Du er så stille..

' Du er så stille Silje...? '

Ja.
Altså. Jeg ved ikke. Jeg har bare ikke rigtigt noget at sige. Der er ikke rigtigt noget at sige. Eller kunne, sige.

Hver gang jeg har vovet at åbne munden de seneste uger, føles det som jeg skulle have holdt min mund. Bare tiet. Sagt intet.
Jeg får sagt alt det forkerte. Får formuleret alt som bøvlet. Og jeg sidder bare tilbage med tårer på kinderne, over ikke at forstå hvad det er der sker.
Jeg har også følt, at alt hvad jeg har sagt er der blevet stillet spørgsmålstegn ved. Sådan en følelse af, at blive stillet til regnskab konstant, og som bare er så ubehagelig for mig at mærke, at jeg har lyst til ikke at sige et kvæk.

Jeg har følt det som, at alle mine ord skal krænges udover mine læber. Nærmest helt fysisk. Og det behøver ikke engang være ord der er svære, eller som har svære følelser gemt i sig. Det er bare ... selve dét at tale, der føles som en kæmpe overvindelse. Og jeg har ikke energien.
Hvor er mine ord? Hvorfor kan jeg ikke bare tale normalt? Hvorfor bliver det så kringlet at kommunikere? Hvor er min hjerne - den der er fri af grød??

Har følt det som, at de ord der kom ud af min mund ikke er mine egne. Som var de et forsøg på, at agere normalt i en verden der bare ikke fungerer. Med mig i.
Det føles, som har jeg forsøgt at tale - for at være aktivt deltagende på normal vis - hvorefter følelsen af at være en fiasko, har frosset mine ord. Og mig.

' Du er så stille Silje...?'
Ja.
Der er ikke noget at sige.

Kender du den der fornemmelse af at vågne op en vintermorgen, og 'lyden' er helt anderledes? Den der fornemmelse man kan vågne med, og i det sekund man slår øjnene op ved man, at der er faldet sne? At vejene er dækket af et tæppe, en lyddæmper, og det er derfor der føles mærkbart 'stille'?
Hvis du kender mig godt, så ved du også hvordan jeg har det indeni, når sneen har lagt sit tæppe. Hvor panisk angst jeg er, derinde bag masken, og hvor stor en frygt der vågner i takt med at hvert et snefnug daler.

Måske er det sådan lidt jeg har det lige i øjeblikket. Jeg er fattet, udadtil, og oplever stilheden som noget mærkbart. Noget ændret. Noget... dæmper. Men indeni padler jeg som galt det mit liv! i den sø af kaos der rejser sig hver dag.

Jeg har navigeret udenom de 'farer' der lå for mine fødder, og forsøgt at undgå faldgrupperne. Jeg har faktisk brugt rigtig meget tid og energi på, ikke at styre mod et nederlag. Ikke at styre mod lige præcis her hvor jeg står.

Jeg står lige præcis der hvor jeg forsøgte med al min magt og vilje, ikke at komme til at stå
Jeg kan ikke engang grine af det tragikomiske i at bruge så meget energi på at undgå noget, og så ramme direkte med 180 ind i det alligevel.
Jeg kan heller ikke engang se det lærerige i det, eller orker ikke at se - og tage det op.
Hvem skulle jeg også tage det op med? Hvor skulle jeg også gå hen?
Jeg isolerer mig, mens jeg kommer mig. Der er ligesom lagt en dyne over mig & verden.

Det er lidt som at være tilskuer til livet. At se det hele passere forbi. Gennem en glasrude.
Som om jeg ikke er en del. Som om jeg ikke kan nå derud.
Du kunne sprænge ruden, igen & igen - til den er helt væk! Sparke den ind, slå den itu, kæmpe, hamre, smadre!

Ja.
Måske er der også en underlig form for beskyttelse i, at være her - bag glasruden? Jeg kan ikke komme ud, men måske ønsker jeg det heller ikke? Lige nu. Måske er dét, at være beskyttet bag en rude, min måde at beskytte mig selv mod at verden ser min smerte? At verden kan trænge ind, og nå mig. Måske ønsker jeg i virkeligheden ikke, lige nu, at stå op for flere ord, løfter der bliver brudt, og den faktuelle realitet, at min verden er blevet forandret på mine mest væsentlige fronter?
Og jeg kan simpelthen ikke tage det ind,og forholde mig - uden at stå med følelsen af at krakelere, hvis jeg gør.
Måske er det mit værn. Og måske er mit værn nødvendigt lige nu.
Jeg er ked af det, helt ind i knoglerne. Men jeg har ikke lyst til at lade følelsen strømme ud. Udenfor mig.

' Du er så stille Silje...? '
Ja. Jeg tror det er mit værn. Hvis jeg taler, vil tårerne strømme i ét væk, og jeg er ikke sikker på jeg har lyst til du ser min smerte.