Tomrummet

Lige nu er der tomt. Et kæmpe gabende tomrum.
Jeg ved slet ikke, hvad der skal være lige her. Hvad det er 'meningen der skulle kommes ind' lige her?
Det er næsten som er der fysisk et hul indeni mig. Hult. Rungende tomt.
Som om følelserne har for meget rum at være i.
Det føles næsten som var der et ekko indeni mig - det er svært at beskrive & forklare - det lyder kludret i mine ører.
Det er som om tomhedsfølelsen slår tilbage. Frem & tilbage. Frem & tilbage.
Og hvert andet øjeblik opstår panikken. 'Jeg kan ikke være i det her!'.
Jeg græder bare. Som pisket. Det føles også hult. Græder bare, uden helt at vide over hvad.

Lige nu er her tomt. Og jeg kæmper 'bare' med at lade det være dét. Ikke forsøge at fylde ud, for enhver pris.
Det ville være så nemt - så nemt, at tankerne om, hvordan jeg ville kunne fylde ud, hele tiden strejfer mig. 'Det her er ikke til at holde ud. Jeg kan ikke være i det her!'.
Nærmest panisk for det tomme. Men det skal jeg. Være i. Og jeg kan godt.
Jeg ved at tomrummet vil vokse, bagefter. Så jeg prøver bare at være. Selvom det føles tomt. Prøver bare at lade det være tomt.
Trække vejret.
Lade det være hvad det ér.