Jeg ved bare, at tavshed fastholder.
Alligevel er i det indimellem svært at tro på, at italesættelse kan bane vejen. Igen.
Men der er en erfaring der råber højere.
Jeg husker ikke, hvad dét at vove har givet, men jeg husker hvor svært det har føltes at springe. Hver gang.
Og jeg husker hvad der sker, når verden bliver tavs.
Så jeg springer.
Igen & igen.
Vover.
Kun fordi jeg husker, at tavshed fastholder. Og jeg vil fri.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar