Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Jeg bliver fanget i en ordløs glasklokke.
Fryser fast i mit eget billede.
Som en blind famler jeg mig frem, gennem dødvande af stilstand.
Mit lys slukkes, når hjernen ænser tvang.
Gløden er dog fortsat tilbage. Altid.
Men den energi det kræver, at få lyset til at brænde som før
den energi det kræver, at sprænge klokken, at sætte i bevægelse igen - er enorm.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar