Ændrer kurs

Jeg har kapituleret. Idag.
Overgivet mig, og gået på kompromis med mig selv. Mit eget syn på mit liv, mine drømme om frigørelse, og egen fortælling om at 'jeg skal nok nå så langt, at vi slet ikke behøver diskutere det her igen'.
Jeg er gået på kompromis med min egen drøm om hvordan min vej skulle trædes.

du bli'r jo nødt til at få noget hjælp. Ikk? Vi bli'r nødt til at finde noget til dig Sagde lægen, mens hun stirrede mig direkte ind i øjnene.
Det føltes næsten som hun kunne se ind i min sjæl.
Jo, nikkede jeg. Med tårerne trillende stille ned af kinderne.

Hvornår var det, at jeg ikke længere kunne lade tårene blive indeni? Hvornår skete det, at jeg ikke længere kunne holde dem tilbage?
Jeg kan ikke længere opretholde en facade. Et lille rids i lakken. Et lille blik, et lille ord, en lille sætning der rammer, og jeg krakelerer.
Det skal jeg stadig vænne mig til. Mig, der aldrig græd. Men, sådan er jeg ikke mere.

Jeg indløste recepten på apoteket med det samme.
Nu sidder jeg her, og tør ikke tage pillerne ud af æsken. Og tør da slet ikke ta' en i munden!
Jeg sidder bare og kigger på pakken. Stirrer. Undrer mig over hvordan den er endt her hos mig.
1-2 tabletter højst 3 gange dagligt, mod Angst Står der udenpå.

Du behøver ikke tage dem hver dag. Eller fast. Eller på nogen måde trappe op eller ned. Du kan bare tage dem efter behov. Se hvordan det virker for dig? sagde lægen. Hende med det intense blik.

Og jeg bliver ikke afhængig af dem? Ligesom alt det andet lort jeg har kæmpet for at slippe af med igen? Spurgte jeg. Og tog automatisk hånden op til munden & undskyldte jeg bandede.

Nej svarede hun. Fysisk bliver du ikke. Det kan jeg garantere dig!
Du har brug for at have kontrollen, og selv bestemme kan jeg fornemme? Ikke at skulle tage noget, hver dag? spurgte hun.
Jeg måtte jo bare væve øh ja, og snublede lidt over ordene i at medicin dagligt bliver tegnet for, at jeg ikke har kontrol. Hvor faen ved hun det fra?!

Men, du bliver måske afhængig af den virkning de vil give dig. Afhængig af at opleve ro. Bare lidt. Det kan man godt blive afhængig af... sagde hun og smilede et skævt smil, som jeg delte.

Hvis du f.eks. ta'r 1 hver ottende time, altså 3 gange på en dag, så er du dækket ind i hele døgnet Det er hende lægen igen. Hun hænger på. Bliver ved.
Ja. Sagde jeg bare. Og faldt ligesom ned i en dyne af vat.

Hele, døgnet. Alle timer. Hvert et minut. Tik Tak. Uden angst. Kan man det?? helt seriøst??

Den anden aften havde jeg været villig til at tage hvad som helst! Bare stik mig et eller andet der virker. NU.
Men, jeg havde jo en drøm om, ikke at skulle tage medicin. Jeg havde en intens drøm om, at sparke så meget røv på min egen proces! at medicin aldrig mere blev et issue.
Alligevel har tanken været undervejs noget tid. Jeg kunne måske også....? . Og jeg har strittet imod. Som fandenivoldskhed jeg ikke anede hvor kom fra, har jeg bandet og svovlet og råbt og skreget for mig selv, af de mennesker der bare har turde nævne ordet medicin som en mulighed.
Rend mig i røven! Jeg skal fandme ikke dopes til at kunne leve!
Men, det skal jeg så. Eller, måske ikke ligefrem dopes - men jeg skal prøve om medicin alligevel kunne være en hjælp. For mig.
Og den er faktisk sværere at sluge, end at skulle sluge de piller der ligger i æsken foran mig.
jeg har ikke taget medicin i 2 år. Droppede 'lykkepillerne' som det sidste, og har ikke haft en tanke om nogensinde at skulle tage noget igen.
Jo, jeg har fået hjælp fra kemiens verden i form af sovepiller (min pt. bedsteste ven!) og så de smertestillende, min krop synes at skulle bruge for at kunne hænge sammen i perioder.

jeg husker første gang jeg gik hjem med en pakke på et eller andet psykofarmaka. Om det var 'lykkepiller', antipsykotisk, angstdæmpende eller whatever - jeg var hunderæd for at tage dem! Ræd for hvad der ville ske, med mig, hvis jeg tog dem. Men jo også bange for hvad der ville ske med mig, hvis jeg ikke prøvede. Det er nok same same her. Igen.
Jeg husker at jeg grædende tiggede min veninde om at hun ville forsikre mig, at HVIS jeg tog den her ene lille pille - så SKULLE hun sige til, hvis jeg 'blev en anden'. jeg har simpelthen altid haft en rædsel for, at jeg skulle ændre mig - blive en anden - blive sindssyg eller sådan noget, uden at jeg vidste det.
Ræd, som ind i helvede for, at en lille bitte pille skulle ændre hele mig, og jeg ikke ville ane det! Og ikke ville have kontrol over det.
Derfor har jeg haft mennesker i mit liv de sidste år, der har lovet at forsikre mig om, at hvis de oplever jeg ændrer adfærd (til det dårlige) så vil de fortælle mig det.
Egentlig kan man tænke; er det ikke ligemeget om du gør - hvis ikke du ved det? Hvis andre er nødt til at fortælle dig, at du har ændret adfærd, så ved du det jo ikke selv, og er det så ikke ligemeget?
Er du klar over hvor angstprovokerende en tanke det er, for mig?! Det er det mest skrækkelige jeg kan komme i tanke om. Mit værste billede af et mareridt.

Så nu sidder jeg så her. Igen. Med nogle piller foran mig, som jeg tøver med at tage.
Jeg tror måske også det har en indvirkning at bo alene. At skulle komme et eller andet i min krop, som jeg ikke ved hvordan jeg reagerer på - og så være helt alene med det. Tænk hvis jeg tog den første nu, og ikke kunne reagere hvis jeg blev dårlig af dem, på den ene eller anden måde.
Nej, jeg venter med at 'teste' til imorgen aften. Der kommer min veninde nemlig. Så kan hun være i det nye, sammen med mig - og forsikre mig om, at jeg stadig er mig. Også selvom jeg har åbnet pakken og taget mit første spæde skridt på en ny vej, til et liv med mere ro.