Jeg mister mig selv

Det er bare. . .
Jeg går altid for langt.
Formår ikke at stoppe, bremse - styrer bare lige imod. Og rammer. Kuldsejler mit sind.
Igen og igen.

Det er bare. . .
Jeg ved godt, her bagefter, at jeg mister mig selv.
Det er lidt skræmmende, at se tilbage.
Og SE.
Jeg mister mig selv i alt det jeg tror jeg skal klare.

Jeg ved ikke hvor de forventninger stammer fra.
Jeg ved ikke hvorfor jeg forventer mere af mig, end jeg kan overkomme.
Men jeg ved, at jeg får mine wakeup call. Og denne tid er endnu et af dem.
Jeg ville ønske, jeg kunne bremse op, inden jeg er gået for langt.


Jeg havde det ikke godt, efter lidt tid der , reflekterer jeg højt til en veninde.
Jeg ved ikke hvor lang tid der gik? Måske nogle måneder? spørger jeg - og søger at finde et svar hos een der kunne se mig udefra. Som et kald på hjælp om, at komme mig til undsætning i mit tankekaos af forestillinger. Et kald om at lade mig vide hvad hun ser. For jeg er viklet ind i tvivlen mellem virkelighed og forestilling.

Du begyndte at miste dig selv, siger hun stille.
Og jeg ved at hun har ret. At dét er den rette betegnelse. En sætning jeg ikke har turdet tænke. Og i samme ombæring, mærke.
Ja, der gik nogle måneder, så var jeg på vej ret meget væk fra mig selv, ikk? Siger jeg, og spørger på den måde igen, om hun vil dele hvad hun så.

Jeg blev bekymret for dig. . tidligt. Der gik vel 3 uger . . . siger hun sagte.
Og sætningen bliver hængende i luften.

3 uger? !
Der bliver helt stille i mit hoved. Jeg ved, at hun har ret.

Jeg græder stille tårer, i eftertænksomhedens skær.
Mit hjerte fyldes med sorg, over at min evne til at standse er så ringe.
Jeg mister mig selv. Helt uden at vide det.

Sætningen hænger der endnu.