Jeg kan mærke jeg cencurerer mine ord i alle sammenhænge, i denne periode. Men hvor er jeg træt af dét!
Er sygemeldt fra en arbejdsplads, hvor man ikke tager overgreb alvorligt. Hvor man vælger at neglicere det & lukke øjnene - simpelthen se den anden vej.
Man vælger heller ikke at tage mig, som medarbejder, alvorligt da jeg gør opmærksom (igen & igen) på hvad jeg oplever.
Det har ramt mig. På min profession, min etik & min person. Jeg har lyst til at skrige; ‘Jeg kan jo for helvede ikke være en del af et sted, hvor man ikke tager overgreb dybt alvorligt! Det er jo logik!’.
Men, udadtil skriger jeg ikke. Der er jeg tavs, som aldrig før.
Og forsøger bare at ‘gå til det’, med den afstand det er nødvendigt at have
Ingen kommentarer:
Send en kommentar