Føler mig squ ind imellem, som det her skolebarn der står slukøret i hoveddøren, med skoletasken i hånden, jokker sig selv over tæerne, med tårene trillende ned af kinderne, og som vover at sige næsten lydløst; ' jeg vil ikke i skole.. '
Men som ikke tør fortælle, at det er fordi de andre børn mobber hende, ikke vil tale eller lege med hende. Hun føler sig udenfor og forkert, blot ved sin tilstedeværelse. Hun har kvalme, og orker ikke at skulle færdes blandt mennesker idag. Hendes forældre har misbrugt hende natten igennem, og hun er så ufatteligt træt. Hun orker ikke at skulle bære masken igen idag. Men ved, at hun må. Ligesom alle de andre dage. Lige dér, ved hun blot ikke om hun kan. Lige dér, mens tårerne falder.
Nu er forskellen at jeg er voksen, og jeg skal ikke i skole. Mine forældre har heller ikke misbrugt mig natten igennem - i den fysiske forstand. 'Blot' i mareridtene der lige de dage her kører på fuld blus, har de fyldt det hele.
Men som jeg står der i døren med den samme følelse, og de samme former for tårer trillende ned af kinderne er jeg voksen, ansvarlig, forpligtet - og der er ingen Kære Mor. Det har der så aldrig været kan man sige, men det er en helt anden snak. Jeg er voksen, og selv ansvarlig for at skabe dagen. Gå derud. Med mig & mit. Møde det med oprejst pande, og bære en maske - skulle det blive nødvendigt for at komme igennem. Jeg er voksen, og alligevel føles nogle dage som at stå lige dér i hoveddøren, med tasken i hånden & følelsen 'Jeg vil ikke i skole'....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar