Eller, mig selv er det vel basicly.
Kan du ikke forstå, at når du siger jeg nu kan vælge, så hører jeg du siger jeg selv valgte alt det shit? har jeg lyst til at skrige hende ind i hovedet.
Kan du ikke forstå, at du smadrer mit hjerte ved ikke at give mig muligheden for, at sige; jeg får stadig tanken? At fiaskoen viser sit grimme fjæs hver gang jeg bliver fortalt hvor langt jeg er.

Men der er tavst. Udenom mig. Ikke en lyd slipper ud. Jeg sidder bare og siger Intet.
Stirrer lidt på mine fingernegle.
De er begyndt at flosse igen. . .

fintfølende balancegang

Der findes noget som er så fint, unikt & ukendt at det føles, som vil det blive revet i tusinde stykker, hvis blot jeg trækker mit vejr.
Som vil det forsvinde for altid, hvis jeg vover at lukke mine øjne bare et sekund.
Der findes noget, som er så fint at jeg føler jeg må slippe det, i frygt for at komme til at ødelægge det.

.

Du er nødt til at få noget godt ind i dit liv, sagde hun.
Og mit hjerte sank, mens jeg kiggede op på de dybblå øjne.
Det var som blev vejen revet over, og jeg faldt igennem de net jeg havde sat ud.

Smerte

I virkeligheden er min største smerte lige nu, at jeg føler jeg ikke tager mig selv alvorligt. At jeg må overhøre og ikke lytte til min egen vished om, at jeg har brug for mere hjælp.

Terapi

Søger legater, fonde, sponsorater & hvad det ellers kaldes, til at fortsætte terapi hos psykoterapeut. Kender du steder der er værd at søge - ville jeg blive glad for at høre nærmere.
Skriv evt, gerne nærmere på mail; siljeliv@live.dk

Kh

Skygger

Fortiden kaster skygger på min vej. Men, så længe det forbliver skygger, kan jeg godt træde mine skridt fremad, parallelt med dem.
Lige nu går vi i trit. Men, jeg tror på, at jeg en dag træder forbi dem - måske ikke dem alle, men de væsentligste - Èen for een

One way street

leder efter alverdens dårlige undskyldninger, men synes selv de forbliver ved dét. Dårlige.
Der er vist kun éen vej.

Liv

Jeg kunne vælge det der umiddelbart virker mest Safe.
Jeg kunne vælge, at frygten skulle bestemme hvordan mit liv skal formes.
Jeg kunne også vælge at tage del, med de forbehold der må være, og skabe et liv ud fra mine rammer & vilkår.
Jeg gambler ikke med sikkerhed. Men, jeg gambler heller ikke med liv. Så jeg vælger at tage del. Og skabe ♥

..

Hvis savnet overstiger glæden, hvornår ved man så, om savnet er glæden værd ?

Tanker fra en sommernat

Når man tillader sig selv, at give et menneske plads i sit hjerte, indebærer det også risikoen af at miste. Og sorg.
Men, at dele sorger & glæder er vel kernen af det hele? Kernen af at lukke ind? ♥
Jeg ved også hvor fattigt livet er, hvis ikke vi lukker nogen ind. Og uanset risikoen og skrøbeligheden, synes jeg det er alting værd! Jeg er taknemmelig, at jeg tør.

Tanker fra en ændring

Det handler kun om håb.
Den lille gnist, som håbet tænder.
Men når omverdenen ændrer min verden
slukkes min gnist med et knips!
Jeg står håbløs og forbrændt tilbage

Håb?

De siger, at håbet bærer os igennem.
De siger, at håbet løfter os op.
De siger, at håbet kan vi hvile på
Og guide os på vej.

Det har taget mig mange år at turde håbe.
Utallige år, at mærke.
Jeg har ikke turde lade mig løfte af håbet.
Har ikke turdet hvile på det.

Jeg håber i det små.
Små bitte holdepladser, som mine tanker kan hvile på.
'Jeg tør godt håbe på, at imorgen bliver som jeg tror'
'Jeg tør godt håbe på, at det jeg mærker jeg har brug for - ER der imorgen & ikke igen er væk'
Jeg giver lov til at mærke det løfter.
Indtil jeg falder. og tankerne styrter med.

Jeg spørger mig selv, om mine håb er for spinkle, til at kunne stå?
Om det er håbet jeg brænder mig på, når omverdenen svigter, og jeg føler mig så forbrændt?

Måske bygger jeg mine håb for spinkle?
Måske kan de ikke bære?
De føles så skrøbelige, de små tankepusterum, at jeg kvæles når de knuses.

Jeg troede, at jeg gjorde mig selv en tjeneste, at håbe. At tro. At give lov.
Men, jeg brænder mig når omverdenen ændrer min verden.
Et enkelt Knips, og mit værn går op.

Hjerteregn

' Vores sjæle er to strenge
på samme violin
vi er begge skabere
af den samme melodi '

Fra Hjerteregn

At overgive sig til skyggen

Søvnen sniger sig ind på mig.
Som en klam mørk skygge, hænger den konstant over mit hoved
Som et varsel, fra en fjern tid, hvor søvn var det farligste i verden
Ikke sove! I søvnen kan alting ske

Jeg går i panik ved tanken om
at jeg skal sove
hver dag.
Hver dag skal jeg tillade, at søvnen tager mig
leder mig gennem det ene mareridt efter det andet
og efterlader mig i en følelse af, at være blevet misbrugt.
Mens jeg sov.

Men jeg er så træt
Ville ønske jeg turde overgive mig
Til søvnen
Til skyggen og de klamme hænder der rører min krop
For sådan er det for mig i søvnen. Altid.
Altid et overgreb jeg siger ja til, når jeg siger ja til søvnen.

Og jeg overgiver mig også til sidst
Lader søvnen lede mig direkte tilbage i rædslernes hus
Nat efter nat.
Jeg overgiver mig til søvnen.
For jeg har brug for at sove. Bare i de øjeblikke jeg kan.
Selvom det betyder, at jeg skal gennem erindringens rædsler.
Igen og igen.

Når musikken taler

You say you need to travel far away, to make you think of something else.
Well, I think you'll find out if you dare to stay - that far away is a place inside yourself'

Tina Dichow.

Tomrummet

Lige nu er der tomt. Et kæmpe gabende tomrum.
Jeg ved slet ikke, hvad der skal være lige her. Hvad det er 'meningen der skulle kommes ind' lige her?
Det er næsten som er der fysisk et hul indeni mig. Hult. Rungende tomt.
Som om følelserne har for meget rum at være i.
Det føles næsten som var der et ekko indeni mig - det er svært at beskrive & forklare - det lyder kludret i mine ører.
Det er som om tomhedsfølelsen slår tilbage. Frem & tilbage. Frem & tilbage.
Og hvert andet øjeblik opstår panikken. 'Jeg kan ikke være i det her!'.
Jeg græder bare. Som pisket. Det føles også hult. Græder bare, uden helt at vide over hvad.

Lige nu er her tomt. Og jeg kæmper 'bare' med at lade det være dét. Ikke forsøge at fylde ud, for enhver pris.
Det ville være så nemt - så nemt, at tankerne om, hvordan jeg ville kunne fylde ud, hele tiden strejfer mig. 'Det her er ikke til at holde ud. Jeg kan ikke være i det her!'.
Nærmest panisk for det tomme. Men det skal jeg. Være i. Og jeg kan godt.
Jeg ved at tomrummet vil vokse, bagefter. Så jeg prøver bare at være. Selvom det føles tomt. Prøver bare at lade det være tomt.
Trække vejret.
Lade det være hvad det ér.

Varsomhedens vilkår

Nogle gange ville jeg ønske, at verden havde set det jeg har set.
At andre ku se verden gennem mine øjne, bare i et glimt!
Jeg ved at nogle ser. At vi er flere, for hvem varsomhed er et vilkår.
Det er en balancegang, at lære at navigere i det vilkår- uden at lade frygten styre.
Man kan ikke leve i frygt. Eller jo, det kan man faktisk godt - men ikke når først man har set, at livet er andet & mere end overlevelse

Nuancer

Tænker stille 'Husk nuancerne, der er altid nuancer. Muligheder, former & farver' & lægger forsigtigt tanken som en bro henover tendensen til at se alt Sort-Hvidt. Enten Eller ♥

når brikkerne falder på plads

opdager hele tiden nye sammenhænge.
Får øje på hvorfor noget i nuet kan føles så komplekst & svært!
Det gør på den ene side ondt at få øje på sammenhængen, fordi erindringer vækkes heri & nogle kan være så smertefulde.
Men på éen & samme tid er det SÅ fantastisk at få øje på! At forstå!
For allerede der, i forståelsen, sker en ændring. & resten får jeg mulighed, at arbejde videre med

Jeg kan ikke se det

Solen stod op, mens jeg sad søvnløs her.
Solen skinner. Det bliver en smuk dag! Sagde ekspedienten da jeg var nede og købe mælk.
Jeg kan ikke se den. Solen. Jeg kan se strålerne. Farveforskellen mellem sten & skær.
Jeg stod der, helt stille & forsøgte at lade den trænge ind.
Jeg er måske bare lidt træt. Det er nok blot derfor.

Men solen - lyset - jeg kan ikke se det.
Jeg kender godt det mørke her. Og det skræmmer mig mest når kontrasten er så stor.
Som nu. Hvor solen siges at skinne. Og jeg kan ikke se det.

Jeg har glemt hvad jeg skulle bruge mælken til.
Jeg tror, jeg må finde en hånd til at kunne se lyset igen.

x

Har så mange ord, pakket ned i kasser. Klar til at blive flyttet, men ingen steder at flytte dem hen. Så her er larmende tavst. Som er hvert ord forseglet.

Spring

Jeg ved bare, at tavshed fastholder.
Alligevel er i det indimellem svært at tro på, at italesættelse kan bane vejen. Igen.
Men der er en erfaring der råber højere.
Jeg husker ikke, hvad dét at vove har givet, men jeg husker hvor svært det har føltes at springe. Hver gang.
Og jeg husker hvad der sker, når verden bliver tavs.
Så jeg springer.
Igen & igen.
Vover.
Kun fordi jeg husker, at tavshed fastholder. Og jeg vil fri.

Tvang

Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Jeg bliver fanget i en ordløs glasklokke.
Fryser fast i mit eget billede.
Som en blind famler jeg mig frem, gennem dødvande af stilstand.

Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Gløden er dog fortsat tilbage. Altid.
Men den energi det kræver, at få lyset til at brænde som før
den energi det kræver, at sprænge klokken, at sætte i bevægelse igen - er enorm.

.

Erindringen hører ikke til i nuet.
Men, hvor gør man så af smerten?

Rammende præcist

" Man kan have fået så lidt kærlighed, at man oplever nærhed som overgreb. Man kan have fået så lidt nærhed, at man oplever overgreb som kærlighed" Chefpsykolog Lars J. Sørensen

Sårbar

Tænker meget over dét her med, at være sårbar. At vove, at sætte sig selv lige dér. At vove, at den bliver synlig. Sårbarheden. Mest for mig selv, men også for omverdenen. For satan hvor har det bare altid føltes farligt!! Mest af alt nok dét 'at kunne rammes'. Men, på en måde er det også lige dér - i de enkeltstående situationer gennem tiden, hvor jeg har vovet - at jeg har gjort mig mine største opdagelser... ♥

Gør en forskel for mange - med din underskrift

Servicestyrelsens gratis psykolog-ordning (11 timer) for voksne ofre med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, er i fare for nedlæggelse.
Puljen udløber d. 30. juni 2011 og pt. er der ikke planlagt en erstattende psykolog-ordning, en forlængelse eller en overlappende løsning.

Derfor står mange voksne ofre i uvished om hvorvidt de kan få den hjælp, som de har brug for. For mange er de gratis 11 timer langt fra nok, men det er en god start og støtte for dem, som ikke selv har råd til psykolog.
Hvis tilbudet lukker, vil der kun være mulighed for at få tilskud til psykologbehandling for seksuelt misbrugte gennem Sygesikringen i form af i alt 12 samtaler. Her er der imidlertid en egenandel på 370 kr. første gang og 308 kr. de efterfølgende elleve gange, og da en hel del indenfor denne persongruppe har omfattende problemer med at fungere på arbejdsmarkedet og meget ofte har alvorlige økonomiske problemer eller for nogles vedkommende er havnet i misbrug og prostitution, så er det vældig ofte ikke muligt at financiere egenandelen.
Afhængig af det seksuelle misbrugs omfang og karakter er der også ofte brug for meget længere behandlingsforløb, end både Servicestyrelsens og Sygesikringens ordning rummer mulighed for

Det er Folketingets socialordførere, der skal beslutte om puljen skal forlænges eller ophøre helt. I sidste ende er det Socialminister Bendikte Kiærs hovedansvar.
Støt derfor op om en bevarelse af gratis-ordningen indtil en bedre og mere varig løsning er besluttet ved at skrive under her;

http://onlineunderskrift.dk/Vis/Skriv%20Under/LISE+JENSEN

Lysets magt, mørkets kraft

* ..... 'Men han er i sikkerhed nu og ikke længere sammen med disse mennesker', protesterede Meggie.
- 'Nej', råbte Dr. Gold skarpt. 'Han vil aldrig være i sikkerhed, så længe hans hjerne tror på det, de har lært ham. Jeg er mere bekymret over voldtægten mod hans hjerne end voldtægten mod hans krop. Det er frygt, der har bundet knude på hans tunge'.
- 'Så må vi omskole ham og omgive ham med kærlighed'. Maggie prøvede at stykke det hele sammen.
- 'Nu begynder du at forstå', sagde Gertrude.
Meggie tog sig god tid til at sammenfatte, hvad hun havde lært: 'Adam er blevet godt og grundigt overbevist om én historie. Historien om det Onde, der besejrer det Gode. P.g.a. det der skete, det de gjorde mod ham, er han frygteligt bange. Hans opfattelse af selvet er blevet kompromitteret, kontamineret. Han tror på deres sataniske lære. Og vi kender ikke detaljerne i kidnappernes historie eller de nærmere detaljer omkring Adams oplevelser. Det kan kun han fortælle os om'.
Gertrudes ansigt blev blidere. 'Man kan ikke bare holde én historie op mod en anden uden at kende Adams oplevelser. Der er altid fælder, når man vandrer omkring i et ukendt landskab'.
'Og han er nødt til at beskrive den forfærdelige uge; hvad der skete dag for dag', fortsatte Meggie. 'Det vil blive meget svært for ham, ikke sandt?'.
Gertrude nikkede. Medlidenhed betonede hendes ord: 'Han er nødt til at fortælle os om smerten, terroren og hans skyldfølelse. Satanisterne benytter sig af ét af de ældste kneb i verden – at involvere folk i offerceremonierne, hvorved de bliver gjort til medskyldige i gerningen og ved at overbevise dem om, at det onde i virkeligheden er til alles bedste. De vender op og ned på logik. Godt er slemt og slemt er godt' *

Tekstuddrag; Lysets magt, mørkets kraft © Priscilla Cogan

Reduceret rum

Ved squ ærlig talt ikke rigtigt, hvordan det er meningen jeg skal navigere herfra - uden det faste 'rum' der, for mig , bl.a. betød en afgørende & tryg 'navigator' i alt det svære.
Men dét er det så. Meningen. 'Sådan er vilkårene!'.
Og vilkår & realiteter er nu engang til at forholde sig til, uanset 'it sucks!' eller ej.
Så jeg finder vel også min vej i dét her, på et eller andet tidspunkt. . ♥

At handle

Ved godt, inderst inde, at det er Handling der sætter mig fri.
Ved, at det altid har været i dét sekund jeg har mobiliseret en kraft til at fjerne mig, løbe, gå, løsne reb, tale, råbe, række ud, spørge om hjælp etc -at det frie har sat ind!
Måske også derfor alene tanken om Det passive løber mig koldt ned af ryggen?
Ved, at jeg har mobiliseret kræfter til at flygte, handle, tale, række ud - i situationer der har været så faretruende for min fysiske og mentale tilstand, at jeg idag ikke aner hvor de kræfter kom fra.

Alligevel støder jeg gang på gang ind i det her dødvande af lammelse, når jeg træder ud fra min vante ramme.
En lammelse, passitivitet der er så kompleks, at jeg endnu ikke forstår hvori den opstår.
Det er svært at begribe hvordan handling kan føles som kommer den forskellige steder fra, indeni mig.
Svært at forstå det komplekse i, ikke at være fanget & alligevel føle det så intenst.
Svært at forstå det komplekse i at vide rent logisk, at det er handling der gør fri - men samtidig må erkende, at dét at vide, ikke er nok.
Men jeg tror, at jeg er på vej til at forstå dele af det komplekse.
Og en dag vil det måske lykkes mig, at træde ud af rammen - uden at betræde dødvandet

Et tomrum der ikke skal fyldes

Mærker et tomrum så gabende stort! Mindes ikke at have mærket et rum af den kaliber før.

Men jeg har nu også altid søgt, at fylde hvert et tomrum ud! Aldrig givet det lov, at stå!
Fyldt ud for enhver pris, endda på bekostning af mig selv. .
Min vej er ikke længere, at fylde tomrummet ud.
Min vej er at se & mærke dét er der, og holde fast i at forblive mig, i dét.
Mens jeg finder ud af hvilken vej jeg nu vil gå.

Slår ring

Der er tider hvor det føles som afstanden til andre mennesker, helt fysisk , må være større.
Som er filteret fjernet, og ALT går rent ind!
De kommer for tæt på, og jeg forsvinder i dét.

Jeg slår ringen om mig selv igen & igen, i forsøg på at kunne blive